Der er i hvert fald én markant forskel på Glen Riddersholms fodboldliv, når man sammenligner tilværelsen i Sverige med de mange år i Danmark. Der er meget transporttid. Tag nu for eksempel udekampen mod Malmö FF i denne uge, hvor den danske træners Norrköping-trup tog af sted en søndag for at overnatte på hotel, spillede kamp mandag på Riddersholms 51-års fødselsdag for så at være hjemme i Norrköping i det østlige Sverige kl. 4.00 om morgenen om tirsdagen.
”Det er et kæmpe land; og jeg har også skulle spille mod Sundsvall, hvor vi kørte i bus uden pause i syv-otte timer. Det er helt vanvittigt. I Danmark kan man sidde i Ikast eller Haderslev og synes, at der er langt til København, men det er jo ingenting,” siger Glen Riddersholm med et grin i telefonen fra det svenske.
Vejen ud i verden
Forskellen i afstande er nu bare en mindre, praktisk forandring i Glen Riddersholms arbejdsliv, der har taget en drejning de senere år. I november 2021 blev han ansat i belgiske KRC Genk frem til juni 2022, og siden august 2022 har han været cheftræner i IFK Norrköping.
”Det har været udfordringsrigt på mange måder. Alene det at rejse til et nyt land trækker selvfølgelig en masse ressourcer. Man skal ikke bare integrere sig i en ny fodboldklub og en ny fodboldkultur med nye mennesker. De handler også om at finde ud af, hvordan ting uden for banen fungerer i privatlivet. Man skal melde sig ind i diverse ting, og det er ret omfangsrigt. Når man starter i en ny klub, er det eneste, man ikke føler at have, er tid til alle de ting, der også skal til for at hverdagen fungerer. Alt bliver fyldt op med fodbold og møder og samtaler og træning og analyser og forberedelser. Det er meget, men det er jo også superinteressant og spændende,” fortæller Glen Riddersholm.
51-årige Glen Riddersholm begyndte tidligt som træner og fortæller selv, at han er i gang med sit 39. år som fodboldtræner. Karrieren tog for alvor fart i FC Midtjylland med et mesterskab som resultatmæssigt højdepunkt, der også bragte Riddersholm i spil til udenlandske trænerjob. Ambitionen om at prøve sine ideer og tanker som fodboldtræner i udlandet har Riddersholm haft længe, men timingen skulle være rigtigt, og børnene skulle være store nok til, at det ikke fik indflydelse på deres liv.
”Som fodboldtræner kan man hurtigt komme til at skifte meget klub og flytte sin kone og sine børn rundt. Det bliver hurtigt for voldsomt, og sådan en situation ville jeg ikke ende i i årene efter FC Midtjylland,” siger han.
Han har før været tæt på jobs uden for landets grænser.
”I 2019 var der en meget stor klub, der var under stort pres og havde lavet en aftale med SønderjyskE om, at jeg kunne tage af sted i vinterpausen i december 2019. Aftalen var lavet syv runder inden vinterpausen, men klubben blev ved med at tabe, og så ville de have mig ind som træner med det samme i stedet. Det ville SønderjyskE ikke, og så valgte jeg at være loyal. Det var en stor mulighed, der gik i vasken. En anden gang er jeg blevet vaccineret, fordi jeg skulle til Kina, men det blev heller ikke til noget. Der har været mange muligheder, og jeg har også været tæt på Tyskland et par gange, men jeg lever i nuet, og jeg er glad for at være, hvor jeg er nu,” siger Glen Riddersholm.
Han er en af mange danske trænere, der i disse år er blevet ansat i udenlandske klubber, og det er helt naturligt med stor interesse for danske trænere, mener Riddersholm.
”Jeg har egentlig i lang tid tænkt, at det burde sket, for vi er så langt fremme på rigtig mange områder i Danmark. Når vi har været på diverse rejser rundt omkring i hele Europa, så har man kunne mærke, at vi var langt fremme på en række områder, hvor vi ikke kunne lade os inspirere så meget,” siger Glen Riddersholm, der også peger på udviklingen i dansk fodbold, der for alvor tog fart i 2006 med DBU’s lancering af Den Røde Tråd.
”Det var jeg så privilegeret at få lov til at være en del af, og hele den opblomstring på talentudviklingen har vi set smitte af på det danske landshold 10 år senere. Der har været en stor udvikling gennem mange år, og når så Thomas Frank gør det godt i Premier League og Bo Svensson gør det i Tyskland, så smitter det af. Hvis Kasper Hjulmand havde været lidt mere heldig i Mainz, kunne det være, at den udvikling var kommet allerede dengang,” siger Glen Riddersholm med henvisning til den nuværende landstræners ni måneder i Bundesligaen for snart ti år siden.
Stjerner og chefer
Kasper Hjulmand blev i Mainz offer for en meget resultatfokuseret ledelse og en manglende forståelse mellem cheftræneren og sportsdirektøren, og Glen Riddersholm fortæller også, hvordan han i sin tid i Belgien oplevede nogle af de store forskelle på dansk og international fodbold.
”Jeg oplevede nogle vilde ting, som gør mig rustet til, hvis jeg skulle træde op en endnu større hylde en dag, for der er nogle mekanismer der, der er meget hårdere, og der er en meget mere brutal omgangstone, som vi ikke kender fra Danmark. Der er nogle gode drenge, og det er også sjovt ligesom i alle mulige andre fodboldklubber og omklædningsrum, men det er bare meget mere egoistisk; det er meget mere sig selv. Det er brutalt hårdt,” fortæller Glen Riddersholm.
Han nævner et eksempel fra vinteren 2021-22 i Genk, hvor en ny spiller kom til klubben. I den første træning missede den nye spiller bolden i sine to første aktioner, og det blev bemærket af holdkammeraterne.
