Brøndby-chef: Vi skal være de bedste

Bragt i Tipsbladet 10. januar 2014

Selv om der er rigtig meget, der har forandret sig i Per Ruds liv i løbet af de seneste seks måneder, så er der også mange ting, der er varige. For eksempel har han stadig en ren skjorte hængende klar, som han også altid havde det nede på Herfølge-kanten. Dengang var det nu mest, hvis det havde været for hårdt og svedigt at slæbe rundt på ølankre eller anden form for fysisk arbejde, som blæksprutten fra HB Køge gjorde det i et lille årti i elevatoren mellem Superligaen og den næstbedste række, i dag er det vist mest bare gammel vane. For der er selvfølgelig meget stor forskel på at være sportsdirektør i HB Køge og sportsdirektør i Brøndby.

”I HB Køge havde jeg måske 10 procent strategi og 90 procent praktik i mit job, mens det her er lige omvendt, og det fortæller måske meget godt, hvor forskelligt det er,” siger Per Rud, der egentlig godt kan læne sig tilfreds tilbage og kigge bagud på et imponerende halvår.

For efter mange sæsoner med sportslige kriser og interne stridigheder har der sjældent været så meget ro på de indre og ydre linjer i Brøndby, og selv om man lige nu kun ligger seks point fra nedrykningsstregen, så er det ikke en skæbne i NordicBet Ligaen, der optager tilhængerne. Det handler meget mere om den aktuelle fjerdeplads, der giver adgang til kvalifikation i Europa League, om at ærkerivalen fra FC København kun er fem point foran, og om at man i løbet af en sommer har fået opbygget noget, der ligner en slagkraftig trup med masser af profiler at besynge fra lægterne.

Men Per Rud læner sig ikke tilbage, tværtimod læner han sig gerne ind over bordet for at understrege pointer og lægge tryk på ordene, for han og Brøndby er kun lige begyndt, og der er rigtig meget arbejde tilbage. Men starten har været god, og strategien er lagt, og det er ikke bare en strategi for førsteholdet, det er en strategi, der forener hele klubben.

”Succesen herinde handler jo også om, hvordan vi lykkes med at arbejde mod et fælles mål og tænke i helheder, og en af de helt store tanker, som den nye ledelse, inklusiv jeg selv, har, det er, at det skal være et projekt på tværs. Det skal ikke være amatører på den ene side og A/S på den anden. Det skal ikke være ungdomsafdelingen mod senior. Det skal være gennemsyret af en høj grad af åben kommunikation, hvor vi trækker på samme hammel. For det er uomtvisteligt, at vi har midlerne, at vi har historikken og vi har fansene til at kunne løfte det, så det er hele tiden et spørgsmål om at styre det den rigtige vej,” siger Per Rud.

Og den vej må meget gerne være en ny vej ifølge den 46-årige sportschef.

”Noget af det, som jeg synes, er rigtig, rigtig vigtigt for det her Brøndby-projekt, det er, at vi kommer ud af nogle veje, som vi ikke er gået ud af før. Dengang alle blev Brøndby-fans tilbage i firserne, var det jo fordi, at man gjorde noget, som andre ikke havde gjort, og lykkedes med det. Så hvis man i dag siger, at det der skal vi ikke, for vi har altid gjort det på en anden måde, så laver man en fejl, for det var lige præcis ikke det, der gav succes dengang. Da gik man nye veje.”

”Nu kommer jeg jo udefra, og det er slet ikke mit mål at komme her og ændre alting. Vi skal holde fast i den kultur og den ånd, der er i Brøndby, men vi skal gøre det ved hjælp af nysgerrighed. Vi skal have en innovativ tilgang til alt her i Brøndby. Vi skal være nysgerrige, vi skal turde fejle. Vi skal hente ny viden og turde bruge det. Vi skal tage nogle nye strømninger i spillet og gå den vej. Vi skal ikke bare vælge de sikre løsninger. Og vi skal hele tiden turde at blive udfordret og selv udfordre andre med det, vi går og laver. Man skal ikke blive fornærmet, hvis nogen sætter spørgsmålstegn ved det, du går og laver. Tværtimod skal vi have forskellige kompetencer, så vi alle sammen kan byde ind, og der skal være plads til, at bølgerne kan gå højt, og der bliver diskuteret helt vildt,” siger Per Rud, før han bliver lidt mere konkret.

