Jeg er ikke bagmand i Vejle

Anders Hust er sur. Træt af at blive kaldt bagmand og skyggechef og så meget andet. Den driftige forretningsmand, der for 30 år siden skabte tøjfirmaet Claire i uldbyen Ikast, har på det seneste fået skyld for at være en af mændene bag fyringen af Vejle-træner Frank Andersen og for i det hele taget at…



Anders Hust, hvad er din rolle reelt i Vejle Boldklub?

– Ganske præcist har jeg lovet at hjælpe med at skaffe sponsorer til finansieringen af det nye stadionbyggeri og med at skaffe links til et hovedsponsorat. Jeg har mange kontakter i erhvervslivet, som måske kan se en forretning i det nye stadion og i Vejles udvikling til en SAS Liga-klub. Det er absolut de to eneste ting, jeg har haft med klubben at gøre, og i løbet af det seneste år har jeg kun været med til to møder. F.eks. kender jeg ikke bestyrelsesmedlemmerne, som jeg kun har hilst på ganske kort.

Kan du med 100 procents sikkerhed sige, at du ikke selv er økonomisk involveret i Vejle Boldklub?

– Ja.

Vil du heller ikke gerne være det?

– Nej.

Hvorfor sidder du ikke i bestyrelsen?

– Jeg sagde første gang nej tak til at gå ind i ledelsen, da min bedste ven, Flemming Serritslev takkede nej til en toppost i Vejle, men da Hans Lauge, der er med i projektgruppen omkring det nye stadion, senere spurgte om jeg ville være med i et Advisory Board omkring stadionbyggeriet, sagde jeg ja til at være med der.

Arbejder du bedst i det skjulte?

– Næh, det synes jeg ikke. Jeg har ikke sagt, at jeg ikke er med i Advisory Board, men jeg har heller ikke sagt, at jeg har noget med det sportslige at gøre. Og det får jeg heller ikke. Der er mange uærlige og dovne journalister i Danmark, der ikke gider lave deres research, men i stedet synes det er spændende at lave sensationshistorier. Det har jeg kun hovedrysten til overs for. Jeg synes, det er små mænd. Hvis de synes, det er sjovt at hænge mig ud i Vejle Amts Folkeblad tre gange i træk for noget så banalt som ansættelser af sportschef og spillere og beskylde mig for at være én, der sidder og trækker i trådene, så lad dem om det.



Men af en eller anden grund er der opstået et bestemt billede af dig. Som én, der fik Poul Hansen fyret i Ikast, som én, der forhindrede Brian Steen Nielsen i at blive ansat i Vejle og som én, der nu fungerer som bagmand i Vejle? Hvordan kan det være, tror du?

– Du må ikke spørge mig om, hvem der har et horn i siden på mig, og hvem det er, der synes, det er vigtigt at få mig svinet til. Der må jo være nogen, der ikke kan lide mig og som ønsker at komme ud med nogle usandheder, men at slås med gæs i knæhøjde har jeg hverken tid eller lyst til. Jeg synes også, det er en fornærmelse mod Vejles bestyrelse og ambitionerne om at bringe klubben op i toppen af dansk fodbold, hvor den hører hjemme. At de ansætter en af de ypperligste trænere vi har herhjemme, Flemming Serritslev, som sportschef og Lasse Christensen som talentchef, det er da godt set. Det er ufatteligt, hvorfor jeg skal kædes sammen med det, og det er i den grad at give miskredit til en dygtig bestyrelse.

– Tænk, at man også kan finde på at skrive, at der er noget, der hedder “Bjørnebanden” i Ikast. Det er fantastisk af en doven journalist, der har svinet mig til tre gange i løbet af halvandet år, blot fordi jeg har brugt nogle fritimer på at hjælpe Vejle Boldklub. Bare tag de faktuelle usandheder. Lasse Christensen var ikke ansat på samme tid som Flemming Serritslev, han kom fire år efter, at Flemming var stoppet. Hvordan kan det blive til en “Bjørnebande”? Jeg har aldrig hørt ordet før, og jeg ved ikke, hvem der har opfundet det. Jeg har faktisk brugt lidt tid på at researche blandt gamle spillere i Ikast, og der er ingen, der har hørt udtrykket før, siger Anders Hust.