”En af spillerne fra den øverste del af hierarkiet vendte sig om mod trænerstaben og råbte: ’Hvem af jer genier derude har tagen den spiller herind; han kan jo ikke engang tæmme en sofa!’ Det sagde han foran sine holdkammerater og foran den nye spiller, der lige var kommet. Det ville jo ikke ske i Danmark. Der kan man mærke, at det er en helt anderledes jargon og kultur,” siger Glen Riddersholm.
Den danske træner har imidlertid forsøgt at bevare sin egen stil gennem årene i udlandet, og han fortsætter med at fokusere meget på det menneskelige og de pædagogiske og psykologiske aspekter af trænergerningen.
”Ham stjernespilleren i Genk kunne mange opleve som utilnærmelig, men jeg havde intet problem med at tale med ham. Jeg kunne godt knække koden til at få et godt samarbejde med ham, og jeg fortalte ham, hvordan jeg mener, at man skal agere overfor sine holdkammerater,” siger Glen Riddersholm, som peger på de kulturelle forskelle mellem for eksempel Danmark og Belgien som store.
”Det handler meget om, hvordan vi ser på udviklingen af den enkelte spiller, hvordan vi ser på de psykologiske faktorer, hvordan vi ser på gruppedynamik, hvordan vi får det optimale ud af de spillere, som vi arbejder med. Der kommer jeg fra en dansk kontekst, hvor jeg har gået igennem mange år i talentudvikling og været nødt til at tilpasse min lederstil til samfundsudvikling, som jo har ændret sig, siden jeg startede. Vi har en tilgang, der meget mere menneskelig og pædagogiske for at få det optimale ud af både den enkelte og dermed holdet,” siger Glen Riddersholm, som oplever, at der også sker noget på dette område i de andre europæiske lande, som har kunne lære noget af ”den danske model”.
”Der er danske trænere, der klarer sig godt derude, og der er kommet fokus på det andre steder rundt omkring. I Tyskland skriver man bøger om det, og i Belgien og Holland er man også begyndt at forstå, at det ikke kun handler om træningen, det taktiske og det tekniske på banen. Men der er forskelle. I Belgien kunne jeg sagtens agere som leder og træner på banen på samme måde som i Danmark, men i spillet uden for banen er det meget mere brutalt. Det handler om én ting; det er at vinde. Det handler ikke om udvikling, det handler ikke om processer. Det handler om bundlinje og at vinde. Det er vel også derfor, vi ser utroligt mange trænerfyringer i Belgien,” siger Glen Riddersholm, der i Genk ikke stod med hovedansvaret, men alligevel oplevede den kynisme, der herskede omkring klubben.
”Jeg kan godt genkende det tryk, der er på Brian Riemer i Anderlecht nu. Det er meget mere direkte og ligefremt end i Danmark, hvor det er meget mere nuanceret – også i pressen. I Sverige er det til gengæld på mange måder som i Danmark; her skal jeg nærmest bringe en mere elitær tilgang til tingene,” fortæller Glen Riddersholm.
En anden kultur
Som træner har han også oplevet en forskel i, at der i Danmark er langt mere plads til interne diskussioner og meningsudvekslinger i staben. Både i Belgien og Sverige har han oplevet, hvordan cheftræneren kan have status som ukronet og uimodsagt klubkonge.
”Måden man bidrager til et team på, er meget anderledes end jeg er vant til fra Danmark. Jeg tror, at mange gerne vil have et ansvar, men der er ikke ret mange, der tager et afsnit. Jeg tænkte tidligt i mit trænerforløb, at jeg ikke kan klare alt alene, så jeg har været nødt til at have dygtige kompetencer omkring mig, og så handler det om at være en god leder for det bedst mulige team. Det er en vigtig del af at blive succesrig, men der har jeg oplevet noget andet i Belgien og Sverige.”
”Hvis du er chef og du bestemmer, kan det godt være, at dine eksperter i staben er uenige, men de siger ikke noget til det. Det gør de i Danmark. I Danmark er det normalt, at man spørger ind, og man diskuterer. Vi kan godt lide at få mange synspunkter og forskellige dilemmaer og situationer i spil."
"Jeg oplevede, at en ny cheftræner kom ind i Belgien, hvor vi havde det vildeste setup i Genk med masser af specialister. Der var nogle meget dygtige performancecoaches og fysiske trænere, der var helt uenige med cheftræneren, men de sagde ikke noget. De mente ikke, at det var deres opgave. Jeg kan godt lide at udfordre og blive udfordret, men i Belgien oplevede jeg, at det var meget hierarkisk; hvis du er chef og siger noget, så indordner alle i organisationen sig. I Sverige er man også mere tilbageholdende,” siger Glen Riddersholm.
Den danske træner har især fået vigtige erfaringer som leder gennem de to år i udlandet, hvor han blandt andet har savnet at kunne sparre med danske kolleger.
”Jeg har taget nogle skridt, når det handler om at være tolerant og have forståelse for processer, som i nogle tilfælde ikke går så hurtigt, som jeg gerne vil have. Jeg har været tvunget til at arbejde med mig selv, fordi jeg ikke har haft en, jeg kunne tale med, som kender mig. Den ledelsesmæssige del af jobbet er jeg blevet ekstremt godt rustet til at håndtere – også det at lede opad, hvilket jeg ikke har interesseret mig så meget for før. Jeg brænder bare mest for omklædningsrummet og spillerne, men der er så mange dagsordener, man er nødt til at navigere i, og det er jeg blevet bedre til” siger Riddersholm, der i det hele taget føler, at han har udviklet sig gennem to år i udlandet.
”Hver gang man træder ind i en ny kontekst, møder man nye fodboldmennesker, der har et andet syn på tingene eller fodboldspillet, som man aldrig har reflekteret over eller ikke har syntes var vigtigt. Men hvis man er nysgerrig og lytter og ikke bare har svarene eller konklusionerne selv, så åbner der sig jo nogle døre, som er utroligt givende. Så på alle former og alle områder føler jeg, at jeg er blevet en markant bedre træner.”

