Norge versus Danmark

Så er vi i gang heroppe! Op til Påske meldte våren sin ankomst over store dele af Norge, sneen er (næsten) væk og de norske klubfodboldinteressenter har endelig fået set bolden rulle, i nu to Tippeligarunder. I gennem hele den – selv i en norsk kontekst – lange og ekstremt snerige vinter er der blevet baget og hypet op til denne Tippeligasæson 2006, hvor den norske klubfodbold står overfor et boom af næsten overlydige dimensioner.

En ny tv-aftale med TV2 og Telenor til en milliard norske kroner understreger rigeligt den attraktive økonomiske side af sagen, mens en artikel i Aftenposten den 16. marts estimerede en omsætning for sæsonen 2006 for de 14 Tippeligaklubber på 882,7 milliarder norske kroner (325 millioner kroner højere end i 2003).

Tydelige tal, og tilskuerinteressen har også vist sig opadgående i de seneste sæsoner, og alt tyder på, at det fortsætter – ikke bare i Tippeligaen men også i 1. division (alias Adecco-ligaen), hvor flere klubber allerede fik afhændet deres sæsonkort før nytår!

Jo, der er sandelig kommet gang i den norske klubfodbold, og som fodboldentusiast, med lange ophold i det norske, må man nødvendigvis forholde sig til den norske fodboldkultur – også selv om man som dansker jo partout skal udstråle en nærmest medført aversion mod alt, der har med norsk fodbold at gøre. Men nej, ikke her! (undtagen når mit klubhold eller det danske landshold møder norsk modstand, selvsagt)

Jeg kan godt li' norsk fodbold og norsk fodboldkultur – og det er der egentlig flere grunde til.

En stor del af den danske aversion mod norsk fodbold skyldes selvfølgelig den defensive "Drillo-landsholdsfodbold" fra 90'erne, som stod i stærk kontrast til datidens danske finessefodbold. Var det "Skandinaviens" eller "Europas brasilianere", vi kaldtes dengang med Laudrup-brødrene & co. i den røde dragt??

Anyway, så var det selv samme Egil "Drillo" Olsen, der ved VM-slutrunden i 1998 lagde taktikken, da Norge sensationelt slog Brasilien 2-1 (mens "Skandinaviens/Europas brasilianere" tabte mod selv samme sambabold-bannerførere to runder senere). "Drillo" fik således noget nær det optimale ud af den samling spillere, han nu en gang havde til rådighed, og den nødvendige dyd for at optimere holdets præstationer var altså en glasklar defensiv orientering. Det kunne ikke sætte mit pis i kog dengang, især ikke når vi selv kunne iscenesætte det æstetiske fodboldspil med Laudrup-brødrene som primus motorer.

Desuden er vi – muligvis ganske få, men nogle – fodboldfans, som også sætter fight, den basale overlevelsesevne og korpsånd over en eller anden selvfed form for patentering af "underholdende fodbold", som ikke mindst Morten Olsen har givet udtryk for ved flere tilfælde, bl.a. ved sidste års ret patetiske kritik af de suveræne gruppevindere fra Danmarks VM-kvalifikationspulje, Ukraine.

Man må minde landstræneren om, at en defensiv orientering ("Drillo-fokus", om man vil) og en oplagt pind i Kijev kunne have tilvejebragt Danmark to play off-kampe om en VM-tur til Tyskland!

I VM-kvalifikationssammenhæng spillede Norge kun én rigtig flot kamp (3-0 hjemme over Slovenien) og måtte ellers slide sig igennem sin – indrømmet, noget nemmere – VM-kvalifikationsgruppe. Men sliddet blev belønnet med to play-off kampe mod Tjekkiet, som nordmændene rent faktisk kunne have reddet sig mirakuløst videre fra, hvis ikke lige Chelsea-klassekeeperen Petr Cech havde præsteret et par vaskeægte fantomredninger nede i Prag i en fase af kampen, hvor nerverne kunne være trykt i versaler ude på de tjekkiske storfavoritters trøjer. "Drillo-fodbold" eller ej, så var Norge altså – basalt set – tættere på VM-slutrunden end Danmark!

Og lad så ikke glemme, at ovennævnte Morten Olsens bedste taktiske skaktræk nogensinde faktisk var, da han i startopstillingen i VM-2002's afgørende gruppekamp fravalgte Ebbe Sand til fordel for en ekstra defensivt kæmpende midtbanemand for at stække franskmændene, som desperat skulle søge scoringer i bestræbelserne på at eliminere danskerne med en to-måls sejr.

"Drillo-fodbold" var der ingenlunde tale om, men den taktiske finesse og danskernes gennemførte defensivmanøvre glædede dog helt sikkert Egil Olsen oppe i Oslo!

