BRAGT I TIPSBLADET UPDATE 31. MARTS 2010
Søndag sluttede længere tids spekulationer, da Sven-Göran Eriksson blev udnævnt som ny træner for Elfenbenkysten til sommerens VM-slutrunde. Han afløser dermed Vahid Halilhodzic, der blev fyret 27. februar, men hvis skæbne reelt blev beseglet en måned tidligere, da Algeriets Hameur Bouazzas matchvindermål sendte Elfenbenskystens storfavoritter ud af Africa Cup of Nations i kvartfinalen.
Guus Hiddink takkede nej, fordi det ville kollidere med hans ansættelse i Tyrkiet fra efterårets start, og til sidst trak Sven-Göran Eriksson det længste strå i konkurrence med Bernd Schuster, Mark Hughes og Philippe Troussier.
»Guus Hiddink var førstevalget, men da det ikke kunne lade sig gøre, var Eriksson og Philippe Troussier de bedste alternativer. Erfaringen blev udslagsgivende for Eriksson. Han er en rigtig dygtig træner,« siger det ivorianske fodboldforbunds generalsekretær Hegaud Ouattara om kontrakten, der kun gælder til og med VM, og sikrer Svennis tre-fire millioner danske kroner.
Eriksson får noget at se til. Den dårlige indsats i Africa Cup of Nations skal revancheres, og der er pres på fra landets indbyggere. I Elfenbenskysten har de 11 udvalgte nemlig fået en større betydning, end landshold normalt har i andre lande – specielt på grund af én spiller.
Den nye Weah
Det siges, at de andre landsholdsspillere har så stor respekt for Didier Drogba, at de ikke tør røre hans spilledragt i omklædningsrummet, og hvad enten den historie er sand eller ej, er der ingen tvivl om, at Chelsea-stjernen er noget helt særligt i landet. Spillemæssigt er han i særklasse med et fremragende snit på 0,64 mål per landskamp, og det anførerbind, han bærer på banen, har han i mange år også båret udenfor.
I 2002 udbrød der borgerkrig i Elfenbenskysten, og landet blev splittet. Rebellerne i nord og regeringen i syd kæmpede om magten i landet, og tusindvis døde. Én af dem, der gjorde en indsats for at stoppe krigen var Drogba. Under kvalifikationsturneringen til VM i 2006, ledte angriberen sit hold i en bøn om fred ved hver kamp, og da præsident Laurent Gbagbo underskrev en våbenhvile med oprørerne, tog Drogba et nyt initiativ. Han sørgede for, at en landskamp mod Madagaskar i 2007 blev spillet i Bouaké, rebellernes hovedby, og den kamp kom til at markere, at bedre tider havde ramt Elfenbenskysten.
»Vi, politikerne, gik på de bedste universiteter, er de mest intellektuelle, og burde være ledere af landet. Men når det handlede om at skabe fred, fejlede vi. Det var en gruppe fodboldspillere, der førte os sammen. Didier Drogba kom fra ingenting. Nu er han en international superstjerne og en helt for os. Han har gjort store ting for dette land,« udtalte Geoffrey Baillet fra sportsministeriet, og Drogba selv var også lykkelig.
»Da jeg så præsidenten og rebellederen stå side om side og synge nationalsangen var det som om, mit liv begyndte forfra. Da vidste jeg, at krigen virkelig var slut,« sagde Drogba – fodboldspilleren, der, ligesom Liberias George Weah år forinden, kombinerer det at være en af verdens bedste angribere med at være et nationalt samlingspunkt.
I dag er tingene ikke helt lige så rosenrøde for Drogba og co. Den tidlige exit i Africa Cup of Nations var ikke god for Elefanternes ry i hjemlandet, hvor mange af spillerne kritiseres for ikke at yde det samme for nationalmandskabet, som de gør i deres klubber i Europa, og det har skabt yderligere pres på holdet. Et pres, som Drogba ikke gjorde mindre, da han allerede i oktober udtalte, at hans hold kunne gå hele vejen i Sydafrika.
»Det bliver en udfordring. At gå hele vejen til finalen bliver ikke nemt, for der er store hold, som Brasilien og Tyskland, som har vundet VM mange gange. Men mine venner og jeg vil skabe historie og ændre den måde, hvorpå verden betragter afrikansk fodbold. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at nå finalen og forhåbentligt vinde turneringen.«
I første omgang gælder det dog først og fremmest om at få revanche for fiaskoen ved de afrikanske mesterskaber, og Drogba kan få god brug for sine venner i den dynamitgruppe, der tæller Brasilien, Portugal og Nordkorea.
Afrikas stærkeste trup
Holdkammeraternes navne har dog også en vis tyngde, for selvom man nogle gange får et andet indtryk, er der andre spillere på Elfenbenskystens nationalmandskab end Didier Drogba – endda spillere af høj kvalitet.
På trods af bare 18 millioner indbyggere, har Elfenbenskysten den på papiret stærkeste afrikanske trup. Brødrene Kolo og Yaya Touré har gennem flere år vist, at de kan spille med på højeste niveau, og det samme gælder Salomon Kalou, Didier Zokora og Emmanuel Eboué fra det, der er blevet kaldt Elfenbenskystens gyldne generation. Oven i købet er der nye spændende navne med i truppen, som for eksempel Lilles offensive es Gervinho, der dog i øjeblikket er ude med en skade.
Desuden kan holdet glæde sig over en fyrig bænk. For eksempel Galatasaray-spilleren Abdel-Kader Keïta, der startede alle kampe på bænken under de afrikanske mesterskaber, men da han kom ind mod Ghana, driblede han hele deres forsvar, inden han lagde en målgivende aflevering til Drogba, og i kvartfinalen mod Algeriet var det sekunder fra, at hans dommedagsdrøn op i krogen sendte holdet i semifinalen.
Det skete ikke, for kort efter gik forsvaret i opløsning og tillod Algeriet at score to gange, og favoritterne måtte lide en ydmygende exit. Derfor er Sven-Göran Eriksson, som fodboldforbundet skriver i en pressemeddelelse, ansat til »at sikre, at der leveres en ærefuld indsats i en turnering, der er afholdes for de 32 bedste hold i verden.«
Til det formål får Svennis hjælp af Didier Drogba – og alle de andre.
LIVE
TransferLIVE: Dansk klub bekræfter stor transfer
NYHEDER
Laudrup stopper på TV 2
NYHEDER
– Schwartau-handel giver ingen mening
EKSKLUSIVT
Afsløring: AGF køber Mikael Anderson
Søren Lerby rystet: ‘Det er ulækkert!’
MEDIE
Afviser monsterbud på Simsir
Eksperter raser: Hvad med Messi?
LIVE
VM-LIVE: VM-legende søger landstrænerjob på X
EKSKLUSIVT
Afsløring: Jakob Breum får lang kontrakt i ny klub
MEDIE
Jürgen Klopp har særlig klausul og tjener kassen
Forstår intet af Bisseck-beslutning
EKSKLUSIVT
Dansk kæmpetransfer: Razak Pimpong er taknemmelig
MEDIE
Chelsea-profil enig med Man. City – pris: 650 mio.
TRANSFER Overblik: Her er Superligaens sommertransfers 2026
NYHEDER
‘Han kan blive en af historiens mest legendariske’
TRANSFER
Har solgt for over 1,3 milliarder: Nu køber de ind
AVIS
Dialog med Brøndby – er dette prisen?
Jens Jønsson forklarer comeback til AGF
NYHEDER
Crazy transfer: City køber Anderson
TIPSBLADET SPECIAL Sådan gør din Superliga-klub i sommerpausen
MEDIE
Stort medie: Bliver Hjulmand den nye landstræner?
TOPNYHED
Dario Dumic fyret – sagsøger spansk klub
Klar tale: Han kommer til at spille i Real Madrid!
OPTAKT
Portugal – Kroatien
MEDIE
Vil presse prisen – så dyr er Hjulmand
Her kan man se La Liga fremover
EKSKLUSIVT
‘I har et hold til VM – I kalder det Norddanmark’
TOPNYHED
Tullberg teaser for transfer
OPTAKT
Spanien – Østrig
TRANSFER
AGF-scoop: Hijackede transfer
TOPNYHED
AGF-boss skyder mod FCM: Det var en svinestreg
NYHEDER
Brøndby bekræfter: Køber stortalent
EKSKLUSIVT FCK’s nye boss: Han er meget tæt med superstjerner
TRANSFER
De køber ham for 740 mio.
TOPNYHED