Ronaldo er næsten verdens bedste fodboldspiller

Der er intet i denne verden Cristano Ronaldo hellere vil end at være verdens bedste fodboldspiller. Og alligevel er det blevet Messi. igen. I aftes til Ballon d’Or 2015. Selvom Ronaldo har scoret flest mål, og Messi været langtidsskadet sidste år. Damn. Der er få ting, CR7 er dårligere til i denne verden end at tabe.

 

Der er få ting i fodboldverdenen, der er blevet talt mere om siden 2008 end, hvem der er den mest outstanding fodboldspiller; Messi eller Ronaldo. Hvem der er stærkest? Det må være Ronaldo. Hvem der er den bedste teamplayer: Messi. Den bedste til at finte: Ronaldo. Den bedste dribler: Messi. Den bedste målscorer: Tjah. En oplagt konklusion kunne være:
1. At objektivitet heller ikke findes i fodbold. Når vi bliver ved med at snakke om det, og eksperter bliver ved med at være uenige om det, siger det noget om, at vi i udgangspunktet har svært ved bare at blive enige om de kriterier, bedrifterne skal vurderes på. I sidste ende handler det meget om, hvad og hvem vi føler for.

2. Det er da egentlig et sandt billede på verdens mangfoldighed og storslåede mystik, at to så vitterligt forskellige spillere kan være næsten lige så suveræne i næsten et årti.    

 

Det her er sandsynligvis sidste halvdel af en enestående lang æra med to på toppen og et stykke ned til den næste. Jeg har aldrig troet på, at Neymar på trods af sin delte La Liga-topscorer-status var seriøs contender til den guldbold, en tendensiøs nominering i første omgang, hvis I spørger mig. Nok har Junior været genstand for en imponerende opblomstring, da han først fik mere plads, men jeg tilskriver nu stadig vores brændende ønske om, at Neymar skal lykkes til ‘idéen om den gakkede, men geniale brasilianer’. 

 

Altså; vi elskede jo den dansende Ronaldinho, fordi han præcis var den. Hans goofy, legende og spektakulære måde at angribe på. Effektiv i al sin lidenskabelighed. Han lavede mål. Lige præcis det besvarer nemlig en dyb længsel, et stort problem, vi endnu langt fra har fundet løsningen på, og slet ikke på de her breddegrader; nemlig hvordan vi kan være passionerede og glade, samtidigt med, at vi er produktive og laver resultater?

 

Så fortællingen om Neymar, og i øvrigt også om Barcelona, vil i udgangspunktet altid være langt mere charmerende end den om fx Lewandowski, som jeg ellers synes må være den klareste 3’er i feltet, der mere går på ‘Ikke-så-god-til-engelsk-østeuropæer-skifter-til-rivaliserende-knap-så-romantisk-bundesliga-klub-med-mange-flere-penge-og-nu-reklamesøjle-for-usexet-kinesisk-brand’.  

 

Og måske også end den om den på alle måder umenneskeligt veltrimmede Ronaldo, hvis ansigt og krop har en statuesk renhed over sig, tilsyneladende bygget af lige dele botox og granit.

I hvert fald vurderede den franske sportsavis L’Equipe inden afgørelsen i går, og godt nok som et af de eneste medier, Cristiano til at være helt nede på en 4.plads på deres liste over de100 bedste fodboldspillere i 2015 – efter Messi, Neymar og Suarez – og selvom Barcelonas MSN-trio uden diskussion er verdens bedste angreb lige nu, og også var det i den seneste El Clasico, hvor Ronaldo til gengæld var svær at få øje på, så mistænker jeg, at vi generelt har lidt vanskeligt med at kapere ham, CR7-maskinen. Det var småt med trofæerne hos Real i 2015, men come on, han er suveræn topscorer i sidste års første halvdel af Champions League, ligger godt til med mål og assists i ligaen lige nu, han kan afgøre kampe, og gør det. I det hele taget en så komplet spiller, at du sgu da til vær en tid ville tage ham før Neymar, hvis du var førstevælger i skolegården.

