Mit største øjeblik: Da Real Madrid blev lagt ned

– Der var jo den dér Real Madrid-kamp med OB. Jeg er født ind i klubben, så jeg er inkarneret OB’er. Min far var i bestyrelsen og har været holdleder i mange år, så jeg har været med som lille dreng i spillerbussen. Så at stå dér på Santiago Bernabéu som 36-årig og have spillet cirka 650 kampe for klubben på det tidspunkt og så møde Real Madrid, det var stort.

– Der er faktisk en lille historie, som folk måske har glemt, for vi havde jo mødt dem nogle år i forvejen, hvor vi tabte 9-0 sammenlagt, så den havde vi måske også lidt med i reminderen, da Real Madrid blev resultatet af lodtrækningen. Men vi stod selvfølgelig bedre rustet nu og var mere professionelle nu, end sidst vi mødte dem. Så der var mange ting, der gjorde, at det ville blive en sportsligt mere ligeværdig kamp. Hvilket det så også blev. Jeg var faktisk lidt halvsur over, at vi havde trukket dem, for jeg ville hellere have trukket et nemmere hold. Jeg ville gerne nå så langt som muligt i turneringen, og jeg havde ikke lige sådan umiddelbart vurderet, at vi ville gå videre mod Real Madrid. Men det gjorde vi jo så.

– Vi havde tabt 3-2 på hjemmebane, hvor min gode ven Michael Laudrup sparkede bolden ind til sidst. Så alt så fuldstændig sort ud for os, men så gik vi ned og lavede det måske største resultat, en dansk klub nogensinde har lavet ved at vinde 2-0 over Real Madrid, som var det suveræne hold i Spanien. De vandt mesterskabet med otte point det år, og så gik vi ned og vandt. Det var specielt.

– Selve kampen forløber egentlig meget godt. Det starter med, at Michael kommer fri med mig ret tidligt, hvor jeg så redder den en-mod-en i en situation, hvor der faktisk er offside. Jeg er så heldig og dygtig og får pareret hans spark ud, og så kører det videre derfra. Vi er egentlig godt med, og vi har også et skud på overliggeren. Men det er dog dem, der presser os. Ingen tvivl om det. Alligevel er vi er godt med spillemæssigt i første halvleg. I anden halvleg tiltager det bare med chancer og spil til dem, men lige pludselig får vi den her kontra, hvor Ulrik Pedersen får scoret til 1-0. Det, der sker psykologisk, er, at jeg tror ikke, nogen af spillerne tænker så meget over, at vi faktisk kan gå videre i den her turnering, hvis vi scorer et mål mere. Det er sådan mere, at det er for vildt, vi er foran 1-0 på Santiago Bernabéu mod så godt et hold, og de mange tilskuere på stadion var kun et ekstra plus, det var bare motiverende. Det har jeg aldrig haft de store problemer med.
Vi tænker, at det er for vildt, frem for, at vi må sateme ikke tabe til dem her. Sådan følte vi det i hvert fald. Vi tænkte heller ikke på risikoen, for vi rendte jo blindt fremad. Det trumfer vi så ved at score et mål kort før tid ved Morten Bisgaard. Så var alle sådan, hov, vi går faktisk videre nu. Det var vildt.

– Da dommeren fløjtede kampen af, fløj nogle spillere hinanden om halsen, andre lå ned på græsset. Alle havde hver deres reaktioner, og jeg havde det sådan, at jeg ikke havde en reaktion på det. Alligevel havde jeg sådan en mærkelig fornemmelse indeni kroppen, det var jo stort. Sådan rent følelsesmæssigt var det åbenbart lidt halvvoldsomt, så jeg havde lige sådan en halv time, hvor jeg var rimelig stille. Jeg kan huske, jeg sad sammen med Michael Hemmingsen i omklædningsrummet, og vi sad bare og snakkede sammen stille og roligt. Men så gik der ikke så lang tid, så begyndte vi at hoppe og danse. Så var det glæden, der overtog.

– Vi havde den vildeste flyvetur hjem. Man skal lige regne med, at der her foregik en uge inde i vinterferien i Danmark. Alle andre i Superligaen var taget på ferie en uge tidligere, vi var det eneste hold, der skulle træne videre en uge mere. Vi trænede videre på et 3-2-nederlag og så frem til at spille på Santiago Bernabéu. Alle glædede sig som sindssyge til kampen, men der var også en forløsning. Man skal prøve at være fodboldspiller og mærke, hvordan den dag er, hvor man får ferie. Det er en speciel dag for en fodboldspiller, for man lever jo under et vist pres i 24 timer i døgnet for sin sport. Så det giver en ufattelig frihed den dag, der fløjtes af for sidste gang. Og så var det oven i købet med en 2-0-sejr i bagagen, så vi fløj fra Madrid i et fly, hvor der var den vildeste fest. Og så var der modtagelsen i Odense, men hvor det ligesom var overstået, man kunne simpelthen ikke rumme mere. Så for mig skete der ikke mere end, at jeg tog hjem. Jeg skulle ikke op i byen og vælte rundt med en masse folk, man kunne nærmest ikke gå i fred, men der var jeg også mættet af oplevelsen.

– Real Madrid var selvfølgelig et rigtig godt hold, de var faktisk pissegode, men det, der var mest bemærkelsesværdigt ved de to opgør, var, at selv om jeg dengang havde spillet en del sammen med Michael Laudrup på landsholdet og vi så hinanden privat, så var det faktisk først i de to kampe, at det gik op for mig, hvor god en fodboldspiller han var. Han var klasser over de andre på sit hold. Laudrup var fantastik på det Real Madrid-hold.

Lars Høgh (født 14. januar 1959) var målmand i OB, hvor han spillede hele 817 kampe og vandt tre danske mesterskaber. Derudover spillede han 8 kampe for Danmark. Høgh er i dag målmandscoach i eget firma og er blandt andet er tilknyttet FC Nordsjælland, OB, Idrætsskolerne i Oure og det danske landshold. Han har også et samarbejde med Brian Laudrup, hvor de med deres koncept arrangerer streetfodbold, ture, træning for talenter osv.

Fortalt til Jonas Kongerslev Nygaard