En århusianer i Wien

EN AF DAGENS første samtaler går hjem til Århus, hvor Camilla Martins mor er i røret. Forbindelsen er også i orden til AGF-rødderne. Der er Hans Petersen, der er sommerhuset i Hov, og der hovdpersonens egen umiskendelige Hasle-dialekt. Men vi befinder os i Wien, for her har Jørn Bjerregaard boet det meste af sit liv. Livsstilen sejrede over hjemlængslen, men derfor kan en tidligere østrigsk topscorer og mester for landets mest berømte klub Rapid Wien godt være AGFer i hjertet.

"Jeg har en løbende væddemål kørende med en østrigsk ven. Jeg tjener 10 euro, hvis AGF vinder hjemme eller får point på udebane. Det er ikke den helt store forretning", smiler 65-årige Bjerregaard og tænker på fortiden i Århus-klubben og navne som John Amdisen og Hans Christian Nielsen fra det store AGF-hold i begyndelsen af tresserne."Det var en god klub, og jeg fik en god opdragelse der. Der var en positiv ånd, og jeg lærte af de gamle spillere. Jeg har været AGFer, siden jeg var 12 år, og når jeg er hjemme, står jeg på stadion og sukker."Og det er så det. Jørgen og Aase Bjerregaard flyttede i 1976 hjem til Danmark. Fodboldkarrieren i Østrig var efter næsten 10 år. Jørn skulle være træner for AGF. Det blev til en enkelt sæson, konen havde hjemve. Og så gik turen tilbage til det elskede Wien."Vi har boet her i over 40 år, vores voksne børn og barnebarnet er opvokset her og er østrigske statsborgere", fortæller Bjerregaard i en næsten forelsket ouverture over temaet Østrig. Og er der noget, som den tidligere store forward ikke er, så er det en drømmer. Hverken som fodboldspiller eller i sin tilgang til livet. "Han er en lige-på-type og kommer ind i et lokale med frisk luft omkring sig", som det århusianske journalist-fyrtårn Knud Esmann engang har sagt. Men derfor kan man godt føle sig hjemme i det slentrende og livsnydende Centraleuropa.

Var på vej til Real Madrid

Hvor Bjerregaard i de hujende halvtressere kom til Rapid fra AGF, vandt to mesterskaber ogh tre pokalsejre og slog sit navn fast som topscorer og en europæisk profil. Rapid spillede endnu lokalopgør mod Austria for op imod 80.000 tilskuere og gjorde det godt rundt omkring.

Det er alment fastslået, at Rapids og østrigsk klubfodbolds ubrudte storhedstid sluttede omkring 1968. Netop det efterår var Rapid i stand til at sende Real Madrid ud af mesterholdenenes Europa Cup. Overraskende, men ikke sensationelt, for Rapid var trods alt mere end en mellemvægter. 1-0 sejren hjemme blev fulgt op af et 2-1 nederlag på Santigao Bernabeu og en kvartfinale mod Manchester United, som dog med George Best dog trak det længste strå."Det var Bjerregaard, der scorede målet i Madrid. Det er gået over i historien", fortæller Peter Linden, sportsredaktør på Neue Kronen Zeitung - og en fodbold-interesseret yngling i det historiske år 1968. Da Bjerregaard foldede sig helt ud som ligatopscorer."Og målet i Madrid. Jeg husker det tydeligt. En fremragende scoring fra en meget spids vinkel", husker Linden, der betegner Jørn Bjerregaard som en af alle tiders største profiler og førende udlændinge i Rapid Wien. Og et klart større navne end de danske holdkammerater Tom Søndergaard, Bent Martin og Jens Pedersen. Siden har kortvarigt Lars Francker, sidst i halvfjerdserne, og senest Jakob Laursen spillet for grøntrøjerne i den østrigske hovedstad."Jeg spillede seks år for Rapid og tre et halvt år for Eisenstadt. Indimellem var der tilbud fra Spanien og Tyskland. Jeg er ret sikker på, at det var Real Madrid. Jeg var også indstillet på at tage chancen, men så blev der lukket for udlændinge i den spanske liga. I Østrig havde man dengang tætte forbindelser til spansk fodbold. Vi deltog i en del turneringer dernede, og jeg var med i afskedskampen for Ferenc Pukas. I 1971 var Borussia Dortmund en mulighed for mig, men så blev tysk fodbold ramt af den store Bundesliga-skandale. I virkeligheden var jeg nok allertættest på at komme til Young Boys i Schweiz, selv om også Mönchengladbach var på tale, men jeg har ikke noget at klage over".Du var en førende international angriber, men optrådte aldrig på det danske landshold?"Frem til 1971 skulle man jo være amatør for at komme på tale, og jeg var meget ung, da jeg rejste ud. Men jeg var da med i et par udtagelseskampe, og det var ikke lige sagen. Det var for meget tilfældighed over det, for så skulle man jo pludselig fungere sammen med nogle helt nye spillere, og det gik ikke".

