Fra Tipsbladets trykte udgave den 19. august 2022
Premier League er reelt blevet til Super League
Da disse ord blev skrevet, havde Premier League-klubberne allerede købt spillere for 11 milliarder kroner i rene transferbeløb i sommerens transfervindue.
Udgifterne til disse nye spilleres lønninger, signon-fees og honorarer til agenter kommer givetvis til at overstige det beløb, og der tegner sig igen denne sommer et klart billede af, at Premier League bare blæser væk fra alle andre.
De fire efterfølgende ligaer, Serie A, La Liga, Bundesligaen og Ligue 1, lå på omtrent 14 milliarder kroner i samlet spillerkøb med et par uger tilbage i transfervinduet, og klubberne i Serie A var de mest flittige med mange køb på kryds og tværs af ligaen og en samlet handelssum omkring fem milliarder.
Premier League brager afsted og virker helt immun over for de store milliardtab, der ellers var i klubberne på grund af COVID-19, og som resten af Storbritannien lider ekstra meget under på grund af Brexit.
Den globale interesse, de globale ejere og de globale tv-indtægter løfter Premier League i en grad, så man fremover kommer til at tjene mere på mediemarkederne uden for Storbritannien end derhjemme.
Det lyder måske indlysende, når der er omkring 67 millioner briter og snart otte milliarder mennesker på resten af planeten, men for de øvrige Top 5-ligaer er det ren utopi og flere årtier ude i fremtiden, at de internationale medieindtægter overhovedet kan skimtes sammenlignet med de nationale.
Premier League virker ustoppelig, når selv oprykkerne kan banke 1,5 milliarder kroner afsted, som Nottingham Forest, Bournemouth og Fulham har gjort.
Det er med til at forme resten af Fodboldeuropa uden for de absolut største klubber i Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien til noget, der ligner rene talentfarme, hvor drømmen er at sælge en spiller hundedyrt til England eller til en større klub i Europa, der har bedre adgang til at sælge til England, ikke helt ulig hvad Superliga-klubberne har haft held med de seneste år.
Det er vildt, som fodbold og transfermarkedet i disse år bliver formet af Premier League, og lige nu er det svært at se, hvem der skal bremse englænderne.
FC Barcelonas transferbonanza
Robert Lewandowski.
Raphinha.
Julen Koundé.
Andreas Christensen.
Franck Kessié.
FC Barcelonas foreløbige høst på transfermarkedet er særdeles stærk, og den vækker misundelse ud i snart sagt alle afkroge af Europa.
Ja, selv når man taler fodbold i det professionelle miljø i Danmark, dukker FC Barcelona op, selvom Joan Laportas superklub naturligvis lever i et helt andet luftlag, og det er ikke en gang de spektakulære forstærkninger, der vækker mest opsigt.
Nej, det er naturligvis FC Barcelonas finansiering af forbrugsfesten, der får flammerne og følelserne til at brænde i fodboldfolket.
Klubpræsident Joan Laporta og hans medarbejdere har belånt en betydelig del af FC Barcelonas økonomiske rettigheder og fremtidige indtægter i forskellige handler, der pumper flere milliarder kroner i klubkassen her og nu.
Modydelsen er, at FC Barcelona frasiger sig betydelige dele af deres hjemlige tv-indtægter i Spanien (cirka 300 millioner kroner per år fra 2023 og 25 år frem, hvis vi forudsætter, at tv-aftalens størrelse forbliver uændret), mens også store lunser af klubbens kommercielle indtægter og image- og merchandiserettigheder nu skal deles med eksterne investorer.
Barcelonas handler på transfermarkedet kom lige efter, at Joan Laporta havde sagt, at klubben rent økonomisk stadig befandt sig på intensivafdelingen, og det er især de mange dobbelttydigheder i Laporta og FC Barcelonas ageren, der gør klubbens handler så kontroversielle.
