Skyd den op i krogen

I 2000 analyserede Mark Williams også skytternes kropsholdning, og undersøgelserne viste, at hoftens drejning i skudøjeblikket afslører, hvilken side af målet, der vil blive sparket i.

“Hvis skytten sparker med højre fod, og hans hofter er vendt direkte mod målet, har straffesparket en tendens til at gå til målmandens højre side. Er den højre side af hoften derimod mere tilbagetrukket, har skuddene tendens til at gå mod målmandens venstre side,” konkluderede Mark Williams.

Andre afslørende tegn var ifølge Mark Williams vinklen på tilløbet, og den retning, som foden på støttebenet peger. En teori, der bakkes op af de canadiske forskere Ian Franks og Todd Harvey fra University of British Columbia. De satte 138 straffespark fra VM-slutrunderne mellem 1982 og 1994 under lup, og i 80 procent af tilfældene pegede støttebenets fod i den retning, hvor bolden endte med at blive skudt hen.

For målmanden er den korte afstand til mål og boldens fart det alvorligste handicap. Ved straffespark opnår bolden i gennemsnit en hastighed på knap 80 km/t. D. v. s., at der kun går 0,5 sekunder fra bolden forlader straffesparkspletten til den passerer mållinien.

Amerikanske undersøgelser har vist, at i gennemsnit bruger målmanden 0,66 sek. på at udføre sin redning, så i ni ud af ti spark kompenserer målmændene ved at “gå før tiden”. I gennemsnit forlader målmændene derfor deres udgangsposition 0,11 sekunder før straffesparksskytten sparker.

Og her er det, at målmændenes evner til at forudse skuddets retning spiller ind. Også det har Mark Williams kigget nærmere på. Han viste videoklip af straffespark for både halvprofessionelle og amatørmålmænd og stoppede filmen h. h. v. 40 millisekunder før bolden blev ramt, og i det øjeblik bolden blev ramt. 40 millisekunder før sparket havde 62 procent af de halvprofessionelle målmænd regnet ud, hvor skuddet ville havne. Og i selve skudøjeblikket gættede 82 procent af dem korrekt. Amatørernes gæt var derimod hele tiden ti procent dårligere.



Så jo mere professionelle og erfarne målmændene er, jo bedre er de til at forudse skuddet, hvilket de fleste målmandstræner sagtens kan skrive under på. Og sådan forholder det sig også for straffesparksskytterne.

Den engelske psykolog Peter Naish fra UK Open University har interviewet adskillige fodboldspillere om det at skyde straffespark, og konklusionen er: “Tænk ikke så meget, bare skyd”.

“Straffesparksskytter nævner ofte, at de ikke tænker så meget, men alligevel nok til at de forsøger at narre målmanden. Vi foretager os mange ting på to niveauer, som f. eks. at tænke over, hvor vi skal placere bolden, eller hvor vi vil lade som om, at vi placerer bolden. Men samtidig tænker vi ikke over, hvad fødder, ben og krop gør for at opnå dette. Så jo mere vi træner en bestemt handling, jo bedre foretager vi denne handling per automatik – og opbygger en slags ubevidst erindring om, hvordan vi skal reagere. Disse erindringer tager over, når vi undlader at tænke, som f. eks. ved et straffespark foran 80.000 tilskuere,” siger Peter Naish.

Men måden, som målmænd og straffesparksskytter generelt reagerer på ændrer sig hele tiden i forhold til hinanden som et evigt våbenkapløb. Det har Tony DiCicco, der var træner for USA’s kvindelandshold, som vandt OL-guld i 1996 og VM-guld i 1999, kigget nærmere på.

Ifølge Tony DiCicco snød målmændene ved VM i 1990 ofte ved at kaste sig meget tidligt. Som modreaktion sparkede skytterne hovedsageligt hårdt midt i målet, en trend, der fortsatte ved VM i 1994, men siden ændrede sig til, at spillerne “ventede” med at sparke til målmanden havde valgt en side at kaste sig til.

Som modsvar begyndte målmændene at vente til sidste øjeblik med at kaste sig, hvilket man så ved VM i 1998. Den nye attitude hos målmændene fik i de efterfølgende år til gengæld straffesparksskytterne til i højere grad at forsøge at placere bolden i et af målets fire hjørner.