Tredje korsbånds-skade blev karrierens sidste

Sådan kan en fodboldspillers skæbne være så ond, men Jeppe Vestergaard er nu ikke en type, der begræder den tid, der gik fra billedet med Bosse til situationen foran juletræet på Vesterbro Torv i København. Han har haft nogle år til at forberede en fremtid uden fodbold, for siden den træningsdag i det meget sene efterår 1998 har spillet med bolden hverken kørt optimalt eller uproblematisk for ham.

- Det er ikke sådan, at jeg specielt kan huske den dag, hvor jeg første gang skadede knæet. Det var koldt, og det var en almindelig træning, hvor jeg så bare vrikkede rundt. Jeg troede ikke, at det var så slemt, så jeg rejste med på turen til Sydamerika, og jeg trænede også med de første par dage, men knæet kunne ikke holde til det, fortæller Jeppe Vestergaard.

Det var selvfølgelig en stor nedtur for en ung back, der aldrig nogen sinde havde gjort andet end at drømme drengedrømme om landsholdet, men pludselig blev plukket som joker fra et Herfølge-mandskab, som Ole Mørch til tider fik til at køre ganske fornuftigt med fjerdepladsen i 1997 som det bedste resultat.

- Det kom helt ud af det blå, for jeg havde aldrig været omkring andre landshold og havde heller ikke spillet på Herfølges førstehold ret længe. Som ynglingespiller havde jeg været en tur inde i Køge, da der gik for meget lal i holdet ude i Herfølge, men jeg vendte tilbage som førsteårssenior og spillede Danmarksserie med mine venner.

- Her spillede jeg så i et par sæsoner og havde egentlig ikke den store interesse i mere. Ole Mørch spurgte mig allerede sæsonen før, om jeg havde lyst til at blive rykket op i førsteholdstruppen, men da takkede jeg nej. Men året efter, hvor jeg også var færdig på gymnasiet, ville jeg gerne prøve det. Når jeg nu var færdig med skolen, kunne jeg lige så godt spille fodbold, og så gik det faktisk meget godt.

- Men ligalandsholdet havde jeg ikke overvejet. Det var en overraskelse. Jeg gik slet ikke i de tanker, husker Jeppe Vestergaard, der dog også blev bekræftet i talentet af de henvendelser, der kom fra blandt andet Brøndby og AaB i perioden op til ligalandsholdsudtagelsen. For en venstrebenet back med hurtighed, teknik og overblik var også dengang en mangelvare i dansk topfodbold, så talentet fra Hastrup midt imellem Køge og Herfølge blev fulgt nøje flere steder.

- Lige på det tidspunkt begyndte jeg at få nogle tanker om måske at kunne bo et andet sted i Europa, få en anden kulturoplevelse og samtidig spille noget fodbold. Og drømmen om det rigtige landshold dukkede da også op igen, siger Jeppe Vestergaard.

Et smertende knæ skulle i hvert fald ikke stoppe den udvikling, men sådan gik altså alligevel. Turen til Sydamerika og kampene mod Colombia, Venezuela og Ecuador blev til en hotel- og tilskuertur for den 22-årige Herfølge-back, og da han kom hjem igen, var det ikke bare et spørgsmål om at lade skaden hele og knæet komme til kræfter.

Korsbåndet var ikke helt revet over i første omgang, men det blev det siden hen, og derefter fulgte et langt år med tre operationer og masser af genoptræning, før backen i foråret 2000 endelig kunne vende tilbage til førsteholdet.

Og timingen var perfekt, for under John Faxe Jensen var arbejdsmændene fra Herfølge sæsonens sensationshold, og Jeppe Vestergaard nåede lige at smage på alt det sjove.

- Det er helt klart den største oplevelse i min karriere. Jeg blev klar til de sidste og afgørende kampe i toppen af Superligaen, og det var virkelig sjovt at være med til. Stemningen var euforisk, da vi vandt mesterskabet, siger manden, der blandt andet blev skiftet ind til den sidste halve time af guldfesten mod FCK hjemme på det usædvanligt solbeskinnede Herfølge Stadion.

Fem kampe nåede Danmarksmester Vestergaard det forår, og så var backen tilbage på sporet igen...