”Et eksempel kunne være kommunikation. At vi ikke ser medierne som fjender, men at vi anerkender, at de skal stille de spørgsmål, som de gør, og vi svarer på dem efter bedste evne og lader være med at tro, at folk vil os noget ondt, men i stedet tror på, at hvis man har en åben og ærlig tilgang til tingene, så kommer man længst.”

”Der kan jeg nævne et eksempel som Emil Larsen-sagen, selv om jeg næsten ikke orker at snakke om den igen. Vi mener, at vi gjorde det rigtige ved at melde ud, som vi gjorde, som situationen var. På det tidspunkt må vi bare erkende, at tilliden til Brøndby var så angrebet, at folk troede, der lå bagtanker bag, mens jeg er ret sikker på, at hvis den sag var kommet her et halvt år efter, så havde folk ikke stillet de spørgsmål, fordi de nu har oplevet, at det vi siger, det er også det, vi gør.”

”Det er den vej, jeg gerne vil ud ad, for så tror jeg også, at journalister og alle mulige andre bliver mindre fejlfindere, end de ellers er,” siger Per Rud med reference til sommerens sag om en transfer af OB-kanten Emil Larsen, der blev aflyst, efter Brøndby satte spørgsmålstegn ved et af Larsens knæ – et knæ han siden pegede ivrigt på, da han i september scorede på Brøndby Stadion.

Folkelighed og fortid
Den åbne kommunikation er én ting, men rent sportsligt har Brøndby også prøvet nye ting ved for eksempel at ansætte en cheftræner uden Superliga-erfaring og samtidig hente en stor udenlandsk profil i den hollandske forsvarer Khalid Boulahrouz.

”Ja, det er helt sikkert eksempler, men det er også en ny vej, når man siger, at man vil spille med sine egne spillere på holdet, trods det at man har økonomi til at hente spillere andre steder og gøre modstanderne svagere ved at købe deres bedste spillere. Men vi tror på, at vi skal fokusere på vores egne evner.”

”En af de ting, der fylder mig ekstremt meget, det er, at Brøndby et eller andet sted er og skal være hele Danmarks fodboldhold. Der skal være en større folkelighed omkring Brøndby, for der er en anden kultur. Det er nemmere for en spiller i Brøndby at komme op igennem systemet og komme ud at spille på førsteholdet, end det er andre steder, uden at nævne hvem jeg mener her.”

”De fantastisk resultater, der er lavet i Brøndby i firserne og halvfemserne, de har afstedkommet, at der alle mulige og umulige steder i det danske samfund, der er der altså Brøndby-fans. De har godt nok været lidt sovende, men de kan vækkes igen, og de kommer nu langsomt ud. Der er selvfølgelig en generation af deres børn, der render rundt i nogle forkerte trøjer for øjeblikket, men det skal vi have tilbage. Et af de helt store mål er, at vi får en meget stor folkelighed.”

”Og for at få folkelighed er man nødt til at være åben, og så er man også nødt til at være det modsatte af arrogant. Det kan godt være lidt en udfordring nogle gange, for det er svært, hvis man har et højt spillerbudget eller en stor økonomi, og derfor skal man også hele tiden svare på spørgsmål om målsætning. Selvfølgelig har Brøndby det økonomiske fundament til at være et tophold i Danmark år efter år, og det er også vores målsætning, at vi skal være det. Men vi er også nødt til at erkende, at vi er i en opbygningsfase, og når man er i en opbygningsfase, kan det nogen gange gå hurtigere og det kan gå langsommere, end det man havde regnet med, og det må vi ikke lade os slå ud af, uanset hvad vej det går.”

