Video : Tipsbladet
VM

Mandefald i FIFA: Disse 22 personer gav VM til Qatar

22 mand i FIFA's eksekutivkomité stemte VM-slutrunden i 2022 til Qatar. Her er en opfølgning på, hvordan det siden er gået dem og to kolleger, der allerede før afstemningen blev kylet ud.

Tipsbladet sætter i disse uger fokus på VM i Qatar, og hvordan Danmarks og landsholdets rolle bliver i en af de mest kontroversielle fodboldbegivenheder nogensinde.

Et VM, der lige straks bliver endnu mere aktuelt, når Danmark 7. december får tildelt puljemodstanderne til VM-kvalifikationen, der løber gennem 2021.

KLIK HER OG læs første kapitel, hvor vi fortæller historien om, hvordan den lille golfstat formåede at blive VM-vært, og hvorfor korruptionsanklagerne har klæbet sig til Qatar og FIFA siden afstemningen om VM-værtskabet for 10 år siden. Artiklen blev bragt første gang i Tipsbladets trykte udgave 13. november.

Herunder kan du læse artiklens dertilhørende fakta om, hvem det var, der stemte på at sende VM til Qatar.

---

PRÆSIDENT
Sepp Blatter (Schweiz)
UDELUKKET I SEKS ÅR

Sepp Blatter afsoner i øjeblikket sin karantæne fra alle fodbold-relaterede aktiviteter for at have brudt FIFA's etiske regler. Når karantænen udløber 8. oktober næste år, er Sepp Blatter 85 år gammel.

Den tidligere FIFA-præsident skal især i de sidste år af sin præsidentperiode have været ekstremt godt aflønnet, og aftalerne fra dengang er skruet så godt sammen, at Sepp Blatter stadig lejer sin gamle luksuslejlighed af FIFA den dag i dag. Blatter får også stadig pension af verdensforbundet.

VICEPRÆSIDENTER
Julio Grondona (Argentina)

AFDØD OG KORRUPT

Grondona døde i juli 2014, få uger efter Argentinas VM-finale ved slutrunden i Brasilien, en turnering sønnen Humberto senere indrømmede at have solgt til på det sorte marked.

Grondona blev aldrig fældet men er siden sin død blevet udnævnt af blandt andre FIFA selv som hovedmanden bag en lang række korrupte pengeoverførsler. Grondona selv tog ifølge amerikanske myndigheder mod bestikkelse for et trecifret millionbeløb alene i sager relateret til Sydamerika, og ifølge anklagemyndigheden i New York tog Grondona altså også mod bestikkelse for at stemme på Qatar som VM-vært.

Issa Hayatou (Cameroun)
PRESSET UD

Hayatou var i nogle måneder i 2015 og 2016 fungerende FIFA-præsident, da Sepp Blatter blev suspenderet i en sag om en millionbetaling til Michel Platini. Med den ny FIFA-præsident Gianni Infantinos hjælp blev Hayatou i 2017 hældt af stolen som præsident for det afrikanske forbund CAF, som i stedet blev overtaget af Infantinos nye allierede, den hidtil ukendte Ahmad Ahmad fra Madagaskar.

Hayatou fik i 2011 en advarsel af den olympiske komité IOC for at have taget mod bestikkelse fra et medierettighedsfirma, hvilket dog på det tidspunkt ikke var ulovligt efter schweizisk lov, hvor blandt andre IOC og FIFA har hovedsæde.

Mong Joon Chung (Sydkorea)
UDELUKKET I SEKS ÅR

Sydkoreaneren blev udelukket fra al fodbold i seks år med effekt fra oktober 2015, da den etiske komité i FIFA fandt det bevist, at Mong Joon Chung havde brudt bud-reglerne i forbindelse med Sydkoreas forsøg på at blive VM-vært i 2022. Den sydkoreanske politiker og Hyundai-arving fik i 2018 reduceret sin straf, og han har ifølge Tipsbladets oplysninger undersøgt muligheden og den potentielle støtte til et politisk comeback i FIFA.

Jack Warner (Trinidad og Tobago)
UDELUKKET PÅ LIVSTID, GEMMER SIG FRA FBI

Selv længe før FBI og de amerikanske myndigheders interesse for fodbold begyndte, var Warner kendt for at have fingrene langt fremme på vegne af sig selv og fodboldforbundet i Trinidad&Tobago.

