Ny stjerne i FCM: Århundredetalent og problembarn

FC Midtjylland har fået tilgang af én af de spillere, der for blot få år siden var størst forventninger til i tysk fodbold. Max Meyer blev kaldt et Jahrhunderttalent.



FC Midtjylland stod for den måske allerstørste overraskelse på sidstedagen af transfervinduet, da Superligaens tophold kunne præsentere Max Meyer som ny spiller. Altså den Max Meyer, der har spillet næsten 200 kampe for Schalke 04, fire A-landskampe for Tyskland og 46 Premier League-kampe for Crystal Palace.  

FC Midtjylland har lejet den 26-årige midtbanespiller i Fenerbahce for resten af indeværende sæson, og han skal blive uhyre spændende at følge i den kommende halvsæson, hvor ulvene jagter guldet.

Men hvad kan man forvente af den – på papiret – store tyske stjerne? Det er Nicolai Lisberg også spændt på.

Lisberg er freelancejournalist og redaktør på Bulibold, og han har et solidt kendskab til Max Meyer. Som så mange andre var han også ved at tabe kæben, da FCM præsenterede tyskeren.

– Jeg var meget overrasket. Jeg vil sige, at det nærmest er definitionen af en transferbombe. Jeg er med på, at hans karriere er gået meget i stå de seneste år, men det er en spiller som, da han brød igennem i Schalke 04, blev omtalt som et kæmpetalent, siger Nicolai Lisberg til Tipsbladet og fortsætter:

– Han var næsten foran Julian Draxler, Leroy Sané og Leon Goretzka, men det er klart, at der er sket meget siden. Han kommer jo ikke til FC Midtjylland uden grund. Men det var overraskende for mig at se, at det ligesom er dér, han er nået til i sin karriere – sagt med al respekt for FC Midtjylland.

Max Meyer fik sit store gennembrud i Schalke 04, hvor han debuterede allerede som 17-årig. Det var i 2013, da Schalke var markant bedre, end klubben er nu.

Dengang gav FC Midtjylland-spilleren det tyske fodboldpublikum julelys i øjnene.

– Der var to versioner af Max Meyer i Schalke 04. Den første var den her unge og ubekymrede spiller med en fantastisk teknik og et godt blik for spillet. Som 19-årig var han kreatør på det her Schalke-mandskab. Jeg kan huske en kamp i 2015, hvor de vinder 4-3 på Santiago Bernabeu over Real Madrid, og her strålede Max Meyer sammen med Leroy Sané, fortæller Nicolai Lisberg.

– På det tidspunkt er Meyer så god, at han rykker Draxler ud på kanten. Der skulle simpelthen være plads til Max Meyer som 10’er, fordi han var så god. Der tænkte man ”okay, det her kan blive rigtig stort”. På det tidspunkt er han det største tyske talent i Bundesligaen.

Nedturen
Den anden version af Max Meyer i Schalke 04-trøjen var noget mere broget.

– Nedturen startede lidt, da han blev degraderet til defensiv midt, hvis man kan tale om, at det er mere prestigefyldt at spille offensiv midt. Han havde ikke den samme rolle, og han tog ikke det her ekstra skridt. 

– Det er som om, at han mister sit momentum i takt med, at Schalke 04 også gør det. Han tager ikke det skridt, som en Draxler og en Gortezka formår. Han blomstrer lidt igen, da Domenico Tedesco kommer til, og han bliver omskolet til defensiv midt. Det var jeg lidt skeptisk ved i starten på grund af hans forholdsvis klejne statur, men han blev faktisk en profil, indtil det sluttede helt skidt, fortæller Lisberg.

Max Meyer og Schalke 04 endte i forsommeren 2018 i en åben konflikt, som endte med, at Meyer blev suspenderet af klubben. Da sæsonen var forbi, skiftede han på en fri transfer til Crystal Palace i Premier League.

– Hans kontrakt stod til at udløbe, og han ville ikke forlænge. Der var nogle uenigheder om økonomien, og sportsdirektøren Christian Heidel var ude og sige, at Max Meyer kun tænkte på pengene. Meyer gik så til modangreb og sagde, at han ikke kunne arbejde under Heidel. Han kritiserede også Tedesco for inden sæsonen at have sagt, at han ikke havde nogen fremtid på den offensive midt. Han blev derfor suspenderet og spillede ikke de sidste tre kampe, så det var et uskønt farvel til Schalke, siger Lisberg og tilføjer:

– Det er også på det tidspunkt, at han får det her ry som et problembarn, som nok fortsat hænger lidt ved – at han er svær at samarbejde med. 

“Jahrhunderttalent”
Et ry som problembarn er dog ikke det eneste prædikat, der i tidens løb er blevet sat på Max Meyer. Lige da han kom frem, ville roserne ingen ende tage, og han blev udskreget som fremtidens mand i tysk fodbold.

– I Tyskland kan de godt lide det her begreb ”Jahrhunderttalent”. Det var Mario Gözte, der oprindeligt var det, og Goretzka er vist også blevet kaldt det. Max Meyer var i den kategori. Han var et ”Jahrhunderttalent”. Det var det, tyskerne forventede.