- Det var den anden træningsdag efter sommerferien, og jeg skulle lave en hurtig vending, da det igen gik galt med knæet. Det var virkelig enormt hårdt. Jeg havde knoklet i evigheder for at blive klar, og så spillede jeg kun et par måneder, før jeg var skadet igen. Da overvejede jeg for første gang, om det var besværet værd, og om jeg skulle stoppe, men jeg gik i gang med endnu en genoptræning i stedet for, fortæller Jeppe Vestergaard.

Så mens holdkammeraterne spillede Champions League-kvalifikationskampe mod Glasgow Rangers og røg fra toppen til bunden af den bedste danske række, blev backen igen korsbåndsopereret i det venstre knæ.

Denne gang gik det bedre. Vestergaard måtte selvfølgelig sidde ude det obligatoriske halve år, men så heller ikke meget mere, så han nåede tilbage til det forår, der denne gang ikke var helt så euforisk. De danske mestre rykkede nemlig ned, og det fik så alvorlige økonomiske konsekvenser, at klubben måtte skære i både spillerstab og lønudgifter, hvilket sendte backen ud i et sjældent omtumlet fodboldår.

Fire klubber, tre forskellige rækker, to lande og en enkelt nedrykning blev det til i 2001/02-sæsonen, der begyndte som 1. divisionsspiller i Herfølge:

- Men klubben skulle jo af med noget løn, så jeg blev lejet ud til Silkeborg, der på det tidspunkt lå helt i bund af den bedste række. Da jeg kom derover var Benny Johansen træner, men han var væk dagen efter, og i stedet var det så Morten Bruun, der skulle vende situationen.

- Efter efteråret kom jeg tilbage til Herfølge, men de havde fortsat brug for penge, så efter nytår blev jeg solgt til Malmö FF. Det var fedt, men desværre gik der kuk i spillerlicensen. De glemte simpelt hen at sende den ind til tiden, og så kunne jeg ikke spille for klubben i foråret. Jeg kunne træne og spille reserveholdskampe, eller også kunne jeg blive lejet ud. Og på den måde sluttede jeg sæsonen i Vejle, der rykkede ud, fortæller manden, der altså på godt to år blev Danmarksmester, blev korsbåndsskadet for anden gang i karrieren, rykkede ud af Superligaen, blev solgt til Sverige for så at rykke ud af Superligaen en gang mere...

Men efter nedrykningen kom spillercertifikatet endelig i orden i Sverige, og Jeppe Vestergaard kunne vende tilbage til et stærkt spillende Malmö FF-mandskab med landsmænd som Brian Steen Nielsen og Peter Sørensen på holdet og en hård mesterskabskamp mod Djurgården hen over efteråret.

- Selv om det bare lige var ovre på den anden side af Øresund, var det alligevel en anderledes fodboldverden. Jeg troede egentlig, at det ville være som i Danmark, men det var det bestemt ikke. For eksempel var det meget hierarkisk internt i truppen. Hvis man spurgte en om noget, spurgte han en anden, der så kunne hente svaret hos en tredje, så det var lidt specielt.

- Rent fodboldmæssigt spillede jeg desværre ikke så meget. Jeg var med i de sidste kampe i efteråret, men ellers var det småt. Jeg var dog med til en vanvittig pokalkamp oppe i Luleå, hvor vi fløj i evigheder og skiftede fly flere gange for at spille den her pokalkamp, og så blev jeg fiberskadet efter fem minutter. Ellers spillede jeg stort set ikke i foråret 2003. Derfor ville jeg gerne hjem igen, og det kom jeg så også, siger Jeppe Vestergaard.

Oprykkerne fra Herfølge hentede nemlig den fortabte søn tilbage i folden, og i 2003/04-sæsonen nåede backen det største kampantal i seks år. 18 ligakampe blev det til, uden der dog var snak om ligalandsholdet eller noget i den stil. For spillet og formen var selvfølgelig præget af de mange små og store skader, som de mellemliggende år havde budt på.

- Det er meget svært for mig selv at bedømme, om min form var 100 procent. Måske ikke, for der var også mange stop og afbræk i løbet af de sæsoner på grund af småting. Får man først en skade, så kan de næste nemt komme som perler på en snor.

