Søndag eftermiddag sker det igen. FC Barcelona og Real Madrid står ansigt til ansigt i klodens måske mest sagnomspundne fodboldopgør: El Clásico . Kampen, der altid og uden undtagelse får hele verdens øjne til at rette sig mod Camp Nou eller Santiago Bernabéu.
Eller gør den nu også det?
For noget er ikke, som det har været. Real Madrid og især Barcelona har tabt terræn og fremstår ikke længere som seriøse bud på titlen som Europas aktuelt stærkeste fodboldhold. De fleste af El Clásicos største stjerner og notoriske hovedrolleindehavere gennem de sidste 10-15 år er nu fortid. I stedet kæmper de to klubber en ulige kamp for at følge med kontinentets stærkeste klubber – og for at fastholde opfattelsen af El Clásico som det største i hele verden.
”El Clásico vil aldrig ende med bare at være en normal kamp som andre store ligaopgør. Men selv El Clásico gennemgår forskellige epoker i sin historie. I nogle perioder virker den større, end den gør i andre, og lige nu føles den meget langt fra, hvad den var for ti år siden, hvor det her var toppen af hele verdens fodbold,” siger den engelske journalist Sid Lowe.
Få kender historierne om El Clásico bedre end Lowe. I mange år har han fra sin bopæl i Madrid været fodboldkorrespondent i Spanien for en række medier, han har været øjenvidne til op mod 60 Clásicos, og i 2012 udgav han bogen ”Fear and Loathing in La Liga” om opgørets historie.
Den historie er nu nede i en bølgedal. Og det skaber nye udfordringer. I denne weekend vrimler det med store opgør i de største ligaer, og er det stadig uantasteligt, at El Clásico hæver sig over andre storkampe som Inter-Juventus og Manchester United-Liverpool?
”Før ville udsigten til at se Messi mod Ronaldo i en Clásico få folk til at rydde kalenderen. Det var et must for en fodboldelsker. Nu er der flere, der kan undvære den kamp, eller også ser de bare Manchester United mod Liverpool lidt senere på dagen i stedet for, hvis det passer bedre ind i planerne for weekenden. El Clásico er stadig stor, men ikke magisk som før,” siger Simon Bastiansen, der er direktør for strategiske partnerskaber i Dentsu X og i årevis har rådgivet om sportens sponsorater.
”Jeg ved fra vores spanske afdeling, at seertallet til El Clásico er faldet internt i Spanien i de seneste år. Det begyndte at ske, da Cristiano Ronaldo forlod Real Madrid i 2018. Nu er Lionel Messi også taget ud af ligningen. Så fra min stol er den her Clásico en af de mest interessante udgaver længe. Ikke fordi vi skal se Messi mod Ronaldo. Men fordi de ikke længere er der,” siger Bastiansen.
”Min erfaring siger, at når seertallene nu er begyndt at falde i Spanien, så vil de også komme til at gøre det på verdensplan. Det er ikke et drastisk fald, men bare det, at der er tale om et fald, er væsentligt.”
Stjernerne er væk
Det var anderledes dengang for ti år siden, da rivaliseringen kulminerede i løbet af 18 dramatiske dage i 2011, hvor Barcelona og Real Madrid mødte hinanden fire gange i La Liga, Copa del Rey og Champions League. Dengang stod Lionel Messi og Cristiano Ronaldo på hver sin side af en legendarisk rivalisering, og de to klubber kæmpede sæson efter sæson om de største titler. I løbet af et årti fra 2008 til 2018 vandt Madrid og Barça tilsammen syv Champions League-titler, og derfor havde de indbyrdes opgør karakter af at være en ultimativ kamp om verdensherredømmet. Om det så bare var en kamp om den spanske Supercopa, var intensiteten ekstrem. Og det sportslige niveau blandt aktørerne var så højt, at El Clásico altid leverede varen. Fodbold blev ganske enkelt ikke spillet bedre i de år.
Men sådan er det ikke længere.
”Afskeden med Cristiano Ronaldo betød en del for El Clásico, men efter min mening er betydningen af Messis afsked noget større. Det er som den definitive afslutning på en epoke. Jeg oplever her i Spanien en form for resignation og i hvert fald en generel accept af, at Premier League nu er større end La Liga. Magtbasen i europæisk fodbold ligger i dag et andet sted end hos de store i Spanien,” siger Sid Lowe.
