Mød KB’s historiske Chelsea-ikon

BRAGT I TIPSBLADET 18. FEBURAR

Ved juletid i 1913 indgik to af Nils Middelboes gamle holdkammerater fra KB et væddemål. Vinderen var ham, der mente, at et brev alene med påskriften Nils Middelboe, London ville nå frem til den nye Chelsea-spiller. Taberen havde, som Middelboe skriver i sine erindringer KB-Chelsea og hjem igen, ikke været opmærksom på, »at det engelske postvæsen – ligesom alle andre institutioner derovre – er fodboldinteresserede.« Middelboe havde på det tidspunkt kun opholdt sig halvanden måned i England.

Det er snart 100 år siden, men der er tale om en historie, som alle kan lære af, og som er interessant, fordi vi taler om den første dansker i udenlandsk fodbold – og den første udenlandske spiller overhovedet i Chelsea FC, der netop er den engelske klub, som KBs efterferfølger, FC København, netop står overfor at møde i Champions League.

Det handler om om allrounderen Nils Middelboe, der straks blev anfører og et forbillede i Chelsea selv om – eller måske netop fordi han var og forblev amatør. En af datidens store danske sportsjournalister, en af de første faktisk, Idrætsbladets Mr. Smile, der også hed Emil Andersen, fik den korte og klare version af en portier på et hotel i London:

»Danskerne har gode tændstikker, og det danske smør er også godt, »but Middleboe is the best thing you ever produced.«

Nils Middelbo var 25 år og etableret dansk landsholdsspiller, da en repræsentant fra Newcastle United opdagede danskeren i en kamp for KB, hvor også hans brødre Kristian og Ejnar spillede. Middelboe var i første omgang ikke stemt for et eventyr og slet ikke for at blive professionel fodboldspiller. Han ville have civilt arbejde og spille fodbold ved siden af, og det endte med at den cand. jur.-uddannede københavner kom til en bank i London.

Newcastle gav efter, og Middelboe kom til Chelsea, hvor han straks fik debut og som en ære blev udnævnt til anfører i debuten mod Derby County.

En styrende centerhalfback

Det var 15. november 1913, der var 40.000 tilskuere, og modstanderen i den engelske 1. division var Derby County.

»Om formiddagen befandt jeg mig, ligesom jeg havde gjort et halvt år tidligere, da jeg skulle op til min embedseksamen,« står der i bogen fra 1944. Den fremmede fugl havde nerver på.

Ved lodtrækningen valgte Middelboe – ukendt med klubtraditionen – da også det forkerte mål, nemlig det til venstre, men Chelsea vandt kampen med 2-1, og »alt var vel,« som han skriver. Det må siges at være en britisk underdrivelse. Middelboe ikke bare bevarede anførerbindet gennem en stor del af sine 12 sæsoner for London-klubben, han blev en legende og var med til at vinde det engelske mesterskab i 1918, hvilket dog var uofficielt, idet ligaen var indstillet under Første Verdenskrig (1914-18).

Nils Middelboe var amatør og trænede efter en lang arbejdsdag i banken først om aftenen med et par medspillere. Han lavede den aftale med klubben, at han spillede alle hjemmekampe, men kun ganske få på udebane, for at undgå de lange todagsture rundt omkring i landet.

Mere kunne man ikke byde en amatør, som på mange måder endnu var en hæderstitel, hvilket vi vender tilbage til. Allerede i debuten viste danskeren det format, der gjorde ham til sikker mand.

»Han er en af den sjældne slags halfbacks, som i de vanskeligste situationer har et åndeligt kort over, hvor deres medspillere er placeret,« skrev Sporting Life.

Middelboe blev overalt rost for klogskab, koldblodighed, placeringsevne og afleveringer. Han spillede centerhalfback i det gamle VM-system, som bedst kan omskrives til 2-3-2-5. Centerhafbacken er den midterste spiller i anden kæde, og vi taler om tiden, inden denne funktion blev flyttet tilbage som central mand i tremandsbagkæden. Middelboe var centerhalfback eller snarere central, defensiv midtbanespiller. En styrende rolle og med god plads til at folde sig ud overalt på banen.

Afventende tacklinger, men på verdenshold

Flere aviser skrev, at de snart aldrig havde set så fine afleveringer. Til gengæld var der åbenlyse problemer med tacklingerne.

»Han løber væk fra manden i stedet for at gå til,« skrev Daily Chronicle, men The Athletic News beroligede med konstateringen af, at danskeren »tilsyneladende var modstander af den slags tackling, som alene er fart og uden videnskabelighed.«

London Budget kaldte ham »bedste mand på banen,« og mest præcis var nok Daily Mail, der godt kunne ane at saft og kraft ikke altid rakte i en mand-mod-mand-situation:

»Tilskuerne beundrede med rette hans blide og overbevisende metoder, han var ligesom en Grand Danois, hvad han faktisk er, der godmodigt leger med en flok terriere. Han legede lidt med dem og syntes så at sige: »Nu, I kære små, tror jeg, det er bedst, at I lader mig få den væmmelige farlige bold.«

Og i ni ud af 10 tilfælde dikkede de med halen og lod ham få bolden,« og avisen konkluderede, at Middelboe både var med til vinde kampen såvel som til at forhindre nederlaget. Da den anerkendte svenske fodboldpersonlighed Carl Linde («Ceve«) omkring 1920 satte et verdenshold havde han Middelboe med som højre back. Der var flest englændere og ungarere på holdet, der havde italiensk målmand og Gunnar Andersen fra Norge som højre wing.

