VM-Blog: Får han lak i enden?

”Det lakker mod enden,” som manden sagde, da hans kone havde hældt fernis ned ad ryggen på ham.

En sjov sætning, ikke? Gammeldags, fordi ordet fernis aldrig mere bliver brugt. Grotesk, fordi koner kun meget sjældent hælder fernis ad ryggen på deres mænd. Og overdrevet lakonisk, fordi mænd aldrig blot konstaterer det helt bogstavelige i handlingen, når deres koner hælder fernis ned ad ryggen på dem. Tilmed er sætningen overraskende, fordi den første del – altså mandens udsagn – tilhører en kategori af velkendte floskler, som vi ofte bruger, mens den anden halvdel af sætningen sætter udsagnets betydning ind i en (hvis ikke man har hørt den før) helt ny kontekst.

Men hvorfor sidder vi nu og laver sproganalyse? Er der andre årsager, end at det kan være morsomt i sig selv? Måske, måske ikke. Det vil vise sig, når resten af teksten falder på plads, for jeg erkender, at jeg ikke ved, hvor jeg vil hen. Kun at jeg sad helt for mig selv og sukkede ”Ak ja, det lakker mod enden,” mens jeg på min sidste VM-rejse i toget til Berlin betragtede det fine landskab med de små prydelige landsbyer.

Og så tænkte jeg på den gamle vittighed. Der er også en anden en i genren:
”Det jævner sig,” som manden sagde, da han havde skidt i bukserne og kørte sin traktor henover plovfurerne. Også sjov, gammeldags, grotesk, lakonisk og overraskende, men til gengæld uden sammenhæng med VM.

Bortset fra, hvis man lige griber tråden og konstaterer, at det snart overståede VM jævnede sig på samme måde som mandens pølser. For egentlig var det vel meget underholdende under gruppespillet. Det syntes jeg da i hvert fald. Spanien og Argentina sprudlede. Brasilien skulle nok komme, tænkte man. Ghana og Elfenbenskysten var sjove. Og Togo, men det havde nu ikke noget med fodbold at gøre.

Men da så det blev knockout-tid jævnede det sig og blev fodbold på taktikkens præmisser. De bedste taktikere vinder. Ingen andre end Italien kan slå Frankrig. Og ingen andre end Frankrig kan slå Italien, der ganske imponerende og røvhamrende kedeligt er det eneste hold, der nogensinde har nået en VM-finale efter kun at have lukket et eneste mål ind.

Det er nu engang lettere at forsvare og kræver mindre tid, end det tager at bygge en offensiv stil op, som Birger Peitersen påpegede, mens vi sad og evaluerede slutrunden i toget. Og vi er blevet forvent. For vi kender jo spillerne fra Champions League, hvor spillet som regel er meget sjovere, fordi klubholdene kan håndplukke de rigtige spillere og bruge oceaner af tid på træningsbanen til at øve nye offensive mønstre.

Ja, ja… Men nu lakker det så mod enden, og det har jævnet sig en hel del. Men det har nu stadig været meget fedt. Kom nu Frankrig! Vis de italienere, at I trods alt er de mest spændende.

Skriv til [email protected], hvis du har noget på hjerte.