- Jeg døjede lidt med vendingerne, og jeg havde da også smerter, når jeg bukkede meget i knæet. Det var selvfølgelig ikke optimalt, når man presser kroppen så meget, men på den anden side er det også en naturlig del af topidræt, at man har ondt nogle gange.

- Rent mentalt har jeg ikke haft nogen problemer med knæskaderne. Jeg har ofret mig lige så meget som holdkammeraterne, og det bliver man også nødt til. Ellers kan man ikke være med på det niveau, siger Jeppe Vestergaard.

Den nye trænerduo i Herfølge, Allan Nielsen og Michael Schjønberg, var nu i tvivl om, niveauet var det rigtige for Vestergaard, og da der blev hentet en lang række nye spillere til Herfølge i løbet af sommeren 2004 var venstrebacken en af de rutinerede, der blev ofret. Vestergaard blev sat ned i talenttruppen, mens hans backplads ironisk nok blev overtaget af den tidligere Vejle-spiller Peter Gravesen, der tilbage i foråret 2002 havde været meget vred på lejesvenden fra Malmö, der dengang slog Gravesen af Vejle-holdet. Nu var rollerne byttet om, hvilket Vestergaard fik at vide i et brev:

- Jeg fik ikke særlig meget forklaring på, hvorfor jeg skulle ned i talenttruppen. Det var nærmest kun pr. brev, selv om jeg siden hen fik snakket med trænerne om det, husker Vestergaard.

Og i løbet af en måned blev den deprimerende sæsonstart endnu værre. Tankerne om at finde en anden klub eller vise trænerne, at de tog fejl, blev smadret, da det for tredje gang gik galt med korsbåndet under en almindelig træning:

- Det var ikke særlig dramatisk. Jeg vred rundt og gik så bare ind fra træning. Det gjorde ikke engang særlig ondt. Korsbåndet var ikke revet helt over, og i starten var det heller ikke sikkert, at det var nødvendigt at operere. Men det blev jeg så alligevel i sidste måned, efter jeg sammen med lægen havde besluttet, at nu var det slut med fodbolden, siger Jeppe Vestergaard, der i alt nåede præcis 100 ligakampe for Herfølge, men ikke fik den exit, han havde håbet på. Han blev nemlig skiftet ud efter 24 minutters spil af forårets 2-7 blamage oppe i Aalborg.

- Min far fik også en korsbåndsskade i en ung alder, men dengang var det lig med et karrierestop. Jeg nåede lidt mere, men jeg ville da gerne selv have bestemt, hvordan jeg skulle stoppe karrieren. Sådan gik det bare ikke. Men nogle gange sker der ting i ens liv, og så må man bare videre derfra, siger Jeppe Vestergaard, der de seneste par år også har planlagt sit videre liv udenfor fodboldens verden.

Ved siden af fodbolden i Herfølge har han læst fysiologi og anatomi på universitetet for at supplere sin studentereksamen i en grad, så han kan begynde at læse til fysioterapeut. Og til april bliver han far for første gang.

- Ellers vil jeg da tage ned og se Herfølge en gang imellem, og måske kan jeg om nogle år spille lidt oldboysfodbold. Det må tiden vise. Fodbolden har selvfølgelig været en stor del af min identitet, men jeg har på den anden side aldrig interesseret mig så meget for det.

- Jeg kan da godt tænde fjernsynet og se en Champions League-kamp, men du skal ikke spørge mig om, hvordan det gik i Serie A i sidste uge. Jeg elsker spillet på banen, men derudover har det ikke fyldt som en fritidshobby.

- I stedet håber jeg på at komme ind på fysioterapeut-uddannelsen til sommer. Det har jeg planlagt i et stykke tid, men nu er det bare kommet lidt hurtigere end ventet. Det er en naturlig interesse, når man som jeg har følt på egen krop, hvordan det er, og set hvordan kropsbygning og fysik kan spille sammen eller gøre det modsatte. Set i bakspejlet skulle jeg måske slet ikke have spillet fodbold, siger Jeppe Vestergaard med et stille smil, før han skutter sig i kulden og med lidt stive skridt går over Vesterbro Torv og videre ud i livet - en evighed fra billedet med Bosse og Niclas, men med fremtiden foran sig.