Jeg er 29 og klokken den er kvart i bold

Jeg er tilbage på fodboldvognen igen. Efter et overstået VM, en vis fodboldmæthed, og så en mindre pause. Men heldet ville, at selveste FC Barcelona skulle gæste Parken lige præcis på min 29 års fødselsdag i tirsdags i sidste uge. Jeg tog det straks som et tegn. Et tegn på, at min mere eller mindre vedholdende fodboldnysgerrighed endelig ville give pay off i form af et ‘live’ møde med Messis troldmandsdriblerier og Xavis troldmandsafleveringer og mange flere tryllerier på grønsværen…

Lige indtil jeg opdagede, at sådan var der åbenbart en del, der havde det, aka, det var naturligvis umuligt at skaffe billetter. (Dagen efter kampen så jeg et indslag i Go’ morgen Danmark med en 6-årig dreng, der ventede hele dagen foran Messis hotel for at få en autograf. Den lille argentiner dukkede imidlertid aldrig op, og derfor begyndte den lille dansker at græde. Så meget, at han altså kom i TV, der også skaffede ham billetter og sågar en fodbold med lige præcis Messis autograf på. Hvis jeg bare havde kendt til den strategi).

Nogen tur i Parken blev det altså ikke til, men til gengæld blev det i dagens fødselsdagsanledning til en tur på D’angleterre om eftermiddagen. Her er kagen som bekendt dyr, chesterfieldmøblementet ligeså, men godt at sidde i, og der er direkte udkig til foyeren. Her ville skæbnen nemlig, at Peter Møller skulle mødes med et større selskab af det, der så ud til at være ældre testosteron-opstemte velhavende mænd. Der selvfølgelig skulle i Parken i stedet for mig. Fordi de har sponsoreret skidtet. Eller kender Peter Møller. Eller Don Ø. Eller fordi de ejer glinsende lyseblå nylonjakker med et F og et C og et K syet over brystet.

Små-bitter, men dog ikke specielt overrasket over, at ældre pengemænd åbenbart også tegner magteliten i den fodboldverden, der udspiller sig en regnkold aften i november, endte jeg senere med at se kampen på en bar på Nørrebro med en masse FCK-fans.
Jeg begriber stadig ikke, hvorfor det forventes, at du holder med et hold, bare fordi det er fra Danmark. Og jeg begriber endnu mindre, hvorfor du skal holde med et hold, der, godt nok havde sat sig imponerende godt op til dagen, men stadig har en slagsang (som selvfølgelig blev spillet på TV inden kampstart), der begynder sådan her:

“Det er kampdag, klokken den er kvart i bold, jeg tager FC trøjen på”
“Og selvom tøsen tigger om et søndagsknold, så siger jeg “NEJ, nu må jeg gå!”

Hmmm…For det første: Med sådan noget der, er I ærligt talt selv ude om, at kvinder overvejende synes, I er nogle idioter, når det kommer til at være fodboldfan. For det andet: I hvilken drømmeverden er det lige, at kvinder tigger deres mænd om sex – og da slet ikke, når først de har fået fodboldtrøjen på?
Og for det tredje: Er det mig, eller hvornår er knold blevet det nye slang for det unævnelige, der IKKE rimer på bold?

Når det er sagt, så var det Barca, der skuffede mig fælest den aften. Små motherfuckere. Tag jer lige sammen på min fødselsdag en anden gang.