På det tidspunkt var rumæneren nemlig blevet gjort til anfører i Parma efter en forrygende sæson med 18 mål i serie A, hvilket placerede ham som nummer to på topscorerlisten kun overgået af Inters Christian Vieri.
Dermed fik den unge angriber endelig vist kvaliteterne efter nogle svære sæsoner i Italien, hvor han ikke slog til i Inter, men dog lærte en flok feststemte kollegaer at kende, var igennem to rimelige sæsoner hos Verona, før det internationale gennembrud så kom hos Parma.
Men Mutu nåede aldrig i aktion med anførerbindet om armen, for oppe i Chelsea havde manager Claudio Ranieri pludselig fået frit valg på alle hylder efter stenrige Roman Abramovich’ overtagelse af klubben. Ranieri valgte blandt andet Mutu, og for 175 millioner kroner rykkede rumæneren til London med en fem-årig kontrakt og en ugeløn på 650.000 kroner som økonomisk gulerod samt udsigten til at vinde nogle store titler på et af Europas mest spændende klubhold.
Mutu glædede sig i hvert fald til oplevelsen, og da han ved præsentationen på Stamford Bridge blev bedt om at forklare, hvad han kunne tilføre Chelsea, svarede han kort og kontant “fantasi og eventyr.”
Det lød jo flot, og rumæneren kom også forrygende fra start med et spektakulært sejrsmål i sin debut for Chelsea (mod Leicester) og fire mål i de første tre kampe, blandt andet en dobbeltscoring mod lokalrivalerne fra Tottenham. Så Mutu levede op til sit ry som en farlig angriber, der benyttede sig af driblekunst, målnæse og hårde hug med begge fødder i jagten på de vigtige scoringer, og tilhængerne var med det samme på hans side:
“Mutu er den nye Zola. Bare se hvordan tilhængerne elsker ham. Han scorer, han løber, han kæmper. Han gør det hele,” som den tidligere Chelsea-manager Gianluca Vialli for eksempel udtalte det i de glade dage.
Men succesen på banen varede ganske kort tid, samtidig med at Mutus liv udenfor Chelsea begyndte at falde sammen.
Efter den indledende målfest gik angriberen i stå, og det blev blot til to Premier League-mål mere i 23 kampe samt fire kasser i 11 pokal- og Champions League-kampe. Mutu døjede med småskader, og samtidig var manager Ranieri ved at være træt af angriberens eskapader, der blandt andet inkluderede et par fridage på natklubberne i Bukarest under dække af påstået sygdom i familien.
Det endte alt sammen med, at Ranieri afleverede en skriftlig Mutu-advarsel til sin efterfølger Mourinho, og den tog portugiseren altså så alvorligt, at han allerede ved det første møde med angriberen kunne fremlægge rygterne om kokainmisbrug, der nu i enkelte medier påstås at gå helt tilbage til starten af 2004.
Men længe før det havde Mutu masser af andre problemer at slås med, og det begyndte faktisk før han tog til England. Den 29. maj 2003 udsendte han nemlig en pressemeddelelse, hvori han offentliggjorde de indledende skilsmissemanøvrer i ægteskabet med den rumænske tv-stjerne Alexandra Dinu.
Det lyder måske ikke som et voldsomt skridt, men de to var Rumæniens svar på David og Victoria Beckham, og bruddet fik ikke lov til at gå ubemærket hen. Der var skriverier om vold og utroskab i den kulørte rumænske presse, og selv om alle beskyldningerne blev trukket tilbage, før skilsmissen blev fuldbyrdet, var der ingen tvivl om, at det plagede Mutu, specielt at han måtte nøjes med at se sin et år gamle søn Mario på sporadiske tidspunkter.
Angriberen søgte trøst i nattelivet, hvor han gik gennem en serie romancer med blandt andet en tidligere Miss Israel og en italiensk tv-værtinde, mens han også åbnede en natklub i Bukarest og købte en luksusyacht. Og i foråret blev han som tre andre rumænske landsholdsspillere lokket i en fælde af den lokale pornostjerne Laura Andresan, der fik markedsført sig selv gennem sine video-optagne erobringer af de store fodboldnavne.
Så Mutu fyldte godt i det rumænske mediebillede, samtidig med at den nationale anfører også skulle leve med, at det velspillende landshold ikke kom med til EM, men måtte se sig distanceret af både Danmark og Norge i kvalifikationsspillet.
Sådan lå landet altså for Mutu, da Mourinho gjorde sin entre i Chelsea, og det blev hurtigt værre, selv om den rumænske fodboldstjerne undervejs blev forsonet med fru Alexandra.
Mutu virkede nemlig langt fra som en glad mand, da Chelsea tog på sommertour i USA, og i løbet af august var han sammen med sine fire agenter, der blandt andet inkluderer den tidligere landsholdskammerat Gheorghe Popescu, ved at få sat en lejeaftale med Juventus op.
