Mit største øjeblik: Hattrick på syv minutter

BRAGT I TIPSBLADET 4. APRIL

Et af mine største øjeblikke personligt var i AaB da jeg i 1998 kom ind i en kamp mod Vejle på hjemmebane i mesterskabssæsonen, hvor vi var bagud med 2-0, men hvor jeg så scorede tre mål på syv minutter, hvilket er rekorden i AaB og måske også i Superligaen. Men det var nok mere held end forstand, hvor jeg var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. 

Derfor handler mit største øjeblik i højere grad om, hvordan vi som hold hold leverede en fantastisk mindeværdig præstation. Det var i 1999, hvor vi lige var blevet mestre med AaB og skulle derfor spille kvalifikationskamp til Champions League mod Danmarks onde ånd Dynamo Kiev, som havde slået flere hold ud tidligere. Det var et hold på daværende tidspunkt, som ingen havde lyst til at møde, fordi det foregik i Østeuropa og samtidig var de helt med fremme i den europæiske top.

Vi spillede den første kamp på hjemmebane, hvor vi egentlig havde spillet en god kamp, men havde simpelthen for meget respekt for Dynamo Kiev, så vi endte med at tabe 2-1, hvor jeg iøvrigt havde et drøn med mit iskolde højre ben, som jeg hverken har haft før eller siden, der ramte indersiden af stolpen og ikke gik ind. Vi tog derfor til Kiev med et 2-1-nederlag i bagagen og var ikke levnet mange chancer på forhånd. Det var notorisk en heksekeddel at spille i og også et sted, hvor man sjældent fik noget foræret. Jeg husker, at det var en sensommeraften, vi skulle spille, og vi var ankommet i god tid dagen før. Da vi kørte i bussen hen til stadion, så man de klare kommunistiske tegn i form af de enorme arbejderboliger, der fik Gladsaxe-bygninger til at ligne miniaturemodeller. Man kunne virkelige mærke, hvor vi var kommet hen, og forholdene var ganske anderledes, end vi var vant til.

Dynamo Kiev valgte at spille kampen på det mindste af deres to stadions, hvor der var plads til 25 – 30.000 tilskuere, og vi havde derfor virkelig forventet, at der ville være tryk på fra start. Da vi så kom ud til kampen, var der meget få mennesker på lægterne, hvilket kom som en stor overraskelse for os alle. Men da vi efter pausen løb ind til 2. halvleg, var stadion pludselig propfyldt. Det var meget dyrt at gå til fodbold, men efter 1. halvleg var billetterne næsten gratis, og den havde folk luret. Så det var en meget speciel oplevelse at spille den samme kamp i to så forskellige kulisser.

I selve kampen var vi som sagt ikke levnet store chancer, og vores store spiller Ståle Solbakken var også ude med en skade. Vi stillede derfor med et meget ungt hold med mig selv og også Thomas Gaardsøe, som spillede en af sine første kampe fra start. I 1. halvleg kom vi overraskende foran 1-0 ved Andres Oper, og var på det tidspunkt i kampen klart bedre end Dynamo Kiev. I 2. halvleg øgede jeg så til 2-0. Andres Oper blev spillet i dybden i højre side, hvor jeg fra min position som venstre midtbane tog et udmavrende løb mod forreste stolpe, hvor jeg kom foran min modspiller og kastede mig ind i bolden. Men i det jeg scorede, væltede jeg ind i målet og slog mit hoved og var efterfølgende helt groggy. Men jeg kom hurtigt på benene igen og blev lykkelig og fuldstændig ekstatisk over scoringen, lige indtil dommeren kom løbende hen til mig og sagde: »Sorry, it was offside«. På velkendt manér begyndte jeg at svine ham gevaldigt til på mit gebrokne engelsk, hvorefter han kiggede på mig med et skævt smil og sagde: »Just joking, good goal«. Det var jo suverænt lavet og viste stort overskud i en kamp, der var så vigtig for alle parter.

På det tidspunkt var vi videre og kunne pludselig øjne gruppespillet i Champions League. Så scorede Dynamo Kiev til 2-1 et kvarter før tid, men lige efter gik vores venstre back til baglinjen, spillede den skråt bagud, hvorefter jeg sparkede den over i det lange hjørne til 3-1. Men af uransagelige årsager stod linjevogteren 60 meter derfra og vinkede bolden ude over baglinjen, men den dag i dag er vi mange fra Aalborg, der er overbeviste om, at den bold aldrig var ude. Men ude blev den dømt, og det endte med at Dynamo Kiev udlignede til 2-2 i overtiden, og derfor fik vi ikke engang forlænget spilletid. Efter kampen var det hele surealistisk. Vi byttede trøjer, som man gør efter de kampe, og man fornemmede en utrolig gensidig respekt holdene imellem. Pludselig startede det største festfyrværkeri, jeg nogensinde har set. Det var nøje planlagt, for de var ikke i tvivl om, at de nok skulle vinde kampen.

Det var på samme tid et stort og trist øjeblik, for egentlig føltes nederlaget som en sejr, og man mærkede virkelig den der vi-følelse, fordi vi havde givet alt sammen. Vi sad i omklædningsrummet efter kampen, hvor der modsat danske træbænke stod 30 læderstole, og jeg tror, at alle var rigtig kede af det, men samtidig vidste vi, at vi havde lavet et stort resultat, og samtidig den bedste præstation på daværende tidspunkt for AaB på udebane i Europa. Samtidig blev resultatet definerende for min egen karriere, for på det tidspunkt var jeg på et niveau, jeg aldrig tidligere havde været på. Jeg spillede mange gode kampe og blev også nævnt i landsholdssammenhæng. Det viste sig, at i det vi tabte, røg vi i UEFA Cuppen, hvor vi mødte Udinese, som senere valgte at købe mig. Det viser også, hvor tilfældigt fodbold kan være, for var vi ikke røget ud i Kiev, var jeg sandsynligvis aldrig blevet solgt til Udinese.