”Men samtidig skal vi hele tiden i vores organisation være rigtig, rigtig sultne, og det skal være en drivkraft, at vi hele tiden vil være bedre, udvikle os, arbejde hårdere end de andre. Det skal i den grad være en kompetence,” siger Per Rud som kulmination på en længere udredning om fremtiden, før det oplagte spørgsmål må falde.

For når han nu siger alle de ting her, er det så det samme som, at det ikke har været sådan før?

”Os nye kunne godt mærke, at organisationen, trænere og ledere samt spillertruppen naturligt havde været ramt af mange års nedtur. Der havde bredt sig en stemning af, at det ligesom var okay, at fordi resultaterne blev dårligere og dårligere, så var det også forståeligt, at der kom lidt færre tilskuere, at sponsorerne måske fik lidt mindre for deres sponsorater. Og det kan jeg jo godt forstå, for når det går den vej, så bliver det en negativ tankegang og spiral kommercielt og sportsligt.”

”Jeg har selv siddet i en klub, hvor vi hele tiden skulle gardere os mod nedgange, så jeg ved godt, hvad det er, der har rørt sig, og hvordan den mentale tilstand har været. Men den tilstand er organisationen kommet ud af, og nu skal vi bare op på bordet og ud og banke på døre i alle sammenhænge. Ud og udstråle overskud, engagement og glæde. Passion for det vi går og laver.”

”Thomas Frank og jeg taler tit om, at det er et privilegium for os at få lov til at komme til en organisation, som er opadgående, og som tror på den måde og den tilgang til mennesker, som vi har. Det er jo tit sådan, at man i bestyrelser tror, at det rigtige er at køre hardball mod sine ansatte, men vi tror rigtig meget på forløsning af energi. Vi tror rigtig meget på, at det kan give nogle procenter, at vi har en åben og ærlig kommunikation.”

”Mit håb er, at vores spillere forstår, at når de er ude at skrive autografer hos en sponsor, eller er ude at lave indersidespark hos en samarbejdsklub, så gør de det ikke, fordi de skal. Så gør de det, fordi det er en fuldstændig naturlig del af, at den her virksomhed/arbejdsplads skal udvikle sig. Og det er en lige så stor del, som at lave et indersidespark til træning. Hvis ikke spillerne har forståelsen for det, så er det ikke det rigtige. Det kunne også sagtens være et tema under en kontraktsnak, hvor jeg spørger dem om, hvordan de har det med det,” siger Per Rud, mens man forestiller sig en 32-årige hollænder med 35 landskampe og store klubber på cv’et sidde og skrive autografer i City Syd.

”Det er jo klart, at Boulahrouz er udfordret på nogle områder. Da jeg første gang fortalte ham, at han skulle gå ud inden kampen og lave et kort tv-interview, der sagde han, at i alle de ligaer han havde spillet i, der gjorde man ikke det. ”Det gør man ikke i Tyskland, i Holland, i Portugal, i England, hvorfor skulle jeg så gøre det her i Danmark?” ”Jamen, det skal du, fordi det er en del af vores kultur og det er sådan tingene hænger sammen.”

”Og det var han enig i. Han sagde bare, at for ham var det ikke optimal opladning til kampen, og selvfølgelig skal jeg bruge lidt tid der. Til gengæld kommer han så med nogle ting, som vi beder om. Han udfordrer jo vores system. Han kommer og spørger, om vi har overvejet det og det og det, hvis vi gerne vil flytte den her klub. Og på den måde får vi det, vi gerne vil. Vi får modspillet, og vi har også en medspiller, for i sidste ende er Boulahrouz jo en superklog fyr. Han ved godt, hvem der er hans arbejdsgiver. Det er helt klart.”

