20. december: Debuterede med sin bror - "det var alt, jeg ønskede mig"

Siden Superligaen blev til i 1991, har over 2500 spillere fået spilletid i den bedste danske række, og hver sæson afvikles 250 kampe. Ingen kan huske alt sammen, så hvad er det, der gør, at nogle skiller sig ud i mængden af spillernavne og kampresultater?

Tipsbladet.dk sætter i årets julekalender fokus på enerne og unikummerne i dansk fodbold. Dem, der har slået rekorder – både gode og dårlige; dem, der har præsteret noget, som ingen andre har; de kampe, der aldrig bliver gentaget.

I dag, den 20. december, handler det om brødrene Jakob og Viktor Ahlmann, der fik hele familiens drøm opfyldt, da de spillede en Superliga-kamp sammen, men som aldrig kom til at gentage det.

Jakob og Viktor Ahlmanns far var kørt til Haderslev til AaB's sæsonpremiere i sommeren 2014. Selvfølgelig var han det. Ham og hans lille, gule Volkswagen Lupo kørte altid landet tyndt for at se de to yngste sønner spille, og nu skulle de jo, måske, spille sammen for Superliga-holdet.

Ahlmann senior fik, hvad han kom efter: Jakob startede som sædvanligt inde, og Viktor blev skiftet ind til sin debut sidst i kampen. Større bliver det ikke som nordjyde: Superliga-debut for AaB's Danmarksmestre sammen med sin storebror.

Den dag gik en drøm i opfyldelse for Viktor Ahlmann, hans storebror Jakob og ikke mindst deres ellers besindige far, der vist også kneb en lille tåre ude på sidelinjen.

Dengang lagde de ikke mere i milepælen, end de behøvede. Brødrene var jo henholdsvis 23 og 19 år, så der skulle nok komme flere kampe sammen. Det gjorde der bare aldrig. Jakob og Viktor Ahlmann nåede kun det ene opgør på banen sammen, men til gengæld har de sidenhen lært at sætte pris på dets betydning.

- Lige fra man begynder at spille fodbold, og man rammer den alder, hvor man godt kan se, at man er med i toppen af ungdomsfodbolden, er det for alle en drøm at spille en Superliga-kamp. Så har jeg bare været heldig, at jeg fik lov til at få min debut sammen med ham. Det er ikke ret mange, der kan sige, at man fik sin debut sammen med sin bror. Det var alt, hvad jeg havde ønsket mig, siger Viktor Ahlmann om de otte minutter plus tillægstid i Haderslev.

"Det er der ikke mange, der kan sige"
Opgøret var egentlig en tam affære. Første ligakamp efter det utrolige AaB-guld i foråret 2014, man skulle lige i gang igen, banen var knastør, og varmen sløvede holdene. Hverken Jakob eller Viktor Ahlmann genkalder sig sidstnævntes korte indhop særlig godt.

Jakob Ahlmann havde ellers gjort, hvad han kunne for at klæde sin lillebror på til debuten. Hele sommeren havde de vidst, at Viktor var blevet op i førsteholdstruppen, så Jakob indtog rollen som den erfarne storebror, der stod klar med råd: husk at lytte til de ældre spillere, hold mund og arbejd hårdt, vær ydmyg, for du starter nederst i hierarkiet.

At Viktor Ahlmann overhovedet nåede så langt som til sin Superliga-debut, spiller Jakob Ahlmann en væsentlig rolle for. Efter han kom tilbage til Nordjylland fra et par år i FC Midtjylland som ungdomsspiller, steg lillebror Ahlmanns motivation for at ofre det for fodboldkarrieren, som der skulle til. Det havde det knebet med tidligere.

- Når man kunne se, at Jakob var fast mand på førsteholdet, så var det jo, at tanken om, at man kunne komme til at spille sammen på samme hold, dukkede op. Det kan næsten ikke blive større end at spille på hold med sin bror. Det holdt mig lidt i gang, at muligheden for det var der, siger Viktor Ahlmann.

