Artiklen er fra Tipsbladets avis fredag den 14. juli
Da Daniel Stenderup landede i Hvidovre i sommeren 2019, var det ikke med en stor og brølende ambition om at få den gamle storklub tilbage i Superligaen. Det var heller ikke noget, man overhovedet snakkede om dengang på Sollentuna Allé, for sæsonen før havde Hvidovre IF været oprykker i den næstbedste række og var kun lige sluttet over nedrykningsstregen, mens Stenderup også havde andre planer med skiftet.
Han havde spillet 139 kampe i Superligaen for først Brøndby og siden Esbjerg, og efter et par sæsoner i Roskilde var det tid for den dengang 30-årige centerforsvarer at tænke videre ud i fremtiden end den næste kamp. For med skiftet til Hvidovre var der nemlig også mulighed for at begynde en civil karriere ved siden af som byggelederassistent hos klubsponsor KBS Byg, mens fodbolden stadig var på et fornuftigt niveau.
Men så begyndte brikkerne at falde på plads ude i Hvidovre, bunden af 1. division blev til midten og så til toppen, og for syv uger siden skete det utænkelige. De danske mestre anno 1966, 1973 og 1981 vendte for første gang i 27 år tilbage til Superligaen, og det gjorde de på deres helt egen måde. For det burde jo ikke kunne lade sig gøre, at et hold af fyraftensproffer kunne blive blandt de 12 bedste i landet, men sådan er det gået, og det er det blandt andet på grund af den særlige ånd og sammenhold, der er en del af klubben, og som også smitter af på dette interview.
Det var nemlig ikke lige til at finde et roligt sted til en snak, så sportschef med meget mere Peter Lassen tilbyder, at vi da bare kan sidde inde på administrationens kontor, hvor han godt nok også sidder mellem bjerge af papkasser og forsøger at jonglere en sæsonstart i Superligaen på plads på rekordtid.
Men Lassen lover at gå udenfor, når telefonen ringer (og det gør den meget), og desuden også være stille undervejs (det holder han – næsten), så derfor ender Stenderup og undertegnede altså over for Lassen ved et bord, hvor der er plads til computer og optager ved siden af alle de halstørklæder, der ligger klar med navnemærkater til de pakker, der snart er på vej ud til Hvidovre-fans.
Sådan en interviewramme kan man ikke forestille sig i nogen anden Superligaklub, men her falder det helt naturligt, for man er sammen om det hele, og der er ingen skjulte dagsordner. Det er fodbolden, som den var engang, og det er en af hovedårsagerne til, at Hvidovre snart skal spille Superliga igen.
Ville være underligt at ændre
Sammenholdet betyder, at helheden er stærkere end de enkelte dele, og selv om de fleste ser Hvidovre som en oplagt nedrykningskandidat, er anfører Daniel Stenderup ikke bekymret før sæsonstarten ude mod FC Midtjylland om en uges tid.
”Jeg er nok mere spændt. Vi ved jo, at det bliver svært. Det er der ikke nogen tvivl om. Vi har det laveste budget for en oprykker siden Hobro, så selvfølgelig bliver det svært, men det ser vi som en udfordring.”
”Samtidig med at vi har en sindssygt god og sammentømret trup, har vi også nogle rigtig gode fodboldspillere. Spillere, som har lyst til at være her, når de kommer til træning efter arbejde. Spillere, der har lyst til at give alt, hvad de kan på fodboldbanen. Det er jo ikke altid, at man lige kan ramme og sammensætte sådan en trup, men det har vi gjort, og det har været fantastisk. Det er ikke alle med et lavt budget, der rykker op, så vi har både været heldige og gode.”
”For vi har det her sammenhold. Viljen til at kæmpe ekstra for hinanden. Og vi er ikke bare tilfredse med at rykke op med et lavt budget. Folk vil rigtig gerne mere, de vil gerne træne mere og gøre det rigtige for at blive endnu bedre. Det ser jeg også som en af de styrker, vi har,” siger Daniel Stenderup om et hold og en trup, der rykkede op fra den næstbedste række med en offensiv spillestil tilsat det, som cheftræner Per Frandsen her i spalterne har kaldt en positiv arrogance, mens man også til tider har praktiseret både højt pres og en høj bagkæde.
Og det skal der ikke ændres på, selv om bagkæden måske kommer til at stå over for Gustav Isaksen og en sydkoreansk VM-målscorer i gensynet med Superligaen.