Jeg er sådan set ikke ude i nogen decideret rehabilitering af "Drillo" og hans fodboldfilosofi eller ude på at punktere den danske romantikforestilling om offensiv sambafodbold, for jeg synes gennemgående, Danmark har et mere interessant fodboldhold- og spil end Norge men, det ville altså være glædeligt, hvis Morten Olsen og andre lidt for selvfede fodbolddanskere/"uetniske brasilianere" ville stede deres norske "Drillo-aversion" evigt til hvile, kigge en smule indad og simpelt erkende, at den defensive disciplin og filosofi altså kan være en helt afgørende og acceptabel del af gamet – især, når der står allermest på spil.

Nu er "Drillo" og hans fodboldfilosofi er så kun en lille del af historien om norsk fodbold (om end han stadigvæk er i vigør, aktuelt i mestrene Vålerenga IF's analytiske stald). Drillo-imaget er for længst blevet overvundet – og i nogen grad udfordret – af Rosenborg BK's nylegendariske mesterskabsserie 1992-2005 og næsten kontinuerlige Champions League kvalificeringer i samme periode.

Og læg så lige mærke til de årstal én gang til: 1992-2005, nøjagtig den samme periode, som den markante rivalisering mellem Brøndby IF og FC København har fundet sted. Et derbyopgør, som pr. definition er blevet tilskrevet "et internationalt snit", bl.a. til gavn for klubbernes videre bestræbelser i Europa Cup sammenhæng, først og fremmest i Champions League-kvalifikationen. Her er det som bekendt gået næsten helt skidt for de hvide og gule københavnerklubber.

Aktuelt står Champions League kvalifikationsstillingen mellem Rosenborg BK og København/Vestegnen 10-1 i Trondheimernes favør – og læg dertil at Molde IF kvalificerede sig til Champions League-turneringen i 1999!

Historien om RBK's Champions League-stime fortjener en egen dybdegående biografi, men hårdt arbejde, troen på egne evner indadtil og en lun, norsk ydmyghed udadtil, personificeret af successtimens gudfader, Nils Arne Eggen, er i hvert fald en væsentlig del af denne fortælling. Og et hele baseret på et fleksibelt fodboldsyn, hvor angrebslysten er blevet sluppet løs og tilsvarende tæmmet med en optimal timing, og hvor defensiven har stået som en naturlig, integreret og stolt del af denne trønderske form for totalfodbold. Og sjældent har så gamle skandinaviske fodboldben præsteret så meget topfodbold som hos Bent Skammelsrud & co.!

Og defensiven – ja, defensiven, den store akilleshæl i de smertelige danske Champions League kvalkollaps. Et par eksempler: Brøndby IF der i 1996 overkørte polske Widzew Lodz og var sikkert hjemme med 3-0, inden et polsk kontraangreb (!!!) sendte polakkerne tilbage i kampen, som de slutteligt bjergede med en sidste minuts reducering. Eller FCK, der i 2003-kampen mod Glasgow Rangers pludselig lod midtbanestyrmand Peter Nielsen stå mand-mod-mand med den snarrådige Rangers-angriber Shota Arveladze foran det lille felt, tre minutter før en forlænget spilletid, hvor FCK var mentalt og spillemæssigt ovenpå.

Jovist, "Drillo's" forskellige forsvarsformationer har da også indkasseret uheldige, skæbnesvangre scoringer i gennem tiderne, men hele den i Danmark forhadte mands tankegang havde nok gjort underværker i millionklassen hos både BIF og FCK, som i de respektive kampe var deres modstandere overlegne på det offensive niveau, minimum ligeværdige på det tekniske plan, men i den grad haltende på det taktiske og defensive plan, i en kampfase, hvor Champions League-gruppespil kun lå lidt solidt løbearbejde og et par fuldstændigt adresseløse norske langbolde væk.

En firkantet tankeeksempel? Ja, endda også et alt for firkantet eksempel, men pointen er egentlig bare den, igen, at både BIF og FCK og andre altså kan lære af den defensivt disciplinerede tankegang – indimellem. Om ikke andet så er de tre nordmænd – Andersen, Bergdølmo og Hangeland – i de to københavnske storklubbers trupper i øvrigt alle solide forsvarsspillere, så den defensive norske disciplin/tradition er trods alt fysisk til stede hos de to store Champions League hungrende storklubber.

Og i FCK er norske Ståle Solbakken allerede godt i gang med at sætte sit præg. Ikke med "Drillo-fodbold", nej-nej, men med sit fokus på den balance, styrke og know-how i alle geledder, der næsten får en til at tænke på… Rosenborg BK i 90'erne!

