Ny VB-træner havde livskriser i Litauen og Cypern

Interviewet med Carit Falch er fra april 2021 - vi bringer det igen i anledning af, at han nu er blevet ansat som cheftræner i Vejle Boldklub.

----

Da Lyngby og Vejle tirsdag aften havde spillet påskens sidste Superliga-kamp, var Lyngby-spillerne ret klare i deres vurdering af modstanderne.

”Vejle fik vel, hvad de kom efter, nemlig et enkelt point. De ville ikke så meget, og vi fik ikke skabt det, vi ville,” sagde Mathias Hebo, og også anfører Kasper Enghardt vurderede, at Vejle-spillerne kom for at få uafgjort med hjem.

”Det gik de nok efter, ser det ud til. Man kunne tydeligt se, at de gik længere tilbage og lod os skabe kampen.”

Hans kaptajn-kollega hos modstanderne, Jacob Schoop, afviste derimod, at vejlensernes målsætning var ét point – hvorefter han uddybede taktikken, der nu egentlig godt kunne lyde, som om det alligevel var ambitionen...

”Nej, det var det ikke. Vi kom med det formål, at vi skulle lukke af, og det gjorde vi. Vi skulle have et clean sheet, og så var alt derfra til vores fordel.”

Det var da også sluttet med ét point til hver af de to bundhold. Kampen endte 0-0 og var jævnt begivenhedsløs over 90 minutter, men Lyngby var dominerende med cirka 60 procent af boldbesiddelsen. Det markerer, at en ny del af Lyngbys sæson er gået i gang. Holdet vandt ikke en eneste Superliga-kamp hele efteråret og blev isoleret i bunden. Så fulgte en periode fra forårssæsonens begyndelse, hvor Lyngby kom fra baghjul og overraskede modstanderne. Da grundspillet lukkede, havde holdet 2021's næstbedste pointsnit efter fem sejre i ni kampe, og hullet op til nedrykningsstregen var næsten lukket.

Og nu er en ny fase så undervejs: De andre Superliga-klubber ved godt, hvad Lyngby er i stand til, hvis man giver plads – så det får Lyngby ikke. Det er Carit Falch allerede opmærksom på, fortæller den 44-årige træner, da Tipsbladet møder ham til interview dagen efter 0-0-kampen.

”Vejle gik til kampen med en meget defensiv organisation, og den havde vi svært ved at åbne. Vi blev lidt for passive. Vejle gav os ikke de rum, vi gerne vil spille i, så dem skulle vi selv skabe for at komme til gennembrud. I nogle af de andre kampe har modstanderen kørt på os, og så er rummene kommet mere naturligt, uden at vi skulle gøre så meget for det,” siger Carit Falch.

Det begynder at ligne en tendens. Forrige hjemmekamp mod FC Nordsjælland blev også en chancefattig stillingskrig, hvor gæsterne ikke gav meget plads til Lyngby. De endte med tage en 3-0-sejr med hjem til Farum efter et rødt kort til hjemmeholdet og to scoringer i slutminutterne.

”Vi har gennem vores præstationer skabt noget opmærksomhed og noget respekt. Når Nordsjælland kommer her og pakker sig, er der noget om snakken. Nu gør Vejle det også, og det er to hold, der normalt vil spille kampene. Når de begge kommer til Lyngby og faktisk har et ret defensivt mindset, så er det da helt klart noget, vi er nødt til at tage alvorligt. Vi skal blive bedre til at åbne en modstander, uden at de kapitaliserer på vores fejl. Det er supersvært – det sværeste i fodbold er at skabe en kamp og samtidig sørge for, at de andre ikke udnytter det i den anden ende. Men vi har skullet gøre det i to kampe mod Vejle og Nordsjælland, og det bliver nok ikke sidste gang i denne sæson,” siger Falch, der tror på, at hans hold kan løse den opgave, det nu kan blive stillet over for i nedrykningsspillet.

