José Roberto Rodrigues Mota Junior fra Sao Paolo i Brasilien dukkede første gang op i det danske mediebillede søndag den 19. september, hvor han som indskifter scorede Randers FCs sejrsmål mod netop Viborg – blot 20 sekunder efter at være kommet på banen i sin debut.
Det var slet ikke Randers’ skyld, at Mota overhovedet var kommet til Danmark. Det var Esbjergs træner Ove Pedersen, der opdagede ham under en sommertur til Brasilien og gav ham chancen på den jyske vestkyst, da Esbjerg indledte sæsonforberedelserne. Han så imidlertid ikke Mota som den profil, Esbjerg senere kunne sælge videre til udlandet – hvad han senere er blevet hånet for – og Mota havnede i stedet i Randers via Henning Jensen, der som tidligere Real Madrid-spiller taler flydende spansk og havde kontakt til Motas agent Manuel Quintana, der er ansat i det amerikanske sportsmanagement-firma Bravo Bravo. Allerede mens Randers FC lå i 1. division, havde klubben afslået flere spillere, som Henning Jensen havde tilbudt, men da Mota var en billig lodseddel og hans cv lød rimelig spændende, blev der indgået en tre måneders lejekontrakt.
I aftalen hed det, at Mota skulle have 3.000 dollars om måneden og et sted at bo. Man fandt en værtsfamilie kun fem minutter fra Randers stadion, og sprogbarrieren søgte man at bryde ned med en tolk. Randrusianerne valgte ikke at sende Mota på et dansk-kursus, selv om han kun taler brasiliansk/portugisisk, og det var nok en fejl, erkender man i klubben i dag.
Selv om det påståes, at fodbold har sit eget sprog, så henvendte adskillige af Randers-spillerne sig i de første uger til direktør Jacob Nielsen og cheftræner Lars Olsen og foreslog, om ikke Mota kunne blive sendt med det første fly til Rio. På en enkeltbillet, forstås. For det var jo håbløst, når brasilianeren i helt fri position stoppede op med bolden, fordi han troede, han skulle aflevere til en holdkammerat, men ikke kunne få øje på nogen, der hed “Alene, alene.”
Men han kunne score mål, viste det sig.
Det helt store problem med Mota opstod dog først i det øjeblik, han fik sin første lønseddel. Han havde forstået, at de 3.000 dollars var penge lige ned i lommen, og han kendte ikke ham skattefar, danskerne talte så meget om, og som minsandten også skulle begunstiges, da han fik en sponsorbil stillet til rådighed. Skat af gratis kørsel er åbenbart ikke noget, man opererer med i Brasilien.
Imidlertid havde Randers brug for Motas mål, så problemet blev med løst med en lønforhøjelse til 5.000 dollars. Brutto.
Samtidig forsøgte klubben at få en forkøbsret på brasilianeren, og det skulle vise sig at blive en vanskelig sag. Som uautoriseret FIFA-agent kunne Henning Jensen ikke underskrive nogen papirer, så i første omgang blev der blot indgået en mundtlig aftale med Jensen om, at hvis aftalen med Mota skulle forlænges, ville det koste Randers 100.000 dollars.
Problemet var bare, at Henning Jensen aldrig fik forklaret Mota, at det ikke var spilleren, der skulle have alle pengene, og da sammenhængen gik op for brasilianeren, valgte han delvis at droppe sin danske agent og føre flere af forhandlingerne selv.
Hjemme i Brasilien har Mota både kone og en et-årig søn, samtidig med at han også er med til at forsørge sine forældre og søskende, så da han skulle forhandle med Randers-ledelsen igen i begyndelsen af oktober, mødte han op med et vanvittigt lønkrav, som randrusianerne ikke vidste, om de skulle grine eller græde af.
