Landsholdet i åbent brev til fodbold-Danmark: Vi er stolte

Landsholdet giver i åbent brev en del af forklaringen på, hvad der var op og ned i den intense konflikt omkring landsholds-aftalen, der i september førte til afbud til landskampen mod Slovakiet.



Efter den konflikt-fyldte periode omkring det danske landshold er der med den nye aftale mellem landsholdet og DBU nu igen kommet ro på de indre linier. Det betyder også, at landsholdet – helt som normalt – møder ind ind til de kommende landskampe mod Irland (Nations League9 og Østrig (venskabskamp).

I den forbindelse har Spillerrådet på det danske fodboldlandshold – bestående af Kasper Schmeichel, Christian Eriksen og Simon Kjær sendt et åbent brev for at give deres syn på sagen i forhold til den nu overstående konflikt, samt den nye landsholdsaftale. 

Brevet er her præsenteret i sin fulde længde:

Kære alle i dansk fodbold,

I anledning af den nye kollektive landsholdsaftale mellem DBU og Spillerforeningen vil vi på landsholdet rigtigt gerne skrive direkte til alle jer, som sammen med os udgør dansk fodbold.

Nu er den sidste, hektiske fase af forhandlingerne mellem DBU og Spillerforeningens forhandlerteam kommet en smule på afstand, og med pulsen nede på normalt niveau vil vi i Spillerrådet på vegne af hele landsholdet gerne komme med vores fælles syn på sagen.

Vi forstår godt, at det er umuligt for fodbold-Danmark at følge med i, hvad månedlange forhandlinger i virkeligheden handler om.

Det skyldes blandt andet, at parterne blev enige om ikke at fortælle om forhandlingerne i medierne i den afsluttende fase siden sejren over Wales for at holde fuld fokus på forhandlingerne, og så kan det give et ærgerligt billede af dansk fodbold, når man følger med i medierne.

Men dels hører og forstår medierne kun i meget begrænset omfang, hvad der sker i forhandlingerne, og dels tegnes mediebilledet mest af de nemme og alt for voldsomme personangreb mod os spillere eller mod Mads Øland, som vi har valgt til at repræsentere os via Spillerforeningen, ofte fra folk, der slet ikke har nogen rolle i forhandlingerne eller i dansk fodbold.

Hvis man spiller med på det spil og skyder tilbage, så giver det mudderkastning i medierne. Det havde vi spillere fra starten besluttet, at vi ikke ville deltage i – og den strategi er vi glade for, at vi fulgte. Selv om man tit har lyst til at forsvare sig, så har vi holdt os tilbage og kun enkelte gange været ude og bede om en ordentlig tone.

Vi fokuserede på sagen, ja, på fodboldsprog gik vi efter bolden, ikke efter manden.

Målet var gevinst til alle
Fodbold er et holdspil, og vi professionelle spillere står stærkere i vores sammenhold end nogensinde.

Vi har kæmpet sammen for vores rettigheder – og for rettigheder og ordnede forhold for de kommende landsholdsspillere, så vi fortsat kan have et stærkt dansk landshold i en fremtid, hvor netop ideen om landshold er under pres fra blandt andre de store klubber og deres turneringer, hvor de store penge i fodbold ligger.

Den nye seks-årige aftale er noget så fantastisk som en gevinst for alle parter i dansk fodbold, og det var hele tiden vores mål.

Det vigtige er, at vi som landshold fortsat kan spille for Danmark under ordnede forhold, og at vi forhåbentlig i fremtiden kan hjælpe til med at skaffe endnu flere penge til bredden og til børnefodbolden, for vi ved jo allesammen godt, hvor vores rødder er.

Det er jo derfor, vi er så stolte af at stå der i den rød-hvide trøje og – hver med sin stemme – synge med på “Der er et yndigt land” sammen med jer på tribunerne og ude i stuerne. Fordi vi føler, at vi spiller for hele vores land – og ikke mindst for alle jer i den danske fodbold-familie.

Spillerforeningens forhandlerteam med Mads Øland i spidsen blev denne gang udvidet med en aktiv spiller i William Kvist, som jo faktisk også er bestyrelsesmedlem i Spillerforeningen. Vi vil gerne fra landsholdets side takke hele Spillerforeningens team for et kæmpe-arbejde med at sikre en god aftale for alle parter.

Vi vil også gerne takke de 1.000 spillere, der sagde nej tak til at optræde på DBUs konfliktlandshold mod Slovakiet.

Sammenholdet en kæmpe styrke
Det sammenhold i dansk professionel fodbold på tværs af divisioner og løn-niveauer er en kæmpestyrke og lige præcis det, som vores fælles sammenslutning, Spillerforeningen, handler om: Solidaritet hele vejen tværs henover dansk fodbold, og at vi allesammen står sammen for dansk fodbolds skyld.

Opbakningen fra de mange spillere hjalp os i forhandlingerne – præcis som det gjorde i 2014, da vi gav vores støtte fra landshold og fra profiler i Superligaen til alle kontraktspillere i divisionerne, da det ved overenskomstforhandlingerne gjaldt vigtige forhold for især de lavestlønnede af os som eksempelvis pension, forsikring og bedre uddannelsesmuligheder.

