DENNE ARTIKEL BLEV FØRST BRAGT I TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 31. MARTS 2023
Søndag eftermiddag tager Viborg FF fra sin placering på tredjepladsen hul på mesterskabsspillet med udekampen mod Brøndby IF. Klubben er kommet langt på kort tid; fra mislykkede forsøg på oprykning til europæiske fodbold mod en Premier League-klub og nu et afsæt fra top 3 til sæsonens afgørende del. Her fortæller to tidligere spillere, hvordan det er sket.
Hvis man sætter sig for at lave et studie af, hvordan en moderne fodboldklub skal drives for at få succes, ville Viborg FF over de seneste tre-fire år være den oplagte case.
Klubben har forandret sig fra en, der med den ene lige-ved-og-næsten-sæson efter den anden lod til at være dømt til en evig jagt på Superliga-oprykning, til en klub, der har spillet europæisk fodbold og nu indleder mesterskabsspillet i Superligaen som en del af top 3.
En af dem, der var med til at lægge fundamentet for den succes, er Alexander Fischer, der skiftede fra Randers FC til Viborg FF i 2017 og blev der til 2021. Dermed afleverede han klubben i Superligaen efter fire forsøg på at rykke op.
Fischer var ”sindssygt glad” for at være i Viborg, men hans første tid bød på nogle ambivalente indtryk.
”Jeg kan huske, at noget af det første, jeg tænkte, var, at jeg var kommet til en blandet klub på den måde, at jeg egentlig syntes, at den på mange områder kunne måle sig med Randers: Opbakningen fra lokalområdet, kulturen i forhold til fans og alt det var på minimum samme niveau, hvis ikke højere. Men samtidig var det en klub, som jeg også følte var langt bagefter på andre parametre: Faciliteter, måske måden at gøre tingene på ikke helt var fulgt med den udvikling. som jeg i hvert fald følte, at der var sket i Randers i de år,” siger han.
”Det nok lidt et miks, hvor man kunne se, at der var et rigtig stort potentiale, men man kunne også godt se, at der skulle gøres nogle ting lidt anderledes og lidt mere moderne.”
Den røde tråd
Den tilgang kan opsummeres med ét ord: Strategi. Der skulle en rød tråd gennem hele klubben til. En retning, som alle trak i, og som styrede, hvordan alle dele af organisationen arbejdede lige fra spillestilen til rekrutteringen af spillere til ansættelsen af trænere.
Det store skred i den forbindelse kom i 2019, mener Alexander Fischer, da Jesper Fredberg tiltrådte som sportschef. Fischer understreger, at det ikke var noget one man show, og at Fredberg også blev hjulpet på vej af resten af administrationen, den sportslige stab og bestyrelsen. Men han var katalysatoren.
”Der blev virkelig sat retning og struktur på tingene,” siger Fischer.
”Vi havde måske et bedre hold spiller for spiller i starten, men på en eller anden måde lykkedes det ikke at få sat det sammen til en forløsning i form af en oprykning. Da Fredberg kom ind, kom der en retning, en klar strategi. Det var ikke op til den enkelte træner at sige, hvilken vej vi skulle. Der blev mere lagt en plan fra klubbens side om, at det er sådan og sådan, vi gerne vil gøre det. Det var den her form for fodbold, vi gerne ville spille, og det var måske også nemmere at rekruttere spillere til det, når man vidste, hvordan man gerne vil spille.”
”Der blev lavet en klar plan for, hvor man gerne ville hen klubmæssigt, men også spillemæssigt, som gik op i en højere enhed og forplantede sig ned igennem truppen ret hurtigt faktisk.”
Der kan være lang vej fra de strategiske beslutninger, som en klubs øverste ledelse beslutter, til de spillere, der skal føre dele af den ud i livet inde på banen. Men Alexander Fischer oplevede, at Viborgs nye kurs sivede effektivt ned til ham og holdkammeraterne.
Godt hjulpet på vej af Jacob Neestrup, som tiltrådte som cheftræner, et par måneder efter Fredberg tiltrådte som sportschef.
”For os var det vigtigt, at der kom én, der var tydelig og ikke rystede på hånden i forhold til, hvilken retning man skulle gå. Det sig forplantede ned til trænerteamet og til alt det, der var omkring holdet, at det var den her vej, vi gik, og det var vi ikke i sekundet i tvivl om,” siger Fischer.