”Vores styrke har hele tiden været at fokusere på, hvad vi er gode til, og hvad vi selv skal gøre. Selvfølgelig er vi også opmærksomme på, hvad modstanderen kan, og hvilke gode individualister de har, men vi kommer til at forstærke vores fokus på det, vi selv er gode til. Det ville da være underligt, hvis vi røg op i Superligaen og så pludselig begyndte at træne i at stå tilbage på banen, for det er ikke det, vi er gode til,” siger Daniel Stenderup.
Samtidig er det også værd at notere sig, at selv om der skal bruges mange kommunale millioner på at gøre det gamle stadion Superliga-klar, og at Hvidovre-spillerne ikke har været på en forkromet træningslejr, men i stedet har spillet Belt Cup i Nykøbing Falster og endda har måttet køre til og fra kampene i bus, da overnatningsmulighederne på sydhavsøen ikke levede op til forventningerne, så er man ikke blottet for Superliga-fornemmelser.
Faktisk har man 11 spillere i truppen med kampe i den bedste danske række, og det er ikke bare sporadiske indhop. Der er tale om hele sæsoner og masser af erfaring, som de yngre spillere i truppen utvivlsomt kommer til at nyde godt af undervejs.
”Selvfølgelig hjælper det. Vi kan være med til at hjælpe de unge på vej og guide dem i forhold til, hvad vi selv har gjort os af erfaringer,” siger Daniel Stenderup med de 139 kampe, der bliver overgået af både Martin Spelmann og Christian ”Greko” Jakobsen.
Men han havde ikke lige forestillet sig, at han som 34-årig ville komme til at lægge på antallet af Superliga-kampe, og da slet ikke med Hvidovre.
Fordelen ved Frandsen
Lysten til at vinde har selvfølgelig ikke forandret sig i de fire år, han har spillet i Hvidovre, men det har bare været nogle andre vilkår, der så alligevel på en mærkelig måde har været med til at udvikle det hold, der nu står klar blandt de 12 bedste i Danmark.
”Ja, det er jo lidt en sjov størrelse. Jeg vil ikke sige, at jeg nedprioriterede fodbolden på den måde, da jeg kom her, men jeg ville også begynde at prioritere nogle andre ting, og det var også en af grundene til, at jeg kom til Hvidovre. Jeg kunne få en uddannelse og spille fodbold ved siden af.”
”Jeg tror, det har været rigtig godt for mig, fordi jeg har haft noget andet at tænke på, og nogle gange kan jeg også godt føle, at det er vores styrke på holdet. Hvis man er på fuld tid og taber fire kampe, så sidder man derhjemme og tænker over det hver dag. Her kan vi også godt have haft en periode, hvor vi har tabt, men så har jeg bare så mange andre ting at tænke på, at det ikke rigtig fylder på den måde.”
”Når jeg kommer hjem til min familie, tænker jeg ikke rigtig over det, og når jeg går på arbejde, gør jeg det heller ikke. Og så kommer man i klubben, og så tænker man lidt på det, men så er vi på træningsbanen, og så er det bare videre, så på den måde tror jeg, at vi har været gode til hurtigt at rejse os efter nederlag.”
”Jeg vil ikke sige, at det ikke er lige så vigtigt, men det kan godt føles lidt sådan nogle gange. Når vi er her, vil vi gøre alt på samme måde, som hvis vi var fuldtids, men der bliver nok ikke tænkt lige så meget fodbold, som man normalt ville gøre,” siger Daniel Stenderup, der udover fodbold- og arbejdslivet også er i gang med at renovere familiens hus i Rødovre med et håb om, at det står færdigt, når efterårssæsonen er slut.
Men selv om han har travlt, og fodbolden ikke står forrest og øverst 24/7, så er lysten og sulten der stadig.
”Ja, det har ikke ændret sig. Det er jo det, der også har været godt for mig og Hvidovre generelt, at vi har fået nogle lidt ældre spillere ind, der kommer, fordi de gerne vil være her, fordi vi gerne vil blive bedre og gøre vores holdkammerater bedre. Der er Spelmann jo også et rigtig godt eksempel på.”
”Jeg har da haft en masse gange, hvor jeg kører til træning efter arbejde, og man sidder og tænker på, hvor træt man er, men når man så kommer her og kommer på banen, så er der ikke noget, der holder én tilbage. Og jeg kan jo lide det.”
