Stort interview: Min største skuffelse er Brøndby

Hver weekend udbygger Kent Nielsen rekorden for flest Superliga-kampe som cheftræner, og søndag når Silkeborg-bossen en imponerende milepæl, når han runder 500 kampe i landets bedste række.

Det hele startede en aprildag i 2000 i Aarhus.

Kent Nielsen førte i sin debut som Superliga-træner AGF frem til en 2-0-sejr over Poul Erik Andreasens Vejle-mandskab. Dengang delte han ansvaret med Lars Lundkvist, men her 22 år senere er han alene i spidsen, når han runder kamp nummer 500. 

– Jeg har jo godt vidst, at det nærmede sig, men jeg har også små hundrede kampe i 1. division, og de tæller også for mig, men det gør de ikke for omverdenen, og det er jo lidt pudsigt. Men det er da en milepæl, omend det ikke er noget, der har fyldt for mig, og min kamp nummer 500 bliver nok ikke anderledes end nummer 499, siger Kent Nielsen til Tipsbladet.

– Når jeg bliver gjort opmærksom på det, kan jeg da godt se, at det er markant, og at det er rigtig mange kampe, det er blevet til. Det er jeg stolt over, selv om onde tunger nok vil påstå, at det er et bevis på, at jeg ikke har været god nok til udlandet. Det tager nu ikke noget fra mig, for jeg har været rigtig mange gode steder.

60-årige Kent Nielsens allerførste trænerjob var for Grenå IF i Serie 3, og den tjans passede han sideløbende med et job som fodboldchef på Hessel Gods fodboldkostskole. Først i 2005 blev han cheftræner på fuldtid, da han førte AC Horsens op i Superligaen, og siden har han også stået i spidsen for Brøndby, AaB, OB og altså aktuelt Silkeborg IF. 

Er du lige så motiveret nu som for 20 år siden?

– Jeg får jo at vide efter hver eneste Superliga-kamp – uanset om vi har vundet eller tabt – at jeg går rundt og ser sur ud og aldrig er helt tilfreds. Det er min måde at være engageret på, og det er en del af min personlighed. At være fodboldtræner er ikke noget, man kan være på 80 procent og slippe af sted med det. Hvis man ikke er engageret på det her niveau, falder man igennem med det samme.

Men kommer engagementet lige så naturligt nu efter så mange år?

– Ja, når først bolden ruller, så gør det. Jeg motiveres af det, der foregår på banen under træning og i kamp. Det er noget, der for alvor trigger mig, og så er der noget andet, jeg gør, fordi det hører med til jobbet og det at være professionel. Det gælder blandt andet omgangen med medier. Det har aldrig brændt for mig at være en del af offentligheden, men det følger med, og det har jeg forsøgt at være professionel omkring.

Er der en træner, der har inspireret dig?

– Uanset hvilket job, man er i, gør man sig nogle erfaringer fra de folk, man møder på sin vej, men jeg kan ikke nævne nogen specifik. Alle kan jo se, at Manchester City spiller fantastisk, og de har en rigtig dygtig træner, men de har saftsuseme også de bedste spillere, og på den måde er de fjernt fra den verden, vi andre bevæger os i. Derfor lader jeg mig mere inspirere af dyder som arbejdsomhed og ærgerrighed, og jeg har helt klart samlet op fra trænere, jeg har mødt undervejs.

Du har nærmest været væk hjemmefra alle weekender i hele dit liv. Hvad siger din familie til det job, du har haft?

– Jeg har altid sagt, at det ikke er et job, det er en livsstil. Vi har fundet en måde at leve på, og det har medført, at vi har fundet nogle andre veje for at få tingene til at passe ind. Der er helt klart nogle bryllupper og fødselsdage, jeg har misset gennem årene, men det er en del af livsstilen, som hører med. Så må man bare være nærværende på andre tidspunkter. Men du har da ret i det med weekender, og det er da også noget af det, jeg kan godt kan se frem til, når jeg på et tidspunkt ikke skal være træner længere.

– Jeg synes dog også, det er vigtigt at understrege, at vi så har nogle andre privilegier. Det er jo ikke hver dag, vi sidder fra 8-17, så der er noget fritid på andre tidspunkter, og man har en fleksibilitet, som andre måske ikke har. Vi kunne blandt andet ofte hente Sebastian (Kent Nielsens søn, red.) tidligt, da han var barn. Den del har vi været gode til at udnytte som familie.

Så du har aldrig følt dårlig samvittighed?

– Hmm….. Jeg vil sige, at jeg altid har været afklaret med, at det er sådan, det er. Der har helt sikkert været dage, hvor jeg havde håbet, det var anderledes, men generelt handler det om at være nærværende, når man så er der. Det plejer at hjælpe. Hvis man ikke er nærværende, er det jo ligegyldigt, man er sammen.

– Set over et langt liv har der selvfølgelig været dage, hvor jeg har følt, det passede dårligt sammen det hele, men det er et vilkår, vi som familie lever med. Havde det fyldt for meget, havde jeg ikke været i gamet i så mange år.

Det største job, du har haft, var i Brøndby. Kunne du mærke, at det var noget særligt?

– Ja, det er helt sikkert. Det er indiskutabelt, at Brøndby og FCK er de to største klubber i Danmark målt på fans, og derefter kommer AGF og FC Midtjylland. Det var et rigtig stort job, og der var stor mediebevågenhed. På det punkt var det bare noget helt andet, end jeg ellers har prøvet, og man skal forholde sig mere til omgivelserne.

Lever du i virkeligheden bedre i en lidt mere ”stille” klub som eksempelvis Silkeborg IF, end du gør i en så eksponeret klub som Brøndby?