Han havde ellers haft svært ved at finde den nødvendige motivation i ungdomsårene. Fodbold skulle helst være sjovt, så han havde det med egne ord stramt med at skulle bruge en hel lørdag på at køre til Farum for at spille kamp. Det var ved at blive for seriøst, og Viktor Ahlmann var ved at køre død i det.

Det hjalp Jakob Ahlmanns AaB-retur på, og det samme gjorde moderens kræftsygdom.

- Jeg havde en snak med min far på et tidspunkt, hvor jeg sagde, at nu gad jeg ikke mere. Det var som U17-spiller. Der var nogle forskellige ting, der var lidt udfordringer med skolen og sådan noget, og mors sygdom var også en af dem. Hun skulle ikke se, at jeg fuckede det hele op, siger den yngste Ahlmann-bror.

- Jeg vidste også, hvor mange timer mine forældre havde lagt i det. De har altid sagt, at man skal gøre, hvad man har lyst til, og det skulle ikke være sådan, at man var træt af det. Men samtidig vidste jeg også, at det både var et ønske for mig og for dem og for hele familien, så jeg skyldte også mig selv at se, hvor langt det kunne række. Fordi man har jo sat noget uddannelse til siden for at følge den drøm. Både over for mig selv og mine forældre følte jeg ikke, jeg kunne tillade mig bare at pisse det væk. Endnu mere, end jeg næsten havde gjort på det tidspunkt.

- Det kan godt være, det var det, der holdt mig helt til ilden og gjorde, at det lykkedes. Jeg er i hvert fald superglad for, at jeg nåede det, og at jeg kan skrive det på cv'et. Nu skal man aldrig sige aldrig, og at det ikke kan lykkes igen, jeg spiller jo stadig fodbold, men at man har de kampe for AaB på cv'et, og at man har fået sin debut sammen med sin storebror, det er der ikke ret mange, der kan sige.

Ja, Viktor Ahlmann spiller stadig fodbold for FC Jammerbugt i 2. division, hvor han har scoret 8 mål i 15 kampe i denne sæson. Han nåede kun den ene sæson på AaB’s førstehold, og fordi storebror Jakob løb ind i sin karrieretruende knæskade få uger senere, blev det altså kun til den ene kamp sammen. Men heldigvis blev mor-Ahlmann rask igen.

Brødrene Ahlmann sammen efter en træningskamp for AaB i sommeren 2014. Foto: Privatfoto

Der er ingen brødre, der har spillet på sammen hold i Superligaen siden den julidag i 2014, men selv om de ikke nåede flere kampe sammen, er Jakob Ahlmann også glad for, at de trods alt nåede det.

- Vi havde jo håbet, at vi skulle have mange flere af de der oplevelser sammen, men efterfølgende er det jo fantastisk at tænke tilbage på, at vi nåede at have den ene kamp og nåede at have en sæson sammen i AaB's førsteholdstrup. Fordi det er specielt at rende derude, også til træning hver eneste dag, med ens bror ved siden af i sådan et elitemiljø, siger han.

- Fodbolden har fyldt meget, lige siden vi var helt små. Vi har trænet og spillet sammen i et uendeligt antal timer. Det der med at se, at han også lykkedes med at komme så langt, det har været rigtig fedt. Vi havde jo rigtig mange oplevelser sammen gennem fodbolden det år, som bare har forstærket vores forhold til hinanden. Så det der med at kunne dele det og også sammen med familien har været fedt. Jeg ved, hvad det kræver at komme så langt, så det var fedt at se min lillebror kunne nå det samme.

En lille tåre i øjet
Begge brødre har brugt tusindvis af timer på at træne, spille og tænke fodbold, men især deres far har formentlig brugt lige så mange. De fleste af dem bare i sin bil, for han var der altid, når hans sønner spillede, ikke kun da de spillede sammen.