”Når du ser på holdene i dag, så ser du ikke længere to hold, som har en lang række af de ti bedste spillere i verden. Skal jeg udpege spillere i den klasse nu, vil jeg sige Karim Benzema. Og det er nok i virkeligheden det,” fortsætter Lowe og lyder nærmest selv lidt overrasket over den konstatering.
”Det er netop derfor, vi i den seneste tid har set Real Madrid og nogle af sportsmedierne forsøge at iscenesætte Benzema som en global superstjerne og som en mulig vinder af Guldbolden. Han er en fremragende spiller, ja, så hans kandidatur kan godt forsvares. Men det handler især om at bevise, at Real Madrid stadig er den største scene,” siger han.
”Det er også i det lys, man skal se Real Madrid og Barcelona klynge sig til Super League-projektet. Det handler om magt, men bunder også i en frygt for PSG og de store engelske klubber. Set udefra kan det virke lidt patetisk og som et tegn på svaghed, og det er det vel i virkeligheden også.”
Presset fra partnerne
Fra at kunne iscenesætte El Clásico som kampen mellem ikonerne Messi og Ronaldo er marketingsafdelingerne nu på en noget sværere opgave, når kampen skal promoveres. Og det er et problem, mener sponsorrådgiveren Simon Bastiansen.
”På den helt korte bane rammer en vigende interesse måske ikke klubberne økonomisk, for de har nogle partnerskaber, som er langvarige og typisk rækker tre, fem eller endda ti år frem i tiden. Men det gør ikke, at klubberne har fred. For grundlæggende har de lovet en vare, som de ikke længere har,” siger han.
Især FC Barcelona er lige nu i knæ efter sommerens afsked med Lionel Messi og en økonomi, som har umuliggjort, at klubben kunne hente erstatninger, som både sportsligt og kommercielt bare nogenlunde ville kunne opveje den eksponering, verdensikonet Messi gav klubben og dens partnere. Der er et godt stykke fra Messi til Memphis Depay og en aldrende og skadesplaget Sergio Agüero.
”Når det handler om sport, ved alle, at det i nogen grad er en lottokupon, man investerer i. Man ved ikke præcis, hvad man får. Men der er selvfølgelig en forventning om, at klubberne hele tiden er i stand til at gøre sig lige så attraktive, som da partnerskabet blev indgået,” fortsætter Bastiansen.
”Og det bliver overvåget nøje. Barcelonas hovedsponsor er Rakuten, en japansk indkøbsportal. De kan under enhver Barcelona-kamp følge med i, hvor stor effekt kampen har på deres forretning. Hvis de så lige for tiden konstaterer, at effekten er mindre end tidligere, er det utilfredsstillende. Og der vil de helt sikkert gå til klubben og sige: ’Vi har et problem. Trafikken falder. Hvad har I tænkt jer at gøre ved det?’ De sidder ikke bare med hænderne i skødet og venter på, at kontrakten skal genforhandles,” siger han.
”Problemet er selvfølgelig, at Barcelona ikke har kunnet givet nogle tilfredsstillende svar. Nu mister de Messi. Hvad er så planen derfra? Hvordan kommer Barcelona videre? Det ved de ikke. Så det helt store problem kommer, når de skal til at genforhandle nogle aftaler. Så vil der blive gået til stålet fra partnerne, der ikke føler, de har fået nok for pengene.”
Madrid og Mbappé
I hovedstaden er situationen ikke helt så alarmerende, og så sent som i sidste sæson nåede Real Madrid frem til semifinalen i Champions League. Men alligevel er det, som om der mangler noget. De største profiler er fortsat Karim Benzema og Luka Modrić, som er oppe i årene. Købet af Eden Hazard i 2019 skulle have givet holdet den nye superstjerne efter Cristiano Ronaldo, men i de sidste par år har Real Madrid holdt på pengene, mens COVID–19 har sat sine spor, og renoveringen af Santiago Bernabéu har tæret på ressourcerne.
Efter halvandet år i eksil på træningsanlægget er Real Madrid nu tilbage på den legendariske hjemmebane, men stadig fremstår Bernabéu som ufærdigt, og det samme gør Real Madrid. Klubben synes at befinde sig i en fortsat overgangsfase efter Cristiano Ronaldo, men endnu er det et åbent spørgsmål, om klubben på den anden side genfinder positionen øverst i fodbolduniverset, eller om de nyrige klubber som Manchester City, Paris Saint-Germain og måske snart Newcastle United har ændret spillereglerne, så selv ikke Real Madrid kan være med.
