Superliga-klubber gearer sig til salg

Bragt i Tipsbladet fredag den 11. februar 2022. 

Du kender nok vandrehistorierne om, hvordan en frø eller en hummer ikke opdager, at den bliver kogt og er ved at miste livet, hvis man putter den i koldt vand og så kun langsomt varmer gryden op på komfuret.

De historier har ikke så meget at gøre med virkeligheden som med det mere abstrakte koncept om, at vi mennesker i mange tilfælde ikke opdager selv meget store forandringer, når de sker over tid, i gradvise ryk og uden den helt store fanfare.

I dette tilfælde er der ingen, der er blevet kogt, eller noget der ligner. Til gengæld har brugen af spillere og dermed sammensætningen af trupperne i Superligaen ændret sig markant, siden Tipsbladet begyndte at følge spilleminutterne i Superligaen, og muligvis uden mange af os for alvor har opdaget det.

Mange egenudviklede, mange udlændinge
Da vi første gang målte fordelingen af spilletid i Superligaen i efteråret 2014, fyldte egenudviklede spillere i klubberne nærmest præcis det samme, som de gør i dag, 26,3 procent i efteråret 2014 mod 26,2 procent i efteråret 2021.

Til gengæld har brugen af de to andre kategorier, som er henholdsvis spillere udviklet i udenlandske klubber og spillere uddannet i andre danske klubber end spillerens nuværende arbejdsgiver, ændret sig dramatisk.

I efteråret 2014 fik spillere, der var udviklet i andre danske klubber, 49,1 procent af spilletiden, men spillere uddannet i udlandet, hvilket altovervejende er ikke-danske spillere, tog 24,6 procent af spilletiden.

I efteråret 2021, syv år senere, er procentsatserne på det nærmeste byttet om.

Andelen af spilletid til spillere fra andre danske klubber er faldet fra 49,1 procent til 31,5 procent i efteråret 2021, og de udenlandsk uddannede spilleres cut af spilletiden er til gengæld steget fra 24,6 til 42,3 procent.

Forskelle fra klub til klub
Der er betydelig forskel på udviklingen fra klub til klub, når bare en enkelt stamspiller til eller fra kan gøre en stor forskel.

FC Midtjylland, FC København, FC Nordsjælland og Randers stiger mærkbart i brugen af egenudviklede spillere sammenlignet med sidste sæson, blandt andet fordi spillere som Jonas Lössl, Gustav Isaksen, Victor Kristiansen, William Bøving, Oliver Villadsen og Tobias Klysner har fyldt mere end for 12 måneder siden (i efteråret 2020 var Lössl på kontrakt i Everton).

Kun Brøndby IF stagnerer og går mærkbart tilbage i brugen af egenudviklede spillere, ikke mindst fordi man mistede Jesper Lindstrøm til Frankfurt sidste sommer, og at de to oprykkerklubber Silkeborg IF og Viborg har mange egenudviklede spillere på banen sammenlignet med nedrykkeren Horsens trækker samlet set også brugen af egenudviklede spillere i vejret.

Klubberne høster tidligt
Kombinationen af flere egenudviklede spillere og flere udlændinge er interessant.

Gennemsnitsalderen i Superligaen er faldet i adskillige år i træk og kunne blive den laveste i et årti her i 2021/22-sæsonen.

Flere faktorer kan være i spil.

I mere end et årti har de danske klubber sammen med Divisionsforeningen og DBU trinvist stillet større krav til ungdomsarbejdet i form af kvalificerede trænere og faciliteter.

Det har givet bedre træning, og så har det også ført til en mere professionel og til tider hård konkurrence om selv helt unge spillere på 12-13 år, som er grænsen for, hvordan de store klubber må hente de dygtigste ind til talentholdene.

Der findes undtagelser som Nicolaj Vallys i Silkeborg IF, Rasmus Thelander var i AB, til han var 21 år, og B93 fra 2. division har været startstedet for adskillige Superliga-spillere.

Men noget kunne tyde på, at især de største Superliga-klubber i højere grad end tidligere suger alle de bedste talenter til sig og ikke efterlader ret megen plads til de spillere, der begynder karrieren uden for Superligaen eller må hoppe fra et U/19-hold og spille seniorfodbold i 1. og 2. division.

