Mit største øjeblik: Sølv med Vejle

– Sølvmedaljerne med Vejle i 1996/1997 var noget af det første store, man oplevede som professionel, og som står meget klart i erindringen. Selv om der efterfølgende kom UEFA Cup-kampe, så husker jeg det her som min største fodboldoplevelse. Jeg rykkede i sin tid op på førsteholdet, da holdet rykkede ned fra Superligaen. Efterfølgende forsvandt en masse spillere, og det betød, at vi lige pludselig var en stor flok unge spillere, som pludselig kom ind omkring førsteholdet, og som fik Vejle tilbage i Superligaen i sæsonen 1995/1996.

– Efter en enkelt sæson i midten af rækken kom den fantastiske sæson i 1996/1997. Det specielle for mig i denne periode var, at jeg havde været ude med en knæskade i halvandet år og kom først tilbage i foråret i sølv-sæsonen. Jeg var ikke med holdet på træningslejr i Spanien, for 14 dage inden sæsonstart løb jeg stadig og trænede på en grusbane i Vejle sammen med andetholdet. Men 14 dage efter startede jeg inde i den første kamp i foråret, hvor vi vandt 3-0 hjemme over Brøndby, som på daværende tidspunkt var klart det bedste hold i Danmark. Derfor var det en kæmpe personlig succes for mig, fordi karrieren næsten sluttede, før den var begyndt. Det var også i den sæson, hvor man begyndte at bruge udtrykket Fort Vejle, fordi vi ikke tabte en eneste hjemmekamp i sæsonen. Så det var en helt speciel periode både for mig selv og holdet, men også for selve klubben, fordi det var en del år siden, at klubben havde blandet sig i topstriden og i øvrigt heller ikke har gjort det siden. Isoleret set på forårssæsonen så tabte vi kun en enkelt kamp, men hele sæsonen foregik på nogle meget specielle præmisser.

– Vi havde en tradition med at møde ind på Vejle Idrætsefterskole før hjemmekampene. Her havde vi det obligatoriske taktikmøde fra Ole Fritsen, hvorefter vi skulle ned og hvile på vores værelser, inden vi skulle med bus til Vejle Stadion. Men det som Ole Fritsen nok ikke var klar over var, at når vi blev sendt ned for at hvile os, skyndte vi os ned for at klæde om, så vi kunne liste over i hallen og spille bold. Og jeg skulle hilse og sige, at det ikke var var hyggebold med 2-3 spillere, men derimod ca 10 spillere med skiftesko og ekstra svedtrøjer, der gav den fuld gas og som på ingen måde trak sig i tacklingerne. Vi snakker altså tre timer inden kampstart, og når vi så endelig fik taget os sammen til at gå ned på værelset en halv time inden vi blev »vækket«, så var vi jo fuldstændig gennemblødte af sved. På de gode dage kunne man lige nå et bad eller et hurtigt slag Yatzy, inden vi blev hentet.

– Den dag i dag fatter jeg ikke, hvordan man kunne holde til det, men som 18-20-årig har man jo ingen grænser. Det var et meget ungt hold, som var krydret med rutinerede spillere som Klaus Eskildsen og så videre, som også gerne ville være med på bølgen med de unge. Jeg tror, at vores holdleder havde en idé om, hvad der foregik, men han var jo spillernes mand, så jeg ved den dag i dag ikke, om Ole Fritsen nogensinde fandt ud af, hvad hans spillere løb og foretog sig lige inden kampene. Måske tænkte han, at de her drenge elsker sgu bare at spille fodbold, og for os var det den perfekte optakt til en kamp, fordi vi altid var glade, og man præsterer jo bedst, når der er glæde på holdet. Og når resultaterne er der, så kan man som spillere få lov til det meste, og mon ikke at det i bund og grund var det, Ole Fritsen tænkte. Det er dog ikke noget, som jeg tilnærmelsesvis har oplevet siden i min karriere. Jeg har prøvet med en let omgang træning i AGF på kampdagen, men det kan slet ikke måle sig med den måde, vi gik til den på nede i hallen.

– Men det var en fantastisk periode i Vejle, hvor vi også fra kamp til kamp kunne se, hvordan tilskuertallet steg, og hvor medierne satte spørgsmålstegn ved, om det her unge hold kunne holde hele vejen hjem. Det var nogle fantastiske kampe sidst på sæsonen, hvor der var 14.000 tilskuere hjemme mod AGF, og hvor man også personligt var en vigtig brik og scorede nogle vigtige mål. Pludselig gik det op for publikum, at der var noget specielt ved dette hold, som var en kombination af et par ældre spillere, som gav de mange unge mulighed for at udfolde talentet. Spillere som Peter Graulund, Thomas Gravesen og jeg selv var nye spændende spillere, som pludselig gjorde det sjovt at se Vejle spille.

– Sølvmedaljen blev sikret i den sidste kamp hjemme mod Herfølge, som vi vandt 4-1, og jeg husker bare denne følelse af uovervindelighed. Og selv om vi ofte var helt smadret inden kampene, så gjorde den ungdommelige naivitet, at vi bare ville spille fodbold uden at tænke på konsekvenserne. Ole Fritsen prøvede at trække os lidt ned uden held, for vi var unge og troede på egne evner. Vi blev også døbt »de små svin fra Vejle«, for selv om vi var unge, så vidste vi, hvad det krævede. Så sølvmedaljerne blev kulminationen på en helt fantastisk tid i Vejle.

– Alex Nørlund (født 28. februar 1975) var en offensiv midtbanespiller, der begyndte sin karriere i Vejle i 1993. Her vandt han sølvmedaljer i 1996/1997, inden han i 1999 skiftede til Viborg, hvor det blev til triumf i pokalturneringen. Det blev senere til ophold i AGF, inden den lille teknikker stoppede karrieren i Vejle i 2009. Alex Nørlund beskæftiger sig stadig med dansk fodbold, men i dag er det via sit job som ekspertkommentator på TV 2 Sport.

Fortalt til Ronni Vester