I mellemtiden var Mota blevet så hot et navn, at klubben i bestræbelserne på at holde på ham afholdt omkring ti møder med ham i løbet af oktober og november. Randers-folkene brugte bla. det meste af en måned på at undersøge to muligheder: Dels at give ham en sign on-fee, som han skulle have udbetalt i det knap så skattetyngede Brasilien, dels at få ham ansat på den såkaldte forskerordning, så han kunne slippe med at betale 25% i skat. En sådan ordning skulle imidlertid have været lavet ved indgåelsen af den første kontrakt. Nu er det for sent, så Mota bliver aldrig forsker i Danmark.
Samtidig havde en flok investorer fra det randrusianske erhvervsliv set de kommercielle muligheder i Mota, der var gået hen og blevet publikums yndling i fjordbyen.
Investorgruppen voksede efterhånden til 12 personer, og dermed voksede også muligheden for at sprænge lønrammerne i Randers FC. Problemet var bare, at for hver gang Randers-lederne forhandlede med Mota, så stillede han nyere og højere krav.
Samtidig begyndte der at gå rygter om, at både Viborg og Esbjerg var interesserede i Mota. Hvad Esbjerg angår, blev rygterne formentlig anbragt af Henning Jensen i forhandlingsøjemed, mens der skulle vise sig at være mere hold i forlydendet om Viborg.
I mellemtiden var det lykkedes Randers FC at få en skriftlig forkøbsret på Mota varende frem til og med 10. december, men samtidig nærmede efterårssæsonen sig afslutningen, og en mere og mere utålmodig Mota pressede på for en løsning. Søndag den 28. november scorede han sit sjette mål for Randers, der dog tabte 1-2 til FC Midtjylland.
Det skulle vise sig at blive hans sidste mål for klubben, for samme dag får Randers-lederne nys om, at Mota er i dialog med Viborg. De beder ham om ikke at gå i forhandlinger med andre klubber, da man er så godt som sikre på at have pengene fra investorgruppen, som man skal have det afgørende møde med mandag aften.
Mota lader imidlertid forstå, at hans tålmodighed er opbrugt. Han er utryg ved at stå i Danmark uden kontrakt, to dage før han skal rejse hjem til Brasilien. Tiden er knap. Han har en flybillet til Sao Paolo tirsdag kl. 13. Han fortæller, at han er indstillet på at tage til Viborg om mandagen for at forhandle, og det formilder ham ikke, at Randers stort set kan love at lægge det beløb, han har forlangt, mandag aften, og at kontrakten kan være klar til underskrift tirsdag.
Mandag udebliver Mota fra træningen i Randers, og klubben kan hverken få fat i ham via hans tolk eller plejefamilie, men det lykkes direktør Jacob Nielsen at få fat i Henning Jensen, der sidder midt i et forhandlingsmøde med Viborgs direktør Morten Jensen angående køb af Mota.
På dette tidspunkt har Viborg anbragt Henning Jensen på et sidespor og i stedet koblet den autoriserede FIFA-agent Ulrik le Fevre på handelen. le Fevre havde midt i november forladt agentfirmaet Proactive for at gå solo. Frakoblet var også tolken Mikkel Frost, der havde hjulpet Mota og Randers FC med at forstå hinanden. Viborg FF møder med sit eget team.
Da dette kommer Randers FC for øre, vælger klubben at stille Mota et ultimatum. Han må melde klart ud inden tirsdag formiddag kl. 10.00.
Mødet tirsdag morgen mellem Mota og Jacob Nielsen bliver kort. Mota dropper Randers og vælger Viborg.
Man må sige, at brasilianeren har øje for at score kassen – også udenfor banen. På sin egen facon er det lykkedes ham at få de to klubber spillet ud mod hinanden og få udnyttet sine muligheder optimalt.
Mota har angiveligt fået dét, han har forlangt: En månedsløn på 100.000 kr. En særdeles fin løn efter det niveau, som den øvrige del af Viborg-truppen menes at befinde sig på. Med Motas krav fra Randers-tiden in mente er lønnen måske endda endnu flottere, men at der skulle være tale om netto-kroner i Viborg, som det hævdes visse steder i fjordbyen, er nok at gå for vidt. Men på sigt kan Motas grådighed meget vel føre til uro på de indre linjer i Viborg, og i julemåneden havde klubben – gennem Henning Jensen – da også travlt med at få sendt budskabet til offentligheden om, at den slags slet, slet ikke er Viborgs lønpolitik, og at Motas løn snarere ligger på det halve af de 100.000 kr.
