Schmeichel - en større Champions League katastrofe end FCK

Sikke et brag af en Champions League kamp i går hva’? Eller naaarj, alligevel ikke rigtig. I hvert fald set fra min sofa, hvor blikket var vendt mod 3+es kampdækning (næsten) hele aftenen. Med Peter Schmeichel som den overskyggende frontfigur selvfølgelig. Store Peter. The Great Dane.

Jeg er med på, at Schmeichel var verdens bedste målmand i 90‘erne og alt det der. Og den heltenostalgi, der nu måtte følge med der, bærer jeg ikke i mit hjerte. Fordi jeg måske gik mere op i isbjørne og brandbiler på diskotek Edelweiss, buffallo støvler og Roxette end fodbold i mine glade 90‘ere. Så det er velvidende, at jeg måske træder nogle over tæerne ved at lange ud efter Peter. Men han er i det mindste ikke Michael Laudrup. Så meget har jeg lært efter en episode, hvor jeg forsøgte mig med en spæd kritik af - viste det sig - den urørlige legende, overfor min bedre halvdel. Han responderede meget diplomatisk (men dog med et lettere sammenbidt udtryk): “Michael er en af mine barndomshelte. Jeg kan ikke forholde mig objektivt til ham”. Og så var den lukket. Så jeg siger aldrig mere noget dårligt om Michael Laudrup. Og slet ikke her på tipsbladet.dk

Jeg siger kun dårligt om Peter Schmeichel. Han er jo givetvis sød og rar, men nærmer sig i mine øjne en veritabel TV-vært-katastrofe. Hvilket også er derfor man i høj grad undrer sig over, hvad fanden han laver i andre ikke-fodbold relaterede TV-shows. Som fx fangerne på fortet, hvor han sjosker rundt med Camilla Ottesen og nogle dværge og en farlig tiger (lidt af et freakshow kunne det bemærkes) - deler han og det program den samme 90’er patos? Måske. Men 90’er patos eller ej, så er hans fremadstormende TV karriere mig en gåde. For Schmeichel er ikke nær det, han er på en skærm, som han åbenbart var i sit mål. Han afbryder Frimann, når han skal til at forklare mig noget om, hvorfor Arsenal fik krammet på Barcelona i sidste uge. Han afbryder Jan Mølby, når han skal til at dele ud af sin insiderviden om Premiere League. Han glemmer, tydeligvis lidt konfus, hvad han skal sige, når han lægger videre fra studiet. Og han får alt alt for sjældent en regulær samtale i gang med sine interviewofre.

Der er fare for, at min irritation over for Store Peter grænser sig til det uretfærdige. Fordi den blir filtret sammen med min øvrige irritation over den grinagtigt provinsielle sportsdækning herhjemme. Og den står Schmeichel jo selvsagt ikke alene for. Han blir bare desværre lidt en kransekagefigur oven på den. Ham og så af en eller anden grund Holger Danske, der majestætisk figurerer i diverse optaktsmontager. Hvad han så har med FCK at gøre.

Chelsea er absolut ikke et af mine yndlingshold. Dels fordi de ikke er fra Spanien, og dels fordi, jeg ikke har brudt mig om John Terry, siden han var sin kone utro med sin bedste vens ekskæreste. Ligesom jeg heller ikke har været for lun på Rooney, som synes at spille lidt for smart med sine penge og ludere. Gode historier, knap så god street cred. 
I går holdte jeg imidlertid brændende med Chelsea. Af den årsag, at det jo ikke ville være til at holde den national-hysteriske masse-masturbation ud, som en sejr til FCK måtte afstedkomme i medieoffentligheden. Tenderende foræderisk ja. Men ikke så meget som den gemene sportsjournalistiks verdensfjerne danskerdyrkelse på bekostning af objektive facts forud for en vigtig fodboldkamp. Tipsbladet undtaget naturligvis.