Det er her, Kylian Mbappé spiller en nøglerolle. Real Madrid flirter offentligt med PSG-angriberen, hvis kontrakt udløber til sommer. Madridistas higer efter et ordentligt stjerneindkøb efter et par års stilstand, og Mbappé er på et niveau, hvor det vil sende et signal, hvis han vælger Real Madrid.
”Lige nu er det svært at sige, hvilket ansigt man skal sætte på en Clásico. Ansu Fati mod Benzema, måske? Eller Modrić? Hvis Mbappé dukker op til sommer, vil det føles enormt igen. Sådan er livets og El Clásicos cyklus,” siger Sid Lowe.
”Rent kommercielt er Real Madrid ikke lige så ramt som Barcelona, men de lider også. Der er et krav fra fans og sponsorer om et generationsskifte. Om at der bliver hivet en kanin op af hatten. Jeg har selv arbejdet for Modrić omkring nogle af hans kommercielle aftaler, og med al respekt for ham så er han altså ikke det samme som Cristiano Ronaldo,” siger Simon Bastiansen.
Nem forretning
I Barcelona fortsætter den indædte krig mellem den i foråret tilbagevendte præsident Joan Laporta og hans forgænger Josep Maria Bartomeu. Laporta har igen og igen pointeret, hvordan den økonomiske elendighed skabt af Bartomeu var endnu værre, end han havde forestillet sig, da han vendte tilbage til klubben. Det har bundet Laporta på hænder og fødder og gjort ham ude af stand til at gøre holdet konkurrencedygtigt, og derfor var han ikke i stand til at tilbyde Messi en ny kontrakt i sommer.
Omvendt påstår Bartomeu, at Laporta bruger ham som syndebuk og blot er ude på at frede sig selv ved at lægge al ansvar for elendigheden over på sin forgænger. Midt i det hele er det presserende at få sat skub i det omfattende Espai Barça -projekt, der både skal modernisere selve det slidte Camp Nou, indendørsarenaen Palau Blaugrana og hele området ved stadion. Et projekt, som Laporta vil finansiere gennem et lån på mere end 11 milliarder kroner hos investeringsbanken Goldman Sachs.
Imens forsøger træner Ronald Koeman at styre sit ramponerede hold gennem alverdens udfordringer, og marketingafdelingen prøver efter de forhåndenværende søms princip at skrue en ny fortælling sammen, som kan italesætte en lys fremtid for klubben.
I 1990’erne havde Barcelona det berømte ”Dream Team” under Johan Cruyff. Nu taler Barça om et ”Dream Teen” med henvisning til de lovende teenagere, der har fået eller er ved at få deres gennembrud på førsteholdet, hvor vejen til spilletid er kortere end længe set. Det er i Ansu Fati (18), Pedri (18) og Gavi (17), at Barcelona finder deres håb.
”Det er fint nok, de gør det, og der kan godt ligge noget værdi i det, hvis de får pakket det ind i en god branding. Men det ændrer ikke på, at de går den vej af nød, fordi de ikke længere har Messi,” siger Simon Bastiansen.
Barcelonas økonomiske kollaps er en konsekvens af et mangeårigt ledelsesmæssigt svigt, som får Simon Bastiansen til at tænke på en historie fra dengang, han havde en delegation af direktører fra de danske Superligaklubber med til en konference i Barcelona i slutningen af 00’erne. Da mødte de Joan Laporta i en lounge og modtog Barcelona-trøjer med autografer, og Bastiansen dristede sig til at spørge, om præsidenten kunne give de danske klubdirektører et par ord med på vejen.
”Han var fuld af overskud og sagde: ’Simon, selvfølgelig vil jeg det!’ Og så stillede han sig op foran forsamlingen og sagde bare: ’Football is easy business! ’ Det var budskabet, selvom de også dengang havde en stor gæld. Der lå en særlig arrogance i den opfattelse, som måske er en del af forklaringen på, hvordan det har kunnet gå så galt for dem sidenhen,” siger Simon Bastiansen.
”Nu er Laporta jo så tilbage som præsident. Det kunne være spændende at spørge ham i dag. Er fodbold stadig easy business ? Han ville nok sige nej.”