”Det er ikke en helt ny strategi, der skal opfindes for os. Det havde været værre, hvis vi havde haft en strategi om at stå lavt og sparke lange bolde, og så lige pludselig gav modstanderne bolden til os og sagde: ”Skab kampen!” Vi vil jo gerne skabe kampen. Det er det, vi træner hver dag. Så vi skal bare blive lidt skarpere til at gøre de ting, vi gerne vil i vores spil,” siger træneren, der på kort tid i Lyngby har vist, at han evner at løse svære opgaver.

Lyngby-spillernes genskabte tillid
Egentlig ville Carit Falch gerne have haft en seniorjob i udlandet, men corona gjorde det vanskeligt at finde. Så da Birger Jørgensen sidst på foråret 2020 spurgte, om han ville være U/19-træner i Lyngby, endte han med at sige ja. Cirka et halvt år senere blev han så, uden varsel, alligevel seniortræner. Oppe på klubbens trængte førstehold fik cheftræner Christian Nielsen nemlig hjernerystelse, og Falch skulle vikariere som hans afløser.

Lyngbys tidligere træner Christian Nielsen.

”Jeg lå faktisk syg derhjemme og blev spurgt, om jeg kunne overtage den her situation. Man bliver smidt hovedkulds ind i det. Jeg kendte spillerne og staben, men det var svært at skulle være helt ny og komme ind på et tidspunkt, hvor de havde det svært resultatmæssigt. Jeg sagde fra start til Andreas Byder, som er direktør: ”Det vil jeg gerne, men det kræver, at jeg kan få lov til at komme med den, jeg er, og med nogle af mine ideer til spillet. Jeg kan ikke bare være en kopi af noget andet. Så er det bedre at fortsætte med den nuværende stab. Hvis jeg skal ind, kommer der til at være nogle ændringer.” Det sagde jeg faktisk også til Christian. Jeg ringede selv Christian op og sagde, at nu havde jeg fået den her forespørgsel, og jeg sagde også til ham, at jeg var nødt til at gøre det my way. Han sagde, at det skulle jeg gøre.”

Carit Falch ville spille med et højere og mere intenst pres, og han ville spille fremad med bolden. Men derudover handlede hans opgave om at fremavle to ting i spillertruppen: tillid og selvtillid.

”Der var faktisk en god stemning på trods af, at det ikke gik godt med resultaterne. Men det var på overfladen. Når det kom til stykket, og det virkelig brændte på, var der ikke tillid til hinanden. Den skulle jeg have genskabt. Og det kan man ikke bare gøre ved at holde møder.”

Som noget af det første prøvede Falch det høje pres af i en træningskamp i Hvidovre. Det hang slet ikke sammen. Spillerne havde svært ved at købe ind på de nye ideer.

”Men jeg holdt fast og fik snakket med spillerne, og heldigvis fik de ret hurtigt en forståelse for, hvad de skulle – og så lykkedes det. De kunne godt selv se og mærke, at det rent faktisk kunne lykkes. Og at ham ved siden af; han kunne faktisk også godt. Der havde været en tendens til, at ”jeg gør det – men jeg tror sgu ikke, at ham den anden er der for mig. Hvis jeg løber frem og presser, så er jeg sgu ikke sikker på, at ham den anden lukker for mig.” Før man har den tillid, kan det ikke fungere.”

Resultaterne blev ikke bedre efter hans ankomst. I efterårets sidste fem kampe, hvor Carit Falch stod på sidelinjen, fik Lyngby kun to point, og det var i hjemmekampe mod AC Horsens og Vejle. Holdet tabte 4-1 til Brøndby, 3-0 til Randers og 3-2 til AaB. Men træneren selv og folkene omkring så masser af fremgang.

”Man kan tage kampen på Brøndby Stadion som eksempel. I første halvleg var vi totalt dominerende, og det kunne spillerne også mærke. Men vi smed nogle bolde væk i midten, og de kørte omstillinger og scorede. Det var en vigtig periode, for der var rent faktisk ting, der fungerede, og man kunne se perspektivet. Hvis vi virkelig fik det til at fungere, kunne det blive effektivt. Men det kræver, at man ikke fokuserer på fejlene. Der var min ledelse vigtig. Hvis jeg havde begravet de spillere, som lavede fejlene, havde jeg vinket farvel til den udvikling, som kom lige bagefter. Så havde de ikke spillet de risikoafleveringer; de var ikke gået op i det pres. Det havde jeg dræbt, hvis jeg havde slagtet spillerne. Så det valgte jeg at se fuldstændig bort fra. Jeg nævnte ikke fejlene. Vi så dem ikke på video. Vi lod, som om det ikke skete, og vi fokuserede kun på det positive. Og så arbejdede vi med at udbygge det,” siger Carit Falch.