”Da vi fik Neestrup ind, blev der i samarbejde med Fredberg lagt en meget klar linje på både spillestil og system, og det var jo bare med til at gøre vores roller som spillere endnu tydeligere. Der blev også rusket lidt op i træningskulturen og alle de der ting i forhold til, hvor meget man et eller andet sted gik op i det. Der var sgu ikke tid til at tage sine pauser.
Det hele fik lige et løft, og det, syntes jeg, var ret fedt.”
Startskuddet
De fleste, der arbejder professionelt med fodbold, vil fortælle, at det er vigtigt at have en strategi, som styrer spillestil, arbejdsmetodik i hverdagen, rekrutteringsstrategien og ungdomsarbejdet. I deres bog ”Hvor svært kan det være?” kalder Mads Davidsen og Dan Hammer det eksempelvis for ”The Sustainable Model”, altså den bæredygtige model.
Ifølge Alexander Fischer kunne Viborg FF de seneste tre-fire år meget vel tjene som et skoleeksempel, hvordan man med en tydelig strategi skaber sportslig succes.
”Ja, det tror jeg bestemt, det kan være. Vi syntes, at vi havde et rigtig godt hold, men vi manglede hele tiden lige det sidste. Der er det bare et godt studie, som du siger, at man kan se, at det skabte bedre forudsætninger for, at spillerne kunne lykkes,” siger han.
”Nu sidder jeg lidt på afstand og kigger på det, og der kan man sige, at de har sgu ramt spot on.”
Alexander Fischer var med til at spille Viborg op i Superligaen i 2017 efter tre forsøg, hvor holdet havde været tæt på, men han fik ikke en sidste tørn i den bedste række med. I stedet blev han spillende assistenttræner i Skive IK.
Samme sommer forlod også Jonas Thorsen Viborg FF. Han havde repræsenteret klubben gennem otte år, inden han i 2017 skiftede videre til først AC Horsens, siden Eintracht Braunschweig og så tilbage til Horsens. I sommeren 2022 trak han i den grønne trøje igen og spillede blandt andet tre Superliga-kampe og to i Europa Conference League-kvalifikationen, herunder tre minutter i udekampen mod West Ham United, i efteråret.
Han genkender Fischers udlægning.
”Fredberg har jo en stor aktie i det med den måde, som han kom ind i Viborg og ligesom sagde fra starten af, at han havde en klar idé om, hvordan tingene skulle gøres. På det tidspunkt kunne man jo ikke forudse, at det var det, der skulle være startskuddet til den periode, som Viborg har været inde i nu her. Men det er i hvert fald den store forskel, synes jeg,” siger Thorsen.
Fredbergs vision
Han fik selv et indtryk af Jesper Fredbergs arbejde, da sportschefen præsenterede sin vision for Viborg FF forud for Thorsens skifte.
”Jeg var til et møde med Fredberg i sin tid, hvor han også satte mig ind i hele sin idé om, hvordan man skulle gøre ting i Viborg. Så jeg kunne godt høre allerede dengang, at der var noget strategi, der havde ændret sig. Og jeg kunne også mærke, da jeg kom derop, at der var en struktur på det, som var bemærkelsesværdig og beundringsværdig,” siger han.
Hvilken strategi så du udfolde sig efter dit skifte?
”Den spillestil, som de har i Viborg, er jo en, der har udviklet sig over lang tid. Som jeg også sagde før, var det ikke til at vide, om det ville blive en succes, som det er nu. Men der var i hvert fald en standhaftighed i forhold til at gå efter det.”
”Og så har de jo forsøgt at hente spillere ind, som kunne passe ind i deres måde at gøre tingene på og den strategi, de har haft. Spillerne har skullet passe ind i det, og som man også har kunnet se i dokumentaren (For enhver f*cking pris fra TV Midtvest), har trænerne skullet kunne passe ind og kunnet se sig selv i det. Så det var ikke sådan, at hver gang der kom en ny træner, så kom der en ny spillestil. Det er jo noget, man som spiller kan have nemmere ved at forholde sig til.”
Jonas Thorsen oplevede, at spillestilen tog noget tid at blive fortrolig med. Men da man først blev det, fungerede den til gengæld efter hensigten.
”Noget af det, jeg virkelig kunne mærke, var, at dem, der havde været der lang tid, var virkelig godt ind i tingene. Hos dem var der meget, der bare kørte på automatik, hvor jeg var noget mere udfordret. Man skulle være skarp, man skulle virkelig suge til sig for at forstå systemerne og forstå måden at gøre tingene på. Det var ikke noget, der bare sad der fra første dag. Det tog noget tilvænning. Man bruger også meget tid på at sætte sig ned med spillerne hver især og sætte dem ind i, hvad hver enkelts rolle er,” siger han.
