Foto: Getty Images
Ligue 1

Slog Superligaens transferrekord og fejlede totalt

De slog Superligaens transferrekord i sommer. Og så gik det helt galt.

Frankrig har gennem tiden haft et væld af store konger. “Solkongens” enevælde i 1600-tallet forplantede sig i den fodboldmæssige arv, hvor store spillere som Raymond Kopa, Michel Platini eller Zinedine Zidane gennem årtier blev tituleret og overdynget med royale gloser.

Fra 2002 til 2008 var Lyon, eller Olympique Lyonnais, som klubbens fulde navn er, de ubestridte konger af fransk fodbold. “Les Gones”, knægtene, blev voksne i disse år, og i foråret 2010 duellerede man mod mægtige Bayern München. Ikke i en duel til døden eller om land eller territorium, men om en plads i klubfodboldens mest prestigefyldte kamp, Champions League-finalen.

Semifinalen blev højdepunktet og kulminationen på flere års skarpe og modige beslutninger. Jean-Michel Aulas var manden bag disse beslutninger. Klubpræsidenten overtog nøglerne til det gældsramte indbo i 1987 og løftede på rekordtid Lyon fra den næstbedste række til storhed.

Via et minutiøst og struktureret talentarbejde blev Lyon ikke bare en magtfaktor i fransk fodbold med syv mesterskaber på stribe. De var i mange år konkurrencedygtige og en skrækmodstander for den mest etablerede, europæiske fodboldelite. Og stod Real Madrid eller Chelsea klar til at plukke esserne fra Le Guen eller Houlliers hånd, havde Aulas sørget for, at en værdig arvtager fra akademiet stod klar i kulissen.

Den faste forhåndsaftale med byens bedste gravør har dog været udsat på ubestemt tid. Eller rettere siden Alain Perrins mandskab formåede at holde Bordeaux fire point bag sig i sæsonen 2007/08.

Ernest Nuamah blev Superligaens dyreste salg nogensinde med et skifte fra FCN til Lyon for 195 millioner kroner plus 30 millioner i klausuler.

Siden er resultaterne og talentmassen stagneret, og med Qatar Sports Investments engagement i Paris SG, tippede magtbalancen mod de røde og blå fra hovedstaden i begyndelsen af 2010’erne.

Sidste år endte Lyon helt nede på syvendepladsen - svimlende 23 point efter pariserne, der tog sit niende mesterskab på 11 år. I denne sæson er bunden så for alvor slået ud af de syvdobbelte mestre. Klubbens værste sæsonstart siden 1966 har allerede efterladt to trænere i gabestok til offentlige skue på torvet og nyansatte Pierre Sage, der er forfremmet fra egne rækker, har i første omgang til opgave at spille Lyon over den nedrykningsstreg, de aktuelt befinder sig under.

Blodrøde tal efter corona
Spørgsmålet er så, hvordan en ellers så succesfuld og veldrevet klub er endt på randen af fallit og befinder sig i overhængende fare for at ryge ud af det fineste franske selskab - mindre end 20 år efter én af de største nationale dominanser i nyere fodboldhistorie?

Corona-virussen har i et eller andet omfang berørt os alle i løbet af de seneste år. For visse brancher har smitten været direkte ødelæggende, og kulturelle og underholdningsorienterede erhverv såsom fodbold og sportsbegivenheder generelt har fået en tur eller to i guillotinen.

Da pandemien satte en stopper for sæsonen i 2020, indtog Lyon en skuffende syvendeplads. Det førte til klubbens første “Europa-løse” kampagne siden 1996/97, og virussen fra fiskemarkedet i Wuhan blev mere end noget andet katalysator for slingrekursen, Lyon fortsat befinder sig på.

Med efterfølgende placeringer som nummer fire og otte spyttede Lyon blodrøde regnskaber ud i 2021 og 2022. 160 millioner euro, eller tæt på 1,2 milliarder kroner, havde forladt klubkassen, og i frygt for at sive længere ned af Rhone-flodens intetsigenhed rystede Aulas og hans betroede for en sjælden gangs skyld på hånden.