Anders Hust var assistent under Flemming Serritslev i Ikast fra 1981-85 og overtog selv cheftrænerposten i halvandet år i 1988, da Ole Brandenborg blev fyret. Senere da TV2-regionerne opstod, blev Hust ansat som sportsjournalist på TV Midt-Vest, hvor han var i seks år.

I de sidste år af Ikast fS’s tilværelse som topklub var Anders Hust først direktør og senere næstformand i klubben, men han trak sig omgående ud, da fusionen med Herning Fremad blev offentliggjort sidst i 90’erne.

– Det gjorde jeg samme dag, fusionen blev bekendtgjort, og da kom der igen nogle fantastiske udtalelser om, at det var mig, der havde fået Poul Hansen fyret. Men på det tidspunkt, hvor det skete, sad jeg i Asien. Ja, jeg var med i bestyrelsen, men det var formand Johnny Rune, der på opfordring fra enkelte spillere, tog beslutningen om at fyre Poul Hansen. Jeg flygter ikke fra ansvaret, men det var ikke mig, der fyrede ham. Det var en ledelsesbeslutning, og det er pinligt, at jeg skal hænges ud for det.

Så var der Vejles planer om at ansætte Brian Steen Nielsen, der pludselig alligevel gik i vasken?

– Jamen, hvordan i alverden skal jeg kunne komme i nærheden af noget omkring en ansættelse af Brian Steen Nielsen. Beskyldningen om at der mig, der stopper hans ansættelse, er også noget journalisterne bare buldrer ud med. Rent personligt ville jeg have det dårligt med at ansætte et menneske, der har en voldsdom, i min egen virksomhed. Men jeg har aldrig nogensinde været i nærheden af at blive spurgt og har ikke haft nogen som helst indflydelse eller noget med det at gøre.

Teorien er opstået, fordi Brian Steen Nielsen nikkede din søn, Nikolaj, en skalle under træningen i AGF, og nu ville du så sige tak for sidst?

– Det er klart, men det er simpelthen for tyndt. Tænk, at man skal lave Ekstra Blads-journalistik og sende den ene løgnehistorie af sted efter den anden fremfor at bruge lidt tid på research.

– Nu skriver du så også i TIPS-bladet, at Nikolaj pludselig står på træningsbanen i Vejle, uden at Frank Andersen vidste noget. Jeg kan fortælle dig, at jeg for tre en halv måned siden var til et møde i Vejle, hvor klubben gav en orientering om stadionbyggeriet. Her fortæller Hans Lauge også om forstærkningen af truppen, og han nævner, at man gerne vil tilknytte en udenlandsdansker, som man i øjeblikket forhandler med.

– Da jeg forlader mødet, kommer Frank Andersen løbende efter mig og siger, at han gerne vil snakke fodboldfilosofi og Vejles fremtid med mig, og så siger han: “Forresten, det med at få lukket den aftale med din søn. Kan du ikke skubbe lidt til det? Ham kunne vi fandme godt bruge, for det er en af den slags profiler, vi har brug for.”

– Jeg anede ikke, at de forhandlede med Nikolaj, der var nede i Fortuna Düsseldorf på det tidspunkt, og det er under bæltestedet, at jeg skal læse i TIPS-bladet, at han pludselig stod nede på træningsbanen, uden at Frank Andersen vidste, han skulle komme. I må gøre jeres hjemmearbejde ordentligt. Det er ikke retfærdigt overfor mig.

Er du så træt af alle de konspirationsteorier, at du ligefrem har overvejet at droppe fodbolden?

– Ja, det er faktisk noget, jeg går og spekulerer en del over i øjeblikket. Jeg overvejer to ting: Enten en injuriesag mod Vejle Amts Folkeblad eller helt at droppe sportens verden.

Men kan du ikke godt forstå, at fans og presse har svært ved at forstå, hvis der skulle foregå noget i Vejle, som ikke er clearet med den kommende sportschef Flemming Serritslev og dermed også dig, der er en af hans bedste venner?