Den forpurrede klubejer Abramovich dog, da han syntes det var nok at sende to af de dyre Chelsea-stjerner på lån i Italien med et betragteligt løntilskud. Så Mutu måtte blive i London, når han ikke kunne tage hjem til Rumænien efter tiltrængt spilletid på landsholdet. Mourinho nåede kun at bruge ham to gange med i alt 49 spilleminutter til følge, men på landsholdet var Mutu stjernen, hvilket også gjorde, at han slap billigt fra en biljagt gennem Bukarests gader med politiet i hælene en sen nattetime.
Derfor lod han hånt om, at Mourinho med henvisning til angriberens knæskade nægtede ham at rejse hjem til landskampen mod Tjekkiet i starten af oktober. For Mutu tog afsted alligevel og vendte tilbage til en maksimumbøde på to ugelønninger samt visheden om, at han kort forinden var blevet dopingtestet af de engelske dopingmyndigheder efter opfordring af Chelsea.
Og en uge senere gik det helt galt, da rygterne begyndte at florere for hurtigt at blive bekræftet. Mutu havde testet positiv, og i første omgang indrømmede han at have taget kokain, før han ændrede forklaring til letsindig omgang med en pille til fremme for det sexliv, som pornostjernen Laura Andresan i øvrigt ikke havde givet ham en særlig god anbefaling i.
Herefter kunne Chelsea gøre to ting. De kunne støtte spilleren og lade ham æde karantænen i klubregi med håbet om, at han ville dukke op igen som en ny og forbedret Adrian Mutu, eller de kunne gøre som de gjorde med den kokainmisbrugende tredjekeeper Mark Bosnich et par år tidligere: Fyre ham på gråt papir med henvisning til den klokkeklare overtrædelse af kontraktvilkårene.
Og da Chelsea jo er en klub, hvor penge ikke betyder noget, så man stort på de 125 millioner kroner, der endnu ikke var afskrevet af Mutus transferværdi og fyrede ham med øjeblikkelig virkning til den engelske spillerforenings store harme med henvisning til blandt andet Arsenals tidligere behandling af Tony Adams og Paul Merson.
Men Chelsea stod fast, og dermed sparede man 115 millioner lønkroner til truppens fjerdeangriber, mens klubben også har lagt op til, at man vil forsøge at gøre Mutu ansvarlig for det økonomiske tab og dermed kræve en form for erstatning, når angriberen finder en ny klub efter den karantæne, der kan gå fra seks måneder til to år.
Om det kommer så vidt, hører fremtiden til, men der er ingen tvivl om, at Mutus karriere er totalt kuldsejlet i skrivende stund, hvilket har gjort rumæneren til en bitter mand:
“Chelsea har knust mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er chokeret og overrasket over deres beslutning. Jeg forventede selvfølgelig ikke at få løn i min karantæneperiode, men jeg troede aldrig, at de ville fyre mig. Hvorfor ventede de ikke. Nu er min karriere smadret. Jeg kan lige så godt indstille karrieren. Hvad er der tilbage for mig,” blev Mutu citeret for i Sunday Mirror, og selv om slaget er selvforskyldt har det utvivlsomt ramt rumæneren hårdt.
For bag playboy-stilen og de provokerende attituder på banen gemmer der sig en knægt, der elsker fodbold så højt, at han som seks-årig købte sin første læderbold for penge, han havde stjålet fra sin bedstefar. Det gav en ordentlig omgang tæv fra det fædrende ophav, men den lille Adrian vidste, hvad han ville og sov altid med sine fodboldstøvler på.
Der var dog mere end fodbold i den begavede knægt, der voksede op i Ceausescus Rumænien som søn af en matematikerfar og en computeruddannet mor, der trods deres høje uddannelser ikke kunne drive det videre end en lille lejlighed i et deprimerende betonbyggeri. Men ved middagsbordet hyggede familien sig med matematiske opgaver, der siden gav hans søster en interesse, der endte i en universitetsgrad, mens Mutu selv studerede jura på universitetet i Bukarest og tog sine eksamener udenfor sæsonen.
Desuden er han kendt for sin forkærlighed for digte, og hans tidligere træner i Verona, Alberto Malesani, har kaldt ham “et af de mest intelligente unge mennesker, jeg nogen sinde har mødt,” mens den tidligere Chelsea-anfører Marcel Desailly beskrev sin rumænske holdkammerat som “en flink fyr, der er meget følsom og konfliktsky.”
Så Adrian Mutu er en sammensat personlighed, der nu har rodet sig ud i store problemer, der dog sikkert kan løses. For talentet fejler ikke noget, og når karantænen engang er overstået, vil flere italienske klubber sikkert stå klar med en kontrakt til den gratis spiller. Og indtil da har Dinamo Bukarest budt ham velkommen hjem, hvis han har lyst til at træne med i sin karantæneperiode.
Så der er trods alt lys i mørket nede på bunden for angriberen, som Claudio Ranieri kaldte sin glade sigøjnerknægt, før det hele begyndte at køre af sporet for Adrian Mutu.