Lige før jul valgte ledelsen i Lyngby, at vikaren skulle forfremmes. Carit Falch afløste Christian Nielsen og har nu en kontrakt frem til sommeren 2023. Og den nye cheftræner har på denne side af nytår belønnet tilliden med resultater. Lyngby overvintrede på sidstepladsen efter at have fået bare fire point i 13 kampe, men nu lyder totalen på 21 point.

”Det har været fantatisk. Vi var jo så frustrerede før nytår, for vi sad i nogle af kampe og sagde: ”Hvad fanden sker der?” Men som jeg sagde til spillerne på et tidspunkt, var der ikke noget overtro, i hvert fald ikke fra min side. Det skulle nok komme. Jeg tror, det var vigtigt, at det blev forløst allerede i OB-kampen under svære vilkår. Vi forsøgte stadig at spille vores koncept, og vi lykkedes og vandt 1-0. Det var en stor øjenåbner, også selv om vi faktisk tabte i de efterfølgende kampe,” siger Carit Falch om sæsonpremieren, som Lyngby vandt i hårdt vintervejr og på en ringe bane.

Nøglerne til det gode forår har ifølge træneren været kynisme foran mål, et bedre forsvar og en større afklarethed omkring spillestilen. Og så er Carit Falch og resten af klubben i gang med at lære at være favoritter. Man skal kunne håndtere, at FC Nordsjælland og VB lader Lyngby skabe spillet. Man skal kunne håndtere, at SønderjyskE og andre klubber længere oppe i tabellen taler Lyngby op i bundkampen. Derfor har Carit Falch heller ikke fokus på nedrykningsslagsmålet.

”Vi er ved at bygge noget større end det. Ved min ansættelse blev det italesat, at det var et langsigtet projekt. Alt andet ville ikke have været interessant for mig. Vi prøver at bygge en kultur, hvor vi kan være favoritter. Hvor vi har et vindende mindset på baggrund af en offensiv tilgang til spillet og et præstations- og udviklingsmiljø. Så må vi vinde de kampe, vi vinder, og vi må tabe de kampe, vi taber – i forsøget på hele tiden at blive bedst mulig til det, vi gør.”

”Det er vigtigt, at vi ikke ændrer det fokus og ryger over i det meget forsimplede resultatfokus, hvor man efter hver runde siger: ”Hvor står vi nu? Ej, nu bliver det næsten umuligt. Nu vandt det der hold – det er umuligt. Nu er der syv point. Nu er der fire point. Nu er der ét point – nu har vi stort set overlevet.” Det er jo noget forfærdeligt roderi at ryge ud i,” siger Carit Falch – der har en vis erfaring med rod i fodboldens verden.

Rejsen op og ud
Nogen talentfuld fodboldspiller var Carit Falch aldrig. Til gengæld fandt han ud af, at han havde kvaliteter som træner. Det begyndte, da han som 15-16-årig fik et ungdomshold i barndomsklubben Karlslunde IF. Derfra gik han videre til ungdomsafdelingerne i Greve, Hvidovre og FC Nordsjælland, og så var en karriere gået i gang.

”Faktisk en fantastisk rejse. Nogle gange sidder jeg og tager den step for step – hvor jeg de forskellige steder har udviklet mig, men også har mødt nogle mennesker, som har været vigtige for mig. Det var en af mine gymnasiekammeraters far, som tog mig fra Karlslunde til Greve. I Hvidovre var det Kim Hallberg, som i dag er elitechef i DBU, der så lyset i mig og hev mig derud, hvor Thomas Frank også var, og Brian Riemer kom senere. I Nordsjælland var det Kenneth Rasmussen. Vi var ude til et stævne, og han så mig træne imellem kampene – og så slog vi Nordsjælland 2-0, det hjalp lidt på det. Så tænkte han: ”Hvad fa'en er det for en gut, ham der?” Han snakkede med Peter Feher, som i dag er i AaB og min gode kammerat, og de besluttede at tage mig ind. Sådan kan man hele tiden sige, at der har været forskellige personer og udviklingsmiljøer, som gjorde, at jeg kom derhen, hvor jeg er i dag.”