– Jeg kan ikke forestille mig, at Vejles formandsskab og bestyrelse ikke clearer sådan noget som ansættelser og afskedigelser af personale af med Flemming Serritslev, men hvad han og jeg snakker om i privatlivet vedkommer ikke andre. Flemming er en person, der aldrig siger noget som helst nogen som helst steder, og det gør han heller ikke til mig. Her forleden måtte jeg læse i en pressemeddelelse, at Vejle havde skrevet kontrakt med Brian Nielsen fra AB og Henrik Toft fra Fremad Amager.

Hvem er det, der bestemmer Vejles spillerindkøb?

– Det er Hans Lauge og Lasse Christensen, men jeg er sikker på, at de stemmer det af med Flemming Serritslev. Det vil være helt naturligt.

Du forlod Ikast fS, da fusionen kom. Hvordan har du det med FC Midtjylland i dag?

– Jeg har aldrig lagt skjul på, at det der er sket i FC Midtjylland er fantastisk flot, og det har jeg ønsket dem tillykke med, men vi kunne have gjort det samme i Ikast fS. Vi havde et kuld med syv ungdomslandsholdsspillere, et grydefærdigt stadionprojekt med overdækket stadion og kommunens opbakning, men dagen efter at vi havde ansat Troels Bech som ny træner, offentliggjorde man, at man ville fusionere med Herning. Det var et godt tidspunkt, for jeg var rejst til Asien dagen i forvejen. Deres eneste argument for en fusion var, “at det økonomiske grundlag i Ikast ikke var godt nok.” Den hørte vi hele tiden, men det kunne vi have fundet ud af, for den sportslige struktur var på plads. Jeg ønsker FC Midtjylland held og lykke på deres videre vej, men jeg ønsker ikke at have noget med dem at gøre.

Der er måske ligefrem tale om en vendetta, når du i stedet har engageret dig i Vejle?

– Altså, jeg har svært ved at forstå, at den lille hjælpepost, jeg har i Vejle, skal udlægges som om, jeg har en masse imod FC Midtjylland. Jeg siger bare, at jeg ikke har nogen ambitioner om at sidde i FC Midtjyllands bestyrelse med de personer, der sidder der. Det var fuldstændig vanvittigt, som der i sin tid blev handlet hen over hovedet på mig, og de mennesker har jeg ingen tillid til. Når man ikke kan være troværdig overfor hinanden, så har jeg ingen ambitioner om at arbejde sammen. Ja, det er selvfølgelig især formanden Johnny Rune, jeg fokuserer på.

Hvad mener du generelt om Vejles projekt?

– Det er spændende. Både det nye stadion og ansættelsen af kompetente folk som Flemming Serritslev og Lasse Christensen. Der sidder en stærk formand og nogle folk i bestyrelsen, der kan styre økonomien og sikre en god drift i foretagendet. Det ser jeg som gode tegn. Men jeg har svært ved at forstå, at den nye ledelse skal beskyldes for at være et galehus (Rubrikken Det vejlensiske galehus i sidste uges udgave af TIPS-bladet, red.). Hvad har den nye bestyrelse med dét at gøre? De har haft én træner, som de har vejet og fundet for let. De kan da for pokker ikke klandres for, hvad der er gået forud af trænerfyringer. Det har jeg det personligt dårligt med. I skulle meget hellere lave nogle positive historier omkring den udvikling, Vejle er i gang med.

Hvem skal være Vejles nye træner efter din mening?

– Det drejer sig om at finde en profil, der passer ind til den fodboldmæssige struktur, spillestilen og den økonomiske formåen, men det skal være en toptræner, der kan klare presset, for i dag har du 19 kameravinkler på dig hele tiden, og hvis du taber en fodboldkamp skal du forklare dig til 17 journalister. Det er forskellen i forhold til den situation, jeg var i for 15-16 år siden, så jeg siger bare velbekomme. Presset er ti gange højere end dengang, og det er der nogle trænere, der ikke kan kapere.

Forventer du at blive spurgt til råds?

– Nej, og hvis jeg bliver, vil jeg også sige, at jeg ikke har nogen stillingtagen, for jeg har været væk fra topfodbold i så mange år, at jeg ikke ved, hvad der foregår.

Er Vejles hold godt nok?

– Som det er nu, er det efter min overbevisning godt nok til at rykke op, men i forhold til at spille i SAS Ligaen er det ikke. At dømme efter de kampe jeg har set, skal der tilføres nogle profiler udefra.

