Da AGF's administrerende direktør Jacob Nielsen for efterhånden en del år siden holdt en af de første præsentationer om fremtidsplanerne for aktionærer, fans og medier, slog direktøren blandt andet på, hvor ondt det havde gjort at miste Viktor Fischer, Mikael Anderson og Mikkel Duelund til FC Midtjylland.
Viktor Fischer var på det tidspunkt en profil i Ajax, Mikkel Duelund var begyndt at snuse til førsteholdet i FC Midtjylland, selvom han kun var 17 år, og Mikael Anderson var godt på vej op gennem ungdomsafdelingen i Ikast, hvor man glædede sig lige meget over at høste de bedste talenter fra Århus, som ærgrede AGF.
Nu er Mikael Anderson tilbage i AGF som klubbens største køb nogensinde på transferdeadlinedag i sommeren 2021, og i januar fik århusianerne så fat i Mikkel Duelund, der var klar til noget andet, og mere, end at ryge ind og ud af holdet i midterklubben Nijmegen i Holland.
”Det har hele tiden stået i karriereplanen, at jeg gerne ville hjem og spille for Århus på et tidspunkt,” siger Mikkel Duelund.
”Der var mange forskellige faktorer. Der var blandt andet det, at der er krig i det land, hvor klubben, der ejer mig, hører hjemme. Og samtidig med det blev min kæreste gravid, og jeg følte, at det hele var meget ustabilt for mig. Og lidt rodløst. Så jeg valgte selv at gå ind på Nijmegens kontor og sige, at jeg sindssygt godt kunne tænke mig at komme hjem til AGF.”
”Der er jeg bare super positiv over, at de kunne forstå mit ønske. Og de kunne også godt forstå den situation, hvor jeg var lejet ud. Og at jeg måske ikke var lejet ud helt med min egen vilje, fordi jeg ikke rigtig tror på de her lejeaftaler. Så det var der bare enormt stor forståelse for. At de sådan lige skulle bruge mig et par ekstra kampe, inden de slap mig, ja det var bare, hvad det var,” siger Mikkel Duelund med et smil.
Valgte FC Midtjylland
Før 2023 havde Mikkel Duelund ikke spillet Superliga-fodbold for hjerteklubben AGF, men Superligaen var langt fra ukendt territorium for den offensive midtbanespiller.
For han vandt det danske mesterskab med FC Midtjylland, to gange, i 2015 og 2018, år hvor AGF henholdsvis lå i 1. Division og kæmpede for livet i Superligaen.
Da Mikkel Duelund som 14-årig tog fra AGF til FC Midtjylland, var det ikke som stor fan af klubben fra Herning og Ikast, der ikke er specielt populær i Århus. Men mulighederne var bare større en times kørsel vestpå.
Dengang rekrutterede FC Midtjylland særdeles aktivt i oplandet til eller selve haven hos flere af de konkurrerende klubber i dansk professionel fodbold, og det kunne man ikke mindst takket være de gode faciliteter og den seriøsitet, der gennemsyrede talentarbejdet i FCM.
Akademispillerne Simon Kjær og Winston Reid var blevet solgt til udlandet, flere andre unge folk som Erik Sviatchenko og Jonas Lössl var bærende spillere på førsteholdet, og det var bare noget andet end det gamle men noget slidte træningsanlæg i Århus, hvor man ofte måtte låne andre Århus-klubbers baner eller køre ud til de mindre byer uden for Århus, hvis det havde regnet eller sneet.
”AGF havde ikke noget, der kunne sammenlignes med det, FC Midtjylland tilbød. Det var sådan, verden var. Vi har alle ambitioner og mål med vores liv, og det kan gøre ondt at træffe nogle valg, der er de rigtige. Det er bare sådan, det er,” siger Mikkel Duelund.
”AGF er helt anderledes, end klubben var for 10-15 år siden. Den har altid haft store ambitioner, også dengang jeg var her som ungdomsspiller, men der var ting, der nok ikke kørte i det spor, de burde have kørt i. I dag synes jeg, at AGF har fat i noget enormt bæredygtigt, og det tror jeg også, at mange uden for AGF fornemmer,” siger Mikkel Duelund siddende i AGF's fem år gamle klubhus, der fremstår lyst og nyt med udsigt til træningsbaner, der i dag har indlagt bedre dræn og har en kunstgræsbane, hvor man kan træne året rundt, uanset vejret.
Følelserne i Århus
Mikkel Duelund er fra Virup oppe ved Hjortshøj i den nordligste del af Århus.
Her holder de fleste som i resten af Århus og omegn med AGF. Aarhus Fremad og Brabrand i 2. Division er for små til at tiltrække ret mange interesserede, breddeklubber som Skovbakken, IHF og Lyseng har ikke været store på seniorplan i årtier.
Så da Mikkel Duelund kom på banen for Kevin Yakob med 25 minutter igen af kampen mod Silkeborg 26. februar, var det forløsningen af tæt på et kvart århundredes forhold til byens hold.
