– Jeg håber ikke, du har en kæreste derhjemme? Ikke når du er så dygtig til at lyve.
Replikken bliver leveret med et smil på læben af FC København-stjernen Mohamed Elyounoussi til Tipsbladets udsendte journalist, der må lægge sig fladt ned og erkende, at han har løjet nordmanden lige op i ansigtet.
Da Mohamed Elyounoussi møder Tipsbladet en tidlig eftermiddagstime i Parken, tror han, at interviewet skal handle om lidt løst og fast i forhold til den igangværende sæson, så udtrykket ændrer sig, da han bliver bekendt med, at han er blevet lokket i en fælde.
Smilet vender dog lynhurtigt tilbage på nordmandens læber.
Tipsbladet har nemlig sat Mohamed Elyounoussi i stævne for at overraske ham med nyheden om, at han er blevet kåret som Efterårets Profil af cheftrænerne i Superligaen. En traditionsrig kåring, som Tipsbladet har stået for i 30 år.
– Der tog du sgu fusen på mig, siger FCK-stjernen med et grin.
Han ser længe på diplomet, hvor det står sort på hvidt, at han er Efterårets Profil.
– Det er meget stort. Det er ikke sådan, at det er et mål, jeg har, at jeg skal vinde individuelle priser – mit mål er udelukkende at vinde Superligaen med FC København. Men selvfølgelig er jeg glad, for det betyder, at jeg gør noget rigtigt. Det er ekstra specielt, at det er trænerne, der har stemt på mig. Det betyder meget for mig, at det kommer fra modstandernes træner. Jeg sætter meget stort pris på det, siger Mohamed Elyounoussi.
Artiklen fortsætter under billedet

Bruger mange penge på udstyr
Den 30-årige nordmand har i skrivende stund scoret seks mål og lavet fem assister for FC København i Superligaen, og han har været den offensive drivkraft på Superligaens tophold.
Der er sådan set mange ting, man kunne rose Mohamed Elyounoussi for, men det er der ingen grund til. Han bryder sig ikke voldsomt meget om at tale om sig selv.
– Personligt har det set fint ud. Jeg har scoret mål og fået masser af spilletid, og det er selvfølgelig okay, men alt det betyder ingenting, hvis vi ikke står med trofæet i hånden til sidst. Det var en stor skuffelse, at vi ikke blev mestre i sidste sæson. Jeg vil meget gerne bytte den her kåring for et mesterskab, siger han og tilføjer:
– Jeg har spillet flere forskellige positioner, og det har været meget lærerigt for mig af taktiske grunde. Jeg er virkelig blevet udfordret på den måde, og det passer mig fint.
Mohamed Elyounoussi har været lidt af en Duracell-kanin på FCK-mandskabet. “Løverne” har været ramt af en del skader i denne sæson, men Elyounoussi? Han spiller hver gang! Over 2.000 minutter i alle turneringer er det blevet til for nordmanden, der ikke har misset en eneste kamp.
– Jeg har i årenes løb gjort alle de rigtige ting for at holde min krop så skarp som muligt. Jeg har også brugt en del penge på at have en masse udstyr derhjemme, som skal hjælpe med restitution. Jeg går meget op i at pleje min krop så meget som muligt. Jeg spiller mange minutter, og det er jeg glad for, men det kan også være hårdt. Derfor er det ekstra vigtigt at passe på kroppen, fastslår Efterårets Profil.
Han håber, at kroppen holder hele vejen, så han kan bidrage til, at FC København vinder mesterskabet. For det skal de. To sæsoner i træk uden et mesterskab i hovedstaden går ikke.
– Det giver mig ekstra motivation, at vi skal genvinde mesterskabet, efter at det ikke lykkedes i sidste sæson. Vi skal slå tilbage, for det var meget skuffende i fjor. Vi måtte se os selv i spejlet og sige, at det ikke var godt nok, men jeg synes, vi er kommet fint tilbage. Jeg tror, det bliver afgjort af marginaler til sidst, og derfor er hver eneste kamp vigtig, siger Elyounoussi.
Mange spændende spillere på vej
FC København er lige nu nummer et i Superligaen, men europæisk er det gået den forkerte vej for Jacob Neestrups mandskab. For et års tid siden løb holdet rundt og mødte klubber som Bayern München og Manchester United i Champions League.
Nu har FCK lige spillet mod Dinamo Minsk i Conference League.
Det er svært at nå frem til en anden konklusion, end at FC København ikke er på det niveau, man var for et år siden.
