Hjalte-loven: Man skifter da ikke til Brøndby

Det er blevet sagt i Buenos Aires – og andre steder – at du kan skifte din kone ud, men du kan aldrig erstatte din mor eller din fodboldklub. En sandhed, der gælder for den enkelte fan, og endnu mere for visse aktøret på grønsværen.

Man kan skifte til en udenlandsk klub, men ikke en direkte rival. Eller en, der opfatter sig som en sådan. Spørg i AaB, der indenfor få år mistede topnavne Ståle Solbakken og Michael Silberbauer til FC København. Jo mere tradition og jo større fangruppe, desto større bliver reaktionen. Derfor er skifter mellem Brøndby og FC København altid bemærkelsesværdige. Og går sjældent stille af, selv om der er en station eller to mellem klubskiftet. Som i tilfældet Brian Laudrup. Eller Peter Møller. Den første var et mega-navn. Den sidste sparkede som Brøndby-spiller til en FCK-kasket. Senere valgte han alligevel at spille for klubben.

De bærende navne vejer altid tungest, og derfor er der fra supportside kun “småsvinere” til en Sebastian Svärd efter dennes – med England som mellemstation – aktuelle skifte fra FC København til Brøndby. Men helt glemt bliver overløbere og selv deres smågerninger aldrig.

Og det har – med Anders Larsen formulering – ikke bedret Svärds ry og anseelse, at han offentlig allerede har fremhævet Brøndby på FCKs bekostning.



Som afløser for Sibusiso Zuma kunne man forestille sig at sportsdirektør Niels-Christian Holmtrøm blev præsenteret for navne som Peter Madsen og Peter Graulund, to angribere, der tidligere har scoret en del for Brøndby.

– Som FCK-tilhænger vil jeg nok stille store krav til sådan en spiller fra start af, men det har Peter Møller jo prøvet. Mange andre markante tilfælde er der efterhånden ikke. I takt med at de fleste klubber efterhånden har prøvet at have spillere i truppen alle mulige steder fra, bliver tilråbene færre. Men en typisk Brøndby-profil i FCK-tøj vil man altid reagere overfor. Og omvendt, siger Anders Larsen. Og man ser for sig reaktionen på Brøndby stadion overfor en Peter Madsen i FCK-trøjen.

Peter Møller:

– Jeg kom til FCK i oktober 2001, og den værste storm lagde sig først henover foråret i og med at jeg fik scoret nogle mål. Det var godt, det skete. Så tippede stemningen over til min fordel. Men det er klart, at man skal være parat til at tage den kamp med tilhængerne og være udholdende, forklarer Møller.

Som så sent som halvandet år før sit FCK-comeback havde spillet i Brøndby-trøjen. Som lejesvend fra den spanske klub Oviedo.

FCKs sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm fastslår, at der ikke foreligger nogen gentleman-agreement mellem de to topklubber om ikke at hugge spillere fra hinanden. Det er næppe nødvendigt.

– Brøndby vil da næppe nogensinde afhænde en af deres bedste spillere til os. Og omvendt. Det er indlysende. Tager man så de næstbedste, jamen de er så ikke interessante nok. En spiller, der måtte have planer om at skifte til den direkte rival, finder også nok snart ud af, at han ikke kan få meget mere i løn i den anden klub. Og oveni kommer så al den ballade, som tilhængere og presse lægger til, konkluderer Holmstrøm.

Den seneste direkte handel melem de to københavnske storklubber er som sagt den nuværende Herfølge-træner Allan Nielsens overgang fra FCK til Brøndby i marts 1995. Midtbanespilleren debuterede i blågult i en 0-0 kamp hjemme mod Silkeborg og blev pænt modtaget af Brøndby-tilhængerne. Måske fordi han ikke var en del af FCK-historien, men vestjyde med kun et års tid i den hvide løve-trøje. Og inde i Parken glemte man ham snart.

Klubskiftet hang ikke kun sammen med Brøndbys ønske om forstærkning, men også om at skaffe likvid kapital til den dengang økonomisk trængte klub med Parken som hjemmebane.

Man talte i foråret 1995 om den formentlig største indenlandske transfer til dato, nemlig op imod tre mio. kr.

“Det er sgu barokt, at den klub, der har mere gæld end alle vi andre tilsammen, har råd til at yde socialhjælp”, lød en lederbrokke fra en klub, der dengang befandt sig i den tunge ende af Superligaen.

En hilsen til Brøndby, som i 1992 kuldsejlede med Interbank, men blev reddet af sponsorer og investorer længe før FCK fik skabt et fundament til at udfylde de rammer og signaler, som kluben udsendte.

– Det var en helt speciel situation, for FCK havde i den grad brug for pengene. Det har de ikke i dag, kommer det tørt fra Brøndby-direktør Per Bjerregaard. Som i parentes bemærket end ikke har hørt Hjalte-rygtet.

– Det er sjældent, at en spiller fra Everton skifter til Liverpool. Måske er der 10 år imellem. Og det samme gælder herhjemme. Brøndby og FCK er to klubber, der i høj grad lever af den indbyrdes rivaliseren, men der er også nogle usynlige grænser. Skal jeg finde forstærkninger til Brøndby, kigger jeg slet ikke i retning af FCK, og det er helt ubevidst. Det gør man bare ikke.