7. december: Knud-Erik Fisker gik kort-amok i vanvidskamp

Siden Superligaen blev til i 1991, har over 2500 spillere fået spilletid i den bedste danske række, og hver sæson afvikles 250 kampe. Ingen kan huske alt sammen, så hvad er det, der gør, at nogle skiller sig ud i mængden af spillernavne og kampresultater?

Tipsbladet.dk sætter i årets julekalender fokus på enerne og unikummerne i dansk fodbold. Dem, der har slået rekorder – både gode og dårlige; dem, der har præsteret noget, som ingen andre har; de kampe, der aldrig bliver gentaget.

I dag, den 7. december, handler det om Dan Sørensen, der i 1996 var en del af bundkampen mellem Ikast og Vejle.

Den 24. marts 1996 blev en historisk dato i dansk fodbold. På Ikast Stadion udspillede der sig denne søndag en kamp, der undervejs udviklede sig mere og mere grotesk. Både Ikast og Vejle kæmpede desperat for overlevelse i Superligaen og det førte til et opgør, hvor ingen af spillerne gav sig én eneste centimeter i duellerne. Samtidig valgte kampens ophavsmand, Knud Erik Fisker, ifølge kampens aktører, at føre en ekstraordinær hård linje. Der blev således uddelt flere røde kort, end der nogensinde er blevet før eller siden.

De tilbageværende markspillere kastede sig rundt i det plørede græs, mens gæsterne, der var fuldtallige næsten hele kampen, belejrede det decimerede hjemmeholds felt. På mirakuløs vis lykkedes det dog Ikast at holde føringen indtil slutfløjtet. En af de spillere, der dengang var med på banen i den mærkværdige kamp, var Dan Sørensen, der i dag er tv-vært på TV/MIDT-VEST. Han var anfører for Ikast i den historiske kamp, og husker tydeligt opgøret som det mest vanvittige i sin karriere.

- Situationen var den, at vi kæmpede for livet. Vi havde en vanskelig sæson, og kampen mod Vejle kom kort inde i forårssæsonen. Det var en nøglekamp for begge mandskaber. Vi var som nogle vilde dyr, der levede af råt kød. Vi skulle vinde for at bevare håbet. Så vi var jo godt sat op til den kamp. Vi ville vinde, og vi skulle vinde. For alt i verden måtte vi ikke tabe. Vi var i den grad parate til at gå langt. Vi vidste, at det ville blive en ekstraordinær kamp, for hvis vi tabte, så kunne vi godt begynde at kigge mod afgrunden, siger Dan Sørensen.

- Det var svært at overleve i Superligaen, så vi var overgearede og overtændte. Vi havde svært ved at finde det rette spændingsniveau. Og det havde Vejle også. Som spillere blev vi måske grebet af stemningen, og det gjorde dommeren, Knud Erik Fisker, måske også. Det er ikke for at fornærme ham, men han gik også lidt kort-amok, og fandt måske heller ikke den rette linie.

Mødte 'Graver' i mellemgangen
Ikast var efter 24 minutter kommet foran med 2-0, men efter 34 minutter fik holdets nigerianske angriber, Chima Okorie, et direkte rødt kort. Hjemmeholdet holdt dog føringen til pausen. Ti minutter inde i anden halvleg blev det dog for alvor svært, da Ikast efter Kern Lyhnes røde kort blev reduceret til ni mand. 

- Det var ligesom en ishockeykamp derefter. Vi stod bare og parerede. Vi var pakket omkring vores eget felt. De forsøgte og forsøgte, men de løb panden imod muren. Det var ren overlevelse, men vi blev bare ved med at cleare bolden væk hele tiden. Jeg tror dårligt nok, at vi havde tre sammenhængende afleveringer i den fase af kampen, siger Dan Sørensen.

Efter 64 minutter spidsede det ekstra meget til, da Dan Sørensen selv fik sin anden advarsel og derfor måtte efterlade de tilbageværende otte holdkammerater med en yderst vanskelig opgave i de sidste 26 minutter. 

- Jeg fik det tredje røde kort. Jeg kan huske, at jeg gik ned i mellemgangen ved omklædningsrummene. Der stod jeg så, og tyve minutter efter kom Thomas Gravesen også derned. Så sagde jeg til ham: 'Nå, også dig?' Der blev vi enige om, at det var lige i overkanten. Det havde ikke behøvet at udvikle sig sådan. Der var et ekstremt tændingsniveau. Men jeg siger ikke, at udvisningerne ikke var fortjente.

En 'vanvidskamp'
Dan Sørensen fik sit andet gule kort for et frispark på Vejles Brian Christensen.

- Han tog et skarpt træk midt på banen, og så klippede jeg ham. Det var sgu noget lort. Vi kæmpede hårdt nok som ni mand, og nu svigtede jeg holdkammeraterne. Jeg var ovenikøbet anfører. 

Før sin udvisning havde Thomas Gravesen reduceret for Vejle, men Ikast formåede på sensationel at køre en 2-1-sejr hjem. 

- Det var en meget særlig kamp, som jeg husker tydeligt. Det var en vandvidskamp, fordi den var så vigtig, og fordi vi skulle hænge på, At den fik det forløb, den gjorde, var helt ekstremt. Fire røde kort og syv gule kort i en dansk kamp er uhørt. Det er noget, man mest ser i Sydamerika, hvor dommeren går amok. Jeg har ikke oplevet noget lignende. Jublen og glæden over at have vundet bagefter var kæmpestor, siger Dan Sørensen. 

Ni røde kort på én sæson
I sidste ende sluttede sæsonen dog ikke godt for Ikast.

- Den sæson udviklede sig til et mareridt, hvor vi endte med at rykke ud. I den anden kamp mod Vejle i forårssæsonen fik jeg også rødt kort, og få dage efter rykkede vi så ud. Et par dage efter nedrykningen fik jeg så et opkald fra Vejle-træner Ole Fritsen, der gerne ville have mig, hvilket jeg synes var absurd efter mine to røde kort imod dem. Men jeg skiftede til Vejle, selvom jeg tænkte: 'Gad vide, hvad mine nye holdkammerater synes om mig?' Jeg kom til at spille med mine ofre, siger Dan Sørensen og griner.

Ikast fik i 1995/96-sæsonen hele ni røde kort, hvilket også er en rekord i dansk fodbold. 

- Det er ikke den fedeste rekord. Men vi vandt trods alt Vejle-kampen, og jeg kom til Vejle sæsonen efter. Vores træner i Ikast, Kim Brink, var meget opsatte på at vi skulle overleve, og han gejlede os op på alle mulige måder før kampene. Jeg kan huske, at han før Vejle-kampen sagde til os: 'Den første, der taber en hovedstødsduel, han bliver pillet ud. Om det så er efter ét minut.' Det var klart, at det var der ingen af os, der var særligt interesserede i, så vores tændingsniveau var ret ekstremt.