”Men det er meget godt eksempel på, at hvis vi ikke tør have sådan en spiller, fordi det giver noget modspil nogle gange, så er vi ikke vores opgave voksen,” siger Per Rud og fortæller om det vigtige i at have en spiller, der tør tage styringen – også selv om det kan udfordre systemet

”I en af hans første kampe kommer vi ind i pausen, og der er Boulahrouz henne og have fat i kraven på en af de unge spillere, fordi han ikke har placeret sig hensigtsmæssigt i nogle situationer. Man kunne så sige, at ”er det ikke en træneropgave?,” og jo det er det, men alle der har spillet fodbold på højt niveau, de ved også, at der hvor ting rigtigt virker, det er, når der er en selvjustits på holdet. Når der er nogen, der viser, at det er den her vej, vi går. Og det har bare været et kæmpeløft for os at få sådan en spiller, der magter det.”

En godnatøl i Hytten
Uden for banen fornemmer man også et løft, for det nye Brøndby-ansigt er åbent og kommunikerende, symboliseret af flere nye nøglepersoner som formand Aldo Petersen, cheftræner Thomas Frank og ikke mindst sportschef Per Rud. For nok har han fået et stort transferbudget efter ni år i Herfølge og HB Køge med kun to deciderede indkøb, og nok er der også en helt anden opmærksomhed omkring hans gøren og laden, men han snakker stadig med alle på sin vej, for det kan han simpelt hen ikke lade være med.

”Egentlig har jeg oplevet, at det jeg har, og det jeg kommer med, det passer godt til de værdier, der er i Brøndby. Det er jo en mentalitet, hvor det er utroligt vigtigt, at den her foreningskultur lever. Jeg plejer altid at sige, at jeg har rod i foreninger og er endt i selskaber, og jeg har altid haft den største respekt for folk, der står tidligt op om morgenen og tager på arbejde hele dagen, og så kører de direkte i klubben, som de så forlader klokken 22 om aftenen. Så har folk tit sagt, at ”du arbejder da også hele tiden Per,” men for mig er det jo hele min arbejdsdag, der er i klubben, mens de frivillige har to forskellige arbejdspladser. Jeg er jo privilegeret, at jeg får noget hyre for at lave det, jeg elsker.”

”Og i Brøndby lever kulturen også af de her ufattelige frivillige, og dem vil jeg meget gerne lære at kende og snakke med. Jeg vil også meget gerne tage mig tid til fans og fangrupperinger, og efter årsfesten stod vi og fik en øl ovre i Hytten (mangeårigt samlingssted for Brøndby-tilhængere tæt på stadion), hvor jeg ikke tror, at der har været ret mange Brøndby-ansatte ovre. Det er jo ikke noget påtaget, når vi går derover. Det var der, der var åbent, og så gled vi derover, og det var positivt. Det kan man også godt gøre her.”

”Mit største problem har næsten været, at der sidder 1000 mennesker, som jeg ikke kender, og spiser oppe i en sponsorlounge. Jeg har jo været vant til at kende næsten samtlige tilskuere på SEAS-NVE Park, og så er det ikke så nemt bare at gå hen og snakke. Men det skal jeg gøre, for det er jo sådan, jeg i bund og grund er. Jeg har bare umiddelbart nemmere ved at stille mig nede ved Sydsiden og sige hej til dem eller komme oppe i amatørernes klubhus. Det betyder rigtig, rigtig meget i den her fodboldklub, og det er ikke påtaget, når jeg gør det. Det falder mig nemt. Det falder mig sværere at sætte mig ned ved siden af de syv bankdirektører.”

”På den måde er jeg den nye dreng i klassen, og der er noget tilvænningstid, men så vil jeg også gå rundt mellem bordene og snakke med alle igen. Men det er ingen tvivl om, at HB Køge er Brøndby Light. Alt er mindst 10 gange større herinde, og det er først for ganske nylig, at jeg har lært alle navnene oppe i administrationen at kende, selv om jeg prøver at deltage hver gang, der er bankospil eller et eller andet, fordi det er så vigtigt for os, at vi er på tværs af tingene. Det må aldrig blive et eller andet med, at den sportslige sektor sidder her nede i kælderen og amatørerne er derovre. Vi skal være over det hele og alle steder.”