For spillere i truppen er i flere tilfælde denne sommer og i sidste sæson blevet bedt om at gå ned i løn for at mindske den finansielle katastrofekurs og for at give plads til de nye folk, der ironisk nok så tager startpladserne.
Især Frenkie de Jongs kontrakt har været genstand for meget stor opmærksomhed i Spanien, hvor den bogstavelig talt blev lækket til Marca tidligere på sommeren i noget, der unægtelig kunne ligne et pres for at få de Jong til at frasige sig udskudt løn fra coronatiden på over 100 millioner kroner, og for at få hollænderen til at gå ned i løn.
Kilder i FC Barcelona har endda kaldt kontraktforlængelsen med hollænderen til en større løn under Josep Bartomeu i 2020 for 'kriminel'.
Barcelonas og især Laportas aggressive manøvrer ses af mange som værende lige så kontroversielle og på kant med fodboldens traditionelle værdier som gas-, olie- og oligark-klubbernes store milliardforbrug og til tider fordelagtige kommercielle aftaler med firmaer tæt knyttet til ejerne.
Og så forudsætter Laportas kurs også, at FC Barcelona får stor sportslig og kommerciel succes fra nu af, så man kan opveje afgivelsen af store indtægter allerede fra næste år.
For mange eksperter såvel som fans og klubber uden for Catalonien virker det som et meget risikofyldt gamble af Laporta, især efter Barcelona netop har brændt nallerne og fået en gæld omkring 10 milliarder kroner på vildt overforbrug på transfermarkedet siden salget af Neymar for fem år siden.
Og så har Barcelonas handler også haft meget konkret indvirkning på andre klubbers ageren – Lewandowskis, Raphinhas og Koundés transfers til Barcelona har haft en dominoeffekt andetsteds og kommer sikkert til at udløse flere klubskifter i de sidste 12 dage af transfervinduet.
Hvis Barcelona får succes, bliver det givetvis nemmere for Joan Laporta at fortælle omverdenen uden for Catalonien, at der jo ikke var andet valg end at belåne fremtidige indtægter, og at alternativet var at lide i stilhed i mange år og blive irrelevant i Champions League og nok også i mesterskabskampen i Spanien.
Kun tiden kan for alvor vise, hvem der har ret.
Agentreformen der forsvandt
I begyndelsen af 2022 skrev vi om en storstilet agentreform, der var på vej.
FIFA ville med opbakning fra de langt de fleste parter i fodboldens verden sætte et loft over, hvor meget agenter må tjene på handler, og hvem der må repræsentere hvem og hvornår, alt sammen for at gøre markedet mere gennemskueligt og agentbranchens samlede indtægter lavere.
Det så ud til at være alvor denne gang efter adskillige tilløb, og det virkede til, at flere agenter gerne ville have deres store handler igennem, før de regler trådte i kraft.
Men sommeren 2022 er snart ovre, og der er ikke kommet nogen agentreform.
De store agenters trusler om retssager og aktioner mod reformen har nok ikke skærpet FIFA og fodboldforbundenes appetit på at gennemføre de sidste trin i reformarbejdet, og nedgangen i dele af det globale transfermarked her efter 2½ års økonomiske problemer og bøvl med COVID-19 har heller ikke givet større lyst på at åbne en decideret krig med de største agenter.
Så de store navne, klubber og de to gruppers indflydelsesrige agenter har fået lov til at handle i fred, mens vi afventer de næste skridt i de reformer, der vel må komme af agent- og transfermarkedet.
Danske spillere er attraktive
Det er selvfølgelig ikke det, landsholdsfodbold handler om, men i en transfersammenhæng kan vi konstatere, at markedet for kendte danske spillere ikke ligefrem har stået stille det seneste års tid.
Christian Eriksen er i sagens natur en historie for sig med sin retur til Brentford og nu skiftet til Manchester United.