”Men jeg synes også bare, det er imponerende, at det er så komplekst. Og det er jo også det, der gør den så god og gør den så svær for modstanderne.”
Jonas Thorsen skiftede i januar videre til Sønderjyske og nåede altså et halvt år i det forandrede Viborg FF. Her kunne han konstatere, at det hele var ikke vendt så meget på hovedet, at han ikke kunne genkende klubben. Noget var, som det plejede.
”Samtidig med at de har løftet alt det der, så er det også en klub, der holder fast i sine værdier. Og det kunne jeg mærke, da jeg kom derop. På den måde var der ikke den store forskel på Viborg. Det var sindssygt behageligt og sindssygt dejligt at være tilbage i klubben igen. Og det er stadig de samme kerneværdier, som de værner om. Så på den måde er der ikke gået på kompromis med, hvad det er for en klub,” siger Thorsen.
Inspirationen
Mens Jonas Thorsen har fortsat sin spillerkarriere længere sydpå, rykkede Alexander
Fischer i sin tid de godt 30 kilometer nordvest på til Skive. Her tog han en enkelt sæson som spillende assistenttræner, inden han i sommeren 2022 tiltrådte som cheftræner.
Nu er han selv med til at udstikke retningen i en klub, og her trækker han på sine erfaringer som spiller i Viborg.
”Jeg er meget inspireret af den måde, som Viborg gjorde det på, for det var så tydeligt, når man var der, at det gjorde en forskel. Det er en stor inspirationskilde, det der med at få sat tingene i systemet og at få tydeliggjort en retning og så få alle med på den retning. Jeg er i hvert fald sikker på, at det er noget, som rigtig mange klubber godt kunne lære noget af,” siger han.
Man kan dele Fischers inspiration op i to dele. Der er det klubstrategiske, som han netop har beskrevet, og så er der det mere græsnære arbejde i hverdagen.
”Der er det jo meget med at opbygge den rigtige kultur og et miljø, man kan udvikle sig i.
Ligesom Viborg har vi jo også valgt at køre meget unge spillere ind. Jeg tror på, at det miljø og den kultur, man kan skabe, er altafgørende for, at man kan udvikle de unge spillere i den rigtige retning,” siger han.
Hold fast
Samlet set lyder formlen simpel nok: Lav en plan. Hold jer til den. Og glæd jer til al den succes, der er på vej. Det oplagte spørgsmål er så, hvorfor alle ikke bare gør sådan.
En del af forklaringen er selvfølgelig, at ikke alle planer er lige gode eller lige godt udført, så derfor kommer succesen aldrig.
En anden er formentlig, at fodboldens verden er notorisk konservativ, og vaner tager lang tid at gøre op med. Eksempelvis har alle parter har været vant til, at trænerne satte retningen – og en ny træner satte en ny retning.
”Man skal finde nogle trænere, som … Jeg vil ikke sige, de ikke har noget at skulle have sagt, men de skal indordne sig ret tydeligt efter, hvordan man ønsker at gøre det i Viborg.
Og det tænker jeg, at der måske er nogle trænere, der har sværere ved end andre,” siger Alexander Fischer.
Omvendt er det ikke alle klubledelser, der har tålmodigheden til at lade en ny strategi udfolde sig. Det kan tage år at høste frugterne af en gennemgribende forandring af måden, som hele klubben arbejder på, og den tid har de færreste, hvis resultaterne ikke kommer undervejs.
”Viborg var dygtige, men måske også heldige i at ramme den lige i røven første gang.
Fordi man kan også vende den om og sige, hvad så hvis de ikke havde præsteret det første år eller to? Hvor lang tålmodighed havde der været med den stil? Det er jo ikke altid, at der er tid og plads til at få lov til at implementere noget hen over et år eller to eller tre i en klub,” lyder det fra Fischer.
Med næb og kløer
Selvom Viborg FF kvalificerede sig til europæisk fodbold i sidste sæson og åbner slutspillet i denne sæson på tredjepladsen, er det for tidligt at sige, at holdet er et etableret midter- eller subtophold. Det er til gengæld det næste logiske skridt at blive det.
