Mit Største Øjeblik: Goldbæk mod Barcelona

BRAGT I TIPSBLADET 10. FEBRUAR

Det største øjeblik i min karriere er måske også det værste. Da jeg spillede i Kaiserslautern vandt vi lidt overraskende det tyske mesterskab i 1990/1991-sæsonen, og derfor spillede vi i Mesterholdenes Turnering året efter. Vi skulle møde Barcelona over to kampe i anden runde af turneringen, den sidste udgave af turneringen i øvrigt, inden den kom til at hedde Champions League. I den første kamp tabte vi 2-0 i Spanien, og selv om vi lavede et fantastisk comeback i den anden kamp på hjemmebane, hvor vi vandt med 3-1, blev vi slået ud, fordi de havde scoret et udebanemål. Det er især den sidste kamp, jeg husker tilbage på. Jeg fik scoret i kampen, men stemningen og oplevelsen var så ubeskrivelig, at det må være det største øjeblik, jeg har oplevet som aktiv.

Op til den første kamp i Spanien lå jeg dagen inden kampen på hotellet med skinnebensbetændelse, så jeg gik over til vores fysioterapeut om aftenen og sagde, at jeg skulle have en pille for at lindre smerten, så jeg kunne blive klar til at spille. Jeg fik en betændelseshæmmende pille, men den gjorde bare, at jeg var svimmel og havde dårlig mave bagefter, så jeg blev ikke udtaget til startopstillingen, fordi jeg ikke havde trænet med op til kampen.

Jeg kom alligevel ind i den sidste halve time, men der var vi blevet spillet ud af brættet. Vi havde gode spillere i Stefan Kuntz og Miroslav Kadlec, men Barcelona havde bare stjerner som Laudrup, Stoichkov, Guardiola, Koeman, Nadal, Barkero og så videre, og de spillede simpelthen skak med modstanderne. Johan Cryuff var træner for dem på det tidspunkt, og de kørte altid bolden rundt i egne rækker, indtil Michael Laudrup på et tidspunkt besluttede sig for at lave en genial, afgørende aflevering til Stoichkov eller en anden, som så scorede. Det var ikke så overraskende, at vi blev kørt over. I dag er Barcelona måske verdens bedste hold, men det var de altså også dengang. De var niveauer over alle andre, og forskellen mellem toppen af tysk fodbold og spansk fodbold var også markant dengang. Vi stod for en helt anden spillestil, end de gjorde. Vi var fysiske og disciplinerede, mens de var boldbesiddende og enormt bevægelige.

I slutningen af den første kamp havde vi et par chancer for at reducere, og måske var det derfor, at vi lugtede muligheden for at lave noget stort i returkampen. For på vores hjemmebane Fritz-Walter-Stadion to uger efter nedkæmpede vi dem totalt. Vi spillede med fuld risiko. Vi var foran 3-0 i anden halvleg, men vi havde chancer til både 4-0 og 5-0. Jeg og en anden spiller fik for eksempel friløbere til at afgøre kampen, men vi nåede ikke at score mere. Foran med 3-0 kunne vi allerede se os selv på forsiderne af aviserne, for hvem havde troet, at vi skulle være i stand til at køre Barcelona ud af banen? Man kunne se på dem, at de blev mere og mere modløse som minutterne gik. De spillede i øvrigt også i gule trøjer i den kamp, så nogle af de velkendte Barca-træk på banen, var måske forsvundet med hjemmebane-trøjen. Vi troede måske langt hen ad vejen, at vi var videre.

Det var Demir Hotic, som scorede vores to første mål, inden jeg scorede til 3-0. Jeg husker, at de tabte bolden på vores banehalvdel, og at vi fik den i en kontrasituation. Jeg vandt løbeduellen med Robert Witschge og fra en relativ spids vinkel sparkede jeg den over i det lange hjørne. Jeg var helt oppe at ringe. Det er virkelig svært for mig at forklare, hvordan den følelse var. Meget af det hænger også sammen med, at vores hjemmebane var den mest berygtede i Tyskland på det tidspunkt, og stemningen på stadion var fuldstændig fantastisk. Det kan man næsten mærke, når man ser højdepunkterne fra kampen på Youtube.

De scorede til 3-1 i absolut sidste minut, og deres mål viste meget godt, hvordan vi havde pillet dem ned i løbet af 90 minutter. Det var Ronald Koeman, der sparkede en høj ballonbold ind i vores felt, hvor Barkero lavede et vildt hovedstød, som gik i mål – et atypisk Barcelona-mål, men det var nok til, at de gik videre på reglen om udebanemål. Efterfølgende nåede vi kun at give bolden op, inden dommeren fløjtede af. Vi gik så mod omklædningsrummet, mens folk rejste sig og klappede anerkendende, og da vi kom ned i omklædningsrummet var folk stadig helt oppe at køre – et par stykker sad og græd, og der blev også smadret en dør.

Efter et stykke tid kommer vores holdleder og siger, at vi skal gå ud på stadion. Det virker ret underligt, men vi gør det, og vi bliver mødt af et fyldt stadion, som står og klapper af os. Vi blev hyldet lang tid efter kampen, fordi vi var på randen af at lave det umulige. Jeg kan huske ordet paralyseret i en af overskrifterne i aviserne bagefter, og det passer meget godt på kampen. Lige så lammede Barca-spillerne var under kampen, da vi kom foran, lige så lammede var vi efterfølgende, da de scorede i sidste sekund.

Bjarne Goldbæk (født 6. oktober 1968) startede sin karriere i 1987 i Næstved, inden den tyske storklub Schalke 04 hentede midtbanespilleren til Bundesligaen. Siden nåede han at spille for Kaiserslautern, Tennis Borussia Berlin, Köln, FC København, Chelsea, Fulham og Rot-Weiss Essen, og undervejs fik Bjarne Goldbæk spilletid i 28 landskampe, inden han indstillede karrieren i 2005. I dag arbejder han som spilleragent.

Fortalt til Kim Damsgaard Pedersen