Miraklet i Andesbjergene

– I virkeligheden var Copa América et vitalt øjeblik for Ecuador. Den svage præstation gjorde det klart for Gómez, at det hold, han havde bygget op, kollektivt var blevet for gammelt, fortæller Tim Vickery, der er korrespondent i Sydamerika for en række britiske medier, blandt andre World Soccer og BBC, og fra sin bopæl i Rio de Janeiro har fulgt fodbolden i Sydamerika i en årrække.

– Så kom Suárez til, og han var ikke Gómez’ mand og kunne derfor være uafhængig af forgængerens beslutninger. Med det samme satte han en række af de ældre spillere af holdet og bragte yngre spillere ind i stedet, fortæller Vickery til TIPS-bladet.

Han henviser dermed til Gómez’ landsmand og afløser på landstrænerposten, Luis Fernando Suárez, der har løst den meget vanskelige opgave at løfte den tunge arv efter “Bolillo.”

Under Suárez’ ledelse er Ecuador nu placeret på tredjepladsen i den sydamerikanske VM-kvalifikation, og selvom holdene efter giganterne Argentina og Brasilien stadig ligger tæt, så er Ecuador med bare tre kampe tilbage i en meget gunstig position.

For den første af de tre kampe skal spilles mod det svageste hold i kvalifikationsturneringen, der tilmed ikke længere har noget at spille for. Bolivias landstræner Ovidio Messa har derfor valgt at eksperimentere med sit hold til kampen i morgen.

– Ecuador har en fremragende chance. Hvis de vinder i La Paz, er de praktisk talt kvalificeret. Og Bolivia har nærmest givet op, og samtidig skræmmer den høje beliggenhed ikke Ecuador, vurderer Tim Vickery om kampen, der skal spilles 3.600 meter over havets overflade i verdens højest beliggende hovedstad.

Det faktum kan bolivianerne som regel drage stor fordel af, for de øvrige sydamerikanske hold har det svært med at spille oppe i Andesbjergenes tynde luft. Det problem har Ecuador imidlertid ikke, for deres nationalarena ligger også i bjergene, og det er oppe på Estadio Olímpico Atahualpa, at hemmeligheden bag holdets fremgang skal findes.



I kvalifikationsturneringen har Ecuador endnu ikke tabt på hjemmebane. De har hentet 22 af deres 23 point hjemme i Quito, mens de omvendt har tabt seks af syv udekampe.

Den markante forskel på præstationerne ude og hjemme har fået kritikerne til at pege på, at holdet aldrig ville være kommet så langt, hvis ikke de havde den geografiske fordel. Den samme kritik blev rejst, da Bolivia ligeledes gennem stærke hjemmebanepræstationer kvalificerede sig til VM i 1994, og i en periode lykkedes det faktisk de øvrige sydamerikanske hold at få gennemtrumfet en FIFA-beslutning, der af helbredsmæssige årsager forbød forbund at afvikle hjemmekampe i mere end 3.000 meters højde.

– Højdefordelen er helt afgørende. Hvis man ser på turneringen, så har Brasilien og Argentina tabt to kampe hver. De har tabt til hinanden, og de har tabt i Quito. Det er de point, som ingen andre får, og det gør forskellen for Ecuador, mener Tim Vickery.

Omkring de meriterende sejre over de to stormagter har Ecuador også været tilsmilet af turneringsplanlægningen. I november sidste år slog de Brasilien 1-0 i en spillerunde, der ikke var placeret på en officiel FIFA-dato for kvalifikationskampe. Det betød, at Brasilien først kunne råde over sine spillere 48 timer inden kampen, og de derfor kom rejsende stort set direkte fra Europa med jetlag og højdesyge til følge.

Også til mødet med Argentina i juni fik Ecuador lettet opgaven en del. Argentinerne lod alle deres profiler blive hjemme i Buenos Aires og stillede i stedet med et decideret reservehold i Quito. Årsagen til det var, at argentinerne få dage senere skulle møde Brasilien på hjemmebane og vurderede, at det ikke ville være muligt for spillerne at omstille sig fra de ekstreme forhold i den tynde luft inden for så kort tid.

Marginalerne har således været på ecuadorianernes side, men det er stadig imponerende, at holdet har kunnet overgå traditionelt stærkere nationer som Paraguay, Colombia og Uruguay.

Udvalget af klassespillere er meget beskedent, og i forhold til de øvrige sydamerikanske nationer har Ecuador meget få spillere i europæiske klubber. De fleste ecuadorianere, der har forsøgt sig, er faldet igennem med et brag med Agustín Delgado og Iván Kaviedes’ mislykkede ophold i henholdsvis Southampton og Crystal Palace som eksempler.

