Euforien nåede i mange henseender samme højder som i sommeren 1992, men semifinalen på ikoniske Wembley blev punktummet på den smukke, nærmest H.C. Andersenske fortælling om fodboldherrerne anno 2021.
Fra Christian Eriksens nærdødsoplevelse i Parken, til rejselystne, løsslupne danske roligans, der efter år i coronaisolation satte kulør på Amsterdam og Baku som sjældent set før. Det var magisk. Det var uforklarligt, hvordan holdet, hvordan kollektivet, rejste sig fra traumet, da hele nationens nummer 10 gik i græsset.
Mødet med San Marino et par år senere står derfor i skærende kontrast til ovenstående ud som et historisk lavpunkt. Det kom bag på mange – spillerne inklusiv – at bunden sad så løst monteret, som tilfældet var det i de 90 pinagtige minutter mod verdens på papiret ringeste fodboldnation.
Sejren bragte mere skam end glæde, og for første gang i umindelige tider fandt man det end ikke passende at synge sejrssang i omklædningsrummet efter tre vigtige point til EM-regnskabet. Hvordan kan det hold, vi alle faldt i svime over i sommeren 2021 falde så hurtigt fra tinderne?

Hvad ligger bag de tomme blikke vi oplevede i ørkenstaten godt 6.300 kilometer fra Rådhuspladsen sidste vinter?
Hvad ligger bag kollapset i Astana dette forår, hvor tre sikre point mod verdensranglistens nummer 98 forsvandt mellem fingrene på de rød/hvide drenge i løbet af et kvarter? Og hvad ligger bag den forkrampede og nærmest bundløse præstation for præcis 31 dage siden mod miniputnationen over dem alle?
Og hvordan humper landsholdet sig ind over målstregen i de resterende kampe mod Slovenien og Nordirland – særligt med tanke på skadesfraværet af både Christian Eriksen og stjerneskuddet, Rasmus Højlund?
Potentiel Sorteper
Spørgsmål som disse rumsterer antageligt i hovederne på mange af dem, der gang på gang køber sig adgang til fællesskabet i et udsolgt Parken.
Det samme er tilfældet hos Andreas Kraul, DR’s landsholdskommentator.
Han husker, hvordan følelserne rakte langt ud over Parkens græstæppe et par somre tilbage, men oplever også hvordan de opskruede forventninger nu rammer spillerne på banen som en boomerang.
“Sommeren 2021 vil altid stå tilbage som noget helt særligt. Både for landsholdet, men også for den almindelige dansker. For hver kamp, for hvert resultat steg folkestemningen, og hele nationen red på en bølge af lykke, fællesskab og samhørighed.”
“Det blev selvforstærkende. Der var ikke det, vi ikke kunne. Og følelsen varede egentlig ved efter nederlaget til England i semifinalen,” forklarer fodboldkommentatoren.
Den suveræne og snorlige kvalifikation til historiens mest omtalte slutrunde i Qatar, gjorde i manges optik Kasper Hjulmands mandskab til VM-slutrundens ypperste dark horse, der, hvis alt flaskede sig, sagtens kunne gentage bedriften fra EM og spille med om sportens mest eftertragtede trofæ.

Og her kommer én af spillets største floskler så i spil. Det har nemlig vist sig, at det kan gå hurtigt i fodbold. Meget hurtigt endda.
“Nu er spillet blevet frygtsomt, og der skal ikke meget til, før fundamentet begynder at krakelere. Det så vi i Qatar, i nederlaget mod Kasakhstan og senest mod San Marino, hvor det var ved at gå helt galt mod verdens dårligste landshold,” siger Kraul og fortsætter.
“Sejren i Helsinki lignede startskuddet til en tilbagekomst. Det var ikke prangende, men den knyttede næve, den fremskudte brystkasse og følelsen af, at holdet stod sammen, var der igen. Man kom så forholdsvis hurtigt tilbage i den samme, kedelige rille et par dage senere.”
Den vitale sejr over Finland blev nemlig fulgt op af endnu en vaklende præstation, hvor man skulle hen til de to sene scoringer i første halvleg af Jonas Wind og Robert Skov, før man kunne adskille de danske spillere fra de kasakhiske gæster. Endnu en sejr, der affødte flere spørgsmål, end den gav svar.
Krampagtigt
At præstationen mod San Marino var ildevarslende vidner sølle fire afslutninger inden for rammen og en akkumuleret xG på beskedne 0,68 i allerhøjeste grad om.
På bagkant er diverse situationer blevet analyseret og debatteret, men særligt én episode er blevet billedet på landsholdets nuværende tilstand – både spillemæssigt og mentalt.
Debutanten fra F.C. København, Elias Jelert, virkede nervøs som et espeløv og selv mod amatører med del- eller fuldtidsarbejde ved siden af anstrengelserne på det grønne klæde, var simple pasninger eller berøringer forbundet med fejl og mangler.
