Da Tipsbladet ringer til Peter Froulund for at diskutere landsholdets seertal, behøver han ingen introduktion. De tal har han holdt øje med, og han har ikke kunnet lide, hvad han har set.
Froulund er kommunikationsdirektør i Arbejdernes Landsbank, en af DBU’s store sponsorer, og når han taler, er der god grund til at lytte blandt danske fodboldledere.
Han står i spidsen for Arbejdernes Landsbanks sponsorater, der betaler store dele af gildet i dansk fodbold. Foruden DBU er banken sponsor i AGF, Brøndby IF, FC Midtjylland, FC Nordsjælland og Vejle Boldklub.
I 2020 har Froulund og co. ikke fået det, de havde håbet, for deres sponsor-penge i DBU.
– Det er rigtig skidt for produktet. Det er det, siger Peter Froulund.
Der var godt 371.000 seere i gennemsnit til landsholdets kampe i 2020. I fjor var der 649.000, hvilket betyder, at mere end hver tredje er forsvundet. Året før var der 765.000 ifølge tal fra Kantar Gallup. Der hører de dog forbehold med, at 2018 var VM-år, mens 2019 blandt andet bød på de afgørende EM-kvalifikationskampe, så det er svært at sammenligne én til én.
Ikke desto mindre er det en udvikling, som storsponsoren med Peter Froulund i spidsen ærgrer sig over.
– Helt grundlæggende handler det om to ting: Det handler om den eksponering, man får, og man må bare sige, at i forbindelse med landsholdsfodbold er eksponeringsværdi noget af det eneste, man får, siger han.
– Det næste er den interesse, som mange seere genererer. Altså, jo flere der ser det, jo flere kommer til at interessere sig for det, jo større buzz kommer der omkring landsholdsfodbold. Begge dele har ikke særlig godt af sløje seertal.
Bliver sponsoratet mindre værd for jer, når seertallene er så meget lavere?
– Det kan slet ikke diskuteres. Selvfølgelig gør det det.
Læs også:Discovery Networks ærgrer sig over tab af landsholdsrettigheder
Hos DBU er de heller ikke imponeret over tallene. Især fordi forbundet ifølge kommunikationschef Jakob Høyer oplever stor interesse fra danskere på sociale medier, men tv-seertallene er hæmmet af, at Yousees over én million tv-kunder ikke kan se landskampene.
Det er konsekvensen af den såkaldte tv-krig mellem Yousee og Discovery, som med Kanal 5 har rettighederne til at vise landsholdet.
– Vi er ikke tilfredse. Vi vil gerne have, at mange flere får mulighed for at se herrelandsholdets kampe, og vi kan mærke på interessen omkring holdet – selv i en historisk mærkelig coronatid – at der er kæmpe interesse for herrelandsholdet. Når vi lægger videoer op, hvor Schmeichel holder tale for Christian Eriksen og Simon Kjær, så kan vi se, at den er ude til omkring en million danskere via sociale medier, siger Jakob Høyer fra DBU.
– Vi er rigtig ærgerlige over, at den konflikt, der har været mellem Yousee og Discovery har gjort, at landsholdets kampe ikke er tilgængelige i Yousees tv-pakker. Vi vil igen opfordre parterne til at gå til forhandlingsbordet og finde en løsning, for det kan simpelthen ikke være tilfredsstillende, hverken for Yousee eller Discovery, at herrelandsholdets kampe ikke når ud til så mange som muligt.
LÆS YOUSEE OG DISCOVERYS SVAR HER.
Glad for TV 2
Både Peter Froulund og Jakob Høyer understreger, at de ikke har en finger at sætte på Discoverys dækning. Det handler udelukkende om antallet af mennesker, der ser dækningen.
Løsningen er, hvis man spørger Froulund, simpel nok:
– Som jeg husker det, kommer landsholdsfodbold over på nogle nye kanaler om et par år, og så løser man det jo den vej rundt, siger han med henvisning til, at TV2 efter VM i Qatar overtager rettighederne.
DBU kan ikke selv bestemme, hvem der køber tv-rettighederne til landsholdsfodbolden. Det afgør UEFA. Direkte adspurgt, om forbundet godt kunne tænke sig at komme ud af Discovery-aftalen før tid, svarer kommunikationschef Høyer:
– Vi forholder os til det, vi har. Vi har en aftale med Discovery, og vi skal have det bedste ud af det og sammen sikre, at landskampene kommer ud til så mange som muligt. Det kan både være noget, som Discovery og vi kan gøre inden for de nuværende muligheder, og så kan det være, at Yousee indser, at det kunne være fedt at have VM-kvalifikationen i deres tv-pakker. Det, er jeg sikker på, ville også være et aktiv for deres kunder.
– Antallet af klager i min mailboks efter hver kamp af folk, der er ærgerlige over, at de ikke kan se de her kampe, burde være potentielle kunder for Yousee.