Men tilbage til nutiden og den norske virkelighed, hvor Rosenborg BK er tilbage på Tippeligaens øverste trone efter de to første serierunder; hvor den første fik alle norske fodboldhadere til at gnægge lystigt over hele fem målløse opgør, mens premiererundens absolutte hovedkamp, Lillestrøm SK-Rosenborg BK, stod som det dramatiske festfyrværkeri i de to mesterskabsaspiranters direktsendte 3-3 uddeling.

Som LSK-træner Uwe Rösler advarende kommenterede i Aftenposten op til sæsonstarten, om hvorvidt hans eget hold ikke var den absolutte titelfavorit:

"Jo," erkendte tyskeren med en aktiv fortid i Magdeburg, Dynamo Dresden, Nürnberg og Manchester City.

"Men der er altså også Norges Bayern München!"

Og Norges Bayern München RBK fra Trondheim meldte prompte op foran snuden på Rösler og de over 10.000 tilskuere på et propfyldt Åråsen udenfor Oslo. LSK 3-1-føring, otte minutter før tid, forvandlet til slutfacit 3-3!

Og den positive RBK-tendens fortsatte 2. Påskedag, da vicemestrene fra Start Kristianssand blev sat på plads i sæsonens første hjemmedyst på Lerkendal. Alle mål i 2. halvleg, hvor de indskiftede Frode Johnsen og Daniel Braaten agerede henholdsvis afslutter og arkitekt, mens den hjemvendte søn, tidligere udenlandsproff i Tottenham og Wolves og seriemester med Vålerenga i fjor, Steffen Iversen, fejrede comebacket på sin gamle hjemmebane med straffesparkscoringen til slutfacit 3-0.

"Jeg er tilbake og skal ha fast plass. Det skal du vel også?," som Iversen spørger i RBK's sæsonkort-kampagne – og i Trondheim og hele Trøndelags-fylket besvarede folket dette retoriske spørgsmål helt utvetydigt: 21.146 tilskuere fyldte Lerkendal i den tv-transmitterede hjemmepremiere (en anelse mere end både FCK og BIF trak på respektive hjemmebaner selv samme dag).

Alt i alt en klar og tydelig melding fra de tilbagevendte serieaspiranter og hele deres fanskare. Ligapokalen skal tilbage til RBK's næsten monopolitiske trofæskab, men Iversens faste plads i front er nu ikke uden bivirkinger. Efter kampen luftede den unge offensivkreatør Braaten sin tydelige utilfredshed med sin bænkplads og mulighed for et klubskifte, hvis han skulle sidde der alt for længe.

Som den mørklødede elegantier bevægede sig rundt på Lerkendal, lignede han til forveksling manden, der ville kunne skabe fryd & gammen på eksempelvis BIF's højrekant. Mens den aktuelle Tippeligatopscorer, med i alt tre træffere, Frode Johnsen, med sin Jon Dahl Tomassen-tenderende timing og placeringsfornemmelse præcist markerede hvorfor, FCK-sportschef Holmstrøm spiste den famøse "fotograf-frokost" med ham i Bergen, sidste år.

Jo, de har skam også offensive kvaliteter heroppe, selv om både Braaaten og Johnsen altså kun agerede indskiftere på Lerkendal!

RBK stod for rundens bedste boldspil og strøg helt til tops, men aftenens hovedkamp var imidlertid henlagt til hovedstaden, hvor Lyn Oslo og mestrene Vålerenga IF seriøst kæmper for at få markedsført et derby, matchende "Slaget om København", de indbyrdes Stockholms-fejder mellem AIK, Hammarby og Djurgården eller bare et hvilken som helst klassisk derby, egentlig.

Men,der er lang vej endnu: 16.049 tilskuere på Nationalstadion Ullevaal sang gedigent igennem (hvilket det anglofile folkefærd altså er blevet særdeles gode til), men de 9351 tomme sæder gav et indtryk af et derby, der langt fra har indfriet dets potentiale.

Som både den danske Lyn-anfører Steven Lüstü (før kampen) og Aftenpostens kommentator (efter kampen) påpegede, så var det imidlertid en brøler af rang af Norsk Fottballforbunds programudvalg at placere Norges eneste by-derby på topplan på 2. Påskedag. Dagen er nemlig en klassisk feriehjemrejsedag for det fjeldglade og familiehyttende folk – i særlig grad storbyboerne, som gerne bruger det meste af 2. Påskedag på at sidde i tæt trafik efter en stribe familieferiedage og vintersæsonens sidste skiture på fjeldet.

Som de fleste danske klubfolk involveret i familietribunekoncepter sikkert vil skrive under på, så er kampstart kl. 20 just heller ikke et tidspunkt, der lokker de yngste – og dermed adskillige fædre – ud til stadion.

