"Så stod jeg pludselig på Faxe-tribunen og så FCK blive mestre"

DET VELPLEJEDE OG VÅDE ANLÆG i Vedbæk ligger stille hen. Landsholdet er trukket til Helsingør på grund af baneforholdene, men nede bag nationalmandskabets træningsbane er der masser af liv. Nogle purke spiller kamp under de høje træer, andre øver med forældre på sidelinien, mens førsteholdet er ved at gøre klar til tirsdagens træningspas på den sidste bane.

Cheftræner Peter Østergaard kommer gående med kegler, kasket og briller og giver et fast håndtryk til TIPS-bladets udsendte. Han er større og mere firskåren end sin far, men blikket er det samme og faste, mens han venter på, at de sidste spillere finder ned til banen.

Med et kvarters forsinkelse er der 16 mand samlet, og der startes med hovedstødsøvelser på det Global Goal, som Østergaard i sit civile liv også arbejder med. Men denne tirsdag aften har han nummer 31 på ryggen og BSV på brystet, og mens opklaringen langsomt afløser bygerne fra Øresund, og sæsonens sidste myg svirrer rundt, får den rutinerede trup kørt en god halvanden time igennem med masser af spil og høj intensitet.

Det går stort set af sig selv. Træner Østergaard nøjes med enkelte opildnende tilråb, for det vigtigste er, at spillerne får glæden og lysten tilbage efter en dybt deprimerende start på sæsonen. Lodtrækningen sendte Boldklubben Søllerød-Vedbæk over i den af sjællandske hold så frygtede 2. division vest, og efter ni kampe ligger Østergaards udvalgte sidst med blot fem point efter ni kampe.

Ved syv-tiden bumler Kystbanetoget endnu engang forbi banerne, mens spillerne pakker sammen. Tusmørket forhindrer mere boldspil den aften, så det er tid for Peter Østergaard at sætte sig ned i klubhuset, med det fædrende ophav in mente meget passende under et stort FCK-billede, og fortælle nærmere om trænerjobbet og et liv med fodbolden tæt inde på livet.

For det er ikke kun Flemming Østergaard, der bruger meget tid på at få fodbold og erhvervsliv til at gå op i en højere enhed. Også hans 38-årige søn arbejder på sagen, og det er ikke altid lige nemt specielt ikke når man er gået fra en midterplacering i 2. division øst til en absolut bundplads i den tilsvarende række på den anden side af Storebælt, hvor der er mange og lange busture til de jyske baner.

"Men det skal ikke være nogen undskyldning for vores dårlige placering. Vi har ikke mistet en spiller på den konto, og vores modstandere er åbne og gæstfri, når vi kommer til udekamp. Så der er ingen, der piver over det, men der er selvfølgelig heller ingen, der klapper."

"Det er bare et vilkår, og det største problem for mig som træner er faktisk, at jeg ikke kender vores modstandere på forhånd. Jeg ved ikke, hvad for en forsvarer vi helst vil have til at føre bolden op, eller hvad system de spiller, og selv om vi prøver at kigge dem ud, når de spiller mod Skjold, så er det ikke nok endnu."

"Samtidig har spillerne også skullet vænne sig til, at man må nogle ting i Jylland, som man ikke må på Sjælland. Det er mere fysisk, men overordnet set skyldes vores bundplacering, at vi ikke har spillet godt nok. Det har bare ikke hængt sammen, og det er svært at tage, for holdet er for godt til at ligge dernede."

"Jeg er desværre rigtig dårlig til ikke at tage det med hjem. Nederlagene sidder længe, for det er også nyt for mig. Jeg har været vant til succes med mine hold, både på ungdoms- og seniorniveau, så det har ikke været nemt at sidde passiv på sidelinien. Men jeg har lært en helvedes masse af det. Det er en lærerig proces, som man ikke kan læse sig til," siger Peter Østergaard, mens TIPS-bladet undrer sig over, hvorfor han bruger så meget tid på det oveni de civile jobs, der også skal passes.

"Jeg kan bare godt lide fodbold, og jeg kan stadig få det til at passe ind med alle de andre ting. Selvfølgelig er der meget arbejde i det, men jeg har altid trænet fodboldhold, samtidig med at jeg selv har spillet. Så kunne jeg tjene penge på den måde i stedet for at gå med aviser."

"Jeg er jo vokset op i en sportstosset familie og har været med til ufattelig mange forskellige ting, så det ligger bare som en del af livet," siger Østergaard, der selv som aktiv var en fysisk stærk forsvarer eller midtbanespiller på Vedbæks førstehold, der gik fra serie 4 til Danmarksserien, før trænergerningen pludselig tog fart i USA af alle steder.

Den amerikanske drøm

I midten af firserne tog Peter Østergaard som mange andre danske teenagere et år på high school i USA, nærmere betegnet i Maine, og det blev et ophold, der kom til at sætte varige spor. Han mødte nemlig Elisabeth.

"I starten var der jo ingen, der troede på det. Heller ikke os. Men på en eller anden måde holdt vi kontakten ved lige, selv om der kunne gå måneder mellem brevene, og vi besøgte også hinanden på ferier og så videre. På et tidspunkt holdt hun så noget orlov fra college og kom over til mig i Danmark i en længere periode, og så fik vi en dag et brev fra Direktoratet for udlændinge. Der stod, at hendes visa snart var udløbet, så hun skulle enten forlade landet eller gifte sig. Og så blev vi gift."

"Det var selvfølgelig enormt uromantisk at sidde der omkring et spisebord og tage sådan en beslutning, men det gjorde vi, og nu er vi 15 år og tre børn længere fremme i tiden. Det har så betydet, at vi har et liv i USA også. Vi har et hus derovre, vi tilbringer sommerferien derovre, og mine børn er derovre et par måneder om året."

