Syndebukken og forbandelsen

BRAGT I TIPSBLADET 16. DECEMBER

Det er forståeligt, hvis Mario Gomez i disse dage går rundt og smiler lidt for sig selv, når han tænker tilbage på det fodboldår, der snart går på hæld.

For selvom han allerede i 2007 kunne lade sig krone som tysk mester og årets spiller, har 2011 alligevel været det endelige gennembrud for TORero, som han kaldes grundet sine spanske aner. Med 28 mål sluttede han sidste sæson som suveræn topscorer i Bundesligaen, og i denne sæson har han fortsat den imponerende stime med foreløbig 15 mål i ligeså mange kampe. Dertil kan han glæde sig over at være delt topscorer i Champions League, ligesom han med to mål i sidste rundes sejr over hans tidligere klub Stuttgart, med al sandsynlighed sikrede Bayern München det første Herbsmeisterschaft i fire år.

Også på landsholdsplan har Gomez leveret varen. Med fem mål i fem kampe var han med til at sikre tyskerne førstepladsen i deres kvalifikationsgruppe, som de vandt med maksimum point. Men til trods for hans mange mål i kvalifikationen kom det personlige højdepunkt i en venskabskamp mod Ukraine, hvor han måtte gå målløs fra banen. I sin 50. optræden for Die Nationalelf kunne Mario Gomez glæde sig over, at han for første gang havde æren af at træde ind på stadionet i Kiev med anførerbindet om armen.

»For to år siden var der ingen, inklusiv mig selv, der ville have troet på, at jeg en dag skulle føre det tyske landshold på banen som anfører, men da jeg kiggede på holdkortet før kampen, kunne jeg godt se, at jeg var klart den ældste spiller. Den 11.11.2011 vil altid stå som mindet om en stor dag,« forklarede hovedpersonen selv efter kampen, der i øvrigt endte 3-3.

Forbandelsen fra Wien

Men hvorfor er det i grunden så svært at forestille sig, at en mand med Mario Gomez' målnæse ikke skulle kunne være anfører?

For at få svar på det spørgsmål skruer vi tiden tilbage til EM-slutrunden i Østrig/Schweiz for tre et halvt år siden. Her danner han sammen med klubkammeraten Miroslav Klose angrebsduo i de indledende gruppekampe, men hvor Klose ikke har de store problemer med at finde vejen til målet, kniber det gevaldigt for Mario Gomez. I den sidste puljekamp mod Østrig på Ernst Happel Stadion i Wien er han nok engang at finde i startopstillingen, men det der skal blive til en tiltrængt succesoplevelse ender i stedet med at blive begyndelsen på en lang forbandelse. Allerede efter få minutters spil indtræffer den episode, der den dag i dag fortsat forfølger Mario Gomez. Angrebsmakkeren Klose driver gæk med et par østrigske forsvarsspillere i højre side af straffesparksfeltet, inden han med en præcis aflevering finder Mario Gomez inde på midten. Uden hverken modspillere eller målmand, og kun to meter fra mål, ligner det en sikker scoring, men på forunderlig vis får han ikke ordentlig træf på bolden, der i stedet ryger op i en høj, blød bue, inden den heades væk på stregen af en forsvarsspiller, til stor underholdning for de østrigske fans. I resten af turneringen er Mario Gomez henvist til bænken, men i finalen mod Spanien får han de sidste ti minutter på banen i et forsøg på at vende slagets gang for tyskerne, der er bagud med 1-0. Kort før tid opstår chancen så, men endnu engang mangler den sidste skarphed hos angriberen, og kort efter fløjter dommeren kampen af. Men hvad der er afslutningen på opgøret er kun begyndelsen på en lang scoringskrise. I 15 landskampe i træk lykkedes det således ikke at få scoret, og først i en venskabskamp mod de Forenede Arabiske Emirater i juni året efter er Mario Gomez igen at finde i målscorens rolle.