Ifølge mentaltræner og sportspsykolog Henrik Hjarsbæk er dette ikke et udtryk for et akut tab af fodboldmæssig ydeevne, men snarere blokeringer på øverste etage.
“Jeg ser klart et skifte i dynamikkerne på landsholdet i øjeblikket. Fra at agere og tage hånd om kampene, ender holdet ofte med at reagere ud fra modstanderen eller resultatet,“ forklarer Hjarsbæk, der via sin virksomhed HH Mentality har arbejdet tæt sammen med flere spillere i periferien af landsholdet.
“Tidligere oplevede jeg et landshold, hvor spillerne løftede hinanden i niveau, hvor alle passede ind i nye roller og hvor spillet og tilgangen var legende, fri og intuitiv.”
“Nu virker spillerne tynget, tappet for energi, mentalt trætte og indadvendte. Det løsningsorienterede er blevet forceret og krampagtigt, og i stedet for at løfte opgaven i flok, oplever jeg spillere, der mest af alt sørger for at sikre sig selv og sin egen præstation,” siger Hjarsbæk.
Hertil hjælper det selvfølgelig heller ikke landsholdets forudsætninger for at levere champagnefodbold efter få træninger sammen, at bærende kræfter som Kasper Schmeichel og Simon Kjær nærmer sig den fodboldmæssige pensionsalder eller at profiler som Christian Eriksen, Pierre Emile Højbjerg, Andreas Skov Olsen, Mikkel Damsgaard, Kasper Dolberg og Alexander Bah enten har været skadet eller henvist til bænken i store perioder af kalenderåret 2023.
Hvor står Hjulmand i det hele?
Også manden på sidelinjen har virket drænet og ude af sync siden det tidligere end ventet exit i Doha sidste år. Kasper Hjulmand, der under EM på hjemmebane blev hele nationens retoriske og empatiske kæledække, fremstår mere søgende i sine svar og mere famlende i sine holdsammensætninger end hidtil.
Landstrænerens navn har tidligere været kædet sammen med store, udenlandske klubber som Ajax, Aston Villa, Everton samt en række Bundesliga-mandskaber. Nu synes der mere stille om Hjulmands navn, og også hovedpersonen selv har i perioder trukket sig fra rampelyset.

Det er i sig selv ikke alarmerende, siger Henrik Hjarsbæk. Det kan dog sætte gang i ting, der kan være svære at reparere.
“Vi så hvordan han ikke bare løftede holdet, men hele nationen, i en svær tid i sommeren 2021. Han talte til alle, når han åbnede munden.
“Hele debatten om Qatar som værtsnation gik han jo også ind i med oprejst pande. Han endte nok med at stå alene og tage for mange kugler selv, og fra at løfte holdet til uanede højder under EM-slutrunden, så spillerne, og os der fulgte med fra afstand, pludselig en anden udgave af Hjulmand under og efter Qatar.”
“Og det kan være farligt. Begynder lederen, i dette tilfælde Kasper Hjulmand, at tvivle på egne evner og sine beslutninger, så går der ikke længe før den tvivl har forplantet sig til hele truppen.”
Kuren mod sådanne sygdomme skal ifølge mentaltræneren identificeres hurtigt muligt.
Og selvom svarene kan være forholdsvis banale, kan de være svære at komme frem til, hvis de ikke bliver italesat i plenum eller på tomandshånd.
Hjulmand har i træningerne op til skæbnekampen mod Slovenien advokeret for et frygtløst dansk mandskab, der for alt i verden ikke må holde sig tilbage og blive låste fredag aften. Flere af spillerne, heriblandt Mathias Jensen og Joachim Andersen, har også ytret sig om holdets udtryk – eller mangel på samme – og bragt ord som “usikkerhed” og “problematisk” op til overfladen i interviews i landsholdslejren i Helsingør.
Fodbolddirektør Peter Møller har for nylig været ude og frede landstræneren, og i et historisk perspektiv, og da slet ikke efter fire sejre på stribe, har DBU ikke haft for vane at bede om et ryddet skrivebord før tid.
Pres forplanter sig
Det bør heller ikke komme på tale i Hjulmands tilfælde, mener DR’s fodboldkommentator.
“Der er flere scenarier i spil, som jeg ser det. Vi kan slå Slovenien, kvalificere os til slutrunden i Tyskland, og få en fest i Parken fredag aften. Så kan vejen og måden vi nåede til slutrunden på, hurtigt blive glemt.”
“Det er et scenarie, der vil give Hjulmand og resten af staben ro. Står vi derimod i en situation, hvor vi er tvunget til et resultat i Nordirland, kan jeg godt være bange for, at det bliver mere nervøst end hvad godt er,” siger Andreas Kraul, og tilføjer.

Andreas Kraul er bekymret på landsholdets vegne.
“Så kan spøgelset vi har forsøgt at uddrive nogle gange snildt vende tilbage. Og jo mere fokus der er på problemerne, også fra os i medierne, jo hurtigere vil det forplante sig til spillernes hoveder. Og fødder.”