Johnny Bjerregaard og Van Beethoven

Først på dagsordenen for interviewet er den forestående EM-slutrunde i Østrig og Schweiz, som Bjerregaard ser som en stor chance til genrejsning af sit andet hjemland. De østrigske fodboldproblemer er velkendte, og årsagerne mange.

"Der er en vis trang til selvovervurdering og naivitet. De stenrige klubmæcener og f.eks. Austria Wien har haft forkerte rådgivere, og pengene er ikke brugt til talentudvikling. I dag ser vi resulttet. Kun et fåtal af landsholdsspillerne er til daglig at finde i store udenlandske klubber", mener Bjerregaard, mens han nyder et køligt glas hvidvin på fortorvet."Hvis vi taler om selve arrangementet, vil du opdage, at det ikke er Tyskland, der er vært. Østrigerne skal nok sørge for, at alt fungerer, men de er mere fleksible end tyskerne. Livskvalitet og udeliv spiller en større rolle her. Der er mere uforpligtende samvær, livsstilen er lettere, men for enden af den melodi kommer så også melankolien", kommer det helt unostalgisk og som en side-kommentar til fænomenet Fritzl, det såkaldte kælder-uhyre."Østrig er også et land, der lever godt af sin turisme og gæstfrihed, så selvfølgelig står der noget på spil nu. Sådan noget som Fritzl-sagen kan ske alle steder, men du kan have lidt ret i, at østrigerne nogle gange dukker sig lidt for kendsgerningerne. Man blander sig ikke i naboens ting, lever lidt på overfladen, men det sker jo også i andre lande, at man ikke ønsker sig flere problemer end man har i forvejen".Han udbygger synspunktet: "Altså forleden sad jeg her og fik min frokost og faldt i snak med en anden gæst. Der gik en halv times tid med det, og det er typisk østrigsk".Jørn Bjerregaard har igen taget et frikvarter, og vi sidder i den lune formiddag foran Zum Schwarzen Kameel og hilser først på en ældre Rapid-tilhænger og dernæst en jævnaldrende dame, der viser sig at være er i familie med den tidligere danske landstræner Rudi Strittitch, der bor i Steyr. Bjerregaard er på hjemmebane her, hvor Ludwig van Beethoven også havde sin stamcafé.Bjerregaard arbejdede i mange år på et østrigsk rejsebureau og sluttede som medejer. For et par år siden lod han sig pensionere, men indimellem tager han alligevel toget ind og snupper et par timer. Arbejde er vanskeligt helt at undvære. Det går lettere med fodbolden, hvilket et lidt stift knæ er bevis på. Men navnet Bjerregaard har i Wien så kraftig en klang som klokkelyden fra det centrale vartegn Sankt Stephans Dom. Fornavnet er bare et helt andet. Jörn er ikke så godt på østrig-tysk. Derfor blev det til Johnny, og det er ikke andet end end et par måneder siden, at Johnny Bjerregaard var gæst i regionen Niederösterreichs Landhaus for at blive hyldet for sin 65 års fødselsdag, Side om side med andre jubilarer og fødselarer fra sportens verden, bl.a. den 60-årige østrigske landstræner Josef Hickersberger. Fortidens stjerner glemmes ikke. Heller ikke i Rapid.

Tilbudt job som sportsdirektør

"Jeg er optaget i klubben af såkaldte Rapid-Legenden, og det er da en stor ære. Der er nogle hyggelige samlinger, og jeg får stillet billet og p-plads til rådighed til alle hjemmekampene ude i Hütteldorf, men jeg er ikke den store bruger af det. Jeg følger med i fodbolden og var glad for, at Rapid blev mester i år, men der er så meget andet, jeg går mere op i", siger Jørn Bjerregaard. Som for seks-syv år siden var tæt på et comeback i sin gamle business.

"Jeg blev faktisk tilbudt jobbet som sportsdirektør for seks-syv år siden, og det var da smigrende, men jeg takkede nej. Jeg er blevet for gammel til at rejse rundt og spotte talenter i Østeuropa", konstaterer den gråhårede eminence, som i sin tid var med til at give Michael Laudrup sine første fodbold-lektioner."Vi kom en del sammen med Finn Laudrup og hans familie. Brian blev jo født her i Wien, mens Finn spillede for Wiener Sports Club. Han var en fremragende spiller, og klubben ville gerne forlænge kontrakten, men prof-livet med de lange træningslejre var ikke noget for Finn, og familien længtes hjem", fortæller Jørn Bjerregaard.Det er altsammen snart 40 år og nogle fodbold-generationer siden. Tiden og spillet har udviklet sig, og det er også mange år siden, at Bjerregaard trænede klubber på fjerde- og femte-niveau eller så afkommet Carsten spille for Admira Wacker. Selv sønnen har så småt lagt støvlerne på hylden, og han nåede dog at spille europæisk. Østrigeren med efternavnet Bjerregaard. Søn af den store Johnny fra Rapid, som i hjertet også bærer den hvidblusede AGF-trøje.