Dansk United-scout: Alle vil tale om Eriksen

Overalt Tommy Møller Nielsen kommer i Danmark, vil folk tale med ham om Christian Eriksen. Men det gør ikke noget. Den danske Manchester United-scout tror også, det er et godt match mellem klubben og spilleren.



Fra Tipsbladets trykte udgave den 22. juli 2022

I den forgangne weekend var Tommy Møller Nielsen en flittig gæst på danske Superliga-stadioner, som han altid er, når sæsonerne ruller. Men én ting var ikke, som det plejer: Alle ville tale med ham om Christian Eriksen.

Manchester United præsenterede Eriksen som ny spiller i fredags, så nyheden var stadig frisk, da Møller Nielsen, United-scout med ansvar for Skandinavien, turnerede stadioner rundt om i landet til Superligaens første spillerunde.

”Man hører hele tiden, at folk er glade og spændte. Nu kommer der endelig en dansker og så Christian Eriksen. Der er ikke nogen, der snakker om hans uheld og hans skade. Folk kigger fremad og glæder sig vildt til det der. Der er virkelig mange, der er kommet hen og har sagt: "Det var da fantastisk." Det er en dansker, der kommer til en stor klub. Det er spændende,” fortæller Møller Nielsen til Tipsbladet.

Den danske scout har ikke haft det primære ansvar for at analysere Christian Eriksen forud for skiftet til Manchester United, for klubben har masser af folk i England, og de ser Eriksen spille hver uge. Men det ville trods alt også være mærkeligt, hvis man ikke tog Eriksens landsmand med på råd.

”Jeg er jo det, der hedder first team scout, så vi taler om alle de spillere, vi skal købe. Specielt når han er fra Danmark,” siger Tommy Møller Nielsen.

”Han har jo ikke spillet her i mange år, og de engelske scouts kender ham jo mere fra hverdagen, end jeg gør. Jeg dækker selvfølgelig alle landskampene, men det er noget andet. Men selvfølgelig bliver der talt om tingene – det gør der med alle de spillere, vi køber. Det er det, vi har den afdeling her for. Så vi har da snakket om det.”

Fire øjne ser mere end to
Christian Eriksen er 30 år gammel, har spillet 115 landskampe og har optrådt på højeste niveau i Holland, England og Italien gennem 12 år, så når man scouter en spiller som ham, handler det ikke om at opdage ham. Så scouting er i virkeligheden noget andet: analyse.

”Hvis det er Christian Eriksen for eksempel, ligger der en masse analysearbejde: Passer han ind i stilen? Passer han til det og det og det? Forskellige mennesker ser ham ude og hjemme, svære kampe, nemme kampe, alle sådan nogle ting. Selv om det er en etableret spiller. Så der ligger så mange rapporter og meninger på ham som muligt,” forklarer den danske United-scout.

Møller Nielsen og co. arbejder i det hele taget ud fra det princip, at fire øjne ser mere end to.

”Når vi henter en spiller, uanset om det er Zlatan [Ibrahimovic] eller [Cristiano] Ronaldo eller nu Christian Eriksen, så bliver der lavet et kæmpe forarbejde med alting, der bliver gået fuldstændig igennem. Der bliver lavet et grundigt forarbejde, uanset om det er en ukendt én, der skal ind i truppen, eller om det er et stort navn. Det er sådan, United arbejder. Alt bliver gennemanalyseret,” siger han.

"Det kræver sin mand"
Det er ikke kun spillerens spillemæssige kvaliteter, som Tommy Møller Nielsen og hans kollegaer ser på. Personen bag er også vigtig. Meget, endda.

”Vi kigger efter, hvad træneren kigger på. Hvordan vil han gerne have, at en højre back er? Bare for et tage et eksempel. Det skal vi også kigge på, så vi ved, lige nøjagtig hvad vi går efter. Men det har også noget med attituden og personen at gøre også. Hvordan er han? Der skal vi jo have nogle, der kan tåle at spille for en af de største klubber i verden.”

”Hvis vi for eksempel har et emne, så bliver han set af så mange personer i så mange forskellige situationer som muligt. Det kan være, hvis han er vant til at spille på et stort stadion hjemme, og så kommer han på et eller andet lille stadion med små omklædningsrum, og det er noget helt andet. Hvordan reagerer han dér? Hvordan er hans attitude dér? Hvordan er han, hvis det er snevejr?”