– Jeg levede fint med det i Brøndby. Jeg tog de opgør offentligt, som man ikke kan undgå i Brøndby, og det var fint. Det var en del af jobbet, og det var jeg parat til. Når man så skal kigge på, hvorfor det ikke gik, vil der helt sikkert være mange – især bag et skrivebord – som har et bud, og det med, at opgaven måske var for stor for mig, vil uden tvivl blive slynget ud i luften.

– Jeg kan konstatere, at jeg bare ikke var dygtig nok, og så kan jeg jo godt hive frem, at det var en turbulent tid, og at jeg nåede at have tre forskellige direktører, men det vil jeg ikke bruge som undskyldning.

– Jeg kan også konstatere, at de forventninger, der er til en klub, ofte knytter sig til historikken, og så er der ikke en kæft, der tænker på, om det er en realistisk forventning. Et godt eksempel på det er jo OB, som mange stadig sammenligner med de sæsoner, hvor de vandt sølv, selv om deres budget i dag er et helt andet. Det er ganske enkelt unfair, og det var måske også en del af historien om Brøndby på det tidspunkt.

Du blev fyret i minutterne efter en kamp mod HB Køge – nærmest foran pressen. Hvordan husker du det?

– Det er mig, der træffer den beslutning (at gå ud til pressen, red.). Efter kampen, hvor der undervejs blev sunget ”Nielsen raus” fra tribunerne, satte bestyrelsen sig sammen og traf den beslutning, at jeg skulle fyres, hvilket jeg blev informeret om af Per Bjerregaard. Han ville også informere den ventende presse det samme, og det synes jeg var fint, men jeg sagde til ham, at jeg gerne ville med ud og give min version. Simpelthen få det overstået.

Du har også skullet forholde dig til sportspressen alle årene. Hvad tænker du egentlig om den?

– Der er ingen tvivl om, at tingene har udviklet sig meget de seneste 20 år. Konflikthistorierne fylder mere end det faglige, og det, synes jeg, er en kæmpe udfordring i det samarbejde, der er mellem en cheftræner og pressen. Vi lever af hinanden, og det er jeg helt med på, og derfor stiller jeg også op. Det gør jeg også, fordi jeg er professionel, og fordi jeg gerne vil vise respekt for jeres erhverv. I den forbindelse jeg kan godt finde det unfair, at I af og til ikke leverer den samme respekt, når det er jer, der skal udvise den.

– Et eksempel er fra weekendens runde, hvor AaB mødte AC Horsens. Her blev flere AaB'ere foreholdt, at en gruppe fans stod og sang ”vi er klubben – hvad er I?”. Jeg mener, at det også er en journalistisk opgave at stille spørgsmål til de fans, der står og råber det. Det er jo ikke ensbetydende med, at det er rigtigt, bare fordi fansene står og råber det.

– Jeg hører også tit i forbindelse med en trænerfyring, at den pågældende træner havde tabt omklædningsrummet. Come on – det ved I ikke en skid om. Det er noget, der bliver fortolket og gjort til en sandhed. Der er ikke noget bevismateriale.

– Jeg kan også huske fra min tid i Brøndby, at de medier, som var til stede ved min første kamp, kun ville snakke med de spillere, der sad på bænken. De var ikke interesseret i dem, der rent faktisk spillede. Den tilgang undrer mig, og det får mig til at sige, at jeg nogen gange godt kan savne lidt respekt.

Men nu er det jo pressens opgave at være kritisk?

– Det er jeg helt med på. Det irriterede mig også mere, da jeg var yngre. Men jeg vil gerne understrege, at sportsmedier helt klart har en berettigelse, og I formidler noget vigtigt. Det er bare vigtigt ikke at glemme fodboldfagligheden. Jeg plejer at sige til mine spillere, at journalister er sat i verden for at sælge aviser og få kliks, mens vi er sat i verden for at skaffe resultater.

Hvad er du mest stolt over at have opnået som træner?

– Ofte føles det, man lige har opnået, som det største. Det var den følelse, jeg havde, da vi vandt bronze med Silkeborg i sidste sæson, og det var sådan, jeg havde det, da vi vandt The Double mod alle odds med AaB. Jeg synes også, vi præsterede noget stærkt i AC Horsens. Så det er svært at svare på.

Hvad er din karrieres største skuffelse?

– Det er indiskutabelt fyringen i Brøndby. Jeg var forbandet på mig selv over, at det ikke lykkedes at få mere ud af truppen. Det er helt sikkert den største skuffelse for mig.

Hvorfor er du aldrig kommet til udlandet?

– Det har aldrig passet sammen. Noget har været interessant nok, men så har klubben valgt noget andet, og andre gange har jeg valgt noget andet. Der er mange ting, som skal passe sammen, og det har det bare aldrig gjort i forhold til et trænerjob i udlandet. Måske har jeg heller ikke været helt dygtig nok – og fred være med det.

Du har en kontrakt med Silkeborg frem til 2024 – hvor mange år har du i dig endnu?

– Jeg kan sagtens se et lys for enden af tunnellen, men hvor lang tunellen præcis er, kan jeg ikke svare på. Som jeg har det nu, er jeg stadig engageret hver eneste dag, og så længe jeg har det sådan, bliver jeg ved.

– Det er også vigtigt for mig, at det er mig selv, der trækker stikket. Jeg er i et fag, hvor man ofte bliver fyret, men jeg kunne godt tænke mig, at jeg selv kan bestemme, hvornår det er slut, lyder det fra Kent Nielsen.

Kent Nielsens første 499 Superliga-kampe har budt på 174 sejre, 133 uafgjorte og 192 nederlag.