Serie A Victor Risager

Har jagtet Carlo Holse længe - transfer på vej?

Foto: Getty Images

Carlo Holse er stadig et varmt emne i Genoa, hvis sportsdirektør længe har ønsket at hente danskeren.

Af Victor Risager

2021 var en god sæson for Carlo Holse. Danskeren blev således kåret til årets spiller i Rosenborg BK, for hvem han leverede hele ni kasser og ti oplæg på 37 kampe.

Og den gode 2021-sæson kan også medføre et januarskifte. I sidste uge skrev avisen La Repubblica, at Genoa forhandler med Rosenborg BK om et køb af den offensive dansker, men siden har der været stille.

Det skyldes dog ikke, at en transfer er død, melder lokalavisen Il Secolo XIX, der dækker Genoa tæt.

Avisen skriver nemlig, at Genoa stadig er ude efter Holse og gerne vil hente danskeren i dette transfervindue. De skal især være glade for hans alsidighed på de offensive pladser.

Faktisk skal sportsdirektør Johannes Spors også længe have haft et godt øje til den 22-årige dansker ifølge Il Secolo XIX. 

Johannes Spors var således teknisk direktør for hollandske Vitesse fra foråret 2020 til december 2021, og i løbet af den periode skal han også have haft et godt øje til Rosenborg-danskeren og overvejet at hente ham til Holland. Den transfer blev dog ikke ført ud i livet dengang, men måske får klubbossen hentet Holse til støvlelandet i stedet.

Norske medier melder desuden, at Holse ikke var til træning lørdag, men han ventes tilbage inden længe. 

Genoa er aktuelt næstsidst i Serie A og har blot vundet en enkelt kamp ud af 23 i denne sæson i Serie A.