Op til corona-pandemien havde Lyon, trods flere magre år langt fra mesterskabet, ellers formået at beholde sin position i det økonomiske fodboldhierarki. I en opgørelse fra starten af 2020 påviste KPMG, det store, internationale revisionsfirma, en stigning på 193 procent i forhold til klubbens værdi forrige år - noget kun et par af de førende Premier League-klubber kunne nærme sig.

En tilfældig, nærmest lemfældig, strategi på transfermarkedet har efterfølgende gjort ondt værre i Lyon, ligesom det med seks trænere på under fire år har været svært at spore sig ind på Lyons spillemæssige identitet i nyere tid.

Og selvom egenudviklede spillere som Bradley Barcola, Castello Lukeba og Malo Gusto har indbragt klubben pæne summer på det seneste, står det på ingen måde mål med det vi tidligere har kendt Lyon for.

Holdet, der i 2020 spillede Lyon i en ny Champions League-finale, indbragte kun klubben 530 millioner kroner, hvoraf halvdelen af beløbet kom fra salget af Bruno Guimarães til nyrige Newcastle.

Spillere som Memphis Depay, Moussa Dembélé og Houssem Aouar, der alle har haft en anslået værdi på mere end 400 millioner kroner jævnfør Transfermarkt i løbet af deres Lyon-tid, har forladt den synkende skude uden at indbringe franskmændene noget til bundlinjen, og kun fire af de 23 spillere i truppen til City-kampene for tre år siden er stadig at finde i Lyons velkendte hvide dragt.

Kreative amerikanske ejere
De plettede regnskaber førte på denne tid af året i fjor til et ejerskifte. Ind kom den amerikanske forretningsmand John Textor og selskabet Eagle Football Holdings.

Inden Textors indtog i klubben, købte en kinesisk privat fond godt en femtedel af Lyon-aktierne tilbage i 2016, men den tilførte kapital var nogle år senere ikke tilstrækkelig. Nye, større kræfter måtte til.

I forbindelse med overtagelse af den franske traditionsklub proklamerede den amerikanske rigmand, at Aulas var sikret sin rolle i minimum tre sæsoner, som den stabilisator og faderfigur han nu engang var. Ikke desto mindre annoncerede den 74-årige præsident i begyndelsen af maj, at han efter 36 år på posten følte sig svigtet af de nye investorer og trådte tilbage.

Textor, der primært har bygget sin formue streamingtjenester og digitalisering af medier, har gennem Eagle Football Holdings også ejerandele i Crystal Palace fra Premier League, Botafogo fra Brasilien og belgiske Molenbeek, der i sommer rykkede op i den bedste række. Textor kalder dog Lyon for “projektets epicenter og hjørnestenen for fremtidige investeringer”.

Og netop én af sommerens store investeringer tiltrak sig mange overskrifter. Både i Frankrig, det store udland og herhjemme i lille Danmark. For da FC Nordsjælland annoncerede sit flotte salg af den ghanesiske kantspiller Ernest Nuamah, havde mange nok ikke gættet navnet på hans nye arbejdsgiver.

Nuamah var rygtet til store klubber i de største ligaer, men alligevel løb upåagtede Molenbeek med ghaneserens signatur. Textor var dog ikke sen til at forklare konteksten. Nuamahs skulle til Lyon via de nyoprykkede belgiere, så de franske licensmyndigheder ikke kunne vende tomlen ned til handlen.

Lejeaftalen mellem de to søsterklubber inkluderer en købsoption. En købsoption, nogle tvivler på matcher den reelle værdi, Nuamah havde på selve tidspunktet for handlen. Sagen voksede sig større og større i løbet af efteråret, hvilket fik FIFA og andre instanser til at gå ind i sagen.

Den amerikanske ejer lader ikke til at angre og udtalte, “at det var frygteligt svært at lede efter guld i junglen, med den ene hånd bundet på ryggen”.

Textor symboliserer altså på mange ledder og kanter den desperation, klubben aktuelt befinder sig i.