"På en af de ferier sad jeg med en kammerat. Vi havde gang i grillen, fik en øl og snakkede fodbold, og så var det, jeg sagde, at jeg ville vædde med, at jeg kunne få et trænerjob i USA. Så vi væddede, og jeg sendte fire ansøgninger afsted til nogle af de lokale colleges, og en uge efter kom jeg til samtale.

"Jeg blev ansat som assistenttræner på Bates College, og da det er en meget intens sæson på et par måneder, kunne jeg også tage fri fra arbejdet i den periode. Det var en stor oplevelse, og efterfølgende blev jeg så meldt til et trænerkursus af min cheftræner. Så nogle måneder senere tog jeg til Florida, hvor jeg fandt ud af, at det var et elitekursus, som kun 2 gange 36 trænere bliver tilbudt om året i USA."

"Kurset varede kun ni dage, men det var med de bedste trænere i USA, og det var vanvittigt intenst. Det var et helt fantastisk kursus, der sluttede med en skriftlig og en mundtlig prøve samt en fieldtest. De to første gik rigtig godt, men den praktiske prøve gik jeg nok lidt for ambitiøst til i forhold til det normale niveau. Jeg bestod, men senere fandt jeg ud af, at jeg med 10 point mere rent faktisk havde kunnet konvertere kurset til en UEFA-licens gennem det engelske fodboldforbund, så det var jo lidt ærgerligt," fortæller Peter Østergaard.

Han vendte tilbage til Maine sæsonen efter, men med uddannelsen i bagagen var det ikke lige så sjovt at være assistent, så han tog tilbage til Danmark, hvor den nystartede fusion mellem ungdomsstærke Søllerød og seniorsolide Vedbæk manglede en træner. Og det endte med to, for Østergaard fik jobbet sammen med sin barndomsven Knut Clem, der var spillende træner, og i løbet af de fire år er holdet rykket fra Danmarksserien til 2. division, mens Østergaard undervejs har fået jobbet ene mand.

Kampe om guld og bundgys i Holstebro

Og det er ikke bare en sidebeskæftigelse for Peter Østergaard. Han tager trænerjobbet lige så alvorligt som alt det andet og har derfor heller ikke været i hverken Amsterdam eller Glasgow for at følge faderens europæiske eventyr. Der var træninger at passe.

Men ellers fylder FCK selvfølgelig også i Peter Østergaards liv. Han er ansat i Parken Sport & Entertainment, og han har haft nogle af sine største fodboldoplevelser som tilskuer til FCK's kampe.

"Den største er helt sikkert for tre år siden, da jeg stod i Maine og var ved at hjælpe min svoger med at lægge en terrasse, for samtidig havde jeg en kammerat i telefonen, der fortalte om, hvordan det gik mellem Brøndby og FCK. Og de Hjalte så scorede til allersidst hoppede jeg rundt og jublede så højt, at naboerne kom løbende. De troede, der var sket noget, så jeg måtte jo forklare dem om den her klub i Danmark, jeg holdt med."

"En af de mest triste oplevelser var omvendt, da Brøndby tog mesterskabet i Parken med et mål af Mads Jørgensen. Da jeg gik hjem bagefter, kom jeg forbi Erik Mykland, der sad slukøret på fortorvet med hans to drenge. Det var et meget stærkt billede, som jeg aldrig vil glemme," fortæller Peter Østergaard, der dog har gemt den bedste anekdote til sidst.

I begyndelsen af halvfemserne fulgte han skiftevis vennen Knut Clems karriere i Lyngby og B1903, som han så med sin farfar, og derfor var det naturligt, at han også skulle se den første guldkamp mellem Brøndby og fusionsklubben FCK, på Brøndby Stadion den 13. juni 1993.

"Min far var medlem af noget Klub 100, tror jeg det hed, gennem DBU, og det gav ret til to billetter til to kampe i den bedste række, så jeg og en kammerat valgte at bruge det til kampen mellem Brøndby og FCK. Men da vi så kom derud, var der ingen, der havde hørt om det projekt. Vi kunne simpelt hen ikke komme ind, indtil vi endelig fik overtalt en kontrollør til at lukke os ind på Faxe Tribunen."

"Så stod jeg pludselig på Faxe-tribunen og så FCK blive mestre. Vi stod helt ude i siden på tredjenederste trin, da Martin Johansen afgjorde kampen, og vi kunne bare ikke juble. Det var godt nok en speciel oplevelse, selv om Brøndby-tilhængerne var søde og rare trods nederlaget," griner Peter Østergaard, der stadig går til så mange af FCK's hjemmekampe som han kan, mens Flemming Østergaard også lægger vejen forbi Vedbæk Stadion til 2. divisionsbold, senest da man i weekenden tabte 3-1 til Jetsmark.

Problemerne for BSV fylder meget i både nutiden og trænerens nærmeste fremtid, men på længere sigt er Peter Østergaard til gengæld ikke så afklaret om sin trænerkarriere.

"Hvis der ringede en SAS Liga-klub, ville jeg bestemt have lyst til det, for så kunne jeg leve af det. Det kan jeg ikke nu. Men ellers så har jeg en drøm om engang at nå et punkt, hvor jeg kan tage tilbage til USA i et års tid med familien og træne et collegehold. Man arbejder med en flok unge mennesker, der er 100 procent dedikerede til projektet, og de har jo nærmest fuld-professionelle tilstande. Det ville være en stor udfordring," siger Peter Østergaard og rejser sig.

Tiden er gået, der er en søn, der skal hentes fra ishockey-træning og på lørdag kører bussen til bundgyser i Holstebro.