”Det er ikke bare de to-tre-fire år, jeg spillede som ungdomsspiller i AGF som dreng. Før da vidste jeg hele tiden, at var jeg god nok, var det AGF-logoet, jeg på et tidspunkt kom til at spille for. Så det var der også, da jeg var i HEI og Skovbakken. Jeg var stolt af at bo i Århus og kunne komme på stadion og sige, det var mit hold og min by,” siger Mikkel Duelund, der først dagen efter Silkeborg-debuten for alvor fattede, hvad der var sket.
”Jeg kunne ikke rigtig… Det der med at kigge ned af sig selv, og så endelig se det logo, der var på brystet, det var mærkeligt. Men det var også for vildt. Det var ærgerligt, vi smed den til sidst, fordi jeg tror, euforien havde været vildere, hvis vi havde vundet. Men da jeg vågnede op dagen efter, var jeg faktisk rigtig glad, og jeg kunne mærke, at det var det rigtige,” siger Mikkel Duelund.
”Man kan sige nok så meget om det, når man kommer til en ny klub, men man kan først rigtig mærke det, når man spiller kampe. Så det var vanvittigt at se billeder af sig selv efter kampen, hvor det var den trøje, man havde på,” siger Mikkel Duelund om at spille på det stadion, hvor han var begyndt at komme allerede et par årtier tidligere.
”Min far og mor tog mig med på stadion, og min fætter [Morten, som den jævnaldrende AGF-målmand Jesper Hansen har spillet med] havde været ungdomsspiller herude og havde spillet på ungdomslandsholdet. Jeg var trofast fan og så ham spille, da jeg var lille. Jeg har også været bolddreng som U/13-spiller, da det var vores tur. Der er billeder fra forskellige kampe her på Fredensvang, og jeg kan pege en del kampe ud og sige, at jeg enten var derinde som tilskuer eller som bolddreng. Og det er ret unikt,” siger Mikkel Duelund.
Slutspillet skal give medaljer
Mandag var Mikkel Duelund ude af åbningen på slutspillet med en mindre muskelskade, da AGF hjemme i Århus var noget uheldig med kun at spille uafgjort med den tidligere onde ond Randers FC.
Dermed er der lagt ekstra pres på medaljejagten i AGF, der i weekenden møder Viborg FF og med tre point i den kamp igen kommer i hælene på VFF på tredjepladsen.
Og det er det, Mikkel Duelund gerne vil med AGF allerede her i sin første halvsæson. Lange tilløb og falsk beskedenhed falder ikke Duelund naturligt, og med eksklubben FC Midtjylland i nederste halvdel af rækken og et usammenspillet Brøndby bag sig tøver Duelund ikke med at kalde medaljer for målsætningen.
”Jeg synes jo, det er lidt ærgerligt, at FC Midtjylland ikke sneg sig med, for det havde været nogle sjove kampe,” siger Mikkel Duelund med et smil.
”Jeg er ikke tvivl om, at vi skal spille om medaljer. Hvilket metal ved jeg endnu ikke, men vi skal gøre os gældende. Vores kampe her i 2023 viste, at vi lige skulle have spillet nogle nye folk ind, inklusiv mig, så de første kampe handlede om at få resultater. Og så har vi på det seneste vist, at vi har kan lægge et ekstra lag på,” siger Mikkel Duelund.
Cheftræner Uwe Rösler satte for en uge siden målsætningerne for resten af foråret op, da truppen var samlet igen efter landsholdspausen.
Den tidligere Manchester City-profil, der nu har to årtiers erfaring som toptræner, kræver bedre spil, når AGF har bolden, samtidig med at den defensive soliditet bevares, og det dette AGF-hold kunne levere, mener Mikkel Duelund.
”Jeg synes, der er muligheder for os i mesterskabsslutspillet. Vi ser stærke ud i forhold til de andre hold, og vores formkurve er vigtig at tage med ind i slutspillet. Vi skal komme med en masse power og en stærk strategi i forhold til, hvordan vi griber slutspillet an. Det er jeg ikke sikker på, alle de andre hold har lige så meget styr på, som vi har,” siger Mikkel Duelund.
I Patrick Mortensen, Yann Aurel Bisseck og Jesper Hansen har AGF tre af ligaens større profiler, og som AGF-truppen ser ud nu, mener Mikkel Duelund ikke, der er grund til at lægge favoritværdigheden over på andre, ej heller at kalde FC København og FC Nordsjælland urørlige oppe på de to toppladser.
”Jeg synes, vi på alle pladser har kvalitet, og at vi har en del kort at spille ud. Vi har jo også ændret formation til de typer, blandt andre mig selv, hvilket har båret frugt. Vi skal ikke spille efter det hver gang, men vi har mulighederne for at ændre stil, hvis vi vil. Vi har nogle erfarne typer, vi har nogle dygtige unge spillere, og vi har nogle enormt stabile typer. Jeg synes, det er en god sammensmeltning af de kvaliteter, der er rigtig betryggende at have. Det er trygt at spille i,” siger Mikkel Duelund.