”Jeg synes for eksempel, at det er rigtigt vigtigt, at vi om lørdagen sidder med Superligatruppen og spiser oppe i klubbens cafeteria, selv om det hverken er praktisk eller noget som helst andet. For det er et supergodt signal at sende, og det er godt for alle parter, at man viser, at man er en klub, og at vi alle er med i det,” fortæller sportschefen, der efter en hektisk start med masser af transferaktivitet brugte et par måneder af efteråret på at komme rundt hos høj og lav, gammel og ung i klubben, for at få input til, hvordan de syntes, at den fremtidige strategi skulle tegne sig.

”Vi brugte de første to måneder af min ansættelse på at skaffe spillere, for vi var nødt til at løfte niveauet på det hold, vi havde, så vi ikke kom i fare igen. De næste to måneder brugte vi så på at lave en strategiplan, og den var vi færdige med 1. november, hvor jeg så efterfølgende har præsenteret det for bestyrelsen.”

”I de to måneder var jeg rundt og interviewe og snakke med alle dele af organsationen omkring det sportslige. Hvordan kunne vi gøre det bedre? Hvordan kunne vi flytte os? En af visionerne er jo at blive Nordens bedste talentudviklingsklub, og for at nå dertil, var vi nødt til først at analysere, hvor vi er henne i dag. Så jeg har hentet masser af informationer hele vejen rundt, og så har vi sammensat strategiplanen ud fra det. Og der har jeg da en stor optimisme omkring, at klubben vælger at bruge den viden, der er hentet bredt i klubben og vil gå den vej. For i bund og grund tror vi på, at det er mere hensigtsmæssigt og også billigere at spille med vores egne spillere på førsteholdet.”

”Selv om talentsektoren er blevet beskåret i de senere år, så har man rent faktisk under Kim Vilfort leveret, jeg ved ikke hvor mange landsholdsspillere, og man har også formået at sende nogle af de allerbedste spillere ud i Europa. Så kan man så diskutere om vi fik de penge for dem, vi skulle have, men det er en anden ting, der også skal ses i lyset af den generelle modgang, klubben har været i.”

”Så der skal investeres i ungdommen af hensyn til det sportslige og af hensyn til det økonomiske, for vi tror også, at der er en forretning i det. 100 procent. Og så hænger det endelig rigtig godt sammen med, at vi igen gerne vil være brandet som Danmarks klub, og der ville det passe rigtig dårligt, hvis der kun var udlændinge på holdet.”

”Men hvis vi skal være de stærkeste, skal vi også være klar over, at vi er en del af et fodboldunivers, hvor grænserne er udvisket. Så derfor spørger jeg: Hvorfor kan det ikke lige så godt være Brøndby, der henter et talent i Holland, som det kan være Chelsea? Jeg kan ikke se nogen forskel. Vi har jo nogle unikke faciliteter i forhold til bolig og skole, og på sigt forestiller jeg mig, at vi i hver af vores fire ældste ungdomsårgange har cirka to spillere pr. årgang, der er hentet i udlandet.”

”Allerede i sommerens transfervindue gik vi nogle nye veje. Vi hentede en Boulahrouz fra en af de største klubber i Portugal, vi hentede en Szymanowski fra en stor klub i Spanien, og det er jo ikke steder, hvor man typisk henter spillere. Og så hev vi også Christian Nørgaard og Kenneth Zohore hjem som en del af den anden side. For vi skulle have nogle spillere med erfaring, der kunne løfte os her og nu, og så skal vi have de bedste spillere i ungdomsårgangene til fremtiden,” siger Per Rud.

Læs resten af historien på næste side 

Da trænerne blev sendt hjem
Sådan skal det se ud i fremtiden, og sådan som efteråret forløb, synes sportschefen også, at han klart fornemmer en opbakning til det lange og seje træk, der skal til, før Brøndby igen er tilbage på toppen. For det tager tid, og derfor gik han heller ikke i panik, selv om sæsonen åbnede med syv kampe uden en sejr.