“Hvis det her fortsætter, så vil vi betale mindre”
Peter Froulund mener, at det generelt er en god idé at sælge tv-rettigheder til eksempelvis TV2 eller DR – ikke kun for ham og hans arbejdsplads, men også for klubber og forbund.
For TV 2 og DR’s kanaler er at finde i flere tv-pakker end eksempelvis Discoverys og TV3 Sports, hvilket alt andet lige vil give flere seere. Og det vil gøre det så attraktivt at være sponsor, at de færre tv-penge, klubberne og DBU vil tjene, kan betale sig ind via sponsorater, vurderer han.
– Jeg synes, at man som rettighedshaver burde sætte sig ned og sige: “Kan vores produkt på langt sigt leve af, at færre og færre ser det?” Hvis man mener, at det ikke kan – hvilket jeg mener, at det ikke kan – så se, om man skulle tage lidt færre penge på kort sigt for at skabe større værdi på længere sigt, siger Froulund.
– Lige nu har man selvfølgelig gået efter pengene, men jeg tror, at over tiden kunne det godt vise sig at være en dyr beslutning.
Læs også:Katastrofale seertal til Kasper Hjulmands debut
Faktum er dog, at tv-pengene i dansk fodbold er eksploderet i de seneste to-tre årtier, og at tv-aftalerne bliver større og stører for hver gang. Så man kunne invende, at det fra klubbernes og DBU’s/UEFA’s synspunkt været fornuftigt nok at vælge de store tv-penge fra Discovery eller NENT.
– Ja, hvis de tror på, at den holder. Det kan godt være, der har været en opadgående trend, men på et eller andet tidspunkt bliver det ikke rentabelt for kanalerne at lægge de penge, og så kommer de til at lægge færre penge. Når de kommer til at lægge færre penge, har strategien efter min mening slået fejl, fordi man har troet, at der kunne blive ved med at være en opadgående spiral.
– For det anerkender jeg, at der har været. Jeg tror måske bare, at man står på toppen af den nu og kigger nedad. Det bliver interessant at følge. Jeg nægter at tro på, at Discovery kan blive ved med at lægge så mange penge i fodbolden, som de gør, med det seergrundlag, de har.
Ville I betale mere for jeres sponsorat, hvis landskampene blev vist på DR eller TV 2?
– Nej, jeg vil hellere sige, at hvis det her fortsætter, så vil vi betale mindre.
Læs også:TV2-boss: Landsholdet koster ikke i nærheden af, hvad PL og CL koster
LIVE
TransferLIVE: FCM har budt på Magnus Jensen
MEDIE
Eriksen spottet – nu er der nyt
MEDIE
Lindstrøm-transfer på trapperne: Vild lønnedgang
AGF-chok: ‘Den største skandale i 20 år’
Klar besked om AGF
EKSKLUSIVT
Afsløring: Mikael Dorsin lander nyt topjob
TIPSBLADET SPECIAL
FCK jagter stjerne: Han er en magtfaktor
STORT INTERVIEW
Thomasberg overrasket ved OB-pressemøde
LIVE
Superliga-LIVE: Åbner for Brøndby-afsked
EKSKLUSIVT
AGF i kontakt om norsk angriber
EKSKLUSIVT
Afsløring: Rekordsalget Hyseni på plads i Brøndby
OPTAKT
Lyngby BK – AGF
OPTAKT
Silkeborg IF – FC København
TIPSBLADET SPECIAL Superliga-spil: Kan du drafte et perfekt hold?
‘Zorniger har været grænsende til illoyal’
MEDIE
Stor PL-fyring – tidl. Brøndby-assistent overtager
OPTAKT
FC Nordsjælland – Randers FC
EKSKLUSIVT
Afsløring: Her er Rosenborgs købspris på Chiakha
NYHEDER
AaB spiller sig på førstepladsen
TRANSFER Overblik: Her er Superligaens sommertransfers 2026
Helenius gør op med fortællingen om stor nedtur
OPTAKT
FC Midtjylland – AC Horsens
MEDIE
Transfer på vej: AGF vil score millioner
INTERVIEW
‘En trøstepræmie af en turnering’
HELT VILDT
FCK-chok i Parken: Ikke set i 247 kampe
INTERVIEW
Tullberg før stort salg: Ligger på en højere værdi
NYHEDER
Derfor kan Brøndby-profil misse Viborg-brag
EKSKLUSIVT
Afsløring: Sønderjyske henter engelsk assistent
EKSKLUSIVT
Afsløring: FCN forlænger med Noah Markmann
‘Vi har ikke hørt noget fra FC København’
NYHEDER
“Infantino er den forkerte til at lede FIFA”
TOPNYHED
‘Jeg har et dokument – Brøndby ville have ham’
FANKLUBBEN Nu er det slut med undskyldninger i FC Midtjylland
EKSKLUSIVT
Afsløring: Bombe! Zorniger fyret – Thomasberg ind