Erfaringen
Konkurrencen i Superligaen kan sagtens vise sig at være hårdere i næste sæson, hvor man må formode, at FC Midtjylland og Brøndby IF har fået spillet deres hold bedre sammen.
Det ligger langt ude i horisonten, langt på den anden side af et nyt stadion om tre-fire år, at AGF begynder at måle sig på favoritværdighed med de økonomisk stærkeste klubber i Superligaen, men når man som Mikkel Duelund har prøvet at blive mester tre gange og stå med pokaler, vil mere have mere.
”Mesterskabet i 2015 var det vildeste, fordi jeg var så ung, og fordi jeg fik lov til at spille med Jeg tror, jeg nåede at spille syv kampe i den sæson [plus en debut i pokalen mod Esbjerg i december 2014]. Jeg startede faktisk inde i den kamp, hvor vi blev mestre. Jeg havde lige spillet mod Lyngby eller et eller andet hold i U19-ligaen. Og så i 2018 var jeg en større del af det. Det var også bare sindssygt. Det var bare lidt noget andet end i 2015, fordi det var det første mesterskab i klubbens historie,” husker Mikkel Duelund, der i Jesper Hansen og Mikael Anderson har et par tidligere FCM-holdkammerater, der også var med til at vinde DM.
”Jeg tror, det er vigtigt at have nogle spillere, der ved, hvad det kræver, og hvad det indebærer at blive mestre. Jeg føler, at det er en af de ting, jeg kan bidrage med. Især den sæson i 2017/18, hvor det var var helt tæt til det sidste mellem os og Brøndby. Der lærer man noget om, hvad man gør i sådanne situationer, hvor der er risiko for, at man kan få lidt gummiben,” siger Mikkel Duelund.
Sløj timing: Det virker amatøragtigt, Brøndby!
Vær klar, FCK: ‘Meget fysiske og aggressive’
Fem spilforslag til weekenden 13.-15. December
Voldtægtssag mod Mbappé droppet
Guardiola er stolt trods én sejr i ti kampe
Her er Danmarks næste toptrænere
Nu går Thomas Frank viralt
Tryllebundet af Braithwaite: Aldrig set lignende!
Gigantisk flertal – Silkeborg IF er solgt
Lars Knudsen stopper på landsholdet
Chok i Man Utd – på vej til rival?
Ekspert revser Brøndbys ledelse: ‘Respektløs behandling’
Ingen vil have ham: ‘Det er vanvittig besynderligt’
Silkeborg-fan: Her er min drømmetransfer
Brøndby-profil træt af AGF: – Alt irriterer mig
Afkræver Manchester United en forklaring
Jonas Wind storhyldes: Magtdemonstration!
Afsløring: Kevin Mensah er færdig i Brøndby
Ildevarslende nyhed for Andreas Christensen
Danskerklub tæt på krise: Alarmklokkerne ringer
Kent Nielsen har sendt sms: Du ringer lige i aften
Tidligere FCK-stjerne meldes færdig i sin klub
Kasper Dolberg melder klart ud om transfer
Hvordan kan han være så dum? Kan koste jobbet
Ny kontrakt til Patrick Mortensen? Her er AGF-chefs svar
Wow! Vinder guld – han bliver solgt til en storklub
Stig Tøfting hakker til: Sådan ender Superligaen
Gustav Isaksen: Hans stil passer mig perfekt
Daniel Agger forlænger på landsholdet
Gustav Isaksen hyldes efter helterolle
Ekspert om City: De har ikke en chance
Lind bomber i Italien: ‘Ustoppelig’
– Christian Eriksens tid er forbi i Manchester United!
Midtuge-systemet: Fokus på Champions League
Tidligere Superliga-spiller bliver fodbolddirektør
Vil væk: ‘Jeg har niveau til Superligaen’
Ellevild med Kasper Schmeichel: Verdensklasse!
Manchester United i nye problemer: Det er en hån
Tyveri? Ja sgu’ da! Fansene ved selvfølgelig bedst
Dato for Superligaens transfervindue er på trapperne
– Det har været kaos i Brøndby siden CV-fyring
– Det er som en lille dreng, der har fået tæsk
– Fortsæt med at spille fremad, fremad, fremad!
Rasende: ‘Det er under al kritik’
Hylder Links: – En af mine gode venner
Chelsea-back gled to gange og smed støvler i skralderen
Efter scoring: Nu vil han spille fra start
Helt vildt: Jonas Wind straffer Bo Henriksen og co.
Bødestraf i Superligaen vækker opsigt i udlandet
Puha: Det var tamt og rådvildt, Brøndby!
Tøftings opråb: Hent ham, FCK!
Frier til Youssef Toutouh – ‘vi vil gerne have ham’
Har han lyst til et eventyr, så er det nu!