– Tyskland kunne i de år fodre svin med små, offensive talenter, der leverede på et højt niveau, og Max Meyer var én af de mest åbenlyse stjerner. Det var forventet, at han skulle have en kæmpe rolle i en storklub og på det tyske landshold, fortæller Lisberg.

Det fik Max Meyer aldrig. Opholdet i Crystal Palace blev en skuffelse, en lejaftale i FC Kôln gjorde det ikke meget bedre, og i Fenerbahce har han heller ikke formået at imponere, og derfor er han nu i FC Midtjylland. 

Spørgsmålet er, om Max Meyer bare har mistet sit momentum, eller om Superligaen reelt svarer til det niveau, han er på anno 2022.

– Jeg vil tro, at det er det niveau, han er på nu. Jeg har ikke set mange kampe med ham fra Tyrkiet, skal jeg skynde mig at tilføje. Af navn er han for stor til at spille i Superligaen, men der er jo også en grund til, at han nu er i Danmark. Det er, fordi det ikke har fungeret for ham i de andre ligaer.

– Han har fået masser af roser for at være hårdtarbejdende, så jeg tror ikke, han kommer til FC Midtjylland med stjernenykker og tænker, at han er det her kæmpe talent. Han ved godt, at der skal leveres på træningsbanen, siger Lisberg.

FC Midtjylland har hentet Max Meyer som afløser for Jens-Lys Cajuste, og det er da også som 8’er, at ulvene vil få størst gavn af tyskeren, vurderer Nicolai Lisberg.

– Hans blik for spillet er rigtig godt. Han har nogle visioner og evner til at lægge nogle afleveringer og sætte nogle angreb op. Det var det, han var rigtig god til som offensiv midt i Schalke, men han har også nogle kvaliteter som defensiv midt på et boldbesiddende hold. Jeg skal ikke kalde ham Andrea Pirlo, men han kan noget i forhold til at distribuere boldene. Han er helt klart bedst inde centralt. Han skal ikke ud på kanten. 

FC Midtjylland har sikret sig en købsoption på Max Meyer, der i denne sæson nåede at spille 12 kampe for Fenerbahce før skiftet til Danmark. 



Brøndby sparer millioner

Slagtes af avis: ‘Ødelægger alt for sig selv!’

Flyver til England nu: Han er Man Utds næste køb

Fælder dom over Victor Froholdt

Vidste du det? Brøndby-komets far er OL-sølvvinder

AGF nærmer sig angriber

Bjarne Riis kan score millionbeløb

Zorniger-fyring påvirker tysk klub

To fra Danmark – Fem bud på Maxsøs nye klub

Hjemlandet i chok over Dominik Kotarski

Stjerne skadet: ‘Følelserne sidder udenpå tøjet’

Kan blive et hårdt slag for guld-drømmene!

Tidligere AGF-bomber ophæver kontrakten

Brøndby-talent har fået særligt råd fra Cooper

FC København scorer 16 millioner kroner

– Jeg tror ikke, jeg kommer til at blive

Afsløring: AB Gladsaxe køber Milan Silva Rasmussen

Don Ø slår fast: ‘Jeg havde aldrig solgt ham’

Kommer med klart svar: Usmageligt og respektløst

– Velkommen hjem Andreas Christensen

Bliver spurgt, om han vil købe Superliga-topscorer

Mads Emil Madsen overrasket over AGF’s niveau

Jack Wilshere om dansker: ‘En kæmpe spiller!’

Italienske medier fælder dom over Rasmus Højlund

Contador nævner Vingegaard: ‘Kan give hovedpin

Jacob Neestrup: ‘Jeg har gemt ham væk’

Vanvittig Victor Froholdt-historie

Gartenmann vil ikke afvise retur til denne klub

Ærgerlig Jacob Neestrup: ‘Det er en stor spiller’

Giver Neestrup ret: ‘Det er uhørt!’

Ryan Giggs udpeger tidligere FCKer: ‘Den værste’

Bekræftet: Færdig

‘De har problemer med os’

Stjernequarterback vinder i NFL-comeback

FCK melder ud: Dominik Kotarski truet på livet

Saver FCK-stjerne over: Få ham nu solgt!

Elche snupper påny point mod et Madrid-hold

Danmark smadrer Japan i VM-premiere

FCM taber til AS Roma i Europa League

Ydmygelse: Dansk stjerne stjæler opmærksomheden

Dansk stjernes nye kapitel: Har været udfordrende

Danmarks landskamp slog særlig rekord

Klar til Roma-brag: Tullberg skifter fire

Her er de smarteste SL-klubber på transfermarkedet

Kørt med politieskorte: ‘En voldsom tur’

FCM taber til Roma – sådan gik kampen

Newcastle rejser klage mod fransk politi

Her kan du se AS Roma mod FC Midtjylland

Mike Tullberg: ‘Alt at vinde’

FCM mister 25.000 – Billing skal afsone karantæne