”Hvad der er næsten lige så vigtigt: Hvordan er han i omklædningsrummet? Hvordan er han på træningsbanen? Hvordan er han, hvis han for eksempel ikke spiller? Det er nogle af de ting, man må prøve at se, om man kan få nogle oplysninger på, hvis man har nogle kontakter.”

”Man kan sagtens spille godt et eller andet sted og så lige pludselig komme til Old Trafford og skulle trække den røde trøje der over hovedet. Det kræver sin mand, og der er et vist pres på. Hvis man så kan se, at ham der leverer altså, uanset hvor han spiller, eller uanset hvad han gør…”

Netop det gør Christian Eriksen.

”Vores engelske scouts har i flere år været vilde med ham, for han leverer bare. Det er et meget fint niveau, han har. Jo bedre spillere han er sammen med, desto bedre bliver han også selv. Det er helt klart en vigtig faktor, at han har leveret over en længere periode. Det har da spillet med i den her signing,” siger Tommy Møller Nielsen.

”Jeg tror også, at den måde, han er på, har betydet en helt masse i de mange samtaler, der har været med ham. Så kender træneren ham også jo. Under sin genoptræning trænede han i Ajax. Oveni at han er en god spiller, så er det en sympatisk person, som de ved kan tage presset i Premier League. Alle i klubben og alle fans er i hvert fald meget tilfredse med den signing.”

Alle – inklusiv Tommy Møller Nielsen selv. Nu har han jo også fået selskab i klubben af endnu en fynbo og OB’er.

”Ja, det er dejligt. Det er min klub, OB. Det har den altid været. Nu har han selvfølgelig været væk derfra i noget tid, men han har spillet i OB, og det må OB'erne også være stolte over.”

Og så slutter vi, hvor vi begyndte. Med optimisme.

”Det bliver spændende. Jeg håber i hvert fald, det er den rigtige beslutning, som både han og United har taget. Jeg tror, det bliver rigtig godt. Jeg mener, det er et godt match.”





LIVE

LIVE: Drømmemelding om Lars Friis

Stille fredag for netmasker i Napoli

Fyret træner havde hånligt øgenavn i Chelsea

Glæd jer, Brøndby: ‘Han har hele pakken’

Nyt trænerjob? Jacob Neestrup emne i succesklub

Kæmpekøb retur til FC København?

Ståle Solbakken forsøgte FCK-bombe i sommer



TOPNYHED

Overfuset: Victor Kristiansen meldes færdig

Kompany kommer Hjulmand til undsætning

Kalder tronskifte i Danmark

Superliga-retur? Danske stjerner kan hentes gratis

Arsenal skal til Danmark



EKSKLUSIVT

Kærlighedserklæring – har fået Brøndby-tatovering

FC Midtjylland er tilbage på førstepladsen

Transfersvipser – ligner en færdig mand i Brøndby

Bombe på vej i Real Madrid?

– Katastrofalt hvis de rykker ud af Superligaen!

Her er 7 bud på Chelseas næste træner

Tillykke med fødselsdagen! Han skal købes nu



FC København-transfer kan rykke tættere på lørdag

‘Det har været en kæmpe pille at sluge for ham’

100 millioner for Ambæk? Nu bliver det meget mere

FCK-stjerne ude i kulden: – Det er ingen vendetta

Skal til FC Midtjylland – 570.000 kroners forskel

Stor Bundesliga-klub kigger på SL-profil

Supercomputer: De rykker ud af Superligaen

Kæmpe hyldest: ‘Så findes der ingen bedre træner’

Afslører samtale med Roony Bardghji

Hård Cooper-besked: Troede han var færdig i BIF

Måbende Chelsea-træner kritiserer sine spillere

Dansk rekordholder med invitation til Gift Links

Medie: Frank er bedste bud til disse to PL-klubber



EKSKLUSIVT

Dommerekspert: Store skæverter og en hyldestsang

Stor dramatik: AGF smider det igen til sidst

Vil have dansk stjerne til Brøndby