Hele transferprocessen: Man vil være et år foran

Et nyt år er lige om hjørnet, og med årsskiftet kommer også et nyt transfervindue. Fra den 1. til og med den 31. januar kan klubberne i Danmark og resten af verden således handle imellem hinanden.

Men hvordan foregår en transfer?

Det er langt fra noget, der blot arbejdes på, når transfervinduerne er åbne. Tværtimod arbejdes der på konstant på handler. For at få bedre indblik i hele transferprocessen har tipsbladet.dk spurgt Allan Gaarde, der er tidligere sportschef i AaB og nu er partner i rekrutterings- og rådgivningsfirmaet OneNexus.

Her har vi delt transferprocessen op i fem skridt. 

1. Alle har en plan
En fodboldklub begynder forberedelsen til et transfervindue lang tid før vinduets start. Eksempelvis er det ikke unormalt at planlægge, hvornår en spiller optimalt set skal skydes afsted – det har vi også hørt om fra blandt andre FC København og FC Midtjylland.

Det er udtryk for den langvarige transferplanlægning, der er i klubberne. Nærmere bestemt vil de sportslige ledelser oftest gerne planlægge minimum et år frem.  

– Hovedreglen er, at man altid gerne vil være to transfervinduer fremme. Det vil man gerne, men realistisk er du ikke så langt fremme. Hvis du sidder lige efter januarvinduet, vil du allerede være i gang med at planlægge sommer og næste januar. Men det er så uforudsigeligt, at det, du planlægger, ved du godt ikke kommer til at ske, siger Allan Gaarde

Den proces drejer sig ikke mindst om at planlægge, hvem der skal sælges og derfor erstattes i de forskellige transfervinduer, men også om mere ifølge Gaarde.

– Der er også nogle positioner, hvor man er usikker på de spillere, man har. Så er man mere forberedt på, at hvis man ikke har den rigtige kvalitet på eksempelvis højre back, så har man mere fokus på det i lang tid forude.

2. Man har et helt skyggehold
En anden – og meget vigtig – del af forberedelserne til en transfer er, at man skal have et overblik over spillere, der er tilgængelige og skal scoutes. Dem kan man finde på to forskellige måder: proaktivt eller reaktivt.

Hvis man agerer proaktivt, har man som klub selv lagt en plan og fundet spillerne via ens talentspejdere eller et scoutingsystem som WyScout. Omvendt kan man handle reaktivt, hvor agenter henvender sig til en given klub og foreslår diverse spillere, inden klubben så scouter og henter data på spilleren.

Hvad en given klub gør, kommer i sidste ende meget an på dens ressourcer.

– Jeg vil sige, at jo større magt du har på markedet, jo tidligere er du også ude og lede efter spillere. Jo mindre en spiller du er, jo mere reaktiv er du, siger Allan Gaarde og tilføjer:

– De fleste har trods alt et skyggehold: Man har nogle spillere, som man følger på samtlige 11 positioner. Udfordringen er så, at man ofte ikke ved, hvem der er mulighed for i et transfervindue.

Optimalt vil en klub til gengæld gerne have et godt kendskab og fulgt en spiller i op til flere år, inden man gør alvor af interessen og begynder at tage kontakt til de relevante parter.

3. “Hvem skal vi hente?”
Når det kommer til at træffe den endelige beslutning om at forstærke sig på en given plads og finde en spiller, kan det variere meget, hvor mange udover sportschefen der inddrages i beslutningen.

Det er imidlertid meget, meget sjældent én mand, der alene træffer beslutningen.

– Det er forskelligt fra klub til klub. Der er klubber, der siger, at det er en klubbeslutning, og at træneren skal træne spillerne og vinde, og så skal de nok finde spillerne. Der er andre, der involverer trænerteamet ekstremt meget. Det er jo en smagssag. Det er aldrig én mand, der træffer en beslutning alene, fordi der er brug for forskellige perspektiver, siger Allan Gaarde.

Det ender tit med at være en spiller fra skyggeholdet eller listen over transferemner, man går efter. Men sådan er det ikke altid.

Der kan opstå muligheder, der er for gode til at sige nej til, selvom man ikke har det helt optimale kendskab til spilleren – eksempelvis hvis andre klubber også vil have spilleren, eller hvis muligheden først er opstået i transfervinduets sidste timer. 

4. Forhandlinger
I et normalt transferforløb vil man helst indlede kontakten med de relevante parter så tidligt som muligt, lyder det fra Allan Gaarde. Det vil også ofte være inden, at transfervinduet går i gang.

– Det afhænger jo også af kontraktsituationen på den spiller, for der er jo nogle regler, der skal overholdes, men ofte sker kontakten også omvendt. En spiller er måske ikke tilfreds, hvor han er, og så tilbyder agenten en klub at se på spilleren. For at kunne gøre et godt stykke arbejde er man nødt til at scoute, både på data og live. Det kræver noget tid, siger han.

Hvis der er gensidig interesse, kan forhandlingerne om en transfer begynde, og her er der fire parter, der skal blive enige. Det drejer sig om spilleren, den købende klub, den sælgende klub samt spillerens agent.

I det globaliserede transfervindue, vi har i dag, foregår de fleste af disse forhandlinger via telefon eller mail, hvor der sendes tilbud og forslag frem og tilbage mellem alle involverede parter.

Selvom der i transferdækningen kan være tale om, at en klub har flere emner til en position, foretrak Allan Gaarde selv kun at nå forhandlingsstadiet med én spiller ad gangen.

– Det tror jeg afhænger af, hvem du spørger, og hvilket værdigrundlag man har. Ofte er der stillet en ramme op, inden man går ind til forhandlinger. Men hvis man går til realitetsforhandlinger, har jeg personligt haft det sådan, at man gør det med kun én ad gangen. Hvis man kommer så langt, er det ikke klædeligt at have gang i fem forhandlinger, hvor man måske bliver enig med fire, og så må man sige, “Vi er godt nok enige, men jeg vil hellere have ham den anden”. Det ville jeg ikke synes var okay.

5. “De sidste formaliteter”
Til slut, når alle parter har sagt god for en handel, skal “de sidste formaliteter” klares, og det er meget mere end blot en lille underskrift.

Først og fremmest skal der ordnes et lægetjek for spilleren, mens kommunikationen om transferen skal koordineres blandt parterne. Så er der også en masse papirarbejde, hvor transferen skal meldes til fodboldforbundet, DBU.

Hvis det er en international transfer skal transferen også meldes i FIFA’s såkaldte Transfer Matching System. 

– En transfer kan ikke blive godkendt, medmindre begge klubber har skrevet præcis de samme oplysninger. Det er alt fra løn til transfersum til solidaritetsbetaling til agenthonorar. Hvis der er bare et komma forkert, bliver det ikke godkendt. En godkendelse giver også et ITC, der er et internationalt transfer-certifikat, og du kan ikke spille uden sådan et. Alt det skal ske inden deadline, så man har en til at styre det, fortæller Gaarde.

Og voila. Når dokumenterne er underskrevet og godkendt af forbundende, er en transfer gennemført, og en klub er blevet en spiller rigere.

Her kan du læse om, hvordan Randers FC fandt en af deres helt store profiler i “en stor høstak”.