Klubber gearer sig til salg
Og i forhold til udlændinge er verden blevet mindre, end den var for 10-15 år siden.

Der er grundig scouting og god viden om spillere fra de fleste kontinenter, Superliga-klubberne har et langt mere strømlinet setup til at tage mod udenlandske spillere og lynhurtigt give dem en god hverdag, og så er villigheden hos både spillere og klubber langt større end for ti år siden til at indgå i transfers over landegrænser.

Tal fra analyseinstituttet CIES Football Observatory viser, at der er langt flere internationale transfers i dag end tidligere med Europa som kraftcenter og spillermagnet, og den trend bliver Superliga-klubberne også del af, ikke så meget på grund af et aktivt valg, fordi mulighederne bare er langt større i dag.

Og så kan man i det mindste gisne om, at klubbernes store lyst til at sælge til udlandet også spiller ind på sammensætningen af truppen.

Populært sagt er der salg og fornuftig økonomi i dygtige unge toptalenter, man selv har uddannet, og udlændinge hentet til så tidligt som muligt, som også kan sælges videre til udlandet.

Transfermarkedet er i disse år besat af videresalgsværdi og lysten til at få så unge spillere som muligt, og det forsøger Superliga-klubberne, også dem helt oppe i toppen, at levere. Med spillersalg for op mod 900 millioner kroner sidste sommer og i januar har klubberne lidt populært sagt tjent det, der svarer til fire-fem deltagelser i Champions League-gruppespillet, og selvom det naturligvis ikke kan gøres så simpelt op, mindsker det ikke lysten til at stille med så mange lovende 18- til 22-årige, som et hold kan bære.

I det billede kan det være mindre attraktivt at hente spillere i andre danske klubber, der har spillet nogle sæsoner i mellemstore eller mindre Superliga-klubber og er blevet profiler der – Robert Skovs skifte fra Silkeborg til FC København og salg videre til Hoffenheim for 75 millioner kroner efter kun 18 måneder virker lige nu til at være undtagelsen snarere end reglen.

I de kommende dage vil tipsbladet.dk udgive artikler, der kigger nærmere på hver af de 12 Superliga-klubbers trupsammensætninger, hvad angår klubtrænede, landetrænede og udlandstrænede spillere.  

SÅDAN BLEV UNDERSØGELSEN TIL
I den analyse har vi delt alle spillere i de 12 Superliga-klubber, der har været på banen i efteråret i Superligaen, op i tre kategorier.

Vi har benyttet UEFA og DBU’s kriterier for, hvor en spiller er ’home grown’, eller egenudviklet, fordi disse kriterier styrer, hvilke spillere klubber i Danmark og resten af Europa må registrere i deres førsteholdstrupper til nationale og europæiske klubkampe.

For at være egenudviklet i en klub skal en spiller have tilbragt mindst 36 måneder der mellem sin 15- og 21-års fødselsdag.

Tiden før og tiden efter de fødselsdage betyder selvfølgelig også noget for en fodboldspillers udvikling og dygtighed, men for at have et fælles kriterium til at måle alle Superliga-spillere og de 12 klubber går vi ud fra denne regel.

På et enkelt punkt fraviger vores undersøgelse i Tipsbladet UEFA’s ’Home Grown’-regler en smule. Ifølge reglerne må Superliga-klubberne i denne sæson frit benytte såkaldte B-spillere, som er spillere født i årgang 2000 eller senere.

I Tipsbladets undersøgelse har vi i de tilfælde, hvor en sådan ung spiller allerede har spillet 36 måneder i en klub og dermed i resten af sin karriere vil kvalificere som klubtrænet det pågældende sted, registreret spilleren som udviklet i den klub.

Det betyder for eksempel, at vi har registreret Brøndbys Anis Ben Slimane som klubtrænet i AB, hvor han har tilbragt mere end 36 måneder siden sin 15-års fødselsdag, og fordi Slimane aldrig vil få mulighed for at blive klubtrænet i Brøndby IF. I DBU’s regelsæt tæller Slimane, som er født i årgang 2001, dog som B-liste-spiller i denne sæson.

Vi har valgt denne fremgangsmåde, fordi vi i denne historie er interesseret i, hvor spillerne har fået den væsentligste del af deres fodboldopdragelse, ikke om klubberne via B-liste-spillere hentet i andre klubber på kort sigt har mange unge spillere.