”Jeg var nok den, det var mindst slemt for. Der er ingen tvivl om, at folk ikke havde set det komme, men det der i princippet var den største overraskelse for mig, det var, at de formodede bundhold fik en masse sejre. Vores eget manglende pointudbytte var selvfølgelig lidt mere markant end forventet, men vi var så tæt på at hive sejre hjem, og vi vidste, at vi ikke havde et fuldendt hold, så set i lyset af det og den optimisme, jeg havde omkring transferperioden, så gjorde det, at jeg overhovedet ikke så nogen faresignaler.”

”I stedet for så jeg en ny trænerstab, der arbejdede stinkende hårdt. Jeg skulle faktisk smide dem hjem nogle aftener, for de ville det bare så meget, og de ville gerne være med i det hele, for hvad gør vi med ungdommen og med U/14? Jeg måtte simpelt hen begrænse dem og sige ”kør nu hjem og vær noget for jeres familier, få sovet og vær så klar til i morgen.” Der var så stort et engagement, at jeg var slet ikke i tvivl om, at det nok skulle lykkes.”

”Samtidig synes jeg også, at ledelsen var rigtig stærk, og det var måske det, der glædede mig mest i perioden. De rystede ikke på hånden, hvilket jeg jo ikke kunne vide, da jeg startede i klubben, for der var blevet rystet meget på hænderne tidligere. Der var mange, der rynkede på næsen, da vores storinvestor Jan Bech Andersen og vores bestyrelsesformand Aldo Petersen udtalte noget i retning af, at selv en nedrykning ikke ville rokke ved det her projekt. Men det gav arbejdsro, og det betød, at nogle af de spillere, der havde en frygtelig tung mental rygsæk, fik det nemmere. For med den opbakning kunne spillerne bare fokusere på at komme ud af tingene.”

”Og du ved, hvad der skal til. Det er ud på træningsbanerne og få øvet de her standardsituationer, få trænet det her opspil, få lukket af nede bagved. De der basisting, de skal bare være på plads. Jeg kan huske, at jeg meget tidligt i forløbet havde en længere snak med Martin Albrechtsen og Mikkel Thygesen, hvor de fortalte, at det bare føltes helt anderledes. Det var ikke fordi, de kritiserede det, der havde været, men det var lige som om, at det røgslør, der lå ned over det hele, nu var forsvundet. Her kunne man nævne feriepengesag, man kunne nævne truende konkurs, nedrykning. Man kunne nævne alt muligt, men i stedet kunne man igen begynde at fokusere på fodbolden.”

”Selv om det på mange måder var en hektisk start for mig, så syntes jeg jo også, at med den udskiftning som Ole Bjur og Auri havde lavet i truppen, så var vi kommet rigtig langt. Vi stod ikke med en trup, der var uregerlig. Vi stod med en trup, der rigtig gerne ville træne, en trup hvor der var en super-harmoni og en god konkurrence, så der var ikke en masse personalesager, der skulle klinkes eller en masse spillere, der skulle forhandles ud af kontrakter. Jeg kunne bare gå i gang med transfervinduet. Så der vil jeg da rose mine forgængere for at have leveret et flot og stort stykke arbejde.”

”Og i takt med indlemmelsen af de nye spillere, vidste jeg, at det ville blive bedre, og det helt store var Kahlenberg. Det gav en øjeblikkelig succesfornemmelse for stort set hele organisationen, for tilhængerne og så videre. Det er egentlig ufatteligt, at man skal sige det, at det er personificeret ved en mand, men det var det, og det var selvfølgelig rigtig positivt,” fortæller Per Rud om en af de otte nye spillere han hentede til klubben i løbet af sommerens transfervindue udover målmand Hradecky, der allerede var på plads, før den nye sportschef kom til og med det samme gik i gang.

Så ringede jeg lige til John Terry
”Ja, Ørnskov var den første. Det var faktisk mens jeg stadig var på ferie, og ham nikkede jeg bare til. Jeg havde slet ikke set ham, men Thomas [cheftræner Frank] sagde, at han var vigtig for os, og så sagde jeg ”fint. Lad os starte med ham.”

