AGF-chef satte sit job på spil

Larsen blev imponeret
Angriberen med 20 A-landskampe på cv'et var kørt sur i sin tilværelse på Toulouses reservehold og havde tidligere overfor tipsbladet.dk givet udtryk for, at han ville »hjem og sætte Superligaen i brand.« Der manglede blot, at Toulouse skulle være villig til at lade ham gå på en fri transfer.

»Der bliver den åbning, at jeg får at vide, at Søren Larsen måske kan komme fri i Toulouse. Det fik jeg at vide af hans agent Ivan Marko Benes gennem noget netværk, som vi bruger, der ved, at vi leder efter angribere. AGF kunne godt være en interessant klub for Søren Larsen, har han ligesom givet udtryk for til dem,« siger Brian Steen om hvordan Søren Larsen havnede i AGF.

»Så bliver der selvfølgelig nogle samtaler i kulissen, og vi er jo ikke den eneste klub, de har samtaler med, men i forhold til, at det er Danmark, og den måde spilleren gerne vil profileres på, så er jeg jo godt klar over, hvilke klubber der måske kan være inde i billedet til det her. Så må man gøre det bedste, man kan, i de samtaler der nu kører i en periode mellem os selv, agenten og spilleren. Det kører nok to-tre uger sådan et forløb her. Vi snakker med Søren selv, mig og Peter Sørensen, om hvordan vi vil spille, hvilke forventninger vi har om at bruge ham og så videre. For Søren Larsen er jo ikke tiltænkt en bænkeplads. Så var det nok ikke AGF, han havde valgt.«

»Den måde, vi præsenterer klubben på, de ambitioner vi har, og de tanker vi har med ham, den klubstørrelse, som vi også har, det tror jeg gjorde en forskel i forhold til nogle af de andre klubber, som han også har snakket med. Og heldigvis holder vi ord i forhold til de ting, vi har sagt til ham. Vi kommer til et pressemøde med to timers varsel i loungen med total stående applaus, da han kommer ind, og tænker »hold da kæft!« Så det, vi har forsøgt at melde op til ham, det er også det, der sker.«

»Du kommer ned på stadion til den første kamp, der er 12.000 tilskuere, og de rejser sig alle sammen op, når han skal ind. Der er fire-fem forskellige seancer under hele kampen, hvor de råber hans navn. Det er ikke sådan, at der kun kommer 4000 tilskuere, og der ikke er nogen, der siger noget. Det er han jo voldsomt tilfreds med, for det var det, han havde håbet på selv. Det hele lykkedes så, og det gør bare, at hvis han så snakker med nogle andre spillere om AGF, så vil han være positiv. Og det er jo den spiral, man skal ind i. At det er positive ting, der foregår.  Sådan mener jeg også, at det har været i klubben længe, uanset om man har været oppe eller nede.«

Kan snakke med alle
»Samtale fremmer forståelsen,« hed et slogan for et fransk mobiltelefonselskab for nogle år siden, og det er nærmest en læresætning i Brian Steen Nielsens job.

Billedet af ham som spiller passer ikke helt dertil. Det forestiller en kompromisløs kriger, som ryddede op med hårde tacklinger på midtbanen og mest brugte stemmebåndet til at ruske op i sine medspillere. Temperamentet var en trofast følgesvend og kan ind i mellem godt dukke op til overfladen igen hos sportschefen, når han stiller sig uden for loungen på NRGi Park for at se kampen fra tættere hold.

Som da forsvareren Mark Howard i en kamp i foråret 2010 fik et slag og måtte behandles ude på sidelinjen. Den seance tog efter Brian Steen Nielsens mening lige lovlig lang tid, så AGF var en mand i undertal et stykke tid og kom under pres, indtil Brian Steen Nielsen råbte:

»Så få ham da ind, for satan!,« så det kunne høres på det meste af A-tribunen.

Brian Steen Nielsen ved godt selv, at temperamentet er der, og at det skal tøjles anderledes, end da han var spiller. Han griner af det, og siger:

»Problemet er lidt, at som sportschef bliver du jo målt på det, andre gør, og det er derfor, det er så vigtigt at få de folk ind, som kan gøre det. Du lever også af dem, og det er måske det sværeste i jobbet. Det er jo ikke nok, at jeg har fået Søren Larsen, nødvendigvis, for hvis han så bliver skadet, og holdet taber fire kampe, så er jeg stadigvæk en kæmpe idiot. Hvorimod, at hvis han bare kunne komme ind og få succes og score nogle mål, så er jeg lige pludselig helt fantastisk.«

Brian Steen Nielsens stemmebånd får ikke lov at hvile længe ad gangen. Han er endnu ikke hoppet med på smartphone-bølgen og betjener sig fortsat af en gammeldags mobiltelefon, men den virker skam, som den skal, og sportschefen kan ikke lade være med lige at skæve ned på skærmen et par gange under interviewet for lige at se, om der skulle være kommet en sms, eller et opkald, han har misset.

»Jeg kan passe mit arbejde alle steder fra. De vigtigste arbejdsredskaber for mig er to ting: Jeg skal have min mobiltelefon og så Ole Hall. Så kan jeg klare mig overalt i verden. Ole Hall er vores sportslige koordinator og administrator, specielt omkring de juridiske ting og papirarbejdet vedrørende det kontraktmæssige. Jeg skal bruge min tid der, hvor jeg er allerbedst, og det er ved at snakke med folk på alle niveauer. Det er ligegyldigt hvem, så kan jeg snakke med dem; direktører, eller folk, der vasker tøj.«

»Ja, for du er jo på hele tiden. Det er et spørgsmål om at arbejde med det netværk, du har, hele tiden, og også gøre netværket større. Finde ud af, hvem der er de rigtige folk, og hvem der ikke er. Det er hele tiden noget nyt, der sker. Jeg arbejder meget sammen med en vis kreds af folk, men der er titusindvis af agenter, og man vil jo ikke lade den helt rigtige spiller gå ens næse forbi. Jeg får en masse mails om afrikanere og bliver lige nødt til at vide lidt, for at få kunne tage stilling til det. Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Det gør jeg sikkert mange gange.«

Læs mere på næste side