”Jeg fandt ud af, at der var noget, jeg var god til. Jeg tror, det er få mennesker forundt, at man faktisk finder det, man er sindssygt god til. Måske er der nogen, der aldrig finder det og lever deres liv i leverpostej. Jeg har altså fundet et område, som jeg er dygtig til, og som jeg i øvrigt kan gøre til mit levebrød. Det kan ikke være meget bedre. At finde det, jeg er god til som menneske, har været meget bekræftende for mig.”

Efter FC Nordsjælland kom Carit Falch til HB Køge, hvor han var talentchef. Samme rolle har han haft i FC Helsingør, og han har været cheftræner i Brønshøj. Og så er der de poster på cv'et, som ifølge Falch selv virkelig har haft en betydning for hans udvikling: U/21-landstrænerjobbet i Litauen, som han havde i to år, og det halve år som cheftræner i cypriotiske Enosis Neon Paralimniou.

”Der har jeg udviklet mig ekstremt meget, for der kommer man ud i en rå verden. Danmark er en børnehave. Det er hårdt derude. Karim Zaza ringede til mig på et tidspunkt og sagde: ”Jeg kender dig sgu ikke, Carit, men jeg har læst en artikel om dig, og jeg ville egentlig bare sige, at jeg ved, hvor svært det er at tage ud. Så det at du, no name, har fået job er vildt imponerende.” Det er jeg egentlig glad for, at en som Karim har set. Han ved nok ikke, at det faktisk var ret vigtigt for mig at blive anerkendt for det.”

”Jeg tror ikke, at så mange i Danmark forstår, hvor svært det egentlig er. Det er små lande, men verden er så stor. Hvorfor i alverden skulle de tage en dansk træner? I begge jobs var jeg gennem en lang ansættelsesproces. Det er faktisk det, jeg er mest stolt af: At jeg lykkedes med at overbevise de her mennesker om, at jeg, Carit fra Danmark, var den helt rette til at styre Litauens U/21-landshold og et hold i Premier League på Cypern.”

Begge ophold sluttede i utide, og det var Carit Falchs egen beslutning. For det første mærkede han, hvor hårdt livet kunne være som fodboldtræner i udlandet.

”Jeg var alene ude begge steder. Jeg har ikke fået bygget en familie. Det er et af de store afsavn ved den vej, jeg er gået. Jeg havde personlige kriser begge steder, hvor jeg virkelig overvejede mit liv – hvad er meningen med det her, og hvad er målet? Er det egentlig det værd? Det var en af årsagerne til, at jeg stod på vippen til at komme til Danmark og ikke var så modstandsdygtig i de situationer, hvor andre faktorer betød, at jeg forlod de jobs.”

Modgang og matchfixing i Middelhavet
I Litauen blev fodboldforbundet overtaget af det, som Carit Falch kalder for ”en mafialignende organisation”. I ”Superligahjørnet” på Discovery+ har han tidligere fortalt, hvordan en leders bil blev påskudt for at få ham til at sige sit job op, og så rejste den danske U-landstræner i stedet til Cypern. Her forlod han trænerposten før sæsonafslutningen i foråret 2019, da han fik kendskab til mængden af matchfixing i cypriotisk fodbold.

”Lille, naive Carit fra Danmark blev chokeret over det i en grad, hvor jeg sprang fra skibet med det samme. Bagefter har jeg tænkt, at der render masser af portugisere, hollændere og nordmænd rundt i det miljø. Det er rutinerede, professionelle trænere, som godt ved, at de her ting foregår, og som ved, hvordan man navigerer i det, uden at man nødvendigvis springer i luften. Det er en efterrationalisering, jeg har gjort mig. Kunne jeg have løst det på en anden måde? Kunne jeg være blevet og have været med til at påvirke det på en anden måde? Men nu valgte jeg at springe fra, og jeg tror, det var, fordi jeg allerede stod lidt ude på vippen, også personligt,” siger Carit Falch og uddyber, hvad han oplevede på øen i Middelhavet.