”Derefter gik det stærkt, og det er heller ikke foregået på den måde, som jeg vil anbefale, at man henter spillere på, for det er slet ikke det, jeg står for. Optimalt set skal man kun købe spillere, som man har fulgt i lang tid, og som passer til den position og profil, som man gerne vil have. Man skal gerne se ham live, man skal måske også have haft ham her i miljøet og været hjemme at besøge ham. Sådan nogle ting. Men det var jo bare rigtig, rigtig svært med nogle af de signings, vi lavede, for det skulle gå hurtigt.”

”Hasani kom for eksempel langt hen ad vejen, fordi Kahlenberg sagde god for ham, mens Szymanowski var en helt anden case, for ham havde jeg mulighed for at komme ned og se live og mødes med, hvilket jo betød rigtig meget. Så var der Boulahrouz, hvor vi også brugte vores netværk. Ja, nogle af mine kammerater griner altid af mig, når jeg siger, at vi snakkede med John Terry, for det lyder jo megasjovt. ”Så ringede jeg lige til John Terry…”, men det gjorde jeg, fordi vi i vores netværk havde en, der kendte ham personligt. Han spurgte, om det var okay, at vi ringede og snakkede med ham, og han sagde ”bare giv dem nummeret.” Vi snakkede også med Frank Arnesen.”

”De meldinger betød meget, men det der i sidste ende var afgørende, var det møde, jeg havde med ham, hvor jeg virkelig kunne kigge manden ind i øjnene. I virkeligheden tror jeg nu nok, at han har kigget mig mere an end omvendt, for da jeg holder det møde med ham nede i Schiphol, lufthavnen i Amsterdam, der ligger vi altså sidst i Superligaen og har lige tabt til AaB.”

”Så der sidder jeg og fortæller ham, at jeg tror på, at vi kan slutte i toppen af rækken, om ikke i år så til næste år, og at det kun vil gå fremad. Det er jo noget af en udmelding, når man ligger sidst, men heldigvis så vendte det der, og det er jo i bund og grund held,” siger Per Rud med et af de ord, som han ikke er så glad for.

For selvfølgelig skal du også være heldig i fodboldens verden, men den langsigtede strategi eller den store transfer må aldrig stå og falde med en enkelt kamp. Det gjorde det heller ikke med Boulahrouz, men det hjalp helt sikkert, at Ferhan Hasani scorede sejrsmålet til 2-1 mod OB fem minutter efter Emil Larsen havde hinket rundt og peget på sit knæ i jubel over udligningen. For et par uger og et par sejre senere sad Per Rud til bords med Boulahrouz på Brøndby Stadion.

”Men jeg ser fodbolden sådan, at hvis en enkelt kamp er afgørende for, om din strategi lykkes, så har du en dårlig strategi. Det er det, vi skal ud af her i Brøndby. Vi skal ikke forkaste folk, hvis vi bliver nummer otte i stedet for nummer seks. Vi skal kigge over længere tid.”

”Derfor virker det også fuldstændig vanvittigt, når jeg tænker over hvor mange gange journalister har afkrævet mig svar om vores målsætning i løbet af de seks måneder, jeg har været her. I HB Køge kunne jeg nemt slippe af sted med at komme med en målsætningsplan en gang om året. Her skal jeg faktisk snakke strategi hver eneste søndag, når vi har spillet, og det er jo helt forkert, at ens strategi bliver så kampafhængig.”

”Det skal vi udover, og det er også noget, vi har snakket rigtig meget om i ledelsen og bestyrelsen. Vi skal have det lange og seje træk, hvor vi over seks måneder hele tiden kan se, at vi flytter os den rigtige vej. Selvfølgelig er vi til eksamen hver søndag, men ikke i forhold til en ny målsætning,” siger Per Rud efter den første seks måneders periode som sportschef i Brøndby.

Kemi og vinderkultur
Da han blev udnævnt tilbage i starten af juli var det en overraskelse for de fleste, men hvordan havde han det selv med det store skridt op i fodboldhierarkiet. Var det en drøm, der gik i opfyldelse?