Trods 3-3: Strategisk brøler til 100 mio, Brøndby!

United på kurs mod ren engelsk finale

FCK-profil jubler: ‘Jeg kommer til at gøre alt’

Jacob Neestrup: ‘Den skal du ikke tørre af på mig’

Sådan gik det, da FCK slog Viborg med 1-0

Vildt: Sporting tager Conrad Harder-dom til CAS

Neestrup skifter seks mand mod Viborg

Meister sparker Pisa millimeter fra drømmeland

Luk øjnene, Viborg: Lejesvend i katastrofal sæson

Flået ud i pausen: Brøndby-profil ærgrer sig

Danske toptrænere skal ikke til Wolfsburg

På tur med Superliga-rival: Rødvin og faglighed

Afslører venskab: Brøndby-stjerne hjalp mig meget

Her er Jesper Sørensens drømmespiller

Afsløring: Kallesøe vil væk fra kaosramte Horsens

Kan ryge af holdet efter stort skænderi med Mæhle

Færdig i OB

Frederik Birk giver status på Nicolai Vallys

– Rigtig mange samtaler med Neestrup om det

Rødglødende telefon: Åben for Superliga-comeback

Tipsbladet finder ny chefredaktør i egne rækker

Randers – FC Nordsjælland

Brøndbys sommerflirt forlader Bayer Leverkusen

AaB styrtbløder: Så dyr vil nedrykning være

Brøndby-fans raser – nu svarer direktør

‘Vi kan gøre ondt på FCK’

Har håneretten over FCK-vennerne

I svime over Brøndby-profil: For pokker mand!

Kent Nielsen med klar tale til kritikere

Lamine Yamal skriver Champions League-historie

Jesper Sørensen i stor triumf

Joakim Mæhle i totterne på holdkammerat

Chelseas reserver overmander svenskere

Kent Nielsen dybt imponeret af ‘magiker’

Forsøgte at beholde FCK-talent: Han er enormt rar

Brøndby pebet ud: Var røv og nøgler

Fantastisk og vanvittig fodboldkamp ender 3-3

Kæmpe kollaps – men han må vælte sig i tilbud!

Vildt comeback! Han reddede Brøndby fra fadæsen

Klar på transfers: ‘Godt forhold til Nees og Sune’

Silkeborg-stjerne færdig: Udlandet kalder

Fredericia gør stadion klar til Superligaen

Wow for en fodboldkamp!

Brøndby skifter tre mand

FCK-boss ramt: Har jeg det sindssygt stramt med

FCK uden stor stjerne til pokalbrag

AGF får tilskuerstraf efter pyro-brug

Ståle Solbakken: De er Skandinaviens bedste hold

Hård Bruun Larsen-melding: ‘Et vinterflop’

Diant Ramaj: Jeg siger undskyld på søndag

Pokalfinale på MCH Arena: Trist vi er nået dertil

Nu åbner dansk træner op om fyring

Oprykning kan sætte fut i Fredericias stadionplan

Dansker fik fejlagtigt skylden for Haaland-hetz