– Der har været en del udskiftninger på holdet, og vi har fået en del nye spillere – flere af dem kommer fra Sydamerika, og de har skullet bruge noget tid på at finde sig til rette i Danmark. Mange af dem er tilmed unge. Vi har ikke ramt vores topniveau – slet ikke – og vi skal forbedre os, siger Elyounoussi, der er sikker på, FCK går en ny storhedstid i møde:
– Alle i klubben arbejder i samme retning, og det er grunden til, at FC København har været så gode i mange år. Samtidig oplever jeg hele tiden, at de unge spillere, som træner med os, gør det godt. Der er mange spændende på vej, som kan blive rigtig gode, hvis de udvikler sig tilstrækkeligt.
Artiklen fortsætter under billedet

Frikøbsklausulen
Mohamed Elyounoussi tiltrak sig pludselig en del opmærksomhed i sommerens transfervindue.
I juli kunne Tipsbladet afsløre, at nordmanden havde en frikøbsklausul på 22 millioner kroner, og dermed var det altså muligt for andre klubber at erhverve sig FC København-stjernen for en relativt beskeden sum.
– Det var ikke noget, der rokkede ved mit fokus, for jeg svarede næsten det samme hver gang, jeg fik spørgsmålet. Det kan godt være, at det var et forstyrrende element hos fansene, men over for Jacob Neestrup og mine holdkammerater var jeg meget tydelig. Ja, den (frikøbsklausulen, red.) var der, men der skulle meget til for, at jeg ville væk, siger Elyounoussi.
I det forestående transfervindue er der ingen frikøbsklausul i Mohamed Elyounoussis kontrakt, og nordmanden forventer en afslappet januar.
Men man skal som bekendt aldrig sige aldrig.
– Jeg har ingen planer om at skifte, men man ved aldrig i fodbold. Man kan ikke forudse noget i den her branche, men min plan er ikke at forlade FC København. Jeg vil vinde mesterskabet med FCK – det er min eneste plan.
Offensivspilleren har kontrakt med FC København frem til sommeren 2027, og han er slet ikke afvisende over for at blive i klubben i længere tid – måske endda resten af karrieren.
– Ja, hvorfor ikke? Jeg har det godt, og mine børn er startet i skole. Vi har for alvor slået os til ro her, og vi har det godt i byen. Jeg tager en sæson ad gangen, og hvis FC København måske vil forlænge på et tidspunkt, må vi tage stilling til det til den tid, slutter Elyounoussi, mens han endnu en gang kaster et blik på diplomet som Efterårets Profil.
Som nykåret prisvinder er det også lidt lettere at tilgive en løgn.
LIVE
TransferLIVE: Spurs betaler 804 millioner kroner
NYHEDER
Dårligt nyt for Isaksen
NYHEDER
Brøndby bekræfter: Køber stortalent
TRANSFER
AGF-scoop: Hijackede transfer
LIGE NU
Tullberg hiver anførerbindet af Mads Bech Sørensen
EKSKLUSIVT
Afsløring: AGF forhandler om Mikael Anderson
TOPNYHED
Tullberg teaser for transfer
TOPNYHED
AGF-boss skyder mod FCM: Det var en svinestreg
LIVE
VM-LIVE: England klarer frisag
Klar tale: Han kommer til at spille i Real Madrid!
MEDIE
Steve Cooper med stor beslutning
TOPNYHED
Dario Dumic fyret – sagsøger spansk klub
MEDIE
Stort medie: Bliver Hjulmand den nye landstræner?
TRANSFER Overblik: Her er Superligaens sommertransfers 2026
TOPNYHED
KÆMPE nedgang – så meget går AC ned i løn
Forstår intet af Bisseck-beslutning
MEDIE
Nu er Brøndby IF konkret på banen
AVIS
Dialog med Brøndby – er dette prisen?
Belgien – Senegal
TIPSBLADET SPECIAL Sådan gør din Superliga-klub i sommerpausen
MEDIE
Kæmpe FCK-flop: De jagter Amir Richardson
TRANSFER
Til lægetjek i Danmark: FCM betaler ‘pænt beløb’
TRANSFER
De køber ham for 740 mio.
NYHEDER
Kane snød DR Congo i dramatisk kamp
EKSKLUSIVT
Afsløring: Mohamed Sankoh tæt på Superliga-klub
MEDIE
Brøndby IF og Feyenoord er i dialog
TOPNYHED
Brøndby med transferscoop?
EKSKLUSIVT
Afsløring: Jens Jønsson skifter til AGF
NYHEDER
Bo Henriksen: ‘Den regel er en katastrofe!’
Giver FCK-emne transferråd: ‘De betaler også mere’
Vilde Norge! Her er deres vej til VM-finalen
Silkeborg-profil åbner for sommerskifte
EKSKLUSIVT FCK’s nye boss: Han er meget tæt med superstjerner
TRANSFER
‘Det er en interessant spiller’
OPTAKT