Den slags er lettere sagt end gjort, hvilket Jonas Thorsen om nogen ved. Han har tilbragt en stor del af sin karriere i klubber, der enten har kæmpet for at rykke op fra 1. division eller at etablere sig i Superligaen.
”Det er jo vanvittigt svært. Det er jo alle klubber, der gerne vil etablere sig. Der bliver virkelig kæmpet med læber og kløer, og Viborg er ikke den klub med det største budget eller de største muskler. Men jeg synes, at de har nogle andre faktorer at spille på. Sådan som jeg ser det, så bliver det koncept, de har, og den måde, de gør tingene på, også ved at udvikle sig,” siger han.
Dermed er Thorsen fortrøstningsfuld på sin gamle klubs vegne. Også selv om fundamentet nu skal stå sin store prøve, efter Jesper Fredberg tidligere på sæsonen tog den store udfordring i Anderlecht op og dermed forlod Viborg, der også har skiftet cheftræner og en stor del af spillertruppen de seneste år. Er soklen støbt dybt og stabilt nok, eller væltet huser, hvis det begynder at blæse?
”Det er der, udfordringen ligger. Det er, når man begynder at få udskiftning på de positioner og få solgt nogle spillere, som har præsteret godt over tid,” som Alexander Fischer siger.
Viborg FF har vist, at klubben kan være et mønstereksempel på, hvordan man med en klar og tydelig plan transformerer en klub. Nu har den chancen for at vise, hvordan man holder fast i og udvikler planen. Også når dens ophavsmænd er væk.
Sløj timing: Det virker amatøragtigt, Brøndby!
FCM ramt af uheld: ‘Det var uheldigt’
Dagens Spilforslag: Få kort til Riga FS i Europa League
Her er Danmarks næste toptrænere
Nu går Thomas Frank viralt
Tryllebundet af Braithwaite: Aldrig set lignende!
Lars Knudsen stopper på landsholdet
Chok i Man Utd – på vej til rival?
Gigantisk flertal – Silkeborg IF er solgt
Ekspert revser Brøndbys ledelse: ‘Respektløs behandling’
Ingen vil have ham: ‘Det er vanvittig besynderligt’
Brøndby-profil træt af AGF: – Alt irriterer mig
Afkræver Manchester United en forklaring
Silkeborg-fan: Her er min drømmetransfer
Jonas Wind storhyldes: Magtdemonstration!
Afsløring: Kevin Mensah er færdig i Brøndby
Ildevarslende nyhed for Andreas Christensen
Danskerklub tæt på krise: Alarmklokkerne ringer
Kent Nielsen har sendt sms: Du ringer lige i aften
Tidligere FCK-stjerne meldes færdig i sin klub
Kasper Dolberg melder klart ud om transfer
Hvordan kan han være så dum? Kan koste jobbet
Ny kontrakt til Patrick Mortensen? Her er AGF-chefs svar
Wow! Vinder guld – han bliver solgt til en storklub
Stig Tøfting hakker til: Sådan ender Superligaen
Gustav Isaksen: Hans stil passer mig perfekt
Daniel Agger forlænger på landsholdet
Gustav Isaksen hyldes efter helterolle
Ekspert om City: De har ikke en chance
– Christian Eriksens tid er forbi i Manchester United!
Midtuge-systemet: Fokus på Champions League
Lind bomber i Italien: ‘Ustoppelig’
Tidligere Superliga-spiller bliver fodbolddirektør
Vil væk: ‘Jeg har niveau til Superligaen’
Ellevild med Kasper Schmeichel: Verdensklasse!
Manchester United i nye problemer: Det er en hån
Tyveri? Ja sgu’ da! Fansene ved selvfølgelig bedst
Dato for Superligaens transfervindue er på trapperne
– Det har været kaos i Brøndby siden CV-fyring
– Det er som en lille dreng, der har fået tæsk
– Fortsæt med at spille fremad, fremad, fremad!
Rasende: ‘Det er under al kritik’
Hylder Links: – En af mine gode venner
Chelsea-back gled to gange og smed støvler i skralderen
Efter scoring: Nu vil han spille fra start
Helt vildt: Jonas Wind straffer Bo Henriksen og co.
Bødestraf i Superligaen vækker opsigt i udlandet
Puha: Det var tamt og rådvildt, Brøndby!
Tøftings opråb: Hent ham, FCK!
Frier til Youssef Toutouh – ‘vi vil gerne have ham’
Har han lyst til et eventyr, så er det nu!