Warner faldt langt om længe i maj 2011, da et medlem af et fodboldforbund i Caribien indberettede Warner og Qatars Mohammed bin Hammam for uddeling af konvolutter med tusinder af dollar i til fodboldchefer i regionen, som Bin Hammam havde brug for i det snarlige præsidentvalg i FIFA. Warner har siden forskanset sig på Trinidad&Tobago og har med hjælp fra blandt andet politisk immunitet som parlamentsmedlem indtil videre undgået at blive udleveret til retsforfølgelse i USA i den store korruptionsefterforskning.

Sønnerne Daryll og Daryan blev knaldet af FBI i 2015 for korrupte pengeoverførsler gennem USA og har tilstået mod at vidne for myndighederne. Stemte på Qatar.

Angel Maria Villar (Spanien)
ANHOLDT AF POLITIET PÅ KORRUPTIONSANKLAGER

Den temperamentsfulde spanier blev midlertidig UEFA-præsident, da Michel Platini blev udelukket fra al fodbold i efteråret 2015, men præsident Villar faldt selv i gryden i sommeren 2017, hvor spansk politi anholdt ham på mistanke om korruption, hvorefter Villar trådte tilbage fra alle sine poster i FIFA og UEFA. Stemte angiveligt på Qatar.

Michel Platini (Frankrig)
UDELUKKET I OTTE ÅR

Da Sepp Blatter faldt i 2015, røg Platini med i faldet, da en hemmelig betaling fra FIFA til Platini i begyndelsen af 2011 på over ti millioner kroner ikke kunne forklares troværdigt af de to politiske sværvægtere. Platini har hårdnakket fastholdt sin uskyld i sagen, også da fransk politi i 2019 afhørte ham på mistanke om korruption i forbindelse med blandt andet afstemningen om det 2022-VM, der endte i Qatar. Platini tabte senest en appel om at få udelukkelsen omstødt ved den europæiske menneskerettighedsdomstol i marts i år.

Platinis søn Laurent fik i 2012 job i et sportstøjsfirma ejet af Qatar Sports Investments, den statslige investeringsfond der også ejer Paris Saint-Germain. Stemte på Qatar.

Geoff Thompson (England)
FLIRTEDE MED JACK WARNER

Det britiske medlem er den eneste, der har erkendt, at han forsøgte at indgå en aftale om stemmebytte i forbindelse med afstemningen om VM-værtskaberne i 2018 og 2022, hvilket skal være foregået på et møde med Sydkoreas Mong Joon Chung forud for det afgørende møde 2. december 2010, noget sydkoreaneren benægter.

Thompson og den engelske VM-komité forsøgte ligesom rivalerne at gøre kur til medlemmerne af FIFA's eksekutivkomité, herunder via en venskabskamp mod Jack Warners Trinidad og Tobago, som Warner skal have profiteret på personligt, men som en af de få i komitéen er Thompson ikke mistænkt for personligt at have involveret i korruption.

MEDLEMMER
Michel D’Hooghe (Belgien)

SØNNEN ARBEJDER I QATAR

Den belgiske læge og boss for FIFA's medicinske komité kom i modvind, da han måtte tilstå at have modtaget et "lille og grimt" maleri af en person fra det russiske VM-bud, og i 2014 protesterede han højlydt over, at de brasilianske værter havde lagt et hundedyrt ur i hans og andre fodbold-topfolks goodie bag på VM-hotellet, før D'Hooghe i et interview bemærkede, at den slags gaver havde været almindelige i en tidligere æra.

D'Hooghe anses for pletfri, omend det er blevet bemærket, at hans søn fik en førende stilling på et hospital i Qatar, noget D'Hooghe pure afviser har det mindste med Qatars VM at gøre. Stemte angiveligt på Qatar.

Ricardo Terra Teixeira (Brasilien)
UDELUKKET PÅ LIVSTID, GEMMER SIG FRA FBI

"Tricky Ricky", som den legendariske journalist og FIFA-korruptionsefterforsker Andrew Jennings kalder brasilianeren, optræder gentagne gange i de amerikanske myndigheders anklageskrifter, herunder med navns nævnelse som modtager af millionbestikkelse for at have stemt på Qatar som VM-vært. Til Teixeiras held har Brasilien ingen udleveringsaftale med USA, så intet tyder på, at Teixeira nogensinde kommer for retten.