”Jeg vil sige det sådan, at jeg har aldrig nogensinde tænkt i, at jeg skulle være andre steder end der, hvor jeg var. Jeg har én gang søgt et job, da jeg var meget ung og lagde billet ind på en stilling som uddannelseskonsulent i DBU, og blev nummer to efter Peter Bonde. Det er det eneste job, jeg har søgt.”

”De gange jeg har været så heldig, at der er nogen, der har kontaktet mig, har jeg sagt, at jeg lige ville sove på det, og så har jeg næste morgen ringet og sagt pænt nej tak. Så derfor har jeg ikke brugt tid på at tænke i andre baner, og da den her mulighed kom med Brøndby, var det da også totalt svært for mig. Jeg kunne egentlig godt se mig selv i Brøndby, men jeg kunne ikke se mig selv ikke være i HB Køge. Det var sådan jeg tænkte, så nej, jeg har aldrig tænkt i det.”

”Men da Brøndby dukkede op, og jeg så det potentiale, der var, og tænkte over de muligheder, der var for klubbens udvikling og min egen som menneske og leder, så besluttede jeg mig for, at det var noget, jeg skulle forfølge. Også fordi jeg selvfølgelig var bange for at ende som en del af inventaret i HB Køge, selv om jeg havde det godt.”

”For jeg tror på, at man skal nyde at være der, hvor man er, samtidig med at man ikke skal tage noget for givet. Slet ikke i den her verden, hvor revolveren sidder så løst som den gør,” siger en Per Rud, der tro mod sin filosofi er meget tilfreds i nuet og endnu mere spændt på den udvikling, der venter.

Rent transfermæssigt er der lagt op til et stille vindue, hvor det først og fremmest gælder om at holde fast på det, man har, mens talentspejderne, inklusiv den nyansatte John Møller, tidligere sportschef i AB, uden for sportschefens kontor arbejder hårdt på at få luft under vingerne i det talentsats, der også er en del af fremtiden.

Og så glæder Per Rud sig til et par træningslejre i løbet af vinteren, hvor han kan se holdet udvikle sig yderligere, og hvor han også kan komme tættere på spillerne, selv om det nok aldrig bliver lige så kammeratligt som i Herfølge.

”Jeg kom til Brøndby lige efter en træningslejr, så jeg valgte fra starten af en lidt tilbagetrukken stilling i forhold til spillerne. De havde nok af indtryk med ny træner og hele vejen rundt, så jeg skulle ikke også komme og fylde alt for meget. I stedet prøvede jeg at skærme dem fra omverdenen, så jeg var den person i kulissen, der kunne give dem arbejdsro, men når vi nu skal afsted her i januar og februar, regner jeg da med, at jeg får tid til at spørge nogle af spillerne om, hvad de beskæftiger sig med, når de ikke tænker på fodbold, for de spørgsmål har jeg jo nærmest ikke stillet.”

 ”Jeg kommer nok aldrig lige så tæt på, som jeg var i Herfølge, men det er vigtigt, at vores spillertrup synes, at her har vi nogle mennesker, som vi gerne vil være åbne og ærlige med. For jeg tror rigtig meget på, at kemi mellem mennesker er vejen frem til, at man kan lave nogle resultater sammen, og jeg tror også på, at åben og ærlig kommunikation er vigtig. Hvis man for eksempel skal sidde og forhandle en kontrakt, så glider ting bare nemmere, hvis man har det godt sammen,” siger Per Rud fra den fjerdeplads i Superligaen, som ingen havde forventet, da det så sortest ud i foråret, og han selv stadig var chef i HB Køge.

”Ja, det er gået bedre end forventet, men jeg holder fast i, at vi ikke bliver skuffede over en sjetteplads heller. Jeg kan sagtens drømme om en fjerdeplads, men det må ikke hæmme os. Der er vigtigere ting end at blive nummer fire. For mig handler det om at få indført en vinderkultur igen, og det er meget vigtigere end at sætte en formel målsætning om at blive nummer fire. For med en vinderkultur tager vi et godt skridt mod vores mål om at være de bedste, for det er da det, vi vil på sigt.”