Skoleret foran Virage Nord
“I dag er vi Olympique Lyonnais fra 2023/24. Vi er ikke Olympique Lyonnais fra 2002/03. Vi vil ikke holdes op mod andre. Og i dag er Olympique Lyonnais fra 2023/24 glade for det point vi har fået”.

Sådan lød det fra Corentin Tolisso tilbage i slutningen af august efter nulløsningen mod Nice på fremmed græs. Tolisso vendte efter fem år og fem mesterskaber i Bayern München tilbage til barndomsklubben i 2022, men også han er med ugidelig attitude blevet symbolet på den deroute, Lyon selv har igangsat.

Pointet Tolisso refererede til var sæsonens første efter nederlag til Strasbourg og Montpellier indledningsvist. Siden formåede Lyon kun at hente tre point i syv kampe, og efter 1-4 nedsablingen hjemme mod PSG udspillede der sig samme scener, som da OB fik voksenskældud af sin egen capo efter et pokalnederlag i Fredericia.

“Andre har tidligere været med til at glorificere trøjen i bærer. I har ingen ret til at sværte den til”, lød budskabet blandt andet fra den opstemte tribune, mens Lyon-spillerne pænt stod skoleret og tog imod.

Skideballen fra Virage Nord står ikke alene hvad angår lavpunkter i denne sæson. Senere på efteråret gik billederne af en blødende Fabio Grosso viralt, da afstumpede fangrupperinger af Lyon og Marseille endnu en gang udtrykte deres foragt for hinanden med kasteskyts, nazihilsner såvel som homofobiske og racistiske tilråb i gaderne.

Urolighederne førte til en udsættelse af kampen, men da spillet skulle genoptages, var det ikke med en sammenlappet italiener på sidelinjen. Det blev nemlig ikke til mere end syv kampe i spidsen for Les Gones for VM-helten fra 2006, der står tilbage som en af de korteste ansættelser i Ligue 1 overhovedet.

I løbet af sin korte tid i klubben blev Grosso, der ellers formåede at spille Frosinone tilbage i Serie A denne sommer, latterliggjort i den franske presse og omtalt som klubbens oprindelige femte-eller sjettevalg samt en træner uden taktisk dybde eller forståelse.

Og selvom kritikken kan virke hård og en anelse for direkte, er der måske noget om snakken. Grosso overtog uomtvisteligt en rodebutik efter Laurent Blanc tilbage i september måned, men italieneren efterlader, om muligt, Lyon i et endnu større morads nogle måneder senere.

Uden for banen svirper Aulas og Textor stadig med halen og kæmper både en kamp på ord og pengepung. Én af klubbens største trækplastre, det 20-årige stortalent Rayan Cherki, er efter sigende utilfreds med rigets tilstand og vil gerne af sted til januar. Og selvom lappeløsningen med klubmanden Pierre Sage senest kastede en tiltrængt 3-0 over Toulouse af sig, må de syvdobbelte mestre anses for værende seneste skud på stammen i det efterhånden svulstige rædselskabinet af klubber med såkaldte multi clubs ownerships.

Efter sæsonens første 15 runder er Lyon sidst i Ligue 1 med sølle 10 point. Inden nytår venter svære opgaver ude mod Monaco og hjemme mod Nantes. Når virkeligheden at indtræffe hos ledelsen, spillerne og tilhængerne, før det er for sent? Eller oplever Lyon samme skæbne som ærkefjenden gennem årtier, Saint-Ètienne, der i sommeren 2022 sagde au revoir til tilværelsen på øverste hylde og rykkede en række ned?

En fuldstændig utopi tanke tilbage i starten af dette årtusinde, hvor spillere som Karim Benzema, Alexandre Lacazette, Samuel Umtiti, Anthony Martial og Hatem Ben Arfa blev spyttet ud af akademiet og gjorde klubben fra det sydøstlige Frankrig til én af de mest bæredygtige i hele fodboldeuropa.

Sandheden er desværre den, at de to planlagte koncerter med Taylor Swift i juni måned, meget vel kan blive sommerens største attraktion og afviklet på et stadion tilhørende et hold i landets næstbedste fodboldrække..