Mit største øjeblik: Mesterskabet før EM 92

En fodboldmonolog af Allan Kuhn

– Når jeg kun skal vælge et øjeblik, er jeg ikke i tvivl. For så var det største øjeblik i min spillerkarriere at blive dansk mester med Lyngby i 1992. Det blev vi 8. juni 1992, to dage før EM i Sverige begyndte, på Gentofte Stadion, hvor der var så proppet, at folk hang i lysmasterne.

– Jeg var kommet til København fra Bornholm som 19-årig i 1987, hvor jeg begyndte i Lyngby. Året efter flyttede jeg til B1903, hvor jeg spillede i to sæsoner, og så hentede Klaus Berggren mig tilbage til Lyngby i 1990, hvor jeg spillede en rigtig god sæson og var med til at vinde pokalfinalen over AGF. Men i 1991 fik jeg en korsbåndsskade, så jeg spillede ikke Superliga-kampe fra juni 1991 og indtil maj 1992, hvor jeg fik comeback mod AaB som indskifter 7. maj.

– Jeg havde trænet stenhårdt for at prøve at blive klar til de sidste kampe i foråret, hvor vi kæmpede med B1903 om mesterskabet.

– Det havde ligget til dem hele sæsonen, og det betød rigtig meget for B1903’erne at vinde mesterskabet, fordi det var deres sidste chance, før de fusionerede med KB og blev til FC København 1. juli 1992.

– Men halvanden uge før de skulle møde os i den afgørende kamp i sidste runde, tabte de pokalfinalen i Århus med 0-3. Få dage senere tabte de så igen til AGF i Århus, mens vi vandt 3-0 over Silkeborg hjemme på Lyngby Stadion, hvor jeg scorede det sidste mål. Så var det pludselig os, der kunne nøjes med uafgjort i sidste kamp.

– Det gav os en masse tro på, at vi ville vinde mesterskabet, og jeg tror, at de mistede noget momentum og noget gejst, fordi det hele sæsonen havde tydet på, at de ville vinde det hele. Vi havde et rigtig godt sammenhold dengang i truppen, hvor vi var meget sammen privat, så jeg, Claus Christiansen, Gothenborg, Torben Frank og de andre gik og talte rigtig meget om den B1903-kamp, også når vi havde fri.

– På kampdagen var der flot sommervejr, og der var simpelthen så mange mennesker på stadion. Dengang var der ikke så mange sikkerheds-foranstaltninger, som der er i dag, så der var helt proppet på deres gamle træstadion. Jeg husker tydeligt alle dem, der hang i lysmasterne, der var dengang, der virkelig kom tilskuere til fodbold.

– Vi havde modet til at angribe i kampen, og jeg havde fået positionen som angriber sammen med Torben Frank, fordi Per Pedersen var så uheldig at blive skadet nogle uger tidligere. I midten af 2. halvleg fik jeg en dyb bold ude ved højre sidelinje. Jeg driblede ned mod baglinjen, og så slog jeg et indlæg ind i feltet. Bolden blev rettet af og hoppede ned for fødderne af Torben Frank, der flugtede den op i nettaget første gang bag Palle Petersen, der er Kenneth Emils (nuværende AaB-stopper) far.

– Vores fans jublede helt sindssygt, da Torben scorede, jeg anede ikke, at vi havde så mange fans.

– Vi stillede os lidt tilbage og spillede kompakt, og jeg blev skiftet ud nogle minutter senere. Men de fik aldrig et rigtigt pres, de kunne ikke spille sig igennem og var ikke tæt på et 1-1 mål, som kunne have skabt noget panik.

– I det dommeren fløjtede af, spurtede vores tilhængere ind på banen. Det var en stor kaotisk fest inde midt på banen. Vi tog bussen ud til Lyngby Stadion og festede videre i lokalerne oppe under taget, som man havde fået allerede dengang. Vi fik god mad, og kærester, koner og familie var med, sådan var det altid i Lyngby. Og vi fik al den alkohol, vi kunne tage, for vi skulle jo ikke op til noget morgenen efter. Ved ti-tiden smuttede Henrik Larsen, Torben Frank, Claus Christiansen og Peter Nielsen, fordi de skulle med EM-truppen til Sverige, hvor Danmark netop var kommet med på grund af krigen i Jugoslavien.

– Det var en fantastisk juni. Det var meget på knægte fra Bornholm, der havde slået igennem i toppen af dansk fodbold, og jeg havde kæmpet så hårdt for at komme tilbage fra den korsbåndsskade. Så det var helt fantastisk at vinde det DM, og så blev jeg gift dagen efter EM-finalen, hvor Torben Frank nåede at være med i kirken efter at have været på Rådhuspladsen. Det var fantastisk.

– Ud over at være det største minde har det også betydet noget positivt for min trænerkarriere. For det giver noget respekt hos spillerne, når jeg siger, at jeg vandt DM i 1992 på den og den måde, og at jeg også vandt pokalfinalen med Lyngby. De fleste af de spillere, jeg har haft, er jo for unge til at huske 20 år gammel fodboldhistorie, og det indgyder noget respekt og anerkendende nik, når man fortæller, at man har vundet noget som spiller.

Allan Kuhn (født 2. marts 1968) voksede op på Bornholm og spillede 124 Superliga-kampe med 13 mål til følge mellem 1991 og 1997. Kuhn spillede derefter tre år i Göteborg for Örgryte, hvorefter han sluttede som aktiv i Hvidovre. Efter en tjans som træner for den bornholmske fusionsklub NB Bornholm hentede hans gamle Örgryte-træner Erik Hamrén ham til AaB som assistenttræner, og de to vandt sammen DM i 2008. Kuhn stod siden i spidsen for AaB i de sidste Champions League-kampe efter fyringen af Bruce Rioch, og i 2009 blev Kuhn så FCM-cheftræner, et job han bestred i knapt to år, før han med en kort mellemstation som assistenttræner i Randers FC igen blev assistent i AaB i sommeren 2011.