Fantastisk modtagelse af jer tilskuere
Det var nogle hårde dage, da vi allesammen var rejst hjem til København for at forhandle med DBU og for at spille landskampene.

To gange tilbød vi DBU en midlertidig forlængelse af den gamle aftale, så det rigtige landshold kunne spille i Slovakiet, men vi mødte desværre kun en lukket dør.

Heldigvis trådte DBUs formandskab ind på scenen efter konfliktlandsholdets kamp. Dermed fik vi alligevel en midlertidig aftale, så vi kunne spille mod Wales.

Det gav en af de bedste oplevelser i et hårdt forløb, da vi i Aarhus fik en fantastisk modtagelse af tilskuerne på et totalt udsolgt stadion, og vi betalte tilbage ved at give alt – og sikre en sejr til os allesammen.

Når landsholdet vinder en kamp, så vinder hele Danmark jo. Alle glæder sig sammen over en sejr, men når vi vinder på banen, så vinder alle i dansk fodbold også rent økonomisk, og det er vigtigt for os.

Vi ved godt, at det er nemt at kalde os spillere grådige og forkælede. For mange af os er privilegerede ved i vores korte karrierer at tjene rigtig mange penge i forhold til en almindelig dansk lønmodtager – og i nogle menneskers øjne tjener vi for meget. Den holdning har man lov at have, men det har bare ikke noget med forhandlingerne at gøre.

For os er det afgørende, at vi bare har ordnede forhold og en fast stærk kollektiv aftale mellem vores organisation Spillerforeningen og DBU i en professionel fodboldverden, hvor alt er skrevet ned i kontrakter for at undgå misforståelser.

Vi har faktisk hele tiden været rigtig tilfredse med den økonomiske side af aftalen, der er meget afhængig af, om vi leverer varen på flere måder. Og hvor fordelingen mellem det, vi spillere får, og det store overskud, DBU får til sine aktiviteter, er rigtigt fornuftig og rimelig.

Vejen banet for millioner til børnefodbold
Vi gik ned i grundbetaling ved de forrige forhandlinger, hvor aftalen blev gjort meget mere præstationsbetinget.

Hvis vi spiller godt og kvalificerer os til slutrunder, således at DBU får en meget stor ekstra millionindtægt, så får vi en bonus. Og hvis vi leverer varen i reklamer, og DBU tjener mange penge på sponsorer, så får vi også en ekstra betaling.

Vi er stolte af og glade for, at der i den nye aftale er banet vejen for, at vi som landsholdsspillere kan tjene endnu flere millioner ind til børnefodbold og til breddefodbolden i Danmark.

I den nye aftale er der flere gode tiltag netop for “hele fodbold-Danmark”. Det gælder for eksempel de 5 millioner kroner, som vi spillere vil fordele til børnefodbolden, når vi forhåbentlig har kvalificeret os til EM i 2020.

Men det gælder også de øgede muligheder til DBU for under ordnede forhold at bruge os overfor sponsorer, og vi vil fortsat være stolte over at kunne gøre noget for dansk fodbold ved at stille op på den måde. Og vel at mærke stille op som hold.

Kollektivet er vigtigt
Det andet altafgørende hovedpunkt for os spillere er nemlig, at vi heldigvis fortsætter med at optræde som hold og ikke som 23 spillere, der hver især skal forhandle med DBU og derfor måske spiller landskamp med vidt forskellige aftaler – som man eksempelvis har set i Sverige med et system for Zlatan og helt andre vilkår for andre landsholdsspillere i gult og blåt.

På det danske landshold er vi ikke enkeltstående, isolerede “stjerner”. Vi er et hold, hvor vi allesammen er lige meget værd og kæmper for hinanden og holdet.

Det er hele ideen i at være et hold; at vi er et kollektiv. Og derfor var det for os en utroligt vigtig del af forhandlingerne at bevare netop den kollektive aftale.

Når nu den nye aftale bygger videre på den gamle aftale og giver ordnede forhold omkring individuelle sponsorater, så kan vi eksempelvis allesammen fortsat uden problemer have vores støvleaftaler.

Måske lyder det mærkeligt, men alt i moderne fodbold er gennemreguleret af aftaler og kontrakter, og det ville faktisk give os problemer med vores støvlesponsorer, hvis nu Hummel ville benytte billeder af spillere enkeltvis, mens det ikke er et problem at vise os som hold.

Den kollektive landsholdsaftale sikrer, at alle spillere, som måtte blive udtaget til landsholdet i de næste seks år, kan takke ja til udtagelsen og indgå på landsholdet uden at få problemer med sin klub eller sine sponsorer. Den professionelle fodboldverden er kompleks, og der er nødt til at være styr på mange detaljer. Derfor består vores landsholdsaftale også af rigtig, rigtig mange del-elementer.

