Det lærte vi af SL: Det er ikke det samme uden jer

Det var ikke FC Midtjyllands ydmygelse af FCK eller AGF’s opgør med Randers-komplekset. Det var heller ikke SønderjyskE’s tiltrængte sejr eller Brøndbys magtdemonstration i Farum. Det vigtigste, der skete i den forgangne Superliga-runde, var tilskuernes comeback.

Men det betyder ikke, at vi ikke også skal tale om alle de andre ting. For runde 26 bød på fede kampe og resultater, der betyder noget i tabellen.

Her er, hvad vi lærte af runden.

Topholdene er tophold af en årsag
FC Midtjylland og Brøndby IF har længe kørt parløb i toppen af Superligaen, og onsdag og torsdag viste de med al ønskelig tydelighed hvorfor.

Brøndby var på besøg hos ligaens mest formstærke hold, FC Nordsjælland, men det var ikke til at se på resultatet. FCN havde ikke tabt i ti kampe på stribe, men Brøndby neutraliserede sin modstander flot og vandt fortjent.

Lige så imponerende var FC Midtjyllands 4-1-sejr over FC København. Det var formentlig FCK’s sidste chance for at blande sig i guldkampen, men FCM kvaste de drømme noget så eftertrykkeligt.

OB er i nedrykningsfare
Det begynder at se giftigt ud for OB. Holdet har kun hentet to point i fire slutspilskampe, efter det tabte til AaB onsdag aften. Lyngby BK under nedrykningsstregen er kun fem point væk, og der er ikke længere andre hold mellem dem, efter både SønderjyskE og Vejle overhalede OB.

Endnu mere spændende bliver det af, at OB’s næste modstander er lige præcis Lyngby. Taber fynboerne den kamp, er der kun to point ned til afgrunden og en højest uventet nedrykning.

Klubben har allerede trukket i et af de håndtag, som hold i nedrykningsfare typisk kan trække i: trænerfyring. Den nuværende cheftræner, Michael Hemmingsen, er også sportschef, og han kommer næppe til at fyre sig selv også.

Randers har et AGF-kompleks
Overskriften her er selvfølgelig skrevet med et glimt i øjet og henvisning til, at AGF nu i en håndfuld år har skullet høre på, at holdet havde et Randers-kompleks. Men torsdag var 17. gang lykkens gang.

AGF vandt 2-0 over lokalrivalerne, og det var ikke bare tiltrængt, fordi modstanderen var Randers. Det var også tiltrængt, fordi AGF ikke havde vundet i sine otte seneste opgør.

Kampen var den fjerde af slagsen mellem de to østjyske rivaler inden for lidt over en måned. Randers kan dog glæde sig over, at holdet kan få revanche inden længe. Forårets femte AGF-kamp venter allerede den 9. maj.

Fodbold er en skygge af sig selv uden fans
Vi vidste det ret beset godt i forvejen, men vi kan ikke forbigå runden uden at dvæle ved, at fodboldspillets vigtigste element er tilbage. Tilskuere på lægterne er for fodboldkampe, hvad bøffer er for burgere: Det kan gå an at undvære, hvis alternativet er ingenting, men det er fandeme kedeligt uden.

Nærværende skribent var til stede på Ceres Park og bevidnede, hvad lidt stemning kan gøre. Det blev bedst illustreret efter AGF’s 2-0-mål, hvor hele holdet – både dem på banen og dem på bænken – spurtede ned i hjørnet og fejrede det i en stor klynge.

Alexander Munksgaard var en af de første til at løbe tilbage på egen banehalvdel, og han sprang rundt, viftede med armene og gejlede publikum op. Den aktion alene ville i sig selv være nok til en plads på Rundens Hold, og den ville aldrig have fundet sted for tomme tribuner.

Så kære Superliga-fans, velkommen tilbage. Det er ikke det samme uden jer.