I truppen til kampen i Bolivia finder man derfor kun to spillere fra europæiske klubber. Den efterhånden 31-årige Ulises de la Cruz har spillet tre år i Aston Villa, efter at han i 2001 kom til Hibernian i Skotland. Den anden spiller fra Europa er den bare 20-årige Antonio Valencia, der efter et markant landsholdsgennembrud i foråret er blevet hentet til den sydamerikanske enklave i spanske Villarreal. Valencia debuterede på landsholdet med to mål i VM-kampen mod Paraguay i marts og er sammen med den uforudsigelige dribler Franklin Salas et af fremtidens håb.

Stammen på holdet udgøres imidlertid fortsat af spillere fra den hjemlige liga, der dog har oplevet et løft i de senere år. Landets økonomi kollapsede i slutningen af 1990’erne, og som konsekvens heraf indførte man i 2000 amerikanske dollars som officiel valuta. Det har givet de ecuadorianske klubber mulighed for at betale højere lønninger og tiltrække udlændinge af en vis klasse, hvilket har hævet niveauet i ligaen og kommer landsholdet til gode.

Samtidig har landstræner Suárez udført en mindre revolution omkring landsholdets spillestil. Både Ecuador og Suárez’ hjemland Colombia har i mange været kendetegnet af at spille med en klassisk nummer 10 på holdet. I Colombia hed han længe Carlos Valderrama, mens Álex Aguinaga helt frem til Copa América i fjor var den absolutte frontfigur i ecuadoriansk fodbold.

Den aldrende Aguinaga blev imidlertid et af ofrene for Suárez’ foryngelse, og samtidig benyttede træneren lejligheden til at omlægge spillestilen radikalt. Ti’eren er nu forsvundet fra holdet, og i stedet udgøres den centrale midtbane af spillere, der både kan forsvare og angribe. De kreative indslag bliver i stedet skabt fra kanterne, og det udløser et naturligt behov for en hovedstødsstærk angriber.

Til den position har Suárez ikke kunnet finde den rette, og derfor har han måttet holde fast ved den gamle kending Delgado. Den høje angriber var en af de store helte bag VM-kvalifikationen for fire år siden, og efter det mislykkede og skadesplagede ophold i England er den 30-årige angriber nu tilbage i Ecuador, hvor han optræder i klubben med det forpligtende navn Barcelona nede i den varme havneby Guayaquil på Stillehavskysten.

“El Tin,” der er Delgados kælenavn, var derfor også udtaget til den trup, som allerede søndag morgen skulle rejse til Bolivia. Men da den ecuadorianske delegation ankom til La Paz, sad angriberen stadig hjemme i Guayaquil.

For inden afrejsen fra Guayaquil havde Delgado til sin overraskelse fået den besked, at pasmyndighederne ikke ville lade ham rejse med til Bolivia. Årsagen skulle være, at myndighederne var i besiddelse af en retslig afgørelse, der fastslog, at Delgado havde forbud mod at forlade Ecuador på grund af en verserende retssag.

Det forstod angriberen ikke det store af, for den sag skulle være ude af verden. Den mystiske affære vakte derfor stor irritation i landsholdets stab.

“Der er åbenbart mennesker, der ønsker at skade landsholdet. Nu mister Delgado to dages vigtig træning,” sagde en vred landstræner Suárez, mens den forvirrede Delgado selv rejste til Quito for at få styr på den sag, han allerede troede, var ude af verden.

“Jeg har alt i orden. Men jeg rejste til Quito for at finde ud af, hvad i alverden der foregik. Jeg havde bedt min advokat om hjælp, men da jeg ville rejse tilbage til Guayaquil, gik jeg over til paskontrollen, og de kendte ikke til noget udrejseforbud. Så jeg kunne rejse til Bolivia med det samme,” sagde Delgado til dagbladet El Comercio efter ankomsten til La Paz.

Efterfølgende måtte migrationsmyndighederne brødebetynget erkende, at de vist havde begået en fejl. Udrejseforbudet var blevet hævet i Quito, som den skulle, men man havde uheldigvis ikke lige fået koordineret med myndighederne nede i Guayaquil.

Men efter et par omtumlede dage kom Delgado altså til La Paz og kunne slutte sig til holdkammeraterne, der allerede var godt i gang med forberedelserne til den vigtige kamp, der kan skrive endnu et kapitel i eventyret om fodboldmiraklet i Andesbjergene.