Der er noget helt galt med landsholdet

Set på tv og bedømt på spillernes bevægelser var der en del ligheder mellem søndagens kunstgræsbane i Astana og de forvoksede dørmåtter, undertegnede spillede på i vintre for over 20 år siden, da kunstgræsset så småt gjorde sin entre i Danmark.

Selvom banen var flad og muligheden for at spille gode afleveringer sådan set var til stede, hang spillerne fast, bolde sprang væk, og det hele kom til at se lidt for tilfældigt ud.

Men det tjener selvfølgelig ikke som undskyldning for, at turen til Kasakhstan endte i et kæmpechok, hvor 0-2 blev til 3-2 for hjemmeholdet.

Danmark kom halvdårligt ud efter pausen og var på hælene, også selvom landstræneren igen forsøgte sig med at skifte Daramy, Billing og Stryger Larsen på banen. Det havde ikke den ventede effekt, tværtimod kom holdet endnu mere på hælene.

Reduceringen lå længe i luften, og den gav unødig spænding, selvom Kasakhstan ikke var blevet specielt meget bedre.

Det så ikke ud til, Kasakhstan kunne komme igen, men så udlignede Kasakhstans skipper Askhat Tagybergen på et drøn af et langskud, hvorefter et chokeret dansk landshold havde svært ved at finde markeringerne og tillod et hovedstødsmål tæt under Kasper Schmeichels bur.

Sikke en nedtur, det var.

Straffesparket var tyndt dømt, langskuddet var et fantastisk flot mirakeldrøn, men landsholdet havde sluppet styringen og inviteret et godt kæmpende men begrænset Kasakhstan tilbage ind i kampen.

Med en sejr havde al tvivlen været lagt på hylden.

Kasper Hjulmand kunne have lagt en euro-palle currywurst på grillen og talt hele fodbolddanmark op til den fodboldfest, der var lagt op til i Tyskland næste sommer med titusinder af danskere.

Tvivlen havde måske siddet i få af os, der kunne huske, at Finland også havde spillet sig tilbage i kampen i torsdags, før Rasmus Højlund reddede der hele.

Men det havde været begrænset – spøgelserne fra Qatar havde været manet næsten væk, selvom spillet ikke var fantastisk.

Nu er alle de dårlige vibes fra Australien-kampen tilbage. Det var ikke lige så ringe, men resultatet var i sidste ende det samme.

Hvorfor kan dette hold ikke styre kampe længere, hvordan kunne man lade sig overløbe af Kasakhstan og i perioder miste initiativet hjemme mod Finland?

Mistanken er tilbage. At der er noget alvorligt galt spillemæssigt, og at det gjorde et landshold fortræd, at Qatar-VM gik så galt, som det på alle måde gjorde.

Nu bliver grillen pakket væk, og det samme gør forhåbningen om nem sejlads gennem det, der er en nem gruppe, frem mod EM.

Det her er et sårbart landshold, der i sin nuværende forfatning langt fra er selvskrevet til slutrunden i Tyskland, og der skal træffes lutter gode beslutninger frem mod kampene mod Nordirland og Slovenien i juni, for at det her bliver rettet op.

Og hvis der ligger noget begravet, man havde håbet på at efterlade gravet ned i ørkensandet i Qatar, er det nu, det skal behandles.