TransferLIVE: Forhandler med FCK-emne

Den helt rigtige Højlund-beslutning

FC Barcelona forsøger sig med dansker

Kæmpe milliontab

Afsløring: Bombe – BIF tæt på salg af Kvistgaarden

Superliga-klub smadrer transferrekord

Nu bliver FCK nødt til at tage det alvorligt!

Falk går markant ned i løn i OB: ‘Kæmpe tak, FCK’

Rekordtransfer: ‘CV’ var ikke glad, da jeg ringede

Politiet forklarer teori bag Diogo Jota-dødsfald

“Et kup” at hente dansk angriber

Afsløring: FCK tilbyder Elyounoussi forlængelse

Hemmeligt møde: Er dette Eriksens næste klub?

Vildt FCK-scoop: ‘Det største talent i årevis’

Må acceptere stor lønnedgang

Melvin Kakooza bliver medejer af Superliga-klub

Holger Rune-lejr afviser: Det er fake news

Kan skifte fra AC Horsens til PSG

Nøgletal styrtdykker – katastrofe for Randers?

Overblik: Her er Superligaens sommertransfers 2025

Benhård kritik efter kollapset FCK-handel

Imponeret Neestrup: ‘Hvem er Fredericia?’

Afsløring: FC København tæt på køb af Suzuki

Falk er den bedste, jeg nogensinde har spillet med

Overraskelse? Han forlænger med FCM

TV 2 opruster med tidligere Bjarne Riis-stjerne

Diogo Jota død i trafikulykke

Er han Viborgs næste cheftræner?

Forstår intet af stor dansk transfer

Aflyser sommerferien

Bo Henriksen raser: ‘Det er en skændsel!’

Klart vink med en vognstang – Sisto på vej væk

Dansker i helt vildt skifte – Frank Arnesen jubler

Lover transfers

Nu reagerer Roskilde Festival på fan-slagsmål

Kommende FCK-spiller rost af Liverpool-stjerne

– Vi kigger rigtig meget på U19-landshold

Real-komet chokerer: Et ustoppeligt fænomen

Neestrup forstår undren over FCK-beslutning

Så eftertragtet er Morten Frendrup

Afsløring: Brøndby tæt på ny topchef

Vild Rasmus Højlund-konkurrent på vej?

Afsløring: Tæt på Randers-exit

Formsvage Saints i svært Dublin-derby

Dansk Wimbledon-sensation

FCK-kamp afblæst

Historisk dansker – første gang siden Kim Milton

FCK-emne præsenteret i ny klub

Liverpool reagerer på Jotas død: Vi er knuste

Står i kø for at hylde Diogo Jota

Portugals fodboldforbund sørger over Diogo Jota

Kæmpe jubel i Silkeborg: Chefen forlænger

Køber U-landsholdsspiller i FC København

Afsløring: Sønderjyske indstiller jagt på dansker

Nu taler Victor Froholdt om FCK-fremtid