Største øjeblik: Et enestående Brøndby-hold

Bragt i Tipsbladet 9. marts 

– Noget af det største i min karriere var de europæiske oplevelser, jeg fik med Brøndby i starten af halvfemserne. Det var et enestående godt Brøndby-hold, ja måske det bedste der er set i Danmark med al respekt for FC Københavns resultater sidste sæson, og i 90/91-sæsonen kom vi så tæt på en europæisk finale, som det overhovedet er muligt.

– Efter 0-0 hjemme i UEFA Cup-semifinalen mod Roma spillede vi returkamp i Rom, og den oplevelse står meget klart for mig stadig væk. Vi boede på et fantastisk træningsanlæg 30 kilometer uden for Rom, og jeg kan huske at Morten [daværende Brøndby-træner med efternavnet Olsen] var knivskarp i optakten. Det var han altid, når der stod europæisk på programmet, og hans taktiske indsigt spillede en stor rolle i vores vej til semifinalen over Frankfurt, Leverkusen og Torpedo Moskva, for han gjorde, at vi kunne spille kampene på vores egne præmisser.

– Og det gjorde vi også mod Roma, hvor jeg spillede fra start. Tidligere i turneringen havde han sat mig på bænken, hvis vi havde en defensiv tilgang, men mod Roma var det vigtigt, at vi også kunne presse dem i kontrafasen, så jeg var i startopstillingen, og det var jeg selvfølgelig meget stolt af.

– Selv om der stod meget på spil, husker jeg faktisk kampen som stille og rolig. Dengang kom italienske hold ikke med hele butikken, selv om vi jo i deres optik var et lille hold, og de skulle score. Der var meget taktisk spil på midtbanen og ikke ret mange chancer. Det var ekstremt svært at komme igennem mand-mod-mand. På det tidspunkt var italiensk fodbold jo noget af det ypperste, og de stod godt organiseret og var hver især så hurtige, så det næsten var umuligt, selv om vi rent fysisk godt kunne være med. Morten indførte jo styrketræning to gange om ugen som en af de første i dansk fodbold.

– De kommer foran før pausen, men trods deres defensive styrke får vi alligevel udlignet til 1-1 midt i 2. halvleg på et selvmål, og så går der nogle minutter, før jeg bliver taget ud. Det var jeg ikke overrasket over, for det var sket før i turneringen. Jeg var jo ikke en af de defensivt stærkeste, så når resultatet skulle hjem, blev jeg tit skiftet ud. Så jeg sad på bænken, mens italienerne pressede på, og Rudi Völler til sidst scorer til 2-1 på en returbold med to minutter igen.

– Det var jo utroligt ærgerligt. Peter Schmeichel havde stået en fantastisk turnering for os og spillet en nøglerolle på vejen til semifinalen, men her laver han en lille fejl, og så var det slut. Stemningen i omklædningsrummet bagefter står meget klart for mig, for det var ren sorg og frustration. Vi var så tæt på et historisk resultat, og så lykkedes det alligevel ikke. Det var en kollektiv depression, og der blev hverken råbt eller skreget. Folk var bare kede af det.

– Jeg har altid været god til at abstrahere fra et fodboldresultat, men den aften var jeg også ked af det, selv om jeg nok var en af dem, der hurtigst fik det vendt til stolthed over det, vi havde præsteret. For det var jo fantastisk, og de europæiske kampe var med til at cementere Brøndby i folks bevidsthed. Der er mange over 40, der kan huske de kampe, og den tid er med til, at der i dag er så mange mennesker rundt omkring i Danmark, der går op i, hvordan Brøndby klarer sig og er kede af de problemer, der har været i den seneste tid.

– Jeg har i øvrigt ingen Roma-trøje fra kampen, og det er faktisk en meget sjov historie, for inden kampen havde vi fået ordre på, at vi ikke måtte bytte trøjer med modstanderen. Jeg ved ikke, om det var for besværligt at få trykt nye eller hvad, men da Romas store stjerne Giuseppe Giannini så kom hen til mig efter kampen og spurgte, om vi skulle bytte trøje, så måtte jeg jo sige nej. Det var lidt underligt, men lige i situationen passede det mig meget godt, for vi havde tabt, og han irriterede mig med det der lange hår og en lidt blæret attitude.

Erik Rasmussen (født 24. december 1960) var en driblestærk og offensiv midtbanemand med et fodskifte, der gav ham øgenavnet TryllErik. Han spillede for Brøndby fra 1990 til 1992, hvor han udover de europæiske eventyr også blev dobbelt dansk mester og fik et par kampe på landsholdet. De første år af karrieren blev tilbragt i Køge, Herfølge og Frem, mens eventyrlysten blev stillet undervejs med en fire-årig afstikker midt i firserne til indendørs fodbold med Wichita Wings i USA. Efter Brøndby blev han spillende træner for HB Køge, før han blev fuldtids-cheftræner med stillinger i Næstved, FC Midtjylland og senest AGF. Har været uden trænerjob siden sommeren 2010, men arbejder som ekspertkommentator for Canal 9 og har også skrevet bogen Tilgiv Mig.