Matthäus og flugten fra fædrelandet

Atletico Paranaense er hans nye arbejdsgiver. En stor og moderne klub i det sydlige Brasilien. National mester for første gang i 2001 og så sent som i fjor i finalen i Copa Libertadores. På fire år har 2500 spillere forladt Brasilien for at spille for især europæiske klubber. Lothar Matthäus rejser den modsatte vej og bliver den første europæiske træner i verdensmestrenes land.

“Lothar er og bliver den bedste modstander, jeg har haft i hele min karriere,” udtaler den lige så oppustede Diego Armando Maradona om Matthäus, som han stod overfor i bl.a. to VM-finaler.

Internt endte opgøret 1-1, men det udløste et venskab mellem de to koryfæer, den bold-virtuose og målfarlige argentiner og den moderne power-fodbolds high-tech 10er, midtbanemotoren Matthäus.

Noget mere anstrengt er forholdet til andre gamle venner.

“Ikke engang som greenkeeper er der et job til ham, så længe jeg har noget at skulle have sagt i klubben,” sagde Bayern-manager Uli Hoeness som afslutning på en pengestrid efter Matthäus’ afskedskamp i München.

Franz Beckenbauer var træner for 1990-verdensmestrene og så altid Matthäus som sin yndlingsspiller og en oplagt senere landstræner. Men efter Erich Ribbecks EM-nedtur i 2000, da den 39-årige Matthäus sluttede den del af karrieren af, fik først Rudi Völler og dernæst – i 2004 – Jürgen Klinsmann chancen. To af medspillerne fra det store VM-hold, to angribere og stjerner, men ikke helt af samme betydning og størrelse som selve Matthäus.

Beckenbauer og Bild havde i sommeren 2004 kørt Matthäus i stilling til jobbet, men pludselig slap kejseren grebet, mens boulevardbladets sportsredaktør var på ferie, lyder rygtet. Og så fik ærkerivalen Klinsmann chancen.



“Egentlig står Lothar i række med Franz Beckenbauer, Fritz Walter, Uwe Seeler og Gerd Müller,” siger Jupp Heynckes, der som træner for Borussia Mönchengladbach i 1979 hentede det 18-årige stortalent i Herzogenaurach, hvor faderen i øvrigt arbejdede på Puma-fabrikken.

Men sådan er det bare ikke. Det er faktisk lige modsat.

“Overalt i det offentlige rum, i radioen, i revyer, er det blevet en sport at gøre grin med Matthäus, og derved er der kommet ridser i lakken,” som en anden tidligere træner, Udo Lattek, udtrykker det.

Lothar Matthäus har været verdens- og europamester, og er to gange kåret til verdens bedste, men han huskes efterhånden mest for sine fiaskoer. Fra det afgørende misbrugte straffespark i 1984 i sin sidste kamp, pokalfinalen, for Borussia Mönchengladbach mod sin nye arbejdsgiver Bayern München – til udskiftningen kort før tid af 1999-finalen i Champions League i Barcelona mod Manchester United, der som bekendt sejrede på to slutspurtsmål. Lothar Matthäus vandt aldrig pokalen med de store ører, og han tabte to VM-finaler.

Da Tyskland vandt EM i 1980, var han helt ny i truppen og knap nok en del af vindergruppen, og da bedriften blev gentaget i England i 1996, var han ikke med som følge af den strid med Berti Vogts, der holdt ham ude af landsholdet i fire år frem til 1998. Hvor han rundede karrieren af med to kollektivt og personligt mislykkede slutrunder.

Overalt har bredt sig en mistro og manglende tillid til den kun 174 cm høje, men fortsat meget atletiske mand, der brænder for fodbolden, men er sin egen værste fjende.

En medvirkende årsag siges at være hans mangeårige alt for slet skjulte samarbejde med Bild-koncernen. Det var fjenden og medspilleren Klinsmann, som tilbage i 1995 gik til Bayern-ledelsen med beskyldningen om, at Matthäus var hovedkilde og ophavsmand til alle de slemme historier i Bild. Det var dengang, han væddede med manager Hoeness om Klinsmann kunne nå op på de 15 ligamål. Matthäus havde fra sin position som offensiv libero vigtig indflydelse på chance-flowet, men han tabte væddemålet, idet Klinsmann akkurat rundede de 15 scoringer. I dag skriver Matthäus kommentarer i SportBild. Hans fodboldforstand er glimrende, og han tør mene noget, men han har et par gange misbrugt spalterne til at reklamere lovlig meget for sig selv.

Lothar Matthäus er ikke mere arrogant end Paul Breitner, Stefan Effenberg og Mario Basler samt andre med- og modspillere på den (syd)tyske midtbane-scene, men han ender alligevel i en kategori for sig selv.

Breitner og Effenberg var mere kløgtige og snu, og der var noget selvironisk forsonende over den evige disco-gæst Basler. Matthäus, han dummer sig hele tiden, er for glat og småborgerlig. I 1993 føler han sig generet af en hollandsk turist under oktober-festen i München. Hollænderen vil tage et billede, men Matthäus sender ham på flugt med ordene om, at han var en af dem som Adolf (Hitler, red.) glemte at snuppe.

Ikke engang den helt igennem kompromisløse Effenberg eller for den sags skyld Oliver Kahn brød sig ret meget om medspilleren Matthäus, og det kom efterhånden også til at gælde for et par udenlandske aktører.

Op til UEFA Cup-finalen i 1996 mellem FC Bayern og Bordeaux, henvendte Matthäus sig til Zinedine Zidane for at få en god flaske rødvin med hjem. Zidane rådspurgte blandt holdkammeraterne og anbefalede en Mouthon Rothschild, og 12 flasker blev prompte bragt over på tyskernes hotel. På det vedlagte kort havde franskmanden skrevet, at vinen måske kunne fungere som trøst i tilfælde af nederlag. Matthäus svarere med 50 sydtyske Weisswursten, en pølse-specialitet. Matthäus er en verdens- og levemand, har boet i Italien, er en kender af skønne kvinder og i dag gift med en schweizer. Alligevel skrev han på kortet, at sandheden ikke ligger i vinen, men i den hvide pølse.

“Det vil gøre Lothar godt, hvis han indimellem trådte lidt på bremsen,” som Jupp Heynckes siger.

Også to andre af hans gamle trænere, Udo Lattek og Ottmar Hitzfeld, har forsøgt at få Matthäus til engang imellem at trække sig lidt tilbage.

“Jeg kunne egentlig godt tænke mig at se Matthäus i Bundesligaen eller hos fodboldforbundet,” siger Berti Vogts, og Rudi Völler tilføjer, at den klub, der engagerer Matthäus vil blive belønnet for det. Men først gælder det Atletico Paranaense.