”Det er meget naturligt, at man aftaler med modstanderne, at ”hvis I nu tager den kamp, så kan vi tage den anden.” Det ene hold vil gerne rigtig langt i pokalen, og så kan det andet hold få de tre point i turneringen og overleve. Så deler man sol og vind. Og så er det dommere, der bliver påvirket og helt tydeligt dømmer forkert, og spillere, der laver mærkelige ting. Jeg fik det at vide af min viceanfører. Vi skulle ind i nedrykningsspillet, og vi havde gjort det godt, og det så fint ud. Men jeg var blevet lidt frustreret over nogle ting. Så sagde han til mig: ”Coach, du skal lige vide, at det bliver altså værre. Når vi går ind i nedrykningsspillet, kommer du til at se og opleve ting, som du ikke vil forstå.” Han ville ikke uddybe det. ”Coach, det er vigtigt, du er stærk, og vi ved godt, hvordan det foregår. Men jeg vil bare sige til dig, at det bliver vildt.””

”Jeg havde en assistenttræner, Fabio Mazzone – fra Syditalien – og han havde allerede været inde på nogle af de ting. Jeg var faktisk blevet rigtig sur på ham. Jeg er et meget positivt menneske og elsker positiv fodbold. Han havde flere gange sagt til mig: ”Det der, Carit, det er ikke okay.” Der var et tidspunkt, hvor jeg smed ham ud af kontoret. ”Ved du hvad, nu går du ud, du, jeg gider ikke at høre mere på dit negative fis.” Men alligevel fik han ret til sidst. Der var nogle ting, der ikke var i orden. Enten kan man være en del af det på sin egen måde og lukke øjnene engang imellem; acceptere at sådan gør andre det uden selv at hoppe med, eller også kan man sige, at det ikke er noget, man vil være en del af,” siger den danske træner.

Han valgte det sidste og rejste hjem. Først var han i FC Nordsjælland som analytiker og udviklingstræner, og nu er han i Lyngby, hvor han bruger de erfaringer, han gjorde sig som træner i udlandet.

”Når man oplever noget skidt, får man bekræftet det gode. Jeg er blevet endnu mere skarp på mine værdier – hvad jeg vil være med til, og hvad jeg ikke vil være med til. Jeg er også blevet skarpere på at ville fremme det positive i fodbold. Og jeg er blevet en dygtigere træner af at træne dygtige og meget krævende spillere. Jeg trænede spillere, der havde spillet for Ajax og Red Bull Salzburg, og jeg trænede Morten ”Duncan”, som har spillet på det danske landshold. Så jeg er klart blevet klogere på mig selv som træner, men også på livet på grund af de udfordringer, jeg har haft som menneske.”

Hjemme i Danmark er livskriserne fortid, og samtidig har Carit Falch gjort sig nogle erfaringer, som betyder, at han ikke lader sig stresse i Lyngbys nedrykningskamp.

”Jeg har det meget bedre. Nu har jeg min familie og mine venner omkring mig, og jeg er i et dejligt miljø, hvor man har den rette fokus på positiv fodbold, på fællesskabet og på det at udvikle en fodboldklub. Det var jo ikke temaet de andre steder. Og når man møder modgang, så har jeg prøvet det, der er 10 gange værre. Jeg er blevet spyttet i nakken under kampene, jeg er blevet opsøgt af sure fans, der vil banke mig ude foran stadion. Man bliver lidt mere hårdhudet og kan sætte det i relief, når man kommer hjem og oplever små modgange.”

”Jeg tror, at spillerne og klubben har kunnet mærke, at jeg har en vis modstandsdygtighed, så når jeg kommer ind i den her situation, så smiler jeg, så er jeg positiv, jeg prøver hele tiden at se mulighederne og være stærk i situationen. Jeg ved, det kunne have været meget værre,” siger Carit Falch.

Kampbillede fra mandagens opgør mellem Lyngby Boldklub og Vejle Boldklub.

Fotos: Getty Images