Vigtige sportslige forbedringer
Vi er allesammen glade for de sportslige forbedringer, som vi er blevet enige med DBU om, for det er fundamentet for, at vi kan præstere optimalt på banen.

De fleste har nok hørt historien fra lige før VM, hvor Kasper Schmeichel måtte vande træningsbanen med hjælp fra en brandsprøjte, så vi overhovedet kunne spille fodbold.

Det slipper vi for i fremtiden, ligesom vi ikke igen lidt flove skal luske over Øresund for at finde en træningsbane i Sverige, når vi nu er hjemme i Danmark for at forberede os før en landskamp. Og ja det har vi faktisk gjort.

Der kommer to nye hybridbaner – en på Sjælland og en i Jylland, som vi i fremtiden kan træne på, og vi har aftalt gode løsninger med behandlingsteamet, med sund kost, som sportsfolk har brug for, og andre vigtige og nødvendige emner, som hører til i den skarpe konkurrence mod de andre lande i topfodbold.

Vi er i den forbindelse utroligt glade for udnævnelsen af Peter Møller som DBUs fodbolddirektør – og at han med det samme talte om, at netop disse områder “på hans vagt” bare skal være i orden. Som tidligere spiller og leder i Spillerforeningen får DBU – og vi spillere – en ægte fodboldmand med fuld forståelse for og indsigt i, hvad der kræves for at følge med i moderne topfodbold.

Det samarbejde glæder vi spillere os til, så alle aktører sammen kan udvikle de sportslige forhold under den nye seks-årige aftale.

For vi ved godt, at jo mere optimalt vi gør det på banen, jo gladere er alle vi fodboldtossede danskere – og jo bedre forhold kan vi være med til at skabe for alle i dansk fodbold.

Også for de kommende generationer af både motionsspillere såvel som landsholdsspillere.

Vi glæder os til at møde ind med landsholdet mandag og forberede os på at spille for – og sammen med – hele Danmark.

Med venlig hilsen,

Spillerrådet – på vegne af det danske landshold





Schmeichel trækker overskrifter i hele verden




TIPSBLADET SPECIAL

Watch along: Se landskamp med Tipsbladet

Schmeichel trækker overskrifter i hele verden

Morten Bruun med dyster spådom

Moukoko trækker overskrifter i Tyskland

– Så har han ikke en fremtid som landstræner

I svime over Morten Hjulmand

Håber på FC København-exit

Nu dukker første historie op



TOPNYHED

Trænerskifte? Fantastisk hvis Steve Cooper kommer

– Er der virkelig brug for ham i truppen?

Hvor er Jens Stage? – Nu svarer Riemer

Sat på plads af FCM – nu vil Bayern have ham

Jon Dahl roser uhyggelig bomber



TIPSBLADETS DOM

Han ligner et fejlmatch i Brøndby

Måbende Tottenham-spiller afviser historie

Peter Schmeichel hårdt ramt: ‘Er seriøst skidt!’

FCM-kaptajn roser landsholdsdebutant

Nu forklarer Noah Nartey

Så du detaljen på tv? Går verden rundt



FANKLUBBEN

‘Han har været en stærk signing for AGF’

Absurd guldregn over Wolfsburg – 520 millioner

Troels Bech slår fast: Glem det!

Stjerne ude: ‘Ved ikke om jeg vil have ham med’

Skal denne angriber nu til Superligaen?

Stortalenter ikke udtaget – nu svarer Knudsen

Skifte på vej: Marcondes meldes færdig i England

Sammenligner Damsgaard med Iniesta

Av, av, av: Uhyggelig læsning, FC København!

Nej, nej, nej – dansk stjerne udgår med skade

Enorme Superliga-talenter udtaget

Rundens hold i Superligaen – 23. runde

Tøfting slår fast: ‘Det ville være en skandale!’



FANKLUBBEN

‘Ingen tvivl om, at de rykker ud af Superligaen’

‘Vi står og parerer som en groggy bokser’

Vildt comeback slukker Bodø/Glimts eventyr

Afsløring: Hobro IK sælger Villads Rasmussen

Brøndby-hyldest: Vi vandt jo alt!

Her er din landsholdstrup, Riemer!

Pep Guardiola tager usædvanlig beslutning

Stjerne misser VM-kvalifikationskampe

Får pludselig trofæ: Ville bare overholde reglerne

Vred Senegal-leder vil anke fratagelse af titel

Efter skandaløse scener: Mister mesterskabstrofæ

Schmeichel afslører: Min karriere kan være slut

‘Steve Cooper må være under et markant pres’

Sådan har du aldrig set dem før

Manchester City – Real Madrid

Klar besked fra Hjulmand: ‘Ikke tilfreds!’

– Ikke for debutanter!

Chelsea – Paris Saint-Germain

Riemer kræver ‘Fuck jer-mentalitet’

Overraskende U21-trupudtagelse

‘Det var en grædefærdig ung mand, jeg talte med’

Riemer ‘har ikke kunnet få fat i’ debutant

Bombe: Rønnow er tilbage på landsholdet!