”Hvis jeg ikke kunne lide det og ikke havde lyst til det, så var jeg også stoppet. Det er der ingen tvivl om. Jeg har mange andre ting, jeg kunne bruge mere tid på,” siger Hvidovre-anføreren om et fodboldliv, der også bliver løftet af den helt rigtige træner i form af Per Frandsen.
”Han betyder sindssygt meget, og han passer perfekt ind. Det er det perfekte match, for han er så lige til. Han kalder en spade for en spade. Han er fantastisk. Jeg har været sindssygt glad for at få lov til at spille under Frandsen,” siger Daniel Stenderup om en cheftræner, der ikke tror på lange, taktiske sessioner og videomøder.
”Det er lige præcis det, vi ikke gør. Det er en del af alt det nye, der kommer til i fodbolden, men jeg må også indrømme, at i min alder og med alt det, der er ved siden af, så kunne jeg lige så godt stoppe, hvis jeg hver dag skulle sidde til et videomøde. Det gider jeg simpelt hen ikke at bruge min tid på.”
”Det er fordelen ved Frandsen. Det er bare ud med knald på træningerne, højintenst hver evig eneste dag. Man nyder at komme til træning, det er sjovt, og der er knald på. Det er ikke sådan noget gå-fodbold,” siger forsvareren.
Og selv om man nu er rykket op i Superligaen, bliver der heller ikke ændret meget på træningsmængden. Mange af spillerne har jo arbejde ved siden af, så der er stadig træning klokken 16 og to fridage om ugen, der som regel ligger på hverdage. Men der er dog åbnet op for en smule mere, hvis det er.
”Vi har snakket om, at når vi spiller søndag, plejer vi at have fri om fredagen, men det bliver så en frivillig træning, så alle dem, der har tid og overskud, kan komme ind og træne, og dem, der ikke kan, de holder fri,” siger Daniel Stenderup.
Tæt på fuld tid ved siden af fodbolden
Allerede i sidste sæson gik han med overvejelser om, at det var ved at være tid til at sige farvel til fodbolden på topplan, men han skrev under på en ny etårig aftale med Peter Lassen oppe ved skrivebordet, men så er det også det.
”Ja, jeg havde lidt tanken sidste år, men det var jo svært at sige tak for denne gang, når man er rykket op. Men jeg har også en familie derhjemme, der savner mig, og samtidig slider det at arbejde ved siden af.”
”I starten undrede jeg mig over måden, vi gør det på her, men man finder ud af, at det er fint nok med de to fridage, vi har om ugen, som man så kan bruge på noget andet. For jeg har da haft masser af perioder, hvor jeg virkelig er presset i det.”
”Det er jo ikke, fordi jeg som sådan mister lysten til at spille fodbold, men det er det der med prioriteterne i livet. Jeg har to piger derhjemme, som kun lige ser mig efter klokken 18 det meste af ugen. Så skal vi spise – og det er min kone, der har hentet og lavet mad og ordnet alle de der ting – og så bliver de puttet, og så har jeg lige set dem til morgenmad og til aftensmad, og så er det det,” siger Daniel Stenderup, der afleverer den ene af sine piger klokken syv om morgenen, så han kan nå på arbejde til 7.30.
Uddannelsen som byggeleder er også ganske kompliceret, og selv om han blev uddannet som maler for mange år siden, er der rigtig meget at lære, for Lassens kommentar oppe fra skrivebordet om, at Stenderups job da vist mest handler om at sidde i en skurvogn og spille Candy Crush på telefonen, holder ikke i virkeligheden. Det kræver overblik og koordination og en fornemmelse for udviklingen i større projekter.
”Det er sindssygt spændende, og jeg trives virkelig i det med nogle gode kollegaer. Men når klokken så er tre, kører jeg direkte til træning herude. Så jeg arbejder mere eller mindre på fuld tid, men det er det så ikke, når man er byggeleder, for jeg kan jo godt se, at mine kolleger både kommer tidligere og går senere. Det kan godt være lidt svært med den dårlige samvittighed over for kollegaerne også. Det er jo ikke altid det fedeste at være den sidste, der kommer, og den første, der går,” siger Daniel Stenderup, der dog har fuld opbakning fra arbejdspladsen, der jo står på brystet af Hvidovre-trøjen.