Hvad betyder din søns karriere for dig?

– Jeg skal jo ikke leve hans liv. Siden han skrev sin første kontrakt som 16-årig, har han levet ti år som fuldtidsprofessionel, og det må han for min skyld blive ved med, lige så længe han vil. Jeg har det her far-søn forhold, at jeg gerne vil se ham, når han spiller, men ellers har jeg ingen ambitioner på hans vegne overhovedet. Vi har kun ham, og jeg er glad for min søn, og jeg har det især utrolig godt med, at han fra 1. august er blevet en del af vores virksomhed, hvor han er blevet ansat i en 15 timers stilling som marketingskoordinator.

Ønsker du, at han skal gå i dine fodspor?

– Det bestemmer han også selv. Han sætter han selv grænserne for, hvor langt han vil i virksomheden. Hvis han vil langt, kræver det en hel masse uddannelse og knofedt, som ikke er foreneligt med en fodboldkarriere, så det kan der først blive tale om den dag, han ikke længere spiller. Men jeg ønsker ham velkommen i firmaet.







Afsløring: Priske tæt på fyring – afløser lurer



EKSKLUSIVT

Afsløring: Damsgaard får ny vanvittig kontrakt


Bekræftet: Mikkel Damsgaard forlænger

Officielt: Anders Dreyer skifter til MLS



Molde har afgivet bud på dansk midtstopper

Her er Oliver Christensens nye klub

Chido Obi har trænet med førsteholdet i Man Utd

Udlandsdansker til Lyngby? ‘Har gjort det godt’

Afsløring: Fremad Amager tæt på Kenneth Zohore



Verdensstjerne besøger FCK med sin søn


Stopper i FC Helsingør

Ludogorets – FC Midtjylland

Host op, Man Utd: Patrick Dorgu overgår stjerner

Informeret om Diks-exit? ‘Vi har en god dialog’



Brøndby skal gøre det: ‘Han bliver et monstersalg’


FC Midtjylland tæt på svensk stortalent

– Hold kæft, hvor er det fedt for Tullberg!

FCK-direktør jubler: ‘Helt fantastisk dreng’

Ronnie Schwartz i chok: Det passer ikke!

Celtic jubler: Schmeichel scorer ny kontrakt


MEDIE

Atletico Madrid og Dortmund følger FCK-juvel tæt


Mike Tullberg får kæmpe chance i Dortmund

Topchef stopper i DBU

Scorer millionbeløb på Superliga-transfers

Officielt: Dortmund fyrer Sahin



Barcelona-stjerne i drama – politiet skred ind

FCM-modstander ville hyre Glen Riddersholm

Ingen Superliga-klubber: Dansker i rekordtransfer

Vanvittigt: Måber over chok-comeback!

Spår ham stor succes i FC København

Girona blæser til angreb mod Milan

Dansker blæst bagover: Det er helt vanvittigt!

De scorer en bonus ved Jacob Friis-mirakel


TIPSBLADET SPECIAL

Sådan gør din klub i vinterpausen


Michael Laudrup raser: ‘Det er grotesk!’

Sender danskerklub ud i Champions League-mørket

‘Alle ved, det sker’

Skjellerups vilde transfersucces: Så stolt af ham

Rivalen slagtes: ‘Jörgensen skal have chancen nu’

Katastrofal start for Kaufmann

Dansk landstræner ellevild: Det er så sindssygt!

– Det rigtige tidspunkt at forlade FC København

Klar efter Sonne: Som da Dolberg røg til Ajax

Afsløring: Southampton sikrer sig Albert Grønbæk 

Perez om Priske: Næsten tragikomisk at fyre ham

Kogte over: Rasende Amorim smadrede tv-skærm

Brentford vil afvise bud på 195 millioner

Skidt nyt for Oliver Christensen

FC København tæt på svensk kæmpetalent

Superliga-profil tæt på transfer: ‘Godt scoutet’

Afsløring: FC Nordsjælland sælger Magnus Munck

Iker Casillas henter tidligere Brøndby-profil

Afsløring: Tidl. u-landsholdsspiller på klubjagt

Henter dansker i Italien: Har været frustrerende

Afsløring: Fredrikstad køber Valdemar Birksø

Afslører opsigtsvækkende detaljer i Man Utd-handel