Men også folk som Joachim Andersen, Jannik Vestergaard, Kasper Schmeichel, Andreas Christensen, Rasmus Nissen Kristensen, Daniel Wass, Andreas Skov Olsen, Mikkel Damsgaard, Jonas Wind og Andreas Cornelius har har fundet nye klubber, siden der var EM i fodbold sidste sommer, og flere danske profiler kan finde ny arbejdsgiver i de sidste to uger af transfervinduet.
Hvis vi ser på Superligaen, har de europæiske gruppespil til ikke bare FC København men også andre klubber næppe været de hjemlige spillere til last, men for landsholdsspillernes vedkommende er det ikke svært at se en vis kobling til EM og til de mange gode kampe, landsholdet har spillet både før og siden turen i EM-semifinalen.
For selv i denne æra med data og meget grundig scouting er det så absolut til gavn for spillernes karriere og potentielle værdi, at de kan sige, at de var del af turen frem til en EM-semifinale, og den semifinale er bestemt heller ikke til ulempe for spillere og klubber hjemme i Danmark.
Danske trænere har også mere held med at komme til udlandet i disse måneder og år, end de har haft i størstedelen af fodboldhistorien, så med transferbrillerne på er det gode tider for dansk fodbold, selvom tingene kan blive lidt sværere i de kommende sæsoner efter nogle jubelår på og uden for banen.
Kommer en ny finanskrise snigende?
COVID-19, Ruslands blodige krig i Ukraine og voldsomme spændinger mellem Kina og Vesten med Taiwan som potentiel lunte til en konflikt.
Der er rigeligt med politisk og økonomisk usikkerhed i verden, og læg dertil, at verdensøkonomien hoster og sprutter, uden der er udsigt til bedring i de kommende måneder og år.
Professionel fodbold er på nogle måder isoleret mod den usikre situation i verden, fordi spillet er så umådelig populært og har fat i verdens befolkning på en måde, få andre kulturfænomener formår.
Men hvor sikker er man i sidste ende, hvis verdensøkonomien vælter som i 2008 og 2009?
Mange fodboldklubber lever for lånte penge, enten fra banken, ejeren eller finansieringsselskaber, der har specialiseret sig i fodbold, hvor der har været fede renter og honorarer at tjene i boomårene på transfermarkedet.
I Sydeuropa gør det virkelig ondt i disse uger, da man har et tungt efterslæb fra 2½ år med COVID-19 og en hjælpepakke fra UEFA på 15 milliarder kroner, der trækker ud efter Ruslands invasion af Ukraine.
Der sker stadig langt mere på transfermarkedet, end der gjorde i årene omkring finanskrisen, men det er naivt at tro, at en nedtur ikke kan ramme især Sydeuropa hårdt og sætte en bremse på transfermarkedet.
Færre storsalg i Superligaen?
Superligaen gik helt amok med store spillersalg i sidste sæson, og i betragtning af, at COVID-19 skabte usikkerhed overalt, var der også særdeles god gang i transfervinduet i 2020, ligesom der var det i årene før.
Med et par uger tilbage i transfervinduet har Superliga-klubberne solgt for lidt over 200 millioner kroner, og det kunne jo lyde semi-katastrofalt efter spillerafgange for omkring 600 millioner kroner sidste sommer.
Så simpelt er det ikke: Superligaen var bugnende fuld af salgsemner for et år siden, som stærke udenlandske klubber bare måtte have fingrene i, og som var ophobet efter trods alt mere stille 2020-vindue.
Men det er trods alt værd at holde et vågent øje på. Det kan godt være, Premier League- og Champions League-klubberne buldrer videre, men økonomien i mange af de lande, Superligaen ofte sælger til, er hårdt presset.
De danske klubber køber ufortrødent videre denne sommer og kommer da også til at sælge for et markant millionbeløb i de to sidste uger af vinduet, men nogle vil huske, hvor pludseligt man gik fra et ophedet transfervinduet i sommeren 2008 til en iskold januar i 2009, der reelt varede flere år.
HER REGERER TØFTING
HER REGERER TØFTING
Stig Tøftings er Tipsbladets kommentator. Læs hans klummer her.