Tilbage i søgelyset
Så selv om det til tider trækker tænder ud, så fungerer det, og det fungerer så godt, at han altså nu er tilbage i Superligaen igen i en smuk cirkelbevægelse. For den seneste kamp var for Esbjerg mod FC Midtjylland den 24. oktober 2016, og nu gælder det så FCM igen som den første modstander.
Karrieren begyndte i Brøndby tilbage i oktober 2010 med debut hjemme mod AC Horsens, og selv om det blev til 0-1-nederlag, står kampen stadig som en af de største oplevelser i Daniel Stenderups fodboldliv.
Det blev også til bronze i den første sæson under Henrik Jensen, men så dykkede Brøndby, selv om den unge centerforsvarer faktisk gjorde det fornuftigt, og det var som bekendt ved at ende med nedrykning, hvis ikke Lebogang Phiri havde scoret et sejrsmål i Horsens i en kamp, hvor Stenderup ikke var med.
Nedturen kostede Henrik Jensens afløser, Auri Skarbalius, jobbet til fordel for Thomas Frank, der kunne have været den perfekte træner for Stenderup, men desværre brækkede han anklen i en pre-seasonkamp mod Brønshøj og sad ude et halvt år. Og da han kom tilbage, var pladsen væk, så han skiftede i stedet til Esbjerg, der også var på vej nedad efter nogle store år, og hvor han nåede at spille under både Niels Frederiksen og Jess Thorup.
Så rammerne var aldrig helt optimale for den tidlige Superliga-udgave af Daniel Stenderup, selv om han havde gode perioder som spiller og ikke er helt enig i Lassens udlægning oppe fra skrivebordet om, at han aldrig har spillet så godt, som han gør nu. Men det går godt, og det gør det måske også, fordi tiden i Hvidovre på en eller anden måde minder om den tid, hvor forsvareren havde det allerbedst som fodboldspiller.
”Jeg har altid sagt, at jeg har fået sindssygt mange fede oplevelser ved at spille fodbold, også på seniorniveau, men jeg føler, at min bedste fodboldtid var min ungdomstid [først i Vanløse og så i Brøndby fra han blev 15]. Man kom til træning, fordi man syntes, det var sjovt, og der var ikke så meget udenom, Det var fandeme en fed tid.”
”Selvfølgelig var det fedt at spille på Brøndby Stadion. Min største oplevelse var 100 procent min debut for Brøndby, som jeg stadig kan huske, og det var også stort at spille derbyerne mod FCK, men så er der også bare så mange andre ting, der hører med. Man bliver bedømt hver evig eneste weekend, og alle folk har en mening og er heller ikke bange for at ytre den. Der er så mange, der sidder bag skærmene og godt kan være modbydelige.”
”Man bliver da også bedømt som ungdomsspiller, og det var kun de bedste, der kom igennem, men det var på en anden måde, og det føltes lidt mere rent,” siger Daniel Stenderup og nikker til parallellen med de seneste år i Hvidovre.
”Ja, det kan man godt sige. Og nu bliver det noget andet, og det har jeg da også tænkt over. Det har været dejligt at komme her og træne, og der har ikke været nogen bevågenhed fra nogen som helst, og nu kommer der rigtig meget. Hvordan bliver det?” siger Daniel Stenderup.
Men det er ikke noget, der fylder så meget endda. Forsvareren frygter hverken pressen eller utilfredse fans, og truppen har rutinen til at bære alle igennem den nye bevågenhed, der ikke bliver mindre af, at Onside-redaktionen vil følge holdet tæt, hvilket blandt andet betyder, at han skal have et tv-hold med på arbejde i den nærmeste fremtid.
Først og fremmest glæder han sig til den nye sæson, og han glæder sig allermest til efterårets sidste kamp, for den skal spilles på Brøndby Stadion. Men inden da er der masser af store udfordringer, der skal håndteres og overvindes, og når det hele så er slut om 10 måneder, må det gerne slutte med en fest, som sidste sæson gjorde. Dengang festede man for oprykning, til næste maj må det gerne være en fest for en 10. plads.
”Det ville helt sikkert være ideelt. Min drøm er, at vi kan holde os oppe. Det ville være fuldstændig fantastisk, for jeg håber virkelig ikke, at jeg kommer til at forlade skuden med en nedrykning,” siger kaptajnen på Hvidovres nyslåede Superliga-hold, Daniel Stenderup.
Fotos: Getty Images