I foråret 2014 kørte han for eksempel fra Brønderslev i Nordjylland til Ikast i Midtjylland for at se Viktor Ahlmann spille en U19-kamp, tog sønnike med og kørte så til Odense for at se Jakob Ahlmann og AaB slå OB 2-3 og forsvare førstepladsen i Superligaen.

- Vores far havde en gul Lupo, og den kunne i hvert fald ikke mere til sidst. Den var de nødt til at skifte ud nu her, fordi han kørte land og rige rundt 36 gange bare for at se os spille fodbold, siger Viktor Ahlmann.

- Det er sådan, weekenderne har foregået, lige siden vi begyndte at spille på et seriøst plan. Jeg tror heller ikke, det kunne lade sig gøre, hvis vi ikke havde haft en støtte og de snakke, vi har haft sammen.

Så han stod der igen, da AaB spillede i Haderslev i en træt sæsonpremiere. Som han plejede. Men i stedet for at kun Jakob kom ud for at sige hej, kom begge hans to yngste sønner ud.

- Især for ham tror jeg, det var fantastisk at se. For hvis der er nogle, der har brugt tid på vores karrierer udover os selv, så er det i hvert fald ham. Som har kørt os begge to og deltaget som træner, da vi var yngre. Så jeg tror også, min far stod derude med en lille tåre i øjet og var ekstremt stolt, siger Jakob Ahlmann.

De to Ahlmann-brødre er faktisk tre, men den ældste, Emil, nåede aldrig så langt som de to yngre. Til gengæld er han formentlig deres største og mest dedikerede fan, mener Jakob Ahlmann, der også nåede et år med sin fætter i AaB-truppen. Michael Sten Jensen fik dog aldrig debut og spiller i dag for Aarhus Fremad.

Viktor Ahlmann i den ene af sine to europæiske kampe. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Det blev i alt til ti AaB-kampe for Viktor Ahlmann, mens storebror Jakob indtil videre er på 177. På ét væsentligt punkt har lillebror dog overhånden: Han nåede en Champions League-kvalifikationskamp og en Europa League-kamp i 2014/15-sæsonen, mens Jakobs skade holdt ham ude. Så Viktor er stadig den i Ahlmann-klanen, der har flest europæiske opgør bag sig.

- Viktor driller mig stadig med, at han har flere europæiske kampe, end jeg har. Det er helt suverænt. Han nåede at få nogle rigtig fede oplevelser i Europa, som jeg måtte se fra sidelinjen. Den har han desværre på mig endnu, så jeg håber, jeg snart får mulighed for at komme ind i billedet igen, siger Jakob Ahlmann.

Det må du vel som storebror sørge for at få bragt i orden?

- Det er jo det. Så jeg håber, det snart er tid igen. Den kan jeg ikke have siddende på mig.

Det er da også lige ved, at Viktor Ahlmann ville afgive håneretten for sin brors skyld.

- Jeg er næsten der, hvor jeg siger, at den må han virkelig gerne få, for jeg synes simpelthen, at det er så uretfærdigt. Han har spillet på A-landsholdet, og hvis ikke han var blevet skadet, havde han nok heller ikke spillet i AaB længere, siger Viktor Ahlmann.

Trods uretfærdigheden er det godt at have en trumf i baghånden. Bare hvis hans storebror spiller for smart.

- Den har jeg da på ham. Så hvis han bliver lidt for kæphøj engang i mellem, så er det i hvert fald noget, der kan få ham til at tie stille, griner han.

Den rekord kan Jakob Ahlmann tage fra sin lillebror ved at kvalificere AaB til europæisk fodbold igen. Men Viktor Ahlmanns debut, sammen med sin bror og for øjnene af sin far, kan ingen tage fra ham.

- Det var træls, vi ikke fik flere sammen. Men når man ser tilbage på det nu, er man også bare glad for, at vi nåede at få den ene.

Dette er den 20. låge i Tipsbladet.dk's julekalender i december. Læs med i morgen, hvor vi åbner låge nummer 21. Du kan klikke her og se alle de tidligere fortællinger fra årets julekalender.