Nej til United! Her ligger Thomas Franks fremtid

Efter 7 lange år – HSV er tilbage i Bundesligaen

AGF – Randers FC

Morten Hjulmand på mesterskabskurs efter drama

Viborg FF – AaB

Zeca indstiller karrieren

O’Riley startede på ny i vigtig sejr

Silkeborg IF – Sønderjyske

‘FCK ville have mig – min far sagde klart nej’

Bo Henriksens drøm lever

‘Hop i havet kl 7. og bliv frisk, og så kører vi’

FC Nordsjælland – Brøndby IF

Anthony Jung er i dialog med denne klub

Vil købe Oliver Christensen

Største Superliga-talenter: ‘Sælges for 200 mio.’

FCK har stjerner tilbage til guldbrag

– Lad nu være med at kalde mig gammel!

Jan Mølby: Han når til tops

Vilde Jens Stage kan gå i De Bruynes fodspor

Vanvidsskifte under opsejling?

Hylder “lynet” Osula

Chok: Ronaldo overvejer kraftigt at vende tilbage

Se tallene: Her overgår FCM-profil Froholdt

Arsenal tæt på kæmpekøb

Comeback lurer: De overvejer Steven Gerrard

Supercomputer: Så stor er chancen for FCK-guld

Kan blive Alonsos første Real Madrid-køb

Ostehold deprimerer De Blå

De tårner over AGF på transfers

Foreslår Wrexham at hente dansk angriber

Bøving og Tochi i kæmpe triumf

Italiensk klub jagter danskere

FCK-direktør har endelig fået sin drømme-signing

Hylder dansk træner: Han er en legende!

Fredericia rykker op i Superligaen

Skal betale kassen for Xabi Alonso

Tidl. Superliga-profil stråler i Tyskland

Afventer FCK-dialog

Real Madrid bliver ved: Ny dommerkritik

Tordner mod Brøndby og FCK: Det er noget svineri!

Han kan indgå i kæmpe Højlund-handel

Viaplay: ‘Absolut ikke noget smukt forløb’

Stjernetræner bekræfter exit

Berørt Lassen: ‘Det påvirker mig rigtig meget’

Nu er han Liverpools førsteprioritet

Fans raser: ‘Hele Danmarks fodboldfest devalueres’

Manchester United frygter transferkup

Farce! Læg finalen i Parken for fansenes skyld

Her er prisen på FC København-emne

Vil bygge en dansk topklub fra New York

‘Katastrofalt – kæmpe fordel til FC Midtjylland’

Afsløring: Brøndby-talent prøvetræner i udlandet

Håber på guldfest: FCK melder allerede udsolgt

Dropper eget krav med flytning af pokalfinalen

Slagter dommer – hans favorit er Michael Laudrup