Det Norske Fodboldforbunds programudvalg får velfortjente hug for dén, men man sidder stadig tilbage med den klare følelse, at den norske klubfodboldinteresse har sit herskende hovedsæde i provinsen – ikke bare i Trondheim men også Stavanger, hvor over 14.000 så lokale Viking spille 1-1 mod Frederiksstad og i Bergen, hvor over 13.000 så Brann-LSK gøre det samme i tv-kampen tirsdag aften med kampslut nogle minutter efter, at tv-kampen de luxe, Milan-Barcelona, rullede henover de norske tv-skærme.

For ikke at tale om Aalesunds BK ude på Sunnmøres Vestkyst, der i den næstbedste række har fået raidet deres sæsonkort i en grad, så over 10.000 (knap fuldsat!) så holdets 2-1 gevinst over Haugesund på Ocean Color Line Stadion 2. Påskedag! Bundskraberen i tippeligarunden var på Storstadion i Sandefjord sydvest for Oslo, hvor "kun" 5173 så nyoprykkede Sandefjord slå Ham-Kam 2-1 i en kamp mellem to af de hyppigst nævnte nedrykningskandidater.

De mange norske fylker i nær og fjern er fuld af vaskeægte bonderøve, men de kan så sandelig lide deres lokale fodboldhold, og hvornår oplever vi mon en SAS-ligarunde med 5173 som det laveste tilskuertal?

Også her er der måske en norsk lære at drage, især om markedsføringen og profileringen af fodboldklubben som regional stolthed? Om end FCM, Silkeborg og Viborg FF så heller ikke skal lastes for deres geografiske nærvær versus de mere isolerede, norske provinsbyers!

Udover at Hovedstaden halter noget som Norges absolutte fodboldby, så opdaterede derbyet i sit matchafgørende moment også et andet omdiskuteret emne fra sæsonoptakten: de mange importspillere versus den forsømte norske talentpleje, der bl.a. har resulteret i en række skuffende resultater for de norske ungdomslandshold.

I 73. minut, omstillede Lyn sig til en kontra, der i sandhed var klubnavnet værdig – perfekt afsluttet af lille, fikse australske Ahmad Elrich, som dermed afgjorde matchen, der var startet med to spektatukulære scoringer indenfor de første seks minutter. Først af Enga's danske back Alan K. Jepsen direkte på hjørnespark(!), dernæst en Lyn-kvittering på en superflugter fra Henrik Dahl.

Men matchvinderhyldesten gik til banens bedste, Elrich, hvis Lyn-karriere skal tages helt bogstaveligt: gældende seks kampe, på lån fra Fulham, hvor hans manglende spilletid satte ham tilbage i kampen for at score en plads i sommerens australske VM-trup (han er allerede noteret for 15 kampe og fem mål for Australien). Elrichs valg af Lyn skyldtes ikke mindst, at Norge havde et længere åbent transfervindue end andre europæiske lande.

Elrich er så blot en af omkring 100 udenlandske spillere, som p.t. tjener til dagen og vejen i den norske Tippeliga, mens den norske talentudvikling altså kritiseres for at stå i stampe. Og her drejer det sig jo i al enkelhed om det kortsigtede vs. det langsigtede perspektiv. De undertallige Lyn-fans i "Bastionen" besad ubetinget det første, da de igen-igen kunne juble over en meriterende derbysejr over rivalen fra byens østside.

Sådan har det nemlig været de seneste mange sæsoner (kun afbrudt et par pointdelinger), uagtet at Enga har været både vicemestre – og seriemestre undervejs og notorisk bakkes op ad Oslos største fanskare. Det var også ca. sådan, et slingrende FCK fandt sit fodfæste mod den forhadte overmagt fra Københavns Vestegn tilbage i start- og midt 90'erne, så måske får Oslo også sin fuldsatte derbyklassiker i løbet af de kommende år?

I så fald en passende kroning af en fodboldliga i fuld fremgang, der ydermere har en særlig ressource at trække på: enorm spænding. Over halvdelen af Tippeligaens 14 hold er i varierende grad udskreget til titelfavorit, og går det bare tilnærmelsesvist som i sidste sæson, bliver det et hundeslagsmål om at undgå nedrykning/nedryknings play-off pladser helt frem til sidste spillerunde.

Jo, nordmændenes topliga tegner altså anderledes interessant end den danske ditto, lige nu!

PS: Det markant øgede antal fans i norske fanklubber og på tribunerne skyldes i øvrigt, at de unge norske piger nu strømmer til fodbold. Det antages, at ca. 30 procent af de aktive norske fans i dag er jenter. "Drillo-fodbold" eller ej – jeg skal fandeme da til Tippeligabold meget snart!