Og mens de fleste medier i løbet af december betegnede Motas skifte til Viborg som et faktum og fik det bekræftet af agent Jensen og dermed indirekte af Mota selv, så forholdt direktør Jensen sig fuldstændig tavs og ymtede højst et “ingen kommentarer.”
Med til historien hører, at Mota er transferfri, og at Viborg derfor er sluppet for at betale et millionbeløb i overgangssum, som man i stedet har valgt at bruge på løn. Det er ikke forbudt, ligesom Viborg også er i sin gode ret til at komme med et bud på Mota.
I nedrykningstruede Randers har man efter det hændte fuldstændig mistet tilliden til Mota, og forholdet mellem ledelserne i de to klubber er på frysepunktet. Det er muligt, at lederne i Randers FC har været for naive i deres første sæson i den bedste række, og at de stadig har en del at lære i det professionelle game, men det frustrerer dem, at Viborg som mellemmand har benyttet en agent, der udmærket godt vidste, at Randers havde en forkøbsret på Mota. En agent uden licens må ikke deltage i forhandlinger med en klub, som det muligvis er sket i Viborg, så derfor har Henrik Ravnild, der er formand for DBUs kontraktfodboldudvalg, også bedt Viborg om en redegørelse for forløbet.
Alt dette er Mota formentlig uvidende om. Og sikkert også ligeglad. Nu er han havnet 45 km. vest for Randers, klar til igen at score masser af mål. Denne gang i Viborgs grønne trøje – med nr. 9 på ryggen.
LIVE
VM-LIVE: Frygter Dame N’Doye-bombardement
TOPNYHED
FCK går på rov i Viborg
MEDIE
Storklubber kæmper om danskers underskrift
TOPNYHED
Benhård kritik: Dansk stjerne er overbetalt
TRANSFER
West Ham opfordres til at hente dansk bomber
TOPNYHED
Legende spår ny rolle til Patrick Dorgu
NYHEDER
– Den største fortrydelse i min FCK-tid er…
MEDIE
Liverpool meldes varm på tidligere OB-profil
EKSKLUSIVT På vej til Brøndby: ‘Han er stor og kraftfuld’
Her kan du se Argentina mod Østrig
Medie afslører vild AC-klausul i Barcelona
NYHEDER
Forgyldt – det tjener Beckham under VM
TRANSFER
Priske og co. henter stort FCK-emne til spotpris
EKSKLUSIVT På vej til Superligaen: Barcelona er vilde med ham
TOPNYHED
Serie 4-klub henter Bjørn Paulsen
EKSKLUSIVT
Afsløring: FCN køber stortalentet Vaboue Doumbia
TRANSFER
FC Midtjylland sælger midtbanespiller
STORT INTERVIEW
Dansker lander stort job: Det var ligegodt satans
OPTAKT
Norge – Senegal
EKSKLUSIVT David Nielsen: Han kan blive en gud til evig tid!
EKSKLUSIVT
Afsløring: Brøndby henter FC København-talent
MEDIE
Derfor trækker stor dansk transfer ud
EKSKLUSIVT
Afsløring: AGF afviser stort million-bud på Links
MEDIE
Rygte: Topklub i dialog med Hatzidiakos
TRANSFER
Overblik: Her er Superligaens sommertransfers 2026
OPTAKT
Portugal – Usbekistan
MEDIE
Tidl. FCK-talent på blokken i store tyske klubber
Nådesløs Schmeichel slagter Sverige
NYHEDER
Stor dansk transfer på vej – udeblev fra træning
NYHEDER
Sender opfordring til Superliga-træner
BIZART
Håner svensker: Verdens mærkeligste fodboldspiller
TOPNYHED
‘Det største tilbageslag i min karriere’
FANKLUBBEN Det har været en elendig sæson
OPTAKT
Argentina – Østrig
OPTAKT