Teixeira sagde alle sine hverv i fodbold op i foråret 2012 og blev i 2019 udelukket af FIFA og fodbold på livstid for sin involvering i korruptionssagerne i fodbold. Stemte på Qatar.

Mohammed bin Hammam (Qatar)
UDELUKKET PÅ LIVSTID

Fodboldpolitikeren fra Qatar var ifølge mange observatører i en position, hvor han kunne vinde præsidentvalget over Sepp Blatter, da han i maj 2011 blev suspenderet for korruption i forbindelse med et møde med fodboldledere i Caribien, hvor der blev delt kuverter med bestikkelses-dollar ud til de fremmødte. Stemte på Qatar.

Senes Erzik (Tyrkiet)
STOPPET

Den erfarne tyrkiske fodboldpolitiker har ikke fremgået i nogen efterforskninger eller mediehistorier om korruption. Stoppede i FIFA's øverste råd i 2015.

Chuck Blazer (USA)
AFDØD OG KORRUPT

Ja, hvor skal man næsten begynde. Det amerikanske EXCO-medlem blev meddeler for FBI kort efter VM-afstemningen, da skattevæsenet havde taget Blazer i massiv skatteunddragelse og korruption i millionklassen.

Blazer bar skjult mikrofon blandt andet under OL i London i 2012 og var FBI og anklagemyndighedens vigtigste vidne på vejen mod masseanholdelserne af fodboldpolitikere og topledere i medierettighedsfirmaer i 2015 op til præsidentvalget i FIFA. Blazer døde i 2017 efter flere års kræftsygdom.

Worawi Makudi (Thailand)
UDELUKKET FOR DOKUMENTFALSK

Makudi blev i 2015 midlertidigt suspenderet fra al fodbold for at have forfalsket dokumenter i forsøget på at blive genvalgt som præsident for Thailands fodboldforbund og fik i oktober 2016 fem års udelukkelse af FIFA fra al fodboldaktivitet. Lord David Triesman, chef for Englands bud-komité indtil maj 2010, sagde i en parlamentshøring, at Makudi havde forlangt at få foræret tv-rettigheder til en opvisningskamp mellem England og Thailand i bytte for sin stemme på England som VM-vært i 2018, hvilket fik Makudi til at anlægge en bagvaskelsessag i det britiske retssystem mod Triesman, der var og stadig er medlem af det britiske overhus.

Stemte angiveligt på Qatar.

Nicolás Leoz (Paraguay)
AFDØD OG KORRUPT

Leoz blev ifølge Eastern Districts seneste anklageskrift fra marts i år bestukket med et millionbeløb for at stemme på Qatar som VM-vært. USA krævede lige indtil Leoz' død sidste år den tidligere topchef udleveret, så han kunne komme for retten som en central mistænkt i den massive korruptionssag i sydamerikansk fodbold, der har været central i USA's retsforfølgelse af FIFA-korruption. Stemte på Qatar.

Junji Ogura (Japan)
STOPPET

Har ikke optrådt i forbindelse med korruptionsanklager i sammenhæng med VM 2018 og 2022, men spanske medier skrev i 2015, at Paraguays Nicolas Leoz havde fået bestikkelse af det japanske forbund i forbindelse med tildelingen af VM 2002 til Japan og Sydkorea, mens Ogura havde en rolle i det japanske fodboldforbund. Ogura afviste, at den historie havde noget på sig, og efter afstemningen i 2010 om VM-værtskaberne sagde Ogura, at 'racistiske medier' i Storbritannien havde skadet det engelske VM-bud med afsløringer af korruption i eksekutivkomitéen.

Marios Lefkaritis (Cypern)
SOLGTE LAND TIL QATAR

Familien Lefkaritis solgte i 2011 en grund til Qatars statslige investeringsfond Qatar Investment Authority for 240 millioner kroner, men Lefkaritis har i kraftige vendinger taget afstand fra alle antydninger af, at han skulle have stemt på Qatar som VM-vært af den årsag. Lefkaritis, der var en af de mest indflydelsesrige politikere i Europa, stoppede i FIFA og UEFA i 2017. Stemte angiveligt på Qatar.