Rivalerne til pladsen var hollænderen Denis og østrigeren Poppovich, men Middelboe blev bl.a. foretrukket, idet han hørte til »blandt Europas intelligenteste fodboldspillere.« B93´eren Johannes Gandil mente, at Middelboe beherskede hele otte af de 10 pladser i marken. Så langt så godt, men udover Middelboes afventede tacklinger, havde englænderne i første omgang også hæftet sig ved hans kropsbygning. Når danskeren kom til at bære øgenavnet long leg hang det sammen med hans lemmers enorme længde.

»Tilskuerne var i starten tilbøjelige til at more sig over Middelboe,« skrev Daily Express om den 26-årige dansker, som i øvrigt hjemme fra KB var fyldt med sport og aktivitet og var mere end dygtig i en række idrætsgrene som atletik, cricket, bandy og tennis. Så han havde styr på lemmerne den voksne mand, der selv som stor knægt vakte opsigt med sin korte krop og lange ben, hvilket skabte øgenavnet »tøjklemmen,« men pludselig på halvandet år voksede 10 cm, og så var det slut med det pjat.

Den skuffende kamp mod KB

I sin selvbiografi omtaler Middelboe selv som sæsonen 1915-16 som sin bedste. Det er hans blot tredje ud af hele 12 i Chelsea, og en medvirkende årsag er, at han nu spiller næsten alle kampe. Krigen gør nemlig, at stort set alle kampe spilles i London og omegn. Der var ingen lønning af spillerne, pengene gled i stedet ind i Hæren. Middelboe var også blevet forlovet med »Londons sødeste pige«, og hans tacklinger var – med egne ord – blevet mere engelske »og derfor mere påskønnede af kritikken.«

Det hjalp også, at Chelsea havde fået tilgang af den på det tidspunkt bedste fodboldspiller på de britiske øer, nemlig Sunderland-innerwingen Charlie Buchan.

»Jeg husker sejre på 8-1 mod Tottenham, 6-0 mod Arsenal og 11-1 mod Crystal Palace,« fortæller Middelboe, som på det tidspunkt er 30 år, men stadig lærevillig – og efter en solotur en vigtig målscorer i 1-1 kampen mod Fulham. Året efter var det et Chelsea-hold uden Charlie Buchan, der var sendt over til mere alvorlige kampe i Frankrig, som det hedder i KB-Chelsea – og hjem igen. London-klubben vinder dog den lokale turnering i det mesterskabssuspenderede land.

Det er klubber som Sunderland, Blackburn Rovers, Aston Villa, Everton og Huddersfield, der er de store klubber i Middelboe-årene i England. Manchester United har haft en storhedstid lige inden, og Liverpool får en lidt senere. De store London-klubber spiller kun anden-violin. Med Tottenhams FA Cup-gevinst i 1921 som en enlig svale. Sidst i karrieren er Middelboe i 1920, da han er 32 år, med til at hente liga-bronze hjem til Chelsea. Samme år slutter hans landsholdskarriere med OL i Antwerpen, det er hans tredje olympiske deltagelse, men han er ikke længere den samme. Det ses også, da han med Chelsea er hjemme i København for at spille opvisning mod KB.

»Alene for at se Nils Middelboe, Danmarks bedste og berømteste fodboldspiller på den grønne bane endnu engang, vil tusinder af københavnere i aften sætte kursen mod Øster Allé. Det er højst sandsynligt, at Middelboe kun spiller denne ene kamp herhjemme. Don´t miss him, som englænderne siger,« skrev Mr. Smile.

Jalousien overfor KB-vinderne

Men kampen endte 1-1 og Middelboe var en skuffelse, i de sidste aktive år er han indimellem meget ramt af sygdom, og året efter er det også slut for ham i Chelsea. Det bliver til otte sæsoner og 175 kampe for Chelsea.

Fodbold blev aldrig det vigtigste for mig, lader Middelboe forstå gennem hele bogen, og det kan man have sin tvivl om, for efter Chelsea fortsætter han nogle år som spiller i amatørklubberne The Corinthians og The Casuals, ligesom han i 1929 ikke kan sige nej til at blive direktør i klubben Clapton Orient. Det gik godt indtil et bestyrelsesmeldmem, en lokal værtshusholder blev sur over, at ikke han, men Middelboe og manageren alene udtog holdet.

Og så gik både Middelboe og Arthur Grimsdell, som manageren hed. I virkeligheden var Middelboe fra barnsben i KB – selv om han havde svensk mor og var født i Sverige – en stor beundrer af det oprindelige i fodbolden, det ukomplicerede amatørliv, og det virker logisk, at han i England nærmest vokser sammen med fænomenet. Bliver en slags super-amatør.

»For andre end englænderne er dette forhold nærmest uforståeligt,« skriver Middelboe om det britiske syn på amatøren som selve forbilledet for al sportslig udøvelse. Fordi englænderne »inderst inde betragter sport som en rekreation og fritidsbevægelse.« I engelsk cricket blev amatøren anset for at være finere end den professionelle, og det smittede i nogen grad af på fodbolden. Der var andre amatører i de bedste fodboldklubber end danske Middelboe. Navne som Woodward, Hunt og Woosnam nævnes, spillere, der »giver holdet noget, som de fleste andre hold mangler.«

Selv havde han ikke de store problemer i Chelsea. Så var det straks værre herhemme, når man som KBer oftest vandt kampene. Det skabte jalousi, og heller ikke hele pressen var venlig stemt over for den succesrige Middelboe fra familiedynastiet på Peter Bangs Vej.

»Næh, det var ved kampene mod fremmede hold, at vi KBere skulle vinde vor popularitet, særlig de mod de professionelle engelske hold,«, skriver Middelboe i sin bog om de første unge år. Inden turen over Nordsøen for at blive den første viking i engelsk fodbold.