Vi elsker jo alle sammen fodbold

Når man første gang træder ind i klublokalerne hos FK Prespa ligner det ikke umiddelbart en fodboldklub. Denne eftermiddag sidder ca. 30 fortrinsvis midaldrende og ældre mænd og spiller kort og drikker kaffe. Der ryges og snakkes, ses tv og spilles kort. Og kigger man ud gennem vinduerne ser man hverken fodboldbaner eller træer.

Her øjnes kun fabriksbygninger og etageejendomme, for FK Prespa holder til ved grænsen til Nørrebro på en sidevej til Frederikssundsvej i København på anden sal i en kontorbygning fra 60’erne. Først når man får øje på holdbillederne og avisudklippene på væggene, samt et godt skjult pokalskab, begynder det at ligne en fodboldklub lidt.

Men på den anden side er Prespa heller ikke en helt almindelig fodboldklub.

Det er først og fremmest en forening – et samlingssted og holdepunkt i tilværelsen for næsten 1000 personer af makedonsk oprindelse og samtidig en af de ældste indvandrerforeninger i Danmark.



Det er arbejdet med de unge i et område, hvor arbejdsløshed, kriminalitet og andre sociale problemer er en hård del af hverdagen, der vejer tungest i klubben. Her tilbyder man hjælp med lektierne tre gange om ugen, og er der problemer, så træder klubben eller nogle af dens medlemmer til med en hjælpende hånd.

– Om formiddagen har vi pensionister. Om aftenen har vi de unge, og det er de unge, det drejer sig om. Det er vigtigt at arbejde med vores ungdom, ellers havner de på gaden. Vi prøver at lave netcafé til vores unge, fordi de har ikke andre steder at være end her. Men, det er svært. Vi har ikke råd til pc’ere. Jeg synes, det er underligt, at det offentlige ikke støtter os noget mere. For hvis foreningen bliver opløst, så har du 200 unge, der render rundt ude på gaden. Og det koster altså samfundet dyrt, siger Fehmi Yasar.

– Vi har pligt til at opdrage vores børn og vores medlemmer. De må rette sig efter den danske lov. Hvis nogle går den forkerte vej, bliver de straks udelukket fra foreningen. Vi accepterer aldrig kriminalitet.

Straffen rammer også indirekte det pågældende medlems familie. For mange af dem føler det som så stor en skam, at de trækker sig også ud af foreningen.

Prespas navn har sin oprindelse fra regionen omkring Prespa-søen i den allersydligste del af Makedonien, hvor grænserne til Albanien og Grækenland mødes. Stort set alle medlemmerne i foreningen kommer herfra, eller deres forældre gør. Men at tilhørsforholdet til Danmark er stærkt understreges af, at et stort Dannebrog pryder den ene væg på klubbens kontor.

– Spillerne kommer fra lokalområdet. De er danske statsborgere alle sammen, men de er anden generation. Vi har mange spillere, som så går videre til de “danske” klubber, og så kommer de her igen, siger Fehmi Yasar.

Blandt klubbens mere kendte aktører hører Mukremin Jasar, der i 90erne spillede for Fremad Amager, og som senere var træner for Prespa, da klubben rykkede op i Danmarksserien. Af andre navne kan nævnes Erdin Iljazovski, der dog mest har gjort sig bemærket i indendørsfodbold, men en overgang også spillede i Lyngby, og så har den makedonske landsholdsspiller Dzevdet Sainoski været medlem af foreningen. Han spillede sidste sæson for FC Nordsjælland.

Fehmi Yasar vurderer, at godt 1000 mennesker benytter sig af Prespas lokaler og aktiviteter, men kun lidt over 300 betaler det årlige kontingent på 250 kroner, hvilket kun er halvt så mange som for ti år siden, og det rækker ikke langt, når huslejen lyder på 25.000 kroner om måneden.

Og at Prespa har klubhus et sted og spiller og træner et helt andet sted i byen, har kostet medlemmer. I år har klubben således slet ingen ungdomshold. Det er blevet for dyrt for og for tidskrævende for forældrene at skulle transportere deres poder til og fra træning.

– Vi vil gerne tilbage til de baner ved Emdrup-badet, hvor vi i sin tid startede. Der er der plads til klublokaler. Vores medlemmer vil gerne give et bidrag, og vi har selv håndværkerne. Vi har stadig nogle unge spillere, og de er på vej, så om fem-seks år kommer vi op igen. Men vi siger altså til dem, der har talent, at vi ikke forlanger, de skal komme her hos os. Vi kan byde på en masse godt, men vi har ikke engang råd til at købe fodboldstøvler, siger Fehmi Yasar.

Fehmi Yasar kom selv til Danmark fra Jugoslavien i 1970 sammen med sine forældre, da han var 14 år. Han var med til at stifte Prespa i 1974 og spillede i mange år selv for klubben. Selv synes han, at alting var meget nemmere dengang, hvor man ikke behøvede at låse sin cykel eller låse sin hoveddør.

Alligevel er det lykkedes Prespa gennem årene at holde fast i foreningens principper om, at organisere makedonere, albanere, tyrkere og andre med fast eller midlertidigt ophold i Danmark, at hjælpe til med at bevare den kulturelle baggrund og at integrere alle medlemmerne i det danske samfund

– Vores forening er åben for alle folkeslag. Vi har haft folk fra Ghana, fra Tyrkiet. Vi har haft mange danskere på holdet, og så har vi også haft serbere – også selvom der skete en helt masse dernede i Jugoslavien. Det skal ikke adskille os her. Alle er velkommen, siger Fehmi Yasar.

– Vi har en tradition for, at vi skal være fredelige folk. Man skal ikke genere andre. Vi elsker jo alle sammen fodbold.