Kommer det så vidt, at Danmark skal gennem et par nervepirrende playoff-kampe for at kvalificere sig til næste sommers slutrunde – eller skulle deltagelsen ved slutrunde helt glippe, vil billedet selvfølgelig være noget anderledes, mener Kraul.
“Så vil kritikken opstå igen. Det er klart. Så vil Hjulmands fortsatte virke – med rette – komme til debat igen.”
“Spillerne har selv været med til at sætte baren utrolig højt. Måske endda for højt i forhold til holdets reelle niveau. Mange accepterer nok også, at niveauet daler en smule. Men nok ikke så dybt, som vi så under VM eller flere gange i denne kvalifikation. Jeg tror dog, at holdet kan bibeholde den folkelige opbakning længe. Vi oplever stadig stor interesse for landsholdet på vores platforme på DR, og der er jo udsolgt i Parken på rekordtid hver gang. Det ville dog være lettest for alle, hvis bare vi sparker den ind bag Jan Oblak et par gange fredag aften,” afslutter Andreas Kraul.
Danmark har aldrig tabt til Slovenien, hvor det hidtil er blevet til fire sejre samt det uafgjorte resultat i Ljubljana tidligere i kvalifikationen.
Danmark deltog fra 1984 til 2004 i fem EM-slutrunder på stribe, men har siden misset slutrunden i Schweiz og Østrig i 2008 og i Frankrig i 2016.
NYHEDER
FCM-stjerne færdig for i år
MEDIE
Tæt på dansk kæmpetransfer – her er hans løn
EKSKLUSIVT
Nu er der nyt – var til møde med FCK mandag
TOPNYHED
– Noget af det dummeste, jeg nogensinde har set
BIZART
Fyret i AaB – nu kan han lande helt vildt job
AVIS
Ikke FCM – Dortmund-talent tæt på ny klub
MEDIE
De vil hente Andreas Maxsø
NYHEDER
– Ville være godt med en mere pålidelig målmand
TOPNYHED
Roser Wass-beslutning: ‘Han er frygtløs’
NYHEDER
Køber sig ind i dansk klub
Medie: Her skal Mikael Uhre sandsynligvis hen
TOPNYHED
Brøndbys store karantænemareridt
Her kan du se Villarreal mod FC København
MEDIE
Rigtig dårlig melding
TOPNYHED
Lothar Matthaüs storroser dansker
Roony Bardghji overrasker Michael Laudrup
TRANSFER
AGF præsenterer James Bogere og Hamuza Sengooba
INTERVIEW
Cooper har italesat stort Ambæk- og Nartey-dilemma
MEDIE
Bliver Slot fyret? Vildt navn bringes i spil
HELT VILDT
Thomas Thomasberg: Det koster Franculino
INTERVIEW
Skal Chiakha hjem til FCK? Vejle-boss melder ud
EKSKLUSIVT
Vil hente FCK-spiller: ‘Bolden ligger hos dem’
EKSKLUSIVT
Afsløring: Stortalent til prøvetræning hos FCM
TOPNYHED
Dansk dominans: Ikke sket i 70 år
MEDIE
Mohamed Salah på vej til danskerklub?
TIPSBLADET SPECIAL
Sådan stemte trænerne til Efterårets Profil
INTERVIEW
‘Jeg har det ikke særlig godt’
TOPNYHED
Frank fortryder opsigtsvækkende beslutning
FC København henter Geovanni Vianney Aboh Ndjee
MEDIE
Coopers krav: Disse ændringer meldes på vej
STORT INTERVIEW
Store ændringer: Her er Coopers transferplan
NYHEDER
Bo Henriksen fyret – dansker fortsætter i Mainz
TOPNYHED
Bekræfter millionbud på dansker
NYHEDER
Arne Slot svarer efter Mohamed Salah-ballade
TRANSFER
“Han bør følges af de største klubber i Danmark”
STORT INTERVIEW
Coopers reformation: Her er ændringerne i Brøndby
INTERVIEW
Rasende! ‘Kan kraftedeme ikke være det bekendt’
NYHEDER
Frank ser stærke muligheder for CL-avancement
NYHEDER
Dansk stjerne kan vinde stor pris
TOPNYHED
– Det er fuldkommen meningsløst
Medier i svime: ‘Millioner godt givet ud!’
NYHEDER
Slot: Internt opgør med Salah påvirker holdet
EKSKLUSIVT
Afsløring: Ali Almosawe skifter til HIK
NYHEDER
Salah-løse Liverpool snupper sen sejr i Milano
DAGENS SPILFORSLAG
Man City erobrer Madrid
– Vi tror på et godt resultat
Bayern München sejrer over Sporting CP
TOPNYHED
Tænker ikke på Danmarks landshold
NYHEDER
Drikkepauser til VM kan ødelægge rytmen i spillet
TIPSBLADET SPECIAL