 

Grunden til, at vi i år igen har diskuteret, hvorvidt han nu også endda kan snige sig op som bare verdens anden mest komplette spiller lige nu, må være, at vi et eller andet sted gerne vil have, han ikke er det. Fordi vi ikke særligt godt kan lide ham. Fordi han ikke synes at være gjort af stof af denne verden, egentlig egner han sig bedst til distanceret idoldyrkelse fra smådrenge og sindsforvirrede piger. Fordi vi ikke kan mærke ham.

 

Ronaldo præsenterer sig følelses- og især humorforladt. Ingen særligt synlig glæde, mere primalbrøl, når han scorer. Ingen selvironiske kommentarer som Zlatans. Ingen ufarlig drenget charme som hos Messi. Ingen morsomme renegade eller loose canon-attituder som Suarezes. Faktisk er det eneste lidt ucharmerende tidspunkt, Ronaldo slår sprækker, når han taber. Så finder han på at græde en smule. Af barnlig frustration. For mest af alt vil Ronaldo bare vinde. Ikke så meget andet pis. Og den drivkraft er uhyggeligt fascinerende, og derfor også udslagsgivende for en formiddabel reklameværdi, men på en og samme tid også skræmmende, fordi de fleste af os ikke kan genkende den form for kølig disciplin.  

 

Det nådesløse fokus har uden tvivl ledt Cristiano til, hvor han er i dag. Inklusiv omkostninger. For den glimrende dokumentarfilm Ronaldo, der i efteråret portrætterede ham, tegner mest af alt et billede af et dybt ensomt og isoleret menneske, hvis største kompetence ikke er at skabe nære relationer. Det er ikke en kynisk mand. Ikke en arrogant mand. Ikke en usympatisk mand. Men et menneske, hvor du fornemmer den dybe smerte, der er i aldrig nogensinde at være tilfreds. Med dig selv. Aldrig at kunne stilles ved noget, som det så fint hedder i Jylland. Du skal bare videre. Og gøre det endnu bedre. 

 

Ronaldo synes virkelig ensom blandt mange mennesker, der hele tiden er omkring ham. Alle sammen for hvem han ikke at forglemme også er en guldkalv. Hans kulørte agent, der minder om Mourinho på coke, hans frisør, der sørger for, at det at være nyklippet er Cristianos ting, den lettere afdankede bror, der bestyrer hans museum, den pavestolte mor, der er den tætteste og eneste kvindelige relation med hovedet så langt oppe i røven på ham, at du hurtigt fristes til tanken ‘ødipalt kompleks’, hans afdøde alkoholiserede far, der spøger i kulissen med den anerkendelse, sønnen stadig higer efter, aldrig fik, og aldrig får.       

 

Bortset fra det nærer Cristiano tydeligt den største kærlighed, måske er det forelskelse, til sin lille søn på fem; Cristiano Ronaldo Junior. Han er vitterligt skabt i faderens eget billede: Efter al sandsynlighed købt og bestilt på en klinik. For som Ronaldo selv siger, så har han altid ønsket sig en søn, en efterfølger. En at holde om og holde af, tænker jeg i lige så høj grad, er tilfældet. For selv Ronaldo har tydeligvis brug for lidt kontakt engang i mellem. Også selvom han tjener op mod 500 millioner kroner om året, og har et rimelig stort udvalg af både diamantørestikker og sportswagons til rådighed. Især nu, hvor han skal i gang med at bruge hele næste år på at jagte guldbolden hjem igen. Han er sikkert taget på træningsanlæget sent i går aftes, da han kom hjem fra Zürich, skal I se. 

 

Tillykke til Messi med en velfortjent kåring som verdens bedste fodboldspiller for femte! gang. Der er ingen, der nogensinde har vundet så mange gange over Ronaldo. Og Ronaldo, is på, der er alligevel ingen, der nogensinde har vundet så mange gange over så god en fodboldspiller som Messi.