Jacques Anouma (Elfenbenskysten)
TABTE KAMPVALG

Anouma blev af blandt andre Sunday Times anklaget for at have fået en betaling på 1,5 millioner dollar ved det afrikanske forbund CAF's generalforsamling i 2010 for at stemme på Qatar som VM-vært, hvilket Anouma pure afviser. Anouma tabte i 2015 sin plads i FIFA's øverste råd ved kampvalg i CAF. Stemte angiveligt på Qatar.

Franz Beckenbauer (Tyskland)
KORRUPTIONS-MISTÆNKT

Beckenbauer var i årevis under anklage i det schweiziske retssystem for at have faciliteret bestikkelse i forbindelse med Tysklands VM-slutrunde i 2006, men den nu forhenværende schweiziske statsanklager Michael Lauber nåede ikke at få gjort sagen færdig, før den tidligere i år faldt for forældelsesfristen.

Beckenbauer blev i 2014 udelukket af FIFA i 90 dage for ikke at samarbejde med en korruptionsefterforskning, og den tyske fodboldlegende er gentagne gange nævnt som en af dem, der solgte sin stemme til Rusland og Qatar, uden at det er blevet bevist endegyldigt.

Rafael Salguero (Guatemala)
DØMT FOR KORRUPTION

Salguero tilstod i 2016 overfor den amerikanske anklagemyndighed at have taget mod bestikkelse for medierettigheder til Guatemalas kampe, og Salguero sagde også i sit vidneudsagn, at han var blevet tilbudt flere hundrede tusinde dollar for at stemme på Rusland som VM-vært af en unavngiven person, dog uden nogensinde at have fået pengene. Salguero fik nedsat sin straf i det amerikanske retssystem mod at vidne om det, han havde oplevet i fodboldverdenen.

Hany Abo Rida (Ægypten)
SIDDER STADIG

Er fortsat medlem af FIFA's øverste råd. Hany Abo Rida rejste af uransagelige årsager med til det berømte møde i Caribien i maj 2011, hvor Qatars FIFA-præsidentkandidat Mohammed bin Hammam betalte bestikkelse til en lang række caribiske fodboldforbund.

Der har også været gentagne beskyldninger mod Abo Rida i forbindelse med hans embedsførelse i det egyptiske fodboldforbund, men selvom han sidste år måtte trække sig fra forbundet efter en dårlig præstation af Egyptens landshold ved AFCON, sidder Hany Abo Rida stadig i FIFA Council.

Vitaly Mutko (Rusland)
UDELUKKET FRA AT GENOPSTILLE

Mutko var sportsminister i Rusland indtil 2016 og vicepremierminister indtil i år. Mutko blev af et FIFA-udvalg forhindret i at genopstille som medlem af FIFA Council i 2017 på grund af sin position i den russiske regering, hvilket få måneder senere var med til at koste chefen for det pågældende FIFA-udvalg sit job.

UDELUKKET FØR AFSTEMNINGEN
Reynald Temarii (Tahiti)

FANGET PÅ SKJULT KAMERA

Temarii blev taget i at være villig til at sælge sin stemme på skjult kamera af journalister fra Sunday Times før VM-afstemningen i 2010. Fik i 2015 otte års udelukkelse fra al fodbold-aktivitet for at have taget mod en større sum penge fra Qatars Mohammed bin Hammam, der angiveligt skulle finansiere Temariis advokater i appelsagen.

Amos Adamu (Nigeria)
FANGET PÅ SKJULT KAMERA

Adamu blev ligesom kollegaen Reynald Temarii taget på skjult kamera og kylet ud før VM-afstemningen i 2010. Er siden igen blevet udelukket fra fodboldverdenen og har optrådt i forbindelse med indtil flere sager om korruptionsanklager og tvivlsom embedsførelse.

Læs også:Sundhedsstyrelsen bremser Norge: Landskampen mod Rumænien i fare

Læs også:Neymar kan blive en nøgleperson i præsidentvalget i Barcelona

Læs også:Neymar med nyt sagsanlæg mod Barcelona: Kræver svimlende beløb

Læs også:Upassende kommentar blev dyr: Nu ryger magtfuld post i FIFA

